M’Cheyne Bible Reading Plan
Gud besøger Abraham og gentager løftet om en søn
18 Mens Abraham boede i Mamres egelund, viste Herren sig for ham igen. En dag sad Abraham i teltåbningen på den varmeste tid af dagen. 2 Pludselig lagde han mærke til, at der stod tre mænd i nærheden. Han løb dem i møde og bød dem velkommen ved at bøje sig dybt til jorden.
3 „Herre,” sagde han, „vis mig den gunst ikke at gå din tjeners dør forbi, men tag imod min gæstfrihed. 4 Lad mig sørge for, at I får vand til at vaske støvet af jeres fødder. I kan hvile jer under træet her. 5 Så kommer jeg med lidt mad, som I kan styrke jer på. Siden I nu er kommet denne vej, håber jeg, I vil gøre mig den ære at blive lidt, inden I rejser videre.” „Tak, det vil vi gerne,” svarede de.
6 Abraham skyndte sig tilbage til teltet og gav besked til Sara: „Hurtigt! tag det bedste mel, vi har, og lav noget brød af det.” 7 Så løb han videre ud til kvægflokken, hvor han udvalgte en fedekalv og gav den til en tjener, som skyndte sig at slagte den. 8 Da maden var klar, tog Abraham syrnet mælk og sødmælk samt noget af den stegte kalv og serverede det for mændene. Han vartede selv op, mens mændene sad og spiste ude under træerne.
9 „Hvor er Sara, din kone?” spurgte en af mændene. „Inde i teltet,” svarede Abraham. 10 Da sagde manden: „Næste år ved denne tid kommer jeg igen, og da har Sara født en søn!”
Sara stod i teltdøren bagved og hørte det hele. 11 Både hun og Abraham var gamle, og hun vidste jo godt, at hun var alt for gammel til at få børn. 12 Hun lo ved sig selv og tænkte: „Skulle jeg virkelig opleve den glæde, nu da både jeg og min mand er blevet for gamle?”
13 Da sagde Herren til Abraham: „Hvorfor ler Sara og tænker, at hun umuligt kan få et barn? 14 Skulle noget være umuligt for Gud? Næste år ved denne tid kommer jeg igen, og da har Sara en søn!”
15 Da Sara hørte det, blev hun bange og forsvarede sig. „Jeg lo ikke!” løj hun. „Jo, du gjorde!” svarede Herren.
Abraham går i forbøn for Sodoma
16 Så rejste mændene sig fra måltidet og gik videre i retning af Sodoma, og Abraham fulgte dem på vej. 17 Undervejs sagde Herren til sig selv: „Hvorfor skulle jeg ikke indvi Abraham i mine planer? 18 Abrahams efterkommere vil jo blive et mægtigt folk, og alle jordens folkeslag vil opnå velsignelse gennem ham. 19 Jeg har jo netop udvalgt ham, for at han skal indprente sine efterkommere lydighed mod mig, ærlighed og godhed, så jeg kan lade det ske, jeg har lovet ham.”
20 Herren sagde derfor til Abraham: „Jeg har hørt klageskrig fra Sodoma og Gomorra. Indbyggerne er frygtelig onde, og alt hvad de gør er ondt. 21 Jeg er nu på vej derned for at se, om deres handlinger virkelig er så forfærdelige, som det lyder til.” 22 De to andre mænd gik nu videre mod Sodoma, mens Abraham blev stående foran Herren. 23 Så trådte han et skridt nærmere Gud og sagde: „Vil du virkelig udrydde de gode mennesker sammen med de onde? 24 Hvis nu der findes 50 uskyldige mennesker i byen—vil du da stadig ødelægge den? Kan du ikke skåne byen for de 50 menneskers skyld? 25 Du vil da vel ikke behandle de gode og de onde lige? Skulle han, som dømmer hele verden, ikke være retfærdig?”
26 Herren svarede: „Hvis der findes 50 retsindige mennesker, vil jeg for deres skyld skåne byen.”
27 Men Abraham fortsatte: „Siden jeg nu er begyndt at tale med min Herre, så lad mig fortsætte—vel vidende, at jeg kun er støv og aske. 28 Hvad nu, hvis der kun er 45 retsindige? Vil du så ødelægge byen, bare fordi der mangler fem?” „Nej, jeg vil ikke ødelægge byen, hvis der er 45 retsindige.”
29 „Hvad nu, hvis der kun er 40?” „Nej, heller ikke, hvis der er 40.”
30 „Tag mig det ikke ilde op,” blev Abraham ved. „Hvad nu, hvis der kun er 30?” „Jeg vil skåne hele byen, hvis jeg finder 30,” svarede Herren.
31 „Siden jeg har taget mig den frihed at tale til min Herre,” fortsatte Abraham, „tillad mig da at spørge nok en gang: Hvad nu, hvis der kun er 20?” „Så vil jeg for disse 20 retsindiges skyld skåne byen.”
32 Da sagde Abraham: „Herre, bliv ikke vred! Dette er sidste gang: Hvad nu, hvis der kun findes ti?” Og Herren svarede: „Så vil jeg for disse ti uskyldiges skyld skåne hele byen.”
33 Da Herren var færdig med at tale med Abraham, gik han videre, mens Abraham vendte hjem til sit telt.
Tre disciple ser et glimt af Jesus i hans herlighed(A)
17 Seks dage senere tog Jesus Peter, Jakob og Johannes (Jakobs bror) med op på et højt bjerg, hvor de var helt alene. 2 Pludselig skiftede Jesus udseende for øjnene af de tre disciple. Hans ansigt strålede som solen, og hans klæder blev blændende hvide. 3 Derefter så disciplene Moses og Elias komme til syne og tale med Jesus. 4 „Herre, hvor er det skønt at være her,” udbrød Peter. „Hvis du synes, så vil jeg bygge tre hytter: en til dig, en til Moses og en til Elias.”
5 Endnu mens Peter talte, kom en lysende sky og indhyllede dem, og de hørte en stemme inde fra skyen: „Det er min elskede Søn. Ham er jeg fuldt tilfreds med. Lyt til ham!”
6 Disciplene faldt på knæ med ansigtet mod jorden, helt overvældede og skrækslagne. 7 Men Jesus bøjede sig ned og rørte ved dem. „Rejs jer op,” sagde han. „I skal ikke være bange.” 8 Da de kiggede op, var Jesus alene tilbage.
9 På vej ned ad bjerget sagde Jesus til dem, at de ikke måtte fortælle om, hvad de lige havde set, før han var oprejst fra de døde.
Skulle „Elias” ikke komme før Messias?(B)
10 Disciplene spurgte nu Jesus: „Hvordan kan det være, at de skriftlærde siger, at Elias skal komme før Messias?”
11 Jesus svarede: „Det er rigtigt, at Elias skulle komme og genoprette alt.[a] 12 Men ‚Elias’ har allerede været her. Folk forstod bare ikke, at det var ham. Derfor gjorde de med ham, hvad de ville, og det samme vil de gøre med Menneskesønnen.”
13 Så blev disciplene klar over, at det var Johannes Døber, han talte om.
Alt er muligt for den, som tror(C)
14 Der stod en vældig menneskemængde og ventede på dem, da de kom ned fra bjerget. Straks kom en mand hen og faldt på knæ for Jesus. 15 „Herre, vær barmhjertig mod min søn,” bad han. „Han er månesyg,[b] og lider ganske forfærdeligt. Ofte falder han i ilden eller i vandet, når han får sine anfald. 16 Derfor bragte jeg ham til dine disciple, men de kunne ikke helbrede ham.”
17 „Åh, I forvildede og vantro mennesker,” udbrød Jesus. „Hvor længe skal jeg blive hos jer? Hvor længe skal jeg bære over med jer? Kom herhen med drengen.” 18 Så befalede Jesus dæmonen, som var i drengen, at komme ud, og den forlod ham. Fra det øjeblik var drengen rask.
19 Da disciplene kort efter var alene med Jesus, spurgte de ham: „Hvorfor kunne vi ikke drive den dæmon ud?”
20 „På grund af manglende tro,” svarede Jesus. „For det siger jeg jer: Hvis I bare havde tro som et sennepskorn, ville I kunne sige til sådan et ‚bjerg’: ‚Flyt dig!’ og det ville flytte sig. Der ville ikke være den ting, som ville være umuligt for jer. 21 Men den slags farer kun ud ved bøn og faste.”[c]
Jesus taler igen om sin død og opstandelse(D)
22-23 Da de igen var samlet i Galilæa, sagde Jesus en dag til disciplene: „Menneskesønnen skal overgives i menneskers vold og blive dræbt. Men på den tredje dag bliver jeg oprejst fra de døde.” Hans disciple blev dybt bedrøvede ved at høre det.
Om at betale skat til templet
24 Da Jesus og disciplene var kommet hjem til Kapernaum, henvendte de, der opkrævede tempelskatten, sig til Peter. „Betaler jeres mester ikke den årlige tempelskat?” spurgte de.
25 „Jo, selvfølgelig!” svarede Peter.
Så gik han ind i huset for at tale med Jesus om det. Men før han fik sagt noget, spurgte Jesus: „Sig mig, Peter: Hvem plejer jordens konger at opkræve told og skat af, deres egne børn eller andre folk?”
26 „Af de andre!” svarede Peter. „Godt,” sagde Jesus, „så er deres egne børn altså fritaget. 27 Men for ikke at forarge nogen, så lad os alligevel betale. Gå ned til søen og kast snøren ud. I munden på den første fisk, du fanger, vil du finde en mønt. Giv den som betaling for mig og dig.”
7 Efter at muren var færdig og portfløjene sat på plads, udpegede jeg tempelvagter og korsangere blandt levitterne. 2 Derefter overdrog jeg ansvaret for Jerusalem til min bror Hanani og til Hananja, der var kommandant for tropperne i tempelborgen, en mand, der tjente Gud mere trofast end de fleste. 3 Jeg gav dem instrukser om ikke at åbne byens porte før et godt stykke efter solopgang, og at lukke og låse dem i god tid inden solnedgang, mens vagterne endnu var på deres poster. Desuden indprentede jeg dem, at alle Jerusalems indbyggere skulle være med til at holde vagt ved muren, og at de, der boede umiddelbart op til muren, skulle holde vagt på den strækning, der lå ud for deres hus. 4 Indbyggertallet var på det tidspunkt lille i forhold til byens udstrækning, og der var endnu ikke bygget nye huse i byen.
Fortegnelse over dem, som vendte hjem fra eksilet
5 Gud gav mig den tanke at samle byens ledere, embedsmænd og den menige befolkning, så vi kunne registrere dem slægt for slægt. Jeg var nemlig kommet i besiddelse af slægtstavlerne over dem, der i sin tid var vendt hjem fra eksilet.
6 De judæere, der var vendt tilbage fra eksilet, havde bosat sig enten i Jerusalem eller i de byer i Judas land, de oprindeligt stammede fra. De nedstammede alle fra dem, som kong Nebukadnezar i sin tid havde taget til fange og ført i eksil. 7 Lederne for de hjemvendte var Zerubbabel, Jeshua, Nehemias, Azarja, Ra’amja, Nahamani, Mordokaj, Bilshan, Misperet, Bigvaj, Nehum og Ba’ana.
Det følgende er listen over antallet af de mænd, der vendte tilbage. De er optegnet efter navnet på den forfar, de regnede deres slægt efter, eller efter den by, de stammede fra: 8-38 Efterkommere af Parosh: 2172, af Shefatja: 372, af Arach: 652, af Pahat-Moab (Jeshuas og Joabs efterkommere): 2818, af Elam: 1254, af Zattu: 845, af Zakkaj: 760, af Binnuj: 648, af Bebaj: 628, af Azgad: 2322, af Adonikam: 667, af Bigvaj: 2067, af Adin: 655, af Ater (Hizkijas efterkommere): 98, af Hashum: 328, af Betzaj: 324, af Harif: 112, af Gibeon: 95. Dem fra Betlehem og Netofa: 188, fra Anatot: 128, fra Bet-Azmavet: 42, fra Kirjat-Jearim, Kefira og Be’erot: 743, fra Rama og Geba: 621, fra Mikmas: 122, fra Betel og Aj: 123. Efterkommere af den anden Nebo: 52, af den anden Elam: 1254, af Harim: 320. Folkene fra Jeriko: 345, fra Lod, Hadid og Ono: 721 og fra Sena’a: 3930.
39-42 Nogle af de hjemvendte var af præsteslægt: Efterkommere af Jedaja (Jeshuas klan): 973, af Immer: 1052, Pashhur: 1247 og af Harim: 1017.
43-45 Andre hørte til levitterne: Af Hodavjas efterkommere var der 74 fra slægterne Jeshua og Kadmiel. Der var 148 tempelsangere af Asafs slægt og 138 tempelvagter, efterkommere af Shallum, Ater, Talmon, Akkub, Hatita og Shobaj.
46-56 Desuden var der tempeltjenerne med følgende slægtsnavne: Ziha, Hasufa, Tabbaot, Keros, Sia, Padon, Lebana, Hagaba, Shalmaj, Hanan, Giddel, Gahar, Reaja, Retzin, Nekoda, Gazzam, Uzza, Pasea, Besaj, meunitterne, nefusitterne, Bakbuk, Hakufa, Harhur, Batzlut, Mehida, Harsha, Barkos, Sisera, Tema, Netziach, og Hatifa.
57-59 Efterkommerne efter Salomons tjenere var fra følgende slægter: Sotaj, Soferet, Perida, Ja’ala, Darkon, Giddel, Shefatja, Hattil, Pokeret-ha-Zebajim og Amon. 60 Det samlede antal tempeltjenere og Salomons tjenere var 392.
61 Der var også en gruppe fra de persiske byer Tel-Mela, Tel-Harsha, Kerub, Addon og Immer, der vendte tilbage fra eksilet, men de var ikke længere i besiddelse af deres stamtavler, så de kunne ikke med sikkerhed bevise, at de var israelitter. 62 Den gruppe bestod af 642 mænd, som regnedes for efterkommere af Delaja, Tobija og Nekoda.
63 Der var også flere præsteslægter, som hævdede at være efterkommere af Habaja, Hakkotz og Barzillaj. (Sidstnævnte havde giftet sig med en datter af Barzillaj fra Gilead og havde taget sin kones slægtsnavn.) 64-65 De havde imidlertid også mistet deres slægtstavler. Derfor nægtede lederne dem at fungere som præster—ja, endog at få præsternes andel af offergaverne—indtil der kom en præst, som havde autoritet til at afgøre spørgsmålet ved hjælp af Urim og Tummim.
66 I alt var der 42.360 mænd, som var vendt tilbage til Juda sammen med deres familier. 67 Dertil kom 7337 slaver og 245 tempelsangere, både mænd og kvinder. De medbragte 736 heste, 245 muldyr, 68 435 kameler og 6720 æsler.
69 Nogle af slægtsoverhovederne gav frivillige offergaver til tempelbyggeriet. Guvernøren gav 1000 guldstykker, 50 guldskåle og 530 præstedragter. 70 De andre ledere gav i alt 170 kilo guldstykker og 1300 kg sølv. 71 Den almindelige befolkning gav i alt 170 kilo guldstykker, 1200 kg sølv og 67 præstedragter.
72 Præsterne, levitterne, tempelvagterne, tempelsangerne og resten af de hjemvendte bosatte sig derefter i de byer i Juda de oprindeligt stammede fra.
En menighed i Thessaloniki grundlægges under kraftig modstand
17 Paulus og hans ledsagere lagde turen om ad Amfipolis og Apollonia og ankom til Thessaloniki, hvor jøderne havde en synagoge. 2 Som sædvanlig ønskede Paulus først at tale til jøderne, og de følgende tre sabbatter tog han ind i synagogen og debatterede med dem om, hvad der står i Skrifterne. 3 Han forklarede dem, at det var Guds plan, at Messias skulle lide døden og derefter genopstå fra de døde. „Og den Jesus, som jeg fortæller jer om,” sagde Paulus til slut, „han er den Messias, som vi har ventet på!” 4 Nogle af jøderne blev overbevist og kom til tro. Det samme gjorde et stort antal grækere, som tidligere var konverteret til jødedommen, deriblandt en del af byens fremtrædende kvinder.
5 De jøder, som ikke tog imod budskabet, blev fanatiske modstandere. De fik samlet noget rakkerpak fra gaden og fik stemningen pisket godt op i hele byen. Sammen med hoben stormede de Jasons hus for at få fat i Paulus og Silas og slæbe dem for øvrigheden. 6 Da de ikke kunne finde dem, trak de i stedet Jason og nogle af de andre kristne ud af huset og førte dem hen til byens ledere. De råbte deres anklager ud: „Der er nogle folk, som har forårsaget oprør andre steder i verden, og de er nu kommet til vores by for at gøre det samme her. 7 Jason har taget imod dem, og de gør alle sammen oprør mod kejseren. De påstår nemlig, at der findes en anden konge, en, der hedder Jesus!” 8 På den måde fik de gjort byens ledere og alle de tilstedeværende yderst urolige, 9 men Jason og de andre kristne fik dog lov at gå, efter at der var stillet kaution for dem.
Menigheden i Berøa grundlægges
10 Allerede samme nat blev Paulus og hans medarbejdere sendt af sted til Berøa. Den næste sabbat gik de som sædvanlig ind i synagogen for at forkynde budskabet om Jesus. 11 Jøderne i Berøa var mere storsindede end dem i Thessaloniki. De lyttede opmærksomt til budskabet, og dag efter dag studerede de Skrifterne for at se, om det var sandt, hvad de fik fortalt. 12 Mange af jøderne kom til tro, foruden en del af de fremtrædende græske kvinder og også mange græske mænd.
13 Men da jøderne i Thessaloniki fik at vide, at Paulus nu også var i gang med at forkynde Guds ord i Berøa, tog de derhen for at ophidse befolkningen imod ham. 14 Menighedens ledere eskorterede derefter hurtigt Paulus ud til kysten, mens Silas og Timoteus blev tilbage. 15 De, der fulgte Paulus ned til båden, sejlede med ham helt til Athen, hvorfra de vendte tilbage til Berøa med besked til Silas og Timoteus om hurtigst muligt at komme ned til ham.
Paulus i Athen
16 Mens Paulus ventede på dem i Athen, blev han mere og mere opbragt over alle de afgudsbilleder, han så rundt omkring i byen. 17 I synagogen om sabbatten debatterede han med de jøder og grækere, som kom der, og på ugens andre dage talte han med de mennesker, han traf på torvet.
18 På et tidspunkt faldt Paulus i snak med en gruppe filosoffer, både epikuræere og stoikere. Nogle sagde: „Sikke dog et snakkehoved!” Andre sagde: „Han vil vist have os til at tro på nogle nye, fremmede guder.” De kendte jo intet til Jesus, og det med opstandelsen fra de døde kunne de slet ikke forholde sig til. 19 De besluttede så at tage ham med hen til byens højeste rådsforsamling, Areopagos. „Vi vil gerne høre noget mere om den nye lære, som du kommer med,” sagde de. 20 „Det lyder jo temmelig fremmed for os, men vi vil gerne vide, hvad det hele går ud på.” 21 Det var nemlig sådan, at både byens indfødte borgere og tilflytterne fik meget tid til at gå med at fortælle og høre sidste nyt.
22 Så stod Paulus frem midt i Areopagos forsamlingen og sagde: „Højtærede mænd her i Athen! Jeg har lagt mærke til, at I er meget interesserede i åndelige spørgsmål. 23 Da jeg spadserede gennem byen, så jeg de mange religiøse symboler, som I bruger i jeres gudsdyrkelse. Der var blandt andet et alter med inskriptionen: ‚For en ukendt gud’. Den Gud, som I dyrker uden at kende, ham vil jeg gerne fortælle jer om. 24 Der er en Gud, som har skabt verden og alt, hvad der er i den. Han er Herre over både himlen og jorden. Han bor ikke i menneskeskabte templer. 25 Han har heller ikke brug for, at mennesker skal sørge for hans fornødenheder. Tværtimod, det er ham, der giver menneskene liv og ånde og alt andet. 26 Han lod alle racer nedstamme fra det samme menneske og spredte folkeslagene ud over hele jorden. Han har fastsat, hvor længe hvert folkeslag skal bestå, og hvor dets grænser skal gå. 27 Han skabte menneskene med en længsel efter Gud, så de i deres famlen måske kunne finde ham. Han er nemlig ikke ret langt borte fra en eneste af os, 28 for han giver os liv, bevægelse og eksistens, ligesom en af jeres egne digtere har sagt: ‚Vi tilhører også hans slægt.’ 29 Når vi er i slægt med Gud, så ligner vi ham, og så skal vi ikke tænke på Gud som et billede i guld, sølv eller sten, et billede, der er formet ud fra menneskelig tankegang og kunstnerisk dygtighed. 30 Nok har Gud båret over med tidligere tiders uvidenhed, men nu befaler han, at alle mennesker, hvor de end er, skal vende om til ham. 31 Han har nemlig fastsat en dag, hvor han vil afsige sin retfærdige dom over alle mennesker i hele verden. Det vil han gøre sammen med en bestemt mand, som han har udvalgt til den opgave, og for at hjælpe alle mennesker til at tro det, har han oprejst ham fra de døde.”
32 Da forsamlingen hørte, at nogen skulle være genopstået fra de døde, gav nogle sig til at le, mens andre sagde: „Det vil vi høre mere om en anden gang.” 33 Så forlod Paulus dem, 34 men der var nogle få mænd, der sluttede sig til ham og kom til tro, blandt andre Dionysios, som selv var medlem af Areopagos forsamlingen. Desuden var der en kvinde, der hed Damaris, og flere andre.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.