M’Cheyne Bible Reading Plan

Menneskelig problemløsning

16 Abrams kone, Saraj, kunne stadig ingen børn få, men hun havde en egyptisk slavepige, der hed Hagar. ^2-3 En dag sagde hun til Abram: „Herren har hindret mig i at få børn. Prøv du at gå ind til Hagar. Måske hun så får en søn, som jeg kan regne for min egen.”

Abram gik ind på forslaget, og Saraj gav ham egypterpigen Hagar som hans anden kone. Dette skete ti år efter, at Abram var kommet til Kana’ans land. ⁴ Men da Hagar blev gravid, viste hun foragt for Saraj.

⁵ Saraj beklagede sig til Abram: „Hvorfor tillader du Hagar at være nedladende overfor mig? Jeg gav dig min slavepige, for at jeg kunne få en søn, men nu hvor hun er gravid, har hun ingen respekt for mig. Må Herren selv dømme om du eller jeg har ret!”

⁶ „Siden hun er din slavepige, kan du gøre med hende, hvad du vil,” svarede Abram. Fra da af var Saraj så hård imod Hagar, at hun til sidst løb sin vej.

⁷ Herrens engel fandt hende ved en kilde langs den øde vej til Shur. ⁸ Englen sagde til hende: „Hagar, Sarajs slavepige, hvor kommer du fra, og hvor er du på vej hen?” „Jeg er løbet væk fra min frue,” svarede hun. ⁹ „Vend tilbage til din frue og adlyd hende,” fortsatte englen. ¹⁰ „Jeg vil give dig flere efterkommere, end man kan tælle. ¹¹ Du skal føde en søn, som du skal give navnet Ishmael.^[a] Herren har nemlig hørt din bøn om hjælp. ¹² Men din søn bliver en mand med et hidsigt temperament og stædig som et æsel. Han vil være i oprør mod alle, og alle vil være imod ham. Selv sine nærmeste slægtninge vil han strides med.”

¹³ Efter den oplevelse omtalte Hagar altid Herren, der havde talt til hende, som „den Gud, der ser mig”, for—som hun sagde: „Jeg har set den Gud, som ser mig.” ¹⁴ Senere blev stedet kaldt Be’er-Lahaj-Roi.^[b] Den findes stadig mellem Kadesh og Bered.

¹⁵ Så fødte Hagar en søn, og Abram kaldte ham Ishmael. ¹⁶ På det tidspunkt var Abram 86 år gammel.

Guds befalinger og menneskelige traditioner^(A)

15 En dag kom nogle farisæere og skriftlærde fra Jerusalem for at få en samtale med Jesus. ² „Hvorfor overtræder dine disciple de regler, vores forfædre har pålagt os?” begyndte de. „De vasker jo ikke hænder på den foreskrevne måde, før de spiser!”

³ Jesus svarede: „Og hvorfor overtræder I Guds befalinger for at kunne følge jeres egne traditioner? ⁴ Gud har jo sagt: ‚Du skal ære din far og din mor!’ og: ‚Den, der forbander sin far eller mor, skal dø!’^[a]

⁵ Men I hævder, at hvis blot man siger til sin far eller mor: ‚Det, du skulle have haft, vil jeg i stedet give som gave til templet,’ ⁶ så behøver man ikke at ære sine forældre. På den måde ophæver I Guds ord til fordel for jeres egne traditioner.

⁷ I er nogle hyklere! Det er sådan nogle som jer, Gud har talt om i profeten Esajas’ bog:

Hvad gør et menneske urent i Guds øjne?^(B)

¹⁰ Så kaldte Jesus folk sammen og sagde: „Hør nu efter og prøv at forstå, hvad jeg siger: ¹¹ Det er ikke det, som kommer ind gennem munden, der gør et menneske urent i Guds øjne, men det er det, som kommer ud gennem munden!”

¹² Derefter kom disciplene hen til Jesus og sagde: „Ved du, at farisæerne følte sig stødt over det, du sagde lige før?” ¹³ Jesus svarede: „Alle de planter, som min Far ikke har plantet, bliver rykket op med rode. ¹⁴ Lad dem bare være. De er blinde vejledere for blinde. Når en blind leder en blind, falder de begge i grøften.”

¹⁵ Peter bad nu Jesus forklare, hvad han mente med den billedtale, han lige havde brugt.

¹⁶ „I har åbenbart stadig svært ved at forstå billederne,” sagde Jesus. ¹⁷ „Så hør her: Al den mad, der kommer ind gennem munden, fortsætter ned i maven og forsvinder ud igen. ¹⁸ Det, der gør et menneske urent, er det, der udgår fra menneskets indre, ¹⁹ dvs. de onde tanker, som fører til mord,^[c] utroskab, seksuel synd, tyveri, løgn og sladder. ²⁰ Det er den slags ting, der gør mennesket urent—ikke at man spiser uden at have vasket hænderne ifølge bestemte ritualer.”

En ikke-jødisk kvindes tro^(C)

²¹ Jesus og disciplene forlod nu den del af landet og trak sig tilbage til egnene omkring Tyrus og Sidon.

²² En ikke-jødisk kvinde, som boede på den egn, kom til Jesus og råbte bønfaldende: „Vær barmhjertig mod mig, Herre, du Davids Søn! Min datter har en dæmon i sig, og den plager hende ustandselig.”

²³ Jesus svarede hende ikke lige med det samme. Disciplene gik hen til ham og sagde: „Bed hende om at gå. Det vækker opsigt, at hun råber efter os.” ²⁴ Så vendte Jesus sig mod kvinden og sagde: „Jeg er kun udsendt for at hjælpe jøderne.” ²⁵ Men hun trådte nærmere og faldt på knæ foran ham: „Herre, hjælp mig dog!”

²⁶ Jesus svarede: „Det kan ikke være rigtigt at tage børnenes mad og give den til hundehvalpene.”

²⁷ „Det er sandt, Herre,” sagde hun, „og dog løber hvalpene hen og spiser de krummer, som falder ned fra deres herres bord.”

²⁸ „Du har stor tro!” udbrød Jesus. „Du skal få det, du har bedt om!” I samme øjeblik var hendes datter helbredt.

Mange helbredelser blandt ikke-jøder^(D)

²⁹ Jesus vendte derefter tilbage til området øst for Galilæasøen, hvor han gik op på en bakke og satte sig ned for at undervise. ³⁰ Store folkeskarer kom til ham. Blandt dem var mange lamme, blinde, stumme og andre handicappede. Og Jesus helbredte dem alle!

³¹ Det var et fantastisk syn. Mennesker som før var stumme, kunne nu tale. Handicappede blev helbredt, lamme gik omkring, blinde kunne se. Folkeskaren blev slået af forundring og lovpriste Israels Gud.

Bespisningen af de 4000 ikke-jøder^(E)

³² Jesus kaldte nu disciplene hen til sig. „Jeg har ondt af alle de mennesker,” sagde han. „Nu har de været sammen med mig her i tre dage, og de har ikke mere at spise. Jeg vil ikke sende dem af sted uden at give dem noget, for så kan de falde om af udmattelse på vejen hjem.”

³³ „Men vi kan da umuligt skaffe brød nok her i ødemarken,” indvendte disciplene.

³⁴ „Hvor mange brød har I?” spurgte Jesus.

„Syv brød og nogle småfisk,” svarede de.

³⁵ Så fik han folk til at sætte sig på jorden. ³⁶ Derefter tog han de syv brød og fiskene, takkede Gud, brækkede dem i stykker og gav stykkerne til disciplene, der så delte mad ud til folkeskaren. ^37-38 Alle spiste og blev mætte. 4000 mænd, foruden kvinder og børn, havde fået noget at spise, og da resterne blev samlet ind efter måltidet, var der nok til at fylde syv kurve.

³⁹ Så sendte Jesus folk hjem, hvorefter han og disciplene gik om bord i en båd og sejlede til området omkring Magadan.^[d]

Nehemias taler de fattiges sag

5 Kort efter begyndte nogle mænd og deres koner at klage over, at deres rige landsmænd udnyttede dem. ² Nogle sagde: „Vi har ingen penge, så vi må give vores børn i pant for at få mad.” ³ Andre sagde: „Vi har pantsat vores marker, vingårde og huse for at kunne købe korn under hungersnøden.” ⁴ Andre igen sagde: „Vi har måttet belåne vores marker og vingårde for at kunne betale skat til kongen.”

⁵ „Hører vi ikke til samme folk?” protesterede de. „Er vores børn ikke lige så gode som deres? Det er uretfærdigt, at vi skal sælge vores børn som slaver for at kunne overleve. Vi har allerede solgt flere af vores døtre, og vi har ingen mulighed for at købe dem fri, for vores marker og vingårde tilhører pantelånerne.”

⁶ Da jeg hørte det, blev jeg vred, ⁷ og efter at have tænkt over sagen sagde jeg til de rige og fornemme: „Det er forkert af jer at tage pant og renter af jeres landsmænd, når I låner dem penge.” Så sammenkaldte jeg til et folkemøde og henvendte mig til de rige: ⁸ „Vi har gjort alt, hvad vi kunne, for at frikøbe vores landsmænd, der levede som slaver hos et fremmed folk,” sagde jeg. „Men nu gør I jeres egne landsmænd til slaver! Hvor mange gange skal vi købe dem fri?” Der var dødstille. Ingen vidste, hvad de skulle svare. ⁹ Så fortsatte jeg: „I kan ikke være bekendt at opføre jer på den måde! Har I slet ingen ærefrygt for Gud? Er det ikke nok, at vi har fjender, der udefra prøver at komme os til livs? ¹⁰ Jeg og mine folk har også lånt vores nødstedte landsmænd penge og korn, men uden at kræve renter. Hold op med at tage pant og renter. ¹¹ Giv dem deres marker, vingårde, olivenlunde og huse tilbage og refunder dem, hvad I har taget i renter i form af penge, korn, vin og olie.”

¹² „Vi vil gøre, som du siger,” svarede de. „Vi giver dem deres ejendom tilbage og holder op med at kræve renter.” I præsternes påhør fik jeg dem så til at sværge på, at de ville gøre, som de havde sagt. ¹³ Og mens jeg rystede min kappefold sagde jeg: „De som ikke holder, hvad de har lovet, vil Gud ryste ud fra deres hus og hjem.” „Amen!” råbte hele forsamlingen og takkede Gud. Så gik de i gang med at gøre deres ord til handling.

¹⁴ I den forbindelse skal det nævnes, at i alle de 12 år, jeg var guvernør over Juda—fra kong Artaxerxes’ 20. til hans 32. regeringsår—modtog hverken jeg selv eller mine embedsmænd nogen løn eller andre ydelser fra Israels folk. ¹⁵ Denne praksis stod i skærende kontrast til, hvad folket var vant til fra de tidligere guvernører, der havde udnyttet dem ved at kræve mad og vin foruden 40 sølvstykker om dagen. Desuden plejede embedsmændene også at udnytte folket. Men fordi jeg ønskede at adlyde Gud, brød jeg med den praksis. ¹⁶ I stedet koncentrerede jeg mig om arbejdet på muren og nægtede at skaffe mig fast ejendom. Og alle mine embedsmænd tog del i arbejdet på lige fod med andre. ¹⁷ Jeg forsørgede ellers 150 judæiske embedsmænd foruden fremmede, der kom på besøg. ¹⁸ Det daglige forbrug udgjorde en okse, seks førsteklasses får og et stort antal fjerkræ. Desuden købte jeg hver tiende dag en ny forsyning vin. Alligevel undlod jeg at afkræve folket den skat, jeg havde krav på, for de havde det svært nok i forvejen.

¹⁹ Min Gud, glem ikke, hvad jeg har gjort for dit folk, men velsign mig for det!

Apostelmødet i Jerusalem

15 Mens Paulus og Barnabas opholdt sig i Antiokia, kom der nogle jøder fra Judæa på besøg, og de stod frem og sagde til menigheden: „I kan kun blive frelst, hvis I bliver omskåret efter de jødiske forskrifter.” ² Det førte til en heftig debat mellem Paulus og Barnabas på den ene side og de tilrejsende jøder fra Judæa på den anden. Til sidst blev det besluttet, at Paulus og Barnabas og nogle andre ledere fra menigheden i Antiokia skulle tage til Jerusalem for at diskutere sagen med apostlene og de øvrige ledere i menigheden der.

³ Menigheden udrustede dem til rejsen, og på vej gennem Fønikien og Samaria gjorde de ophold i byerne for at besøge de Jesus-troende dér. Her fortalte de til alles store glæde, at mange ikke-jøder nu også havde vendt sig fra deres synd og havde taget imod budskabet om Jesus.

⁴ Da de ankom til Jerusalem, blev de taget godt imod af hele menigheden med apostlene og de øvrige ledere i spidsen. Paulus og Barnabas berettede om de store ting, Gud havde udrettet gennem dem i deres arbejde blandt de ikke-jødiske folkeslag. ⁵ Men nogle af de farisæere, der var kommet til tro, rejste sig op og sagde: „Disse mennesker skal omskæres, og de skal have besked på at overholde de love og forskrifter, Moses har givet os.”

⁶ Apostlene og menighedens ledere holdt nu et særskilt møde for at drøfte spørgsmålet. ⁷ Det førte til en længere diskussion, og til sidst rejste Peter sig. „Venner,” sagde han. „I ved jo godt alle sammen, hvordan Gud i begyndelsen udvalgte mig iblandt jer og brugte mig til at forkynde budskabet om Jesus for ikke-jøder, så også de kunne komme til tro. ⁸ Og Gud, som kender hjertets indstilling, satte det blå stempel på dem ved at give dem Helligåndens kraft, ligesom han gav den til os. ⁹ Han gjorde ingen forskel på dem og os, for vi har alle fået hjertet renset gennem troen. ¹⁰ Skal vi nu til at gå i rette med Gud og lægge en byrde på disciplenes skuldre, som hverken vores forfædre eller vi selv har været i stand til at bære? ¹¹ Nej! Det er gennem Herren Jesu nåde, at vi kommer til tro og bliver frelst på samme måde som dem, der ikke er jøder.”

¹² Forsamlingen blev stille, og de lyttede nu til Barnabas og Paulus, der fortalte om de undere, som Gud havde udført gennem dem blandt de ikke-jødiske folkeslag.

^13-14 Da de var færdige med deres beretning, tog Jakob ordet og sagde: „Venner, jeg vil gerne sige noget. Simon har fortalt, hvordan Gud greb ind og åbnede døren for mennesker fra andre folkeslag til at blive et folk, der tilhører ham. ¹⁵ Det stemmer helt overens med, hvad profeterne har sagt. Der står jo skrevet: ¹⁶ ‚Derefter vil jeg vende tilbage og genopbygge Davids rige.^[a] Jeg vil genopbygge det, som blev revet ned, og få det op at stå igen. ¹⁷ Det gør jeg, for at de øvrige må søge Herren, alle de andre folkeslag, som jo også tilhører mig. Det er Herren, der siger det, og han vil gøre det.’^[b]”

¹⁸ Jakob fortsatte: „Det har altså været kendt fra gammel tid, at de øvrige folkeslag også skulle med. ¹⁹ Jeg mener derfor, at vi ikke skal lægge unødvendige byrder på de ikke-jøder, der vender sig til Gud. ²⁰ Nej, lad os blot skrive til dem, at de skal afholde sig fra al seksuel synd, og endvidere bør de ikke spise blod, kød fra kvalte dyr eller kød, som først har været ofret til afguderne.^{[c] 21} Alle kender jo de love, vi har fra Moses, for de er blevet oplæst og forkyndt hver eneste sabbat gennem utallige generationer i synagogerne rundt omkring i de forskellige byer.”

²² Da sagen dermed var afgjort, besluttede apostlene og lederne i samråd med hele menigheden at sende nogle repræsentanter til Antiokia sammen med Paulus og Barnabas. De mænd, der blev udvalgt til den opgave, var to af menighedens ledere, nemlig Judas Barsabbas og Silas. ²³ De fik følgende brev med:

Fra apostlene og menighedens ledelse i Jerusalem.

Til de ikke-jødiske troende i Antiokia, Syrien og Kilikien.

Mange hilsener til jer alle!

²⁴ Vi har fået at vide, at nogle folk herfra har skabt en del uro hos jer ved blandt andet at sætte spørgsmålstegn ved jeres frelse. Det har vi imidlertid aldrig bedt dem om, ²⁵ og vi er derfor blevet enige om at sende jer to udvalgte mænd fra menigheden her sammen med vores elskede Barnabas og Paulus, ²⁶ som jo har vovet livet i arbejdet for vores Herre, Jesus Kristus. ²⁷ Vi sender altså Judas og Silas, for at de mundtligt kan bekræfte det, som vi her skriver om.

²⁸ Helligånden og vi har besluttet, at der ikke skal lægges nogen større byrde på jer, end det er strengt nødvendigt. ²⁹ Det vil sige, at I skal holde jer fra at spise kød, som er ofret til afguderne, kød af kvalte dyr og blod. Desuden skal I holde jer fra al seksuel synd. Hvis I overholder det, handler I ret. Lev vel!

³⁰ De fire mænd tog så af sted til Antiokia, hvor de kaldte menigheden sammen og overrakte dem brevet. ³¹ Da brevet var blevet oplæst, blev der glæde i hele menigheden over de opmuntrende ord. ³² Judas og Silas var profeter, og de opmuntrede og styrkede menigheden gennem flere budskaber. ³³ De blev i byen et stykke tid, hvorefter de vendte tilbage til Jerusalem med hilsen og tak til dem, der havde sendt dem.^{[d] 35} Paulus og Barnabas opholdt sig endnu en tid i Antiokia for sammen med mange andre at undervise og forkynde Herrens ord.

Paulus rejser ud med Silas, og Barnabas tager Markus med

³⁶ Nogen tid efter sagde Paulus til Barnabas: „Lad os nu vende tilbage for at se, hvordan det går med menighederne i de byer, hvor vi har forkyndt Herrens ord.” ³⁷ Men da Barnabas ønskede at tage Johannes Markus med, ³⁸ gjorde Paulus indsigelser. Han mente ikke, at Markus skulle med dem nu, eftersom han var rejst tilbage, da de kom til Pamfylien, i stedet for at fortsætte i arbejdet sammen med dem.

³⁹ De to mænds uenighed på det punkt blev så skarp, at de besluttede at tage hver sit sted hen. Barnabas tog Markus med sig og sejlede til Cypern. ⁴⁰ Men Paulus valgte at tage Silas med, og efter at menighedens ledere havde bedt om, at Gud i sin nåde ville være med dem, ⁴¹ tog de af sted og rejste til provinserne Syrien og Kilikien for at styrke menighederne der.