M’Cheyne Bible Reading Plan

Abram redder Lot

14 På det tidspunkt udbrød der krig i landet. Amrafel, kongen af Shinear, Arjok, kongen af Ellasar, Kedorlaomer, kongen af Elam, og Tidal, kongen af Gojim, ² kæmpede mod Bera, kongen af Sodoma, Birsha, kongen af Gomorra, Shinab, kongen af Adma, Shemeber, kongen af Sebojim, og kongen af Bela—også kaldet Zoar.

³ De sidstnævnte konger allierede sig og mobiliserede deres hære i Siddims dal ved Det Døde Hav.^{[a] 4} I 12 år havde de været undertrykt af Kedorlaomer, men i det trettende år gjorde de oprør, ⁵ og nu i det fjortende år var Kedorlaomer og hans allierede på vej imod dem. Efter at disse allierede hære havde slået refaitterne i Ashterot-Karnajim, zuzitterne i Ham, emitterne på Kirjatajimsletten ⁶ og horitterne i Seirs bjerge og forfulgt dem helt til El-Paran ved ørkenens udkant, ⁷ vendte de om og kom til En-Mishpat—det senere Kadesh—hvor de slog amalekitterne og de amoritter, der boede i Hatzetzon-Tamar.

⁸ Men nu rykkede kongerne af Sodoma, Gomorra, Adma, Sebojim og Bela altså ud i Siddims dal imod ⁹ kong Kedorlaomer og hans allierede. Det var fire konger mod fem. ¹⁰ Siddims dal var imidlertid fuld af asfaltgruber, og da Sodomas og Gomorras konger blev slået på flugt, faldt nogle af deres folk ned i gruberne, mens resten flygtede op i bjergene. ¹¹ Sejrherrerne kunne nu uden videre plyndre Sodoma og Gomorra for ejendele og levnedsmidler, hvorefter de drog bort. ¹² De tog Lot, Abrams nevø, og alt hvad han ejede, med sig—for han boede jo i Sodoma. ¹³ En mand, som var undsluppet, kom og fortalte hebræeren Abram, hvad der var sket. Abram boede stadig i egelunden, der tilhørte amoritten Mamre, som var bror til Eshkol og Aner—Abrams allierede.

¹⁴ Da Abram hørte, at Lot var taget til fange, sammenkaldte han alle sine mandlige slaver, 318 i alt, og satte efter Kadorlaomers folk, til han indhentede dem oppe ved Dan. ¹⁵ Han og folkene spredte sig, og i nattens løb overrumplede de fjenderne, slog dem og forfulgte dem helt til Hoba nord for Damaskus. ¹⁶ Det lykkedes på den måde Abram at befri Lot og de øvrige krigsfanger, og han tog alt det med tilbage, som fjenderne havde taget i krigsbytte.

Melkizedek velsigner Abram

¹⁷ Da Abram vendte tilbage efter sejren over Kedorlaomer og de andre konger, kom Sodomas konge ham i møde i Shavedalen—også kaldet Kongedalen. ¹⁸ Også Melkizedek, Jerusalems konge, som var den højeste Guds præst, kom ham i møde. Han havde brød og vin med. ^19-20 Han velsignede Abram med følgende ord: „Lovet være den højeste Gud, han, som er himlens og jordens skaber, han, som gav dig sejr over dine fjender. Må den højeste Guds velsignelse hvile over dig, Abram.” Så gav Abram ham en tiendedel af alt krigsbyttet.

²¹ Sodomas konge sagde til Abram: „Giv mig bare mine tilfangetagne folk tilbage. Krigsbyttet må du beholde.”

²² Men Abram svarede: „Jeg sværger ved Herren, den højeste Gud, himlens og jordens Skaber, ²³ at jeg ikke vil tage noget, som tilhører dig, ikke så meget som en tråd eller en sandalrem! Du skal ikke senere kunne sige, at du gjorde Abram rig. ²⁴ Men lad mine unge mænd få betaling for deres arbejde, og giv mine allierede, Aner, Eshkol og Mamre, deres del af krigsbyttet.”

Billedet med jordbunden^(A)

13 Senere samme dag forlod Jesus huset, hvor han holdt til, og gik ned til søen for at undervise. ² Men så mange mennesker stimlede sammen, at han gik om bord i en båd. Der sad han så og underviste, mens folk stod inde på bredden og lyttede. ³ Han illustrerede gerne sin undervisning med billeder fra hverdagslivet.

„En landmand gik en dag ud for at så korn på sin mark,” begyndte han. ⁴ „Da han strøede sædekornet ud, faldt noget på vejen, og fuglene kom og spiste det. ⁵ Noget af kornet faldt på stengrund, hvor der kun var et tyndt lag jord. Det spirede hurtigt og voksede op, ⁶ men eftersom rødderne ikke kunne udvikles i det tynde jordlag, tørrede planterne ud under den brændende sol. ⁷ Noget af kornet faldt på steder, hvor der var tidselrødder i jorden, og tidslerne voksede op og kvalte de små kornplanter. ⁸ Men noget af kornet faldt i god jord og gav 30, 60 eller 100 gange så meget, som der var sået.

⁹ Lad dem høre, som har øre.”

Guds riges mysterier forklares kun for disciplene^(B)

¹⁰ Disciplene kom bagefter hen til Jesus og spurgte: „Hvorfor bruger du billedsprog, når du underviser folk?”

¹¹ Han svarede: „For jer, som følger mig, vil Guds riges mysterier blive forklaret, men det gælder ikke de andre. ¹² De, der gør brug af det, de har fået betroet, vil få mere, så de har overflod. Men de, der ikke gør brug af det, de fik betroet, vil miste det hele. ¹³ Grunden til, at jeg taler til dem i billeder, er, at selv om de har øjne, ser de dog ikke. De har ører, men hører dog ikke og forstår ikke. ¹⁴ På dem opfyldes profeten Esajas’ ord, for Gud talte på følgende måde gennem ham:

¹⁶ Men I er velsignede, for I er i stand til både at se og høre. ¹⁷ Det siger jeg jer: Mange profeter og gudfrygtige mennesker har i tidens løb længtes efter at se det, I ser, og høre det, I hører, men de opnåede det ikke.

Jesus forklarer billedet med jordbunden^(C)

¹⁸ Nu får I så forklaringen på billedet med landmanden, der såede korn på sin mark: ¹⁹ Nogle mennesker er som vejen. De hører budskabet om Guds rige, men tager ikke imod det. Så kommer den Onde og piller de ord væk, som blev sået i deres sind. ²⁰ Nogle er som den tynde jord på stengrund. Når de hører budskabet, tager de straks imod det med glæde. ²¹ Men de lader ikke ordet slå rod, så det varer kun en tid. Når der kommer problemer eller forfølgelser på grund af ordet, giver de op og falder fra. ²² Nogle er som jorden med tidsler i. De hører godt nok ordet, men de daglige bekymringer og den forførende materialisme kvæler ordet, så det ikke kan bære frugt. ²³ Men nogle er som den gode jord. De hører ordet og tager det til sig. Det bærer frugt i deres liv: 30, 60 eller 100 gange så meget, som der var sået.”

Satan modarbejder Guds rige

²⁴ Her er et andet billede, Jesus brugte for at forklare, hvad der sker i Guds rige: „En landmand såede god hvede i sin mark. ²⁵ Men en nat, da folkene lå og sov, kom hans fjende og såede ukrudt oven i hveden. Derefter forsvandt han. ²⁶ Da hveden voksede op og begyndte at sætte aks, kunne man se ukrudt over det hele. ²⁷ Landmandens medhjælpere kom hen til ham og spurgte: ‚Du såede jo god hvede i din mark, men nu er den fuld af ukrudt! Hvordan kan det gå til?’

²⁸ ‚Det er min fjende, der har gjort det,’ svarede han. ‚Skal vi rive ukrudtet op?’ spurgte de så. ²⁹ ‚Nej,’ sagde han, ‚så river I bare hveden med op. ³⁰ Lad begge dele gro side om side indtil høsten. Så vil jeg give høstfolkene besked på at sortere ukrudtet fra, så det kan blive brændt, og vi kan bringe hveden i hus.’ ”

Guds rige vokser fra småt til stort^(D)

³¹ Jesus fortsatte med et andet billede på Guds rige: „Det er som med et sennepsfrø, der bliver sået i en mark. ³² Det er det allermindste frø, men når det vokser, breder det sig mere end de andre urter, ja, det bliver en stor busk, hvor fuglene kan bygge rede i grenene.”

³³ Jesus brugte endnu et billede: „Guds rige er som den lille klump surdej, som en kvinde ælter i melet, når hun skal bage brød. Surdejen gennemsyrer efterhånden det hele.”

Om brugen af billedtale^(E)

³⁴ Jesus brugte altid billeder, når han talte til folkeskaren. ³⁵ Sådan opfyldtes det profetiske ord:

Jesus forklarer billedet med hveden og ukrudtet

³⁶ Så forlod Jesus folkemængden og gik hjem sammen med disciplene. Da de var kommet indenfor, bad disciplene ham forklare, hvad han mente med det, han lige havde fortalt om hveden og ukrudtet.

³⁷ „Den, der såede den gode hvede, er Menneskesønnen,” sagde Jesus. ³⁸ „Marken er verden, og hveden er de mennesker, der er med i Guds rige. Ukrudtet er de mennesker, der følger den Onde, ³⁹ og fjenden, der såede ukrudtet oven i hveden, er Djævelen. Høsten er verdens ende, og høstfolkene er Guds engle.

⁴⁰ Ligesom ukrudtet bliver sorteret fra og brændt, sådan kommer det til at gå ved verdens ende. ⁴¹ Menneskesønnen vil sende sine engle ud for at fjerne alt det, som fører mennesker til frafald, og dem, som handler ondt. Det hele bliver samlet sammen ⁴² og kastet i ovnen for at blive brændt. Når det sker, vil mange ærgre sig frygteligt og græde højlydt. ⁴³ Men de, som hører Gud til, vil stråle som solen i deres Fars rige. Lad dem høre, som har øre!”

Skatten og perlen

⁴⁴ Jesus fortsatte: „Med Guds rige er det som med en skat, der lå skjult i en mark. En mand fandt skatten og blev så glad, at han straks dækkede den til igen og solgte alt, hvad han ejede, for at kunne købe den mark.

⁴⁵ Med Guds rige er det som med en opkøber, der søgte efter ægte perler. ⁴⁶ En dag stod han over for en uhyre kostbar perle, og han solgte alt, hvad han ejede, for at købe den.”

Sorteringen ved verdens ende

⁴⁷ Jesus kom med endnu et billede på Guds rige. „Når et vod bliver lagt ud i søen og trukket gennem vandet, kommer der alle slags fisk i nettet. ⁴⁸ Efter at nettet er trukket op på stranden, fyldt med fisk, sætter fiskerne sig ned for at sortere fiskene. De gode samler de sammen i kurve, men de dårlige smider de væk. ⁴⁹ Sådan vil det gå ved verdens ende: Englene vil komme og adskille de onde fra dem, som Gud kan acceptere. ⁵⁰ De onde bliver kastet i ildovnen, hvor der er gråd og stor fortvivlelse.”

Nyt og gammelt

⁵¹ „Forstår I nu billederne?” spurgte Jesus. „Ja,” svarede disciplene, „det gør vi.” ⁵² Så tilføjede han: „Hvis en skriftlærd lader sig oplære i Guds riges principper, kan han sammenlignes med en mand, som har både nyt og gammelt at tage frem fra sit forråd.”

Messias bliver mødt med vantro i sin hjemby^(F)

⁵³ Da Jesus havde afsluttet sin billedtale, fortsatte han vandringen sammen med disciplene ⁵⁴ og kom snart til sin hjemby, Nazaret. Her underviste han en sabbatsdag i synagogen, og folk blev slået af forundring og udbrød: „Hvor har han fået den visdom fra? Hvordan har han kunnet udføre de undere, vi hører om? ⁵⁵ Hans far er jo en ganske almindelig håndværker! Vi kender både hans mor, Maria, og hans brødre, Jakob, Josef, Simon og Judas. ⁵⁶ Alle hans søstre bor lige heromkring. Hvem har han så lært alt det her af?” ⁵⁷ Og fordi de kendte ham, ville de ikke acceptere, at han kunne være Messias. Da sagde Jesus til dem: „Ingen steder bliver der set så meget ned på en profet som i hans egen by og i hans eget hjem.”

⁵⁸ På grund af deres mangel på tro kunne han ikke udføre ret mange undere der.

Genopbygningen af muren påbegyndes

3 Så gik de forskellige arbejdshold i gang. Ypperstepræsten Eljashib og de andre præster genopbyggede Fåreporten, satte portfløjene på plads og indviede den. Desuden reparerede de muren hen til Meatårnet, som de indviede, og videre til Hananeltårnet. ² Ved siden af dem arbejdede et hold fra Jeriko, og ved siden af dem igen et hold under ledelse af Zakkur, en søn af Imri.

³ Fiskeporten blev bygget af Sena’as sønner. Rammen blev konstrueret af store bjælker, som portfløjene blev sat fast i. Desuden lavede de bolte og tværstænger. ⁴ Ved siden af dem var der et arbejdshold under ledelse af Meremot, en søn af Urija, som var søn af Hakkotz. Næste hold blev ledt af Meshullam, en søn af Berekja, som var søn af Meshezabel, og det næste igen var under ledelse af Zadok, en søn af Ba’ana. ⁵ Dernæst fulgte folkene fra byen Tekoa, som måtte gøre arbejdet uden deres ledere, for de havde nægtet at tage del i byggeriet.

⁶ Den Gamle Port blev repareret af Jojada, en søn af Pasea, og Meshullam, en søn af Besodeja. De konstruerede en ramme af bjælker, satte portfløjene i rammen og sikrede porten med bolte og tværstænger. ⁷ Ved siden af dem arbejdede Melatja fra Gibeon og Jadon fra Meronot som ledere af et arbejdshold fra byerne Gibeon og Mitzpa, frem til det hus, som blev brugt af guvernøren vest for Eufratfloden. ⁸ Næste hold var under ledelse af guldsmeden Uzziel, en søn af Harhaja. Derfra og hen til hvor det brede stykke af muren begynder, arbejdede et hold under ledelse af Hananja, en af salveblanderne.

⁹ Den næste sektion blev bygget af et hold under ledelse af Refaja, en søn af Hur. Han var leder for den ene halvdel af Jerusalems distrikt. ¹⁰ Jedaja, søn af Harumaf, genopbyggede det stykke af muren, der lå ud for hans eget hus. Ved siden af ham arbejdede Hattush, en søn af Hashabneja. ¹¹ Dernæst var der Malkija, en søn af Harim, og Hasshub, en søn af Pahat-Moab. De arbejdede på stykket til og med Ovntårnet. ¹² Shallum, en søn af Hallohesh, arbejdede på det næste stykke sammen med sine døtre. Han var leder for den anden halvdel af Jerusalems distrikt.

¹³ Folkene fra Zanoa genopbyggede Dalporten under ledelse af Hanun. De konstruerede en ramme af bjælker, satte portfløjene i rammen og sikrede porten med bolte og tværstænger. De reparerede også 450 m af muren helt hen til Møgporten.

¹⁴ Møgporten tog Malkija, en søn af Rekab, sig af. Han var leder for Bet-Kerem distriktet. Han genopbyggede porten og satte portfløjene i med deres bolte og tværstænger.

¹⁵ Shallun, en søn af Kol-Hoze, der var leder for Mitzpa distriktet, genopbyggede Kildeporten, lavede taget over den og satte portfløjene på plads med deres bolte og tværstænger. Derefter reparerede han muren fra Shela-dammen til paladsets have og trappen, der fører op til Davidsbyen. ¹⁶ Ved siden af ham arbejdede Nehemias, en søn af Azbuk, der var leder for halvdelen af Bet-Zur distriktet. Han genopbyggede muren hen til Davids gravsted, den kunstigt anlagte dam og heltenes hus. ¹⁷ Derefter fulgte et arbejdshold af levitter under ledelse af Rehum, en søn af Bani. Efter dem arbejdede Hashabja, der var leder for den ene halvdel af Keila distriktet. Han havde ansvar for genopbygningen af sit eget område. ¹⁸ Derefter kom Binnuj, en søn af Henadad, der var leder for den anden halvdel af Keila distriktet, sammen med sine folk.

¹⁹ Det næste arbejdshold var under ledelse af Ezer, en søn af Jeshua, der var leder for selve byen Mitzpa. De arbejdede også på strækningen over for våbenarsenalet, hvor muren drejer skarpt, så der dannes et hjørne. ²⁰ Så fulgte Baruk, en søn af Zabbaj, der byggede fra hjørnet til ypperstepræsten Eljashibs hus. ²¹ Meremot, en søn af Urija, der var søn af Hakkotz, byggede det stykke af muren, der gik fra indgangen til Eljashibs hus og hen til enden af det. ²² Præsterne fra Jerusalems opland byggede den næste strækning. ²³ Binjamin, Hasshub og Azarja, en søn af Ma’aseja, der var søn af Ananja, reparerede stykket ud for deres egne huse. ²⁴ Binnuj, en søn af Henadad, byggede stykket fra Azarjas hus til hjørnet, ^25-26 hvorfra Palal, en søn af Uzaj, fortsatte til fundamentet under paladsets øvre tårn ved vagthusene. Derefter fulgte Pedaja, en søn af Parosh, som sammen med tempeltjenerne fra Ofelhøjen byggede i østlig retning til Vandporten og tårnet, hvorfra tempelområdet blev overvåget. ²⁷ Den næste strækning fra tårnet, hvorfra templet blev overvåget og hele vejen langs Ofelhøjen, blev bygget af endnu et arbejdshold fra Tekoa. ²⁸ En gruppe præster byggede strækningen over for deres huse på den anden side af Hesteporten.

²⁹ Zadok, en søn af Immer, genopbyggede også muren ud for sit eget hus, og efter ham fulgte Shemaja, en søn af Shekanja, der til daglig stod vagt ved østporten. ³⁰ Så fulgte Hananja, en søn af Shelemja; Hanun, den sjette søn af Zalaf; Meshullam, en søn af Berekja, der byggede stykket ud for sit eget hus. ³¹ Guldsmeden Malkija byggede muren helt hen til huset over for Mønstringsporten, som blev brugt af tempeltjenerne og købmændene, og videre til hjørnet med tagrummet. ³² Endelig arbejdede guldsmedene og købmændene på det sidste stykke hen til Fåreporten.

Nehemias møder modstand

³³ Da Sanballat blev klar over, at vi var i gang med at genopbygge muren, blev han rasende og gav sig til at håne judæerne, ³⁴ mens hans landsmænd og Samarias officerer hørte på det. „Hvad i alverden bilder de elendige judæere sig ind?” sagde han. „Tror de, at de kan bygge muren op på en enkelt dag, hvis bare de ofrer til deres Gud? De kan da ikke bygge noget af de forbrændte murbrokker, de graver frem fra ruindyngerne.”

³⁵ Tobija, der stod ved siden af ham, bemærkede: „Lad dem bygge, så meget de vil! Den mur braser sammen, bare en ræv springer op på den!”

³⁶ Da bad jeg: „Herre, hør hvordan de gør nar af os! Lad dem selv blive gjort til nar. Lad dem få lov at prøve, hvordan det er at blive ført i eksil i et fremmed land. ³⁷ Herre, se ikke igennem fingre med deres synd. Tilgiv dem ikke, for de har hånet dem, der bygger på muren.”

³⁸ Så fortsatte vi med at arbejde på muren hele vejen rundt om byen. Den var allerede oppe i halv højde, for der var en god arbejdsmoral, og alle arbejdede hårdt.

Saul og Barnabas bliver udsendt på deres første missionsrejse

13 I menigheden i Antiokia var der en række profeter og lærere. Der var Barnabas, Simeon Niger, Lukius fra Kyrene, samt Manaen, der var opvokset sammen med Herodes Antipas, og endelig var der Saul. ² En dag, da menigheden holdt gudstjeneste og fastede, sagde Helligånden: „Udtag Barnabas og Saul til den opgave, som jeg har udvalgt dem til!” ³ Menigheden fortsatte derefter i bøn og faste, og de lagde hænderne på dem for at sende dem af sted med Guds velsignelse.

Første stop: Cypern

⁴ Efter at Barnabas og Saul på den måde var udsendt af Helligånden, tog de ned til Seleukia, hvorfra de sejlede til Cypern. ⁵ Da skibet lagde til i den østlige havneby Salamis, gik de fra borde og opsøgte øens jødiske synagoger, hvor de forkyndte Guds ord. De havde taget Johannes Markus med på rejsen som deres hjælper. ⁶ De vandrede tværs over øen, indtil de kom til den vestlige havneby Pafos. Her traf de en jødisk troldmand og falsk profet, der hed Bar-Jesus. ⁷ Han holdt til hos guvernøren, Sergius Paulus, som for øvrigt var en begavet mand. Guvernøren inviterede Barnabas og Saul på besøg, for han ville gerne høre Guds ord. ⁸ Men Bar-Jesus, der også var kendt som Elimas,^[a] modarbejdede dem og prøvede at forhindre guvernøren i at komme til tro. ⁹ Saul, som også kaldes Paulus, blev da fyldt med Helligåndens kraft. Han så fast på Elimas og sagde: ¹⁰ „Du er et Djævelens barn, fuld af løgn og bedrag, modstander af alt, hvad der er ret og rigtigt. Hvornår vil du holde op med at modarbejde Herrens planer? ¹¹ Nu vil Herren straffe dig ved at gøre dig blind for en tid!” I det samme blev alt mørkt omkring ham, så han begyndte at famle rundt for at finde en, der kunne lede ham ved hånden. ¹² Da guvernøren så det mirakel, kom han til tro, så forbløffet var han over den kraft, der fulgte med budskabet om Herren.

Videre til Antiokia i Pisidien

¹³ Paulus og hans ledsagere sejlede derefter ud fra Pafos og ankom til havnebyen Perge i provinsen Pamfylien i Lilleasien. Her forlod Johannes Markus dem og vendte tilbage til Jerusalem. ¹⁴ Men Barnabas og Paulus fortsatte til fods ind i landet til Antiokia i provinsen Pisidien. På sabbatten gik de ind i synagogen og satte sig. ¹⁵ Efter den foreskrevne oplæsning fra Toraen og Profetbøgerne sendte synagogens ledere en besked over til dem: „Venner, hvis I har et opmuntrende ord til folket, så sig frem!”

¹⁶ Paulus rejste sig, løftede hånden for at få ro og sagde så: „Israelitter og gudfrygtige grækere, hør, hvad jeg har at sige! ¹⁷ Israels Gud udvalgte vores stamfædre, og han gjorde folket talrigt, da de levede som fremmede i Egypten. Derefter førte han dem ud af Egypten med stor kraft, ¹⁸ og han viste stor tålmodighed over for dem under de 40 års ørkenvandring. ^19-20 Han udryddede syv folkeslag i Kana’an og hjalp vores forfædre til at indtage hele det lovede land i løbet af ca. 450 år. Derefter gav han dem en række dommere til at lede landet indtil profeten Samuel. ^21-22 Men så tiggede folket om at få en konge, og Gud gav dem Saul, en søn af Kish fra Benjamins stamme. Han regerede i 40 år, indtil Gud fjernede ham og i stedet gav dem David til konge. Om ham har Gud sagt: ‚David, Isajs søn, er en mand, jeg kan stole på. Han vil gøre min vilje i alle ting.’^{[b] 23} Af Davids slægt har Gud nu udvalgt og sendt en frelser til Israels folk, sådan som han lovede, og det er Jesus.^[c]

²⁴ Men før Jesus begyndte sit virke, forkyndte Johannes Døber for hele Israels folk, at de skulle vende om fra deres synder og lade sig døbe. ²⁵ Da Johannes var ved at have afsluttet sin gerning, sagde han til folket: ‚Jeg er ikke den Messias, I venter på. Men han kommer snart, og jeg er ikke engang værdig til at løse remmen på hans sandaler.’

²⁶ Hør, venner, budskabet om frelse gælder både jer, som er Abrahams fysiske efterkommere, og jer grækere, som har ærefrygt for Gud. ²⁷ Jerusalems indbyggere og de jødiske ledere tog ikke imod Frelseren. De accepterede ham ikke som Messias, men dømte ham til døden og opfyldte derved profeternes ord, som bliver oplæst sabbat efter sabbat. ²⁸ Selv om de ikke kunne finde nogen gyldig grund til at dømme ham til døden, fik de alligevel Pilatus til at slå ham ihjel. ²⁹ Da alle disse profetier således var gået i opfyldelse, blev han taget ned fra korset og lagt i en gravhule. ³⁰ Men Gud oprejste ham fra de døde, ³¹ og i dagene derefter viste han sig flere gange for dem, der havde fulgt ham fra Galilæa til Jerusalem. De vidner nu offentligt om, hvad de har set.

^32-33 Vi står her i dag for at fortælle jer det glædelige budskab: Guds løfte til forfædrene er nu gået i opfyldelse for deres efterkommere. Det skete ved, at han sendte os Jesus som den lovede Profet.^[d] Det står også omtalt i Salme 2: ‚Du er min Søn, i dag er jeg blevet din Far.’^[e]

³⁴ Men det, at Jesus skulle opstå fra de døde, og at hans krop ikke skulle gå i forrådnelse, er antydet blandt andet i følgende skriftsted: ‚Jeg vil give jer de hellige, troværdige løfter, jeg gav David.’^[f]

³⁵ Løftet forklares ud fra en anden salme, hvor der står: ‚Du vil ikke lade din hengivne tjener gå i forrådnelse.’^[g]

³⁶ Der er ikke tale om David her, for efter at han havde tjent sin egen samtid ved at udføre Guds planer, døde han og blev begravet, og han er gået i forrådnelse. ³⁷ Men der er tale om den hellige Tjener, som Gud nu har oprejst fra de døde. Hans krop er jo ikke gået i forrådnelse.

^38-39 I skal vide, kære venner, at det er gennem Jesus, det er blevet muligt at få tilgivelse for sine synder. Det er ved at tro på ham, at enhver kan opnå Guds accept, noget som I aldrig kan opnå ved at forsøge at overholde de jødiske love og regler.^[h]

⁴⁰ Men pas på, for hvis I ikke tager imod budskabet i tro, så går det jer, som der står et sted i de profetiske bøger: ⁴¹ ‚Luk øjnene op, I vantro mennesker! I vil blive stumme af undren og gå til grunde! For jeg gør noget i jeres samtid, som I ikke vil tro på, når I får det fortalt.’^[i]”

⁴² Da mødet i synagogen var forbi, var der mange, som bad Paulus og Barnabas om at komme igen den følgende sabbat for at fortælle mere. ⁴³ En del jøder og grækere fra synagogen kom til tro på Jesus, og de fulgte med Paulus og Barnabas, som talte videre med dem og opmuntrede dem til at holde fast ved Guds nåde.

⁴⁴ Ugen efter var næsten hele byen stuvet sammen i synagogen for at høre dem forkynde om Herren. ⁴⁵ Da de jødiske ledere så det vældige opbud af mennesker, blev de jaloux og begyndte hånende at modsige alt, hvad Paulus sagde. ⁴⁶ Paulus og Barnabas lod sig dog ikke kue, men sagde: „Vi var nødt til først at bringe budskabet fra Gud til jer, som er jøder. Men når I afviser det og ikke regner jer selv for værdige til at få del i det evige liv, ja, så vender vi os til dem, der ikke er jøder. ⁴⁷ Herren har nemlig givet os følgende befaling: ‚Jeg har sat dig som et lys for folkeslagene, så du kan bringe min frelse til jordens fjerneste egne.’^[j]”

⁴⁸ Da grækerne hørte det, blev de jublende glade og lovpriste Herren for det budskab, og alle, som var beredt til at opnå det evige liv, kom til tro. ⁴⁹ Det var begyndelsen til, at Herrens ord blev kendt på hele den egn.

⁵⁰ Nu fik de jødiske ledere ophidset de fornemme græske kvinder, som var gået over til jødedommen, samt byens ledende mænd. Det lykkedes dem at oppiske en så kraftig stemning imod Paulus og Barnabas, at de blev jaget ud af byen.

⁵¹ De to apostle rystede byens støv af deres fødder som et tegn på, at de overlod dem til deres egen skæbne, og rejste så videre til Ikonion. ⁵² Men disciplene i byen blev fyldt med glæde og med Helligåndens kraft.