M’Cheyne Bible Reading Plan
Pagten med Abraham
17 Da Abram var 99 år gammel, viste Herren sig for ham og sagde: „Jeg er den almægtige Gud! Adlyd mig og gør, hvad der er rigtigt. 2 Jeg opretter en pagt med dig. Jeg lover dig, at dine efterkommere skal blive umådelig talrige.”
3 Abram bøjede sig med ansigtet mod jorden i ærefrygt, og Gud fortsatte: 4 „Dette er mit pagtsløfte til dig: Du skal blive far til mange folkeslag. 5 Jeg vil også give dig et andet navn. Du skal ikke længere hedde Abram, men Abraham[a], for du skal blive far til mange folkeslag. 6 Mange folk vil se dig som deres far, og konger skal nedstamme fra dig. 7 Denne pagt skal fortsætte fra slægt til slægt—til evig tid. Jeg vil altid være din Gud og dine efterkommeres Gud. 8 Dette Kana’ans land, hvor du nu bor som fremmed, giver jeg til dig og dine efterkommere for evigt, og jeg vil være deres Gud. 9 Men du skal holde din del af pagten. Det gælder både dig og dine efterkommere fra slægt til slægt: 10-13 Alle mænd og drenge iblandt jer skal omskæres. Det skal være tegnet på, at I vil holde pagten. I skal omskære alle drenge på den ottende dag efter fødslen; det gælder også slaver, der hører til jeres husstand. Det skal være tegnet på pagten mellem os til evig tid. 14 Enhver, som ikke bliver omskåret, skal udelukkes fra folket, for han har brudt min pagt.”
15 Og Gud tilføjede: „Hvad din kone Saraj angår, skal du ikke længere kalde hende Saraj. Fra nu af skal du kalde hende Sara.[b] 16 Jeg vil velsigne hende og give dig et barn med hende. Hun skal blive stammor til mange folk—selv konger skal nedstamme fra hende.”
17 Da bøjede Abraham sig igen for Herren med ansigtet mod jorden, men han lo for sig selv og tænkte: „Kan en hundredårig blive far? Og kan Sara, der er 90, blive mor?” 18 Men til Gud sagde han: „Ja, Herre, må din velsignelse være med Ishmael!”
19 „Nej, det er Sara, der skal føde din søn!” svarede Gud, „og du skal kalde ham Isak.[c] Den samme pagt skal gælde for ham og for hans efterkommere til evig tid. 20 Hvad Ishmael angår, vil jeg gøre, som du siger. Jeg vil også velsigne ham og gøre hans efterkommere til et stort folk. Tolv fyrster skal nedstamme fra ham. 21 Men min pagt gælder ikke for Ishmael, men for Isak—den søn, som Sara skal føde dig næste år ved denne tid.” 22 Da Gud var færdig med at tale med Abraham, gik han sin vej.
23 Samme dag omskar Abraham sin søn Ishmael og alle andre mænd og drenge i sin teltlejr, sådan som Gud havde sagt. 24 Abraham var 99 år 25-26 og Ishmael 13 år, da de blev omskåret 27 sammen med alle deres slaver, både de købte og dem, der var født som slaver.
De religiøse ledere nægter at tro på Jesus som Messias(A)
16 Farisæerne og saddukæerne opsøgte nu Jesus for at stille ham på prøve. De bad ham om at gøre et mirakel som tegn på, at han virkelig var kommet fra Gud. 2 Jesus svarede: „Om aftenen siger I: ‚Det bliver fint vejr i morgen, for himlen er rød.’ 3 Og om morgenen siger I: ‚Det bliver stormvejr i dag, for himlen er både rød og mørk.’ Hvordan vejret bliver, kan I aflæse på himlen—men tidens tegn kan I ikke tyde! 4 Visse mennesker er onde og vantro. De forlanger tegn og undere, før de vil tro. Men de får ikke andet tegn end Jonastegnet.” Så vendte Jesus dem ryggen og sejlede ud på søen igen sammen med sine disciple.
Advarsel mod at følge de religiøse lederes eksempel(B)
5 Da de var landet på den anden side af søen, kom disciplene i tanke om, at de havde glemt at tage brød med.
6 „Vær på vagt over for den surdej, der kommer fra farisæerne og saddukæerne,” sagde Jesus. 7 Disciplene snakkede sammen om, at det nok var, fordi de havde glemt at tage brød med.
8 Jesus var godt klar over, hvad de hviskede sammen om. „Hvor er jeres tro dog lille!” sagde han. „Hvorfor snakker I om, at I ikke har brød med? 9 Har I stadig ingenting forstået? Har I helt glemt de 5000 mennesker, som jeg bespiste med fem brød? Og alle de kurve fulde af brødrester, der blev tilovers? 10 Eller de syv brød til de 4000 og alle de kurve med mad, der blev tilovers? 11 Hvordan kan I så tro, at jeg tænker på, om vi har brød nok? Nej, I skal være på vagt over for farisæernes og saddukæernes surdej.” 12 Så gik det op for dem, at det ikke var den bogstavelige surdej, han advarede dem imod, men farisæernes og saddukæernes lære.
Peters åbenbaring om Jesus som Messias(C)
13 Jesus og disciplene gik nu nordpå til det distrikt, hvor byen Cæsarea Filippi ligger. Så spurgte han dem: „Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?”
14 „Nogle siger, at du er Johannes Døber, der er kommet tilbage fra de døde,” svarede de. „Andre siger, at du er Elias eller Jeremias eller en anden af profeterne, der er genopstået.”
15 „Og hvad siger I? Hvem tror I, at jeg er?”
16 Simon Peter svarede: „Du er Messias, Guds egen Søn!”
17 „Simon, Jonas’ søn, du er en velsignet mand,” sagde Jesus, „for det har du ikke fra mennesker, men min Far i Himlen har åbenbaret det for dig! 18 Derfor siger jeg til dig: Du skal hedde Peter,[a] og på den klippegrund vil jeg bygge min menighed. Djævelen[b] vil aldrig kunne få magten over den. 19 Jeg vil give dig autoritet i Guds rige. Det, du sætter en stopper for på jorden, er der sat en stopper for i Himlen, og det, du åbner op for på jorden, er der åbnet op for i Himlen.”[c]
20 Derefter advarede han disciplene imod at fortælle nogen, at han var Messias.[d]
Messias som den lidende Frelser(D)
21 Fra da af begyndte Jesus at sige lige ud til sine disciple, at han var nødt til at tage til Jerusalem, at ypperstepræsterne, de skriftlærde og de øvrige jødiske ledere ville udsætte ham for store lidelser, når han kom derhen, at han ville blive slået ihjel, og at han på den tredje dag[e] ville blive oprejst fra de døde.
22 Da trak Peter ham til side og prøvede at tale ham fra det. „Gud vil beskytte dig, Herre,” sagde han. „Det vil aldrig ske for dig.”
23 Men Jesus vendte ryggen til ham og sagde: „Gå væk fra mig, Satan! Du frister mig! Du forstår ikke, hvad der er Guds vilje, men ser det kun fra et menneskeligt synspunkt.”
Det koster dyrt at følge Guds vilje(E)
24 Så sagde Jesus til dem, som fulgte ham: „De, der ønsker at være mine disciple, skal lægge alt deres eget til side og følge mig, også selv om det koster livet.[f] 25 De, der klamrer sig til det jordiske liv, vil miste det himmelske. Men de, der sætter livet til for min skyld, vil få det evige liv. 26 Hvad gavner det et menneske at vinde hele verden, hvis sjælen går fortabt? Findes der noget, der er mere værd end et menneskes sjæl? 27 En dag vil Menneskesønnen komme i sin Fars herlighed sammen med sine engle, og da vil han dømme ethvert menneske efter dets handlinger.”
28 Jesus fortsatte: „Det siger jeg jer: Nogle af jer, der står her, skal ikke dø, før I har set Menneskesønnen komme med sit herredømme!”
Muren bliver færdig trods fortsat modstand
6 Byggeriet fortsatte, til muren var færdig, og nu manglede vi kun at sætte de sidste portfløje på plads. Da Sanballat, Tobija, araberen Geshem og resten af vores fjender hørte det, 2 sendte de bud og bad mig møde dem i en af landsbyerne på Onosletten. Men jeg var klar over, at de havde i sinde at myrde mig. 3 Derfor sendte jeg følgende svar tilbage til dem: „Det er et vigtigt projekt, jeg er i gang med. Jeg kan ikke standse arbejdet for at mødes med jer.”
4 Fire gange sendte de bud til mig om at komme, og hver gang gav jeg samme svar. 5 Femte gang kom Sanballats sendebud med et åbent brev i hånden, 6 i hvilket der stod:
Geshem fortæller mig, at han overalt hører rygter om, at judæerne pønser på at gøre oprør, og at det er grunden til, at I har genopbygget muren. Han fortæller mig endvidere, at du vil være konge over dem, 7 og at du allerede har hvervet „profeter” i Jerusalem, som skal sige: „Nu er der en konge i Juda.” Du kan være sikker på, at kong Artaxerxes vil høre om det her. Derfor må du hellere komme og drøfte sagen med mig.
8 Jeg sendte besked tilbage: „Du ved udmærket, at det er løgn fra ende til anden. Det er noget, du selv har fundet på.”
9 De prøvede blot at gøre os bange med det formål at få os til at standse arbejdet. „Herre,” bad jeg, „giv os mod og styrke til at gøre arbejdet færdigt!”
10 Nogle dage senere besøgte jeg Shemaja, en søn af Delaja, som var søn af Mehetabel. Han lå syg i sit hus.
„Lad os gemme os inde i templet og låse dørene,” sagde han. „Dine fjender kommer i aften for at dræbe dig.”
11 Men jeg svarede: „Skulle jeg, som er folkets leder, flygte, fordi der er fare på færde? Desuden har jeg ikke lov til at gå ind i templet, når jeg hverken er præst eller levit.”
12-13 Det var ikke svært at regne ud, at Shemajas budskab ikke var fra Gud, men at Tobija og Sanballat havde betalt ham for at gøre mig bange og lokke mig ind i templet, så de bagefter havde noget at anklage mig for.
14 Min Gud, det er op til dig at straffe Tobija, Sanballat, den kvindelige profet Noadja og de andre profeter, som har forsøgt at tage modet fra mig.
15 Den 25. dag i elul[a] måned var muren færdig, kun 52 dage efter at vi havde påbegyndt arbejdet. 16 Da vores fjender og de omkringboende folk hørte, at arbejdet var fuldført, blev de bange og modløse, for de forstod, at det var vores Gud, der havde hjulpet os.
17 I løbet af de 52 dage udvekslede Tobija adskillige breve med overklassen i Juda. 18 Mange af dem havde svoret ham troskab, fordi han var svigersøn til Shekanja, en søn af Ara, og fordi hans søn Johanan var gift med en datter af Meshullam, en søn af Berekja. 19 Alle forsøgte de at overbevise mig om, hvor god Tobija var, hvorefter de løb tilbage og fortalte ham alt, hvad jeg havde sagt om ham. Tobija sendte mig en masse trusselsbreve for at tage modet fra mig.
Paulus udvælger Timoteus som sin discipel
16 Paulus og Silas fortsatte rejsen, og efter et kort ophold i Derbe ankom de til Lystra. Her traf de en discipel, der hed Timoteus. Selv om hans far var græker, blev han regnet for at være jøde, fordi hans mor var jøde. 2 Timoteus havde et godt omdømme blandt lederne af menighederne både i Lystra og Ikonion, 3 så Paulus ville gerne have ham med på den videre rejse. Han fik Timoteus omskåret, inden de tog af sted, af hensyn til de mange jøder, de kom i kontakt med. De vidste nemlig alle, at han ikke var blevet omskåret på grund af sin græske far.
4 De rejste nu fra by til by, og de brugte anledningen til at forklare de lokale menigheder de regler, som apostlene og menighedens ledere i Jerusalem havde besluttet, at de burde overholde. 5 Ved den undervisning og opmuntring, menighederne modtog fra Paulus og Silas, blev de styrket i troen og voksede dagligt i antal.
6 Derefter rejste Paulus og hans ledsagere gennem distriktet Frygien i den provins, der hed Galatien, efter at Helligånden havde afskåret dem fra at forkynde ordet i provinsen Asien. 7 Da de nærmede sig grænsen til det område, der hed Mysien,[a] overvejede de at fortsætte mod nord ind i provinsen Bitynien, men Jesu Ånd tillod dem det ikke. 8 I stedet rejste de mod vest tværs gennem Mysien og nåede til havnebyen Troas.
Paulus’ syn og kaldet til Makedonien
9 En nat havde Paulus et syn. Han så en mand fra Makedonien,[b] som stod og kaldte indtrængende på ham: „Kom herover til Makedonien og hjælp os!” råbte han. 10 Efter det syn forsøgte vi[c] med det samme at komme over til Makedonien, for vi forstod, at det var Gud, der ville sende os derover for at forkynde budskabet om Jesus. 11 Vi gik om bord i et skib i Troas og nåede den første dag frem til øen Samotrake. Den næste dag ankom vi til havnebyen Neapolis i Makedonien. 12 Derfra fortsatte vi til fods til Filippi, der er en romersk koloni og den vigtigste by i den del af Makedonien. Der blev vi nogle dage.
En menighed grundlægges i Filippi
13 På sabbatten gik vi et lille stykke uden for byen langs med en flod, hvor vi mente, jøderne plejede at mødes til bøn. Vi satte os ned og begyndte at tale til de kvinder, der var kommet. 14 En af dem hed Lydia. Hun var fra Tyatira og handlede med kostbare purpurklæder. Hun havde antaget den jødiske tro, og mens hun lyttede til Paulus, åbnede Herren hendes hjerte, så hun tog ordene til sig. 15 Sammen med hele sin husstand blev hun døbt, hvorefter hun indbød os som sine gæster. „Hvis I virkelig tror på, at jeg nu hører Herren til,” sagde hun, „så må I også komme og bo i mit hus i nogle dage.” På den måde overtalte hun os.
Paulus uddriver en spådomsånd
16 Da vi en dag var på vej ned til det sted ved floden, hvor de samledes til bøn, mødte vi en slavinde, der havde en spådomsånd i sig. Hendes herrer tjente mange penge på grund af hendes evne til at spå. 17 Hun fulgte i hælene på os og råbte: „Disse mænd er den højeste Guds tjenere, og de er kommet for at forkynde jer vejen til frelse!” 18 Det gentog sig i mange dage, og til sidst blev det Paulus for meget. Han vendte sig om og talte direkte til dæmonen i hende: „Jeg befaler dig i Jesu Kristi navn at forsvinde ud af hende!” I samme øjeblik forlod den hende.
19 Hendes herrer blev vrede over, at de nu havde mistet deres indtægtskilde, så de greb fat i Paulus og Silas og slæbte dem for dommerne på byens torv. 20 „De her mennesker skaber oprør i vores by,” sagde de. 21 „De er jøder, og de lærer folk skikke, som vi romere ikke kan godtage og bestemt ikke kan rette os efter.”
En fangevogter og hans husstand bliver frelst
22 Mængden tilsluttede sig anklagen mod Paulus og Silas. Dommerne gav ordre til, at tøjet skulle rives af dem, og at de skulle prygles med knipler. 23 Efter at de var gennembanket, blev de kastet i fængsel, og fangevogteren fik strenge ordrer til at sørge for, at de ikke undslap. 24 Han tog ingen chancer, men kastede dem i den inderste celle og spændte deres fødder fast i nogle tunge træblokke.
25 Ved midnatstid var Paulus og Silas i færd med at synge lovsange til Gud, mens alle de andre fanger lyttede. 26 Pludselig blev fængslet gennemrystet af et kraftigt jordskælv, så det rystede i sin grundvold. I samme øjeblik sprang fængselsdørene op, og alle lænkerne faldt af fangerne. 27 Fangevogteren vågnede med et sæt, og da han så fængslets døre stå på vid gab, troede han, at fangerne var stukket af, og han greb sit sværd for at begå selvmord.[d] 28 Men Paulus råbte til ham: „Stands! Gør ikke dig selv fortræd! Vi er her jo alle sammen!” 29 Rystende af angst råbte fangevogteren: „En fakkel! Kom med en fakkel!” hvorpå han styrtede ind i fængslet og kastede sig ned foran Paulus og Silas. 30 Så førte han dem udenfor og spurgte: „Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?” 31 „Hvis du tager imod Jesus som din Herre, bliver du frelst,” svarede de. „Det gælder både dig og din husstand.”
32 Så forkyndte Paulus og Silas om Jesus både til ham og til de andre, der hørte til husstanden. 33 Selv om det var midt om natten, gik fangevogteren i gang med at rense deres sår, og straks efter blev han og hele hans husstand døbt. 34 Da det var sket, tog han Paulus og Silas med ind i sit hus og serverede mad for dem, og alle i huset var jublende glade, fordi de var kommet til tro på Gud.
35 Næste morgen sendte dommerne nogle betjente til fangevogteren med besked om, at han nu kunne løslade de to mænd. 36 Fangevogteren førte dem hen til Paulus i hans celle og sagde: „Dommerne har sendt besked om, at I skal løslades. Derfor er I fri til at rejse videre i fred.” 37 Men Paulus svarede: „Til trods for at vi er romerske statsborgere, er vi offentligt og uden dom blevet gennembanket og kastet i fængsel. Og nu vil man så hemmeligt sende os bort. Nej, lad dommerne selv komme herhen og føre os ud af fængslet.” 38 Betjentene gik tilbage med den besked. Da dommerne hørte, at de var romerske statsborgere, blev de bange. 39 De kom derfor hen til fængslet og gav dem en undskyldning, hvorefter de førte dem ud af fængslet med en opfordring til at forlade byen. 40 Men Paulus og Silas gik først tilbage til Lydias hus, hvor de samledes med de troende og opmuntrede dem til at holde fast ved troen. Derpå fortsatte de deres rejse.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.