M’Cheyne Bible Reading Plan
Abram og Lot går hver til sit
13 Abram forlod så Egypten og rejste nordpå til Negev sammen med sin kone og Lot og al deres ejendom. 2 Han var nu meget rig. Han havde meget kvæg og masser af sølv og guld. 3-4 De fortsatte nordpå fra sted til sted, indtil de nåede Betel og det sted mellem Betel og Aj, hvor de tidligere havde slået lejr, og hvor Abram havde bygget et alter. Der ofrede han igen til Herren.
5 Lot, som fulgte med Abram, var også en velstående mand med mange får og køer og telte. 6 Der var imidlertid ikke græs nok på stedet til deres mange dyr, så de kunne ikke blive ved at bo så tæt sammen. 7 Kana’anæerne og perizzitterne boede jo også i landet. Så da det kom til slagsmål mellem Abrams og Lots hyrder, 8 sagde Abram til Lot: „Det her går ikke. Der må ikke være strid mellem os eller mellem vores folk. Vi er jo trods alt i familie. 9 Her er land nok. Så lad os hellere gå hver til sit. Hvis du går til venstre, så går jeg til højre; eller hvis du går til højre, så går jeg til venstre.”
10 Da Lot spejdede ud over landet, lagde han mærke til Jordandalens frugtbare slette, der strakte sig helt til Zoar. Det var før Sodoma og Gomorra blev ødelagt, og området var endnu frodigt som Edens have og Egyptens land. 11 Lot valgte Jordandalen. Han tog afsked med Abram og gik mod øst. 12 Abram blev altså i Kana’ans land, mens Lot med sin teltlejr drog østpå fra sted til sted, indtil han nåede Sodoma, hvor han slog sig ned. 13 Folkene dér var berygtet for deres store ondskab. De syndede groft imod Herren.
14 Efter at Lot var taget af sted, sagde Herren til Abram: „Se dig omkring til alle sider fra det sted, hvor du står. Se mod nord og mod syd, mod øst og mod vest. 15 Jeg vil give dig og dine efterkommere hele dette land til evigt eje. 16 Jeg vil gøre dine efterkommere så talrige som sandkornene på jorden. 17 Rejs nu gennem landet på kryds og tværs og se nøje på det, for jeg vil give det til dig.” 18 Så slog Abram lejr i Mamres egelund ved Hebron. Der byggede han et alter for Herren.
Jesus er herre over sabbatten(A)
12 En dag gik Jesus sammen med sine disciple langs en kornmark. Det var på en sabbat.[a] Hans disciple var sultne, og de begyndte at plukke aks for at spise kernerne. 2 Nogle farisæere opdagede det og gav sig straks til at irettesætte ham: „Hvordan kan du tillade, at dine disciple høster korn på en sabbat, hvor man ikke må arbejde?”
3 „Har I aldrig læst, hvad David gjorde, da han og hans mænd var sultne?” svarede Jesus. 4 „Han gik op til Guds hus, og de spiste alle sammen af de hellige brød, som ellers kun præsterne har lov til at spise af. 5 Har I heller aldrig læst i Toraen, at de præster, der gør tjeneste i templet, har lov til at arbejde på en sabbat? 6 Og her står I over for noget, der er større end templet! 7 Hvis I forstod betydningen af det skriftord: ‚Jeg ønsker barmhjertighed frem for slagtofre,’[b] så ville I ikke fordømme uskyldige mennesker. 8 Menneskesønnen er jo herre over sabbatten.”
Jesus helbreder en mand på sabbatten(B)
9 Så fortsatte Jesus og disciplene vandringen og nåede frem til en synagoge. 10 Derinde var der en mand med en forkrøblet hånd, og farisæerne spurgte nu Jesus: „Er det så også tilladt at helbrede nogen på en sabbat?” De håbede på at få noget at anklage ham for. 11 Jesus svarede: „Hvis en af jer har et får, og det falder i grøften på en sabbat, vil I så ikke trække det op samme dag? 12 Er et menneske ikke mere værd end et får? Altså er det tilladt at gøre godt på en sabbat!” 13 Så vendte han sig til manden og sagde: „Ræk hånden frem!” Det gjorde han, og i det samme blev hånden helbredt, så den var lige så rask som den anden hånd.
14 Efter den episode begyndte farisæerne at lægge planer om, hvordan de kunne få Jesus ryddet af vejen.
Jesus opfylder profetierne om Messias
15 Da Jesus var klar over, hvad farisæerne havde i sinde, trak han sig bort fra stedet, men mange fulgte ham. Han helbredte alle syge iblandt dem, 16 men forbød dem samtidig at fortælle vidt og bredt om, hvad han havde gjort. 17 Jesus opfyldte det ord om Messias, som Gud havde talt gennem profeten Esajas:[c]
18 „Se min tjener, som jeg har udvalgt,
min elskede, som jeg er fuldt tilfreds med.
Jeg lægger min Ånd på ham,
han skal bringe retfærdighed til alle folkeslag.
19 Han går ikke rundt og skændes,
han råber ikke op i gaderne.
20 Et knækket siv brækker han ikke af.
Et lys, der brænder svagt, puster han ikke ud.
Han fører retfærdigheden igennem til sejr,
21 fremmede folkeslag får nyt håb gennem ham.”
Messias under falsk anklage(C)
22 Derpå blev en dæmonbesat mand, som hverken kunne se eller tale, ført hen til det hus, hvor Jesus opholdt sig, og Jesus helbredte ham, så han nu kunne både tale og se. 23 Folk var overvældede: „Mon det ikke er ham, der er Messias?” spurgte man hinanden.
24 Da farisæerne hørte det, sagde de til hinanden: „Nej, han kan ikke være Messias. Det må være med hjælp fra Satan,[d] de onde ånders fyrste, at han driver dæmonerne ud.”
25 Jesus var klar over, hvad de tænkte, og derfor sagde han: „Hvis et land ligger i krig med sig selv, går det sin undergang i møde. Hvis en by eller et hjem er kommet i splid med sig selv, går de i opløsning. 26 Og hvis Satan uddriver sine egne onde ånder, så er han kommet i krig med sig selv. Hvordan kan hans rige da bestå? 27 I påstår, at jeg uddriver onde ånder ved hjælp af de onde ånders fyrste. Påkalder jeres egne tilhængere så også Satans magt, når de vil drive onde ånder ud? Prøv engang at spørge dem! 28 Men hvis det er ved Guds Ånds kraft, at jeg driver dæmoner ud, så er Guds rige jo kommet til jer!
29 Hvordan kan man gå ind i en stærk mands hus og tage, hvad han har, uden først at binde ham? Men når man har bundet ham, kan man tage, hvad han har i huset.
30 De, der ikke er med mig, er imod mig, og de, der ikke arbejder sammen med mig, modarbejder mig. 31 Det siger jeg jer: Mennesker kan få tilgivelse for al slags synd og hån—undtagen hvis de håner Guds Ånd. Det er der ingen tilgivelse for. 32 Den, der taler imod Menneskesønnen, kan blive tilgivet, men den, der taler imod Helligånden, kan aldrig få tilgivelse, hverken i den nuværende eller kommende verden.
33 Et træ kendes på sine frugter. Et godt træ bærer god frugt, og et dårligt træ bærer dårlig frugt. 34 Hvordan skulle der kunne komme noget godt fra jer, slangeyngel? For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. 35 Et godt menneske tager gode ting frem fra sit forråd af gode tanker, men et ondt menneske tager onde ting frem fra sit forråd af onde tanker. 36 Jeg siger jer, at på dommens dag skal mennesker stå til regnskab for hvert et ondt ord, de har talt. 37 Ud fra jeres egne ord vil I blive frikendt, og ud fra jeres egne ord vil I blive dømt.”
De vantro vil blive dømt(D)
38 Derefter forlangte nogle af de skriftlærde og farisæerne, at Jesus skulle gøre et mirakel som tegn på, at han virkelig var Messias.
39 Men Jesus svarede: „Onde og vantro mennesker forlanger tegn. Men den slags mennesker får ikke andet end profeten Jonas’ tegn. 40 For som Jonas var tre dage i havdyrets bug, sådan skal Menneskesønnen være tre dage[e] i jordens dyb. 41 Nineves ledere vil på dommens dag rejse sig og anklage den slags vantro mennesker, for da Jonas forkyndte dom over Nineve, angrede alle byens indbyggere deres ondskab og vendte sig til Gud. Og her står en, der er større end Jonas. 42 Også dronningen af Saba vil på dommens dag rejse sig og anklage den slags mennesker, for hun kom helt fra verdens ende for at lytte til Salomons visdom. Og her står en, der er større end Salomon.
Fra det dårlige til det værre(E)
43 Når en ond ånd er drevet ud af et menneske, strejfer den omkring i ørkenen for at finde et sted at slå sig ned, men den finder ikke noget. 44 Så siger den: ‚Jeg må hellere vende tilbage til det „hus”, jeg kom fra.’ Når den vender tilbage, finder den huset ledigt, rengjort og sat fint i stand. 45 Så går den ud og finder syv andre ånder, værre end den selv, og de flytter alle ind i det ledige hus. Da bliver det sidste værre end det første for det menneske. Sådan vil det også gå de onde og vantro mennesker!”
De, der gør Faderens vilje, hører Jesus til(F)
46 Mens Jesus sad og underviste skaren af mennesker, kom hans mor og brødre til huset. De ville gerne tale med ham. 47 Da man fortalte ham, at de stod derude og ville tale med ham, 48 sagde han: „Hvem er i virkeligheden min mor og mine brødre?” 49 Så slog han ud med armene i retning af sine disciple og sagde: „Min mor og mine brødre sidder her. 50 Enhver, der gør min himmelske Fars vilje, er min bror og min søster og min mor!”
Nehemias rejser til Jerusalem
2 En dag i nisan[a] måned i kong Artaxerxes’ 20. regeringsår skulle jeg bringe vin ind til kongen. Jeg havde aldrig tidligere set sørgmodig ud, når jeg stod foran ham. Da jeg rakte ham vinen, 2 udbrød han: „Hvorfor ser du så bedrøvet ud, Nehemias? Du er jo ikke syg, så der må være noget andet, der piner dig.” Jeg blev helt bange, 3 men jeg tog mod til mig og svarede: „Deres Majestæt længe leve! Ja, det piner mig, at den by, hvor mine forfædre er begravet, ligger i ruiner, og at portene er nedbrændt.”
4 „Hvad kan jeg gøre for dig?” spurgte kongen.
Da sendte jeg en bøn op til Gud i Himlen 5 og svarede: „Hvis det behager Deres Majestæt at vise godhed imod mig, så lad mig rejse til Juda og genopbygge mine forfædres by.”
6 Kongen kastede et blik på dronningen, der sad ved hans side, og spurgte så: „Hvor lang tid vil det tage? Hvornår kan du være tilbage?” Jeg gav ham en omtrentlig tidsramme, og han gav mig lov at rejse.
7 „Hvis det behager Deres Majestæt, så lad mig få breve med til guvernørerne i området vest for Eufratfloden, så de kan give mig lov til at rejse gennem deres område på vej til Juda,” fortsatte jeg. 8 „Lad mig også få et brev med til Asaf, der har ansvar for de kongelige skove, så han kan give mig bjælker til nye porte i bymuren og til genopbygningen af tempelborgen og til det hus, hvor jeg skal bo.” Kongen gav mig alt, hvad jeg bad om, for Herren var med mig.
9 Kongen gav mig desuden officerer og ryttere med til beskyttelse på rejsen. Da vi nåede frem til provinserne vest for Eufratfloden, afleverede jeg kongens breve til de forskellige guvernører og rejste videre uden problemer. 10 Men da horonitten Sanballat og den ammonitiske embedsmand Tobija hørte om det, blev de vrede over, at nogen ønskede at hjælpe israelitterne.
Nehemias inspicerer muren omkring Jerusalem
11-12 Så kom jeg til Jerusalem, og da jeg havde været der i tre dage, foretog jeg om natten en inspektion sammen med nogle få mænd uden at sige til nogen, hvad Gud havde lagt mig på hjerte angående Jerusalem. Vi havde kun et æsel, som jeg red på, mens de andre gik. 13 Først red jeg ud gennem Dalporten i retning af Sjakalbrønden og nåede til Møgporten, mens jeg undersøgte den nedrevne murs beskaffenhed og resterne af de brændte porte. 14-15 Derfra fortsatte vi til Kildeporten og Kongedammen, men der var der ikke plads til, at mit æsel kunne komme videre. Så drejede jeg af og red op gennem Kedrondalen, mens jeg inspicerede murene, hvorefter vi vendte hjem gennem Dalporten.
16 Ingen af de lokale embedsmænd vidste, hvor jeg havde været, eller hvad jeg havde foretaget mig. Jeg havde nemlig ikke sagt noget til nogen, hverken judæere, præster, embedsmænd eller de andre ledere, selvom det var dem, som ville få ansvar for genopbygningen.
17 Men nu sagde jeg: „I ved alt om den tragedie, der har ramt vores by. I ved, at murene ligger i ruiner, og at portene er brændt. Men lad os nu i fællesskab genopbygge Jerusalems mure, så ingen længere skal gøre nar af os.”
18 Så fortalte jeg dem, hvordan Gud havde været med mig, og hvad kongen havde sagt. „Lad os begynde med det samme!” udbrød de ivrigt. Derefter gik de i gang med at forberede arbejdet.
19 Da Sanballat, Tobija og araberen Geshem hørte om planen, gjorde de nar af os: „Hvad er I ude på? Gør I oprør imod kongen?”
20 „Himlens Gud vil hjælpe os,” svarede jeg. „Vi er hans tjenere, og nu går vi i gang med at genopbygge muren. Men I har ingen rettigheder i Jerusalem, for det er ikke jeres by og har aldrig været det.”
Kong Agrippa begynder at forfølge menigheden i Jerusalem
12 I mellemtiden var Kong Herodes Agrippa[a] begyndt at forfølge og mishandle nogle fra menigheden i Jerusalem, 2 og han lod Jakob, Johannes’ bror, halshugge. 3-4 Da kongen mærkede, at det faldt i god jord hos de jødiske ledere, lod han også Peter arrestere og sætte i fængsel, og han gav fire vagthold på hver fire soldater ordre til at bevogte fængslets døre. Det skete under påskehøjtiden, og kongen havde til hensigt at få ham dømt af Det jødiske Råd, så snart påsken var forbi. 5 Mens Peter blev stærkt bevogtet i fængslet, bad menigheden inderligt og vedvarende for ham.
Peter sættes på fri fod ved en engels hjælp
6 Natten før Peter skulle dømmes, lå han og sov, lænket til to soldater, mens to andre stod vagt lige uden for døren. 7 Pludselig lå cellen badet i et strålende lys, og en engel stod ved Peters side. Englen gav ham et puf i siden og sagde: „Rejs dig op! Hurtigt!” I det samme faldt lænkerne af hans hænder. 8 „Tag bælte og sandaler på,” fortsatte englen. Da det var sket, sagde han: „Tag din kappe på og følg efter mig!” 9 Peter fulgte med englen ud af cellen. Han troede, at det bare var noget, han drømte eller så i et syn, og ikke at det var noget, som virkelig skete. 10 De passerede den første vagtpost og kort efter den næste. De var nu fremme ved den store jernport, der førte ud i det fri. Den åbnede sig af sig selv, og de fortsatte ud gennem porten og gik sammen et stykke ned ad gaden. Derefter forsvandt englen pludselig.
11 Da gik det langsomt op for Peter, hvad der egentlig var sket. „Nu forstår jeg det,” sagde han til sig selv. „Herren har virkelig sendt sin engel og reddet mig ud af kongens kløer og skånet mig for alt det, folk forventede skulle ske med mig.”
12 Efter at have sundet sig gik han hen til Marias hus, hende, der er mor til Johannes Markus. En masse mennesker var samlet til bøn dér. 13 Han bankede på døren til portrummet, og en pige, som hed Rhode, gik ud for at høre, hvem det var. 14 Hun genkendte med det samme Peters stemme og blev så glædeligt overrasket, at hun helt glemte at lukke op og i stedet løb tilbage til de andre, for at fortælle dem, at Peter stod udenfor. 15 „Du er ikke rigtig klog!” sagde de, men hun blev ved med at påstå, at det var Peter, der stod udenfor. Til sidst sagde de: „Det må være hans skytsengel!” 16 Imens stod Peter og bankede og bankede. Da de endelig fik lukket op og så, at det virkelig var ham, blev de ude af sig selv af forbavselse. 17 Men Peter gjorde tegn til, at de skulle være stille, og han fortalte dem, hvordan Herren havde befriet ham fra fængslet. „Fortæl det til Jakob[b] og de andre ledere,” sagde han. Derefter rejste han væk til et andet sted.[c]
18 Ved daggry blev der stor opstandelse blandt de soldater, der havde stået vagt. Ingen anede, hvor Peter var blevet af. 19 Da kongen sendte bud efter ham, og man ikke kunne finde ham, kom vagterne i forhør og blev derefter henrettet. Efter den historie forlod kong Herodes Judæa og tog ophold i Cæsarea.
Herodes bliver straffet
20 Nogen tid efter ankom en delegation fra Tyrus og Sidon til Cæsarea. Herodes havde haft et meget spændt forhold til de to byer, men de kom nu for at bede om fred, for de fik deres fødevarer fra det område, Herodes regerede over. Det lykkedes for delegationen at komme på venskabelig fod med Blastus, kongens kammertjener, og de fik ham til at hjælpe sig. 21 Et møde med kongen blev aftalt, og på den fastsatte dag iklædte Herodes sig sin kongelige dragt, satte sig på tronen og holdt en tale til dem. 22 Da han var færdig, hyldede folket ham og råbte: „Det er en gud og ikke et menneske, der taler!” 23 I samme øjeblik ramte Herrens engel ham med en sygdom, fordi han tog imod menneskers tilbedelse i stedet for at give Gud æren. Han blev ædt op af orme og døde.
Barnabas og Saul vender tilbage til Antiokia
24 Men de kristne havde fremgang, og Guds ord nåede ud til flere og flere mennesker. 25 Da Barnabas og Saul havde fuldført deres opgave i Jerusalem, tog de Johannes Markus med sig og vendte tilbage til Antiokia.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.