M’Cheyne Bible Reading Plan

Gud udvælger Abram

12 Herren havde sagt^[a] til Abram: „Forlad dit land, dine slægtninge og din fars hjem, og tag af sted til det land, jeg vil vise dig. ² Jeg vil velsigne dig og gøre dig til stamfar for et mægtigt folk. Jeg vil gøre dig kendt vidt omkring, og du skal blive til velsignelse for mange. ³ Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og forbande dem, der forbander dig. Og gennem dig vil alle jordens folkeslag blive velsignet.”

⁴ Abram rejste nu videre til det land, Herren havde talt om, og Lot fulgte med ham. Abram var 75 år, da han forlod Karan. ⁵ Han rejste til Kana’ans land sammen med sin kone Saraj og sin nevø Lot, og han tog alle sine ejendele med og de slaver, han havde erhvervet sig i Karan. ⁶ De fortsatte ind i landet og kom til Sikem, til Mores egetræ.^[b] Området var på det tidspunkt beboet af det kana’anæiske folk.

⁷ Dér viste Herren sig for Abram og sagde: „Jeg vil give dette land til dine efterkommere.” På det sted byggede Abram et alter for Herren, som havde vist sig for ham. ⁸ Derpå forlod Abram stedet og rejste sydpå, indtil han kom til bjerglandet med Betel mod vest og Aj mod øst. Der slog han lejr og byggede et alter for at tilbede Herren. ⁹ Derefter rejste han fra sted til sted i sydlig retning, indtil han bosatte sig i Negev.

Abram og Saraj i Egypten

¹⁰ Engang blev der hungersnød i landet, og det var så slemt, at Abram besluttede at rejse ned til Egypten med sin familie for at bo der en tid. ^11-13 Da de nærmede sig grænsen til Egypten, sagde Abram til Saraj: „Du er jo en virkelig smuk kvinde. Når nu egypterne ser dig, vil de sige: ‚Det er hans kone. Lad os slå ham ihjel og tage hende.’ Men hvis du så siger, at du er min søster, vil egypterne spare mit liv og behandle mig godt på grund af dig.” ¹⁴ Og sådan gik det. Da de kom ind i Egypten, talte alle om Sarajs skønhed. ¹⁵ Da embedsmændene ved paladset omtalte hende i rosende ord overfor Farao, blev Saraj hentet til hans harem. ¹⁶ Abram blev godt behandlet på grund af Saraj. Farao gav ham får, køer, æsler, kameler og mange slaver, både mænd og kvinder.

¹⁷ Men Herren ramte Farao og hans hof med frygtelige plager på grund af Saraj, Abrams kone. ¹⁸ Farao sendte da bud efter Abram. „Hvad er det dog, du har gjort imod mig?” råbte han. „Hvorfor fortalte du mig ikke, at hun var din kone? ¹⁹ Hvordan kunne du sige, hun var din søster, så jeg tog hende til mit harem? Her er hun! Tag hende og forsvind!” ²⁰ Så blev Abram og hans kone, deres slaver og al deres ejendom eskorteret ud af landet.

Johannes Døber kommer i tvivl, om Jesus er Messias^(A)

11 Efter at Jesus havde instrueret og udsendt sine 12 disciple, gik han selv videre til de omliggende byer for at undervise folk og forkynde de gode nyheder.

² I sin fængselscelle hørte Johannes Døber om, hvad Jesus gik rundt og gjorde. Han sendte derfor sine disciple hen for at spørge ham: ³ „Er du den Messias, vi har ventet på så længe, eller skal vi vente en anden?”

⁴ Jesus sagde til dem: „Gå tilbage til Johannes og fortæl ham, hvad I selv har set og hørt: ⁵ Blinde får deres syn, lamme går omkring, spedalske bliver helbredt, døve får hørelsen, døde bliver levende, og der forkyndes godt nyt for dem, som erkender deres behov for hjælp.^{[a] 6} Sig til ham: Velsignede er de, som ikke mister troen på mig.”

Jesus taler om Johannes som profet^(B)

⁷ Da Johannes Døbers disciple var gået, begyndte Jesus at tale om ham til folkeskaren. Han sagde: „Dengang I tog ud i ødemarken for at lytte til Johannes, hvad så I? Et siv, der svajede hid og did for vinden? ⁸ Nej, vel? En mand klædt på som en fyrste? Nej, den slags folk bliver i deres paladser. ⁹ Var det for at møde en profet fra Gud? Ja, men ikke bare en almindelig profet. ¹⁰ For Johannes er den mand, om hvem der er skrevet:

¹¹ Det siger jeg jer: Ingen af profeterne har haft en opgave, der var mere betydningsfuld end den, Johannes har haft. Men selv den mest ubetydelige i Guds nye rige er større end ham.

Både Johannes og Jesus har mødt megen modstand^(C)

¹² Lige fra Johannes begyndte sit virke, har Guds rige mødt voldsom modstand, og modstanderne søger at komme det til livs.^{[c] 13} Både Toraen^[d] og alle profeterne til og med Johannes har profeteret om Guds rige. ¹⁴ Og hvis I ellers vil tro det, så er Johannes den profet, som det er forudsagt skulle komme lige før Messias. ¹⁵ Lad dem høre, som har øre.

¹⁶ Hvordan skal jeg beskrive den slags mennesker?^[e] Forestil jer nogle børn, der sidder på torvet og råber til deres kammerater: ¹⁷ ‚Vi spillede på fløjte for jer, men I ville ikke være med til at synge og danse. Vi spillede sørgesange, men I ville heller ikke være med til at sørge.’

¹⁸ Sådan har folk også reageret over for Johannes Døber og mig. Johannes levede et liv i afholdenhed uden fester, og folk sagde om ham: ‚Årh, han er ikke rigtig klog!’ ¹⁹ Derefter kom Menneskesønnen, som både spiser god mad og drikker vin, og folk siger om mig: ‚Sikken en ædedolk og drukkenbolt. Tænk, han er ven med de værste syndere!’ Nuvel, Guds visdom erfares af dem, som følger den.”

Dommen over de byer, som har forkastet Jesus^(D)

²⁰ Derefter begyndte Jesus at anklage de byer, hvis indbyggere ikke havde vendt sig til Gud på trods af alle de undere, de havde set ham gøre: ²¹ „Ve dig, Horazin! Ve dig, Betsajda! Hvis de undere, som jeg udførte i jeres gader, var sket i Tyrus og Sidon, så ville de for længe siden have angret deres ondskab. ²² Det siger jeg jer: Tyrus og Sidon vil slippe billigere på dommens dag end jer. ²³ Og du, Kapernaum, mon du skal ophøjes til Himlen? Nej, du skal sendes i dødsriget, for hvis de undere, jeg udførte i dine gader, var sket i Sodoma, så havde den by eksisteret den dag i dag. ²⁴ Men nu skal Sodoma slippe lettere på dommens dag end dig.”

Jesus indbyder de trætte og overbebyrdede^(E)

²⁵ Derefter udbrød Jesus: „Jeg priser dig Far, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult det her for de selvkloge og overlegne. I stedet har du åbenbaret det for de ydmyge. ²⁶ Ja, Far, det var din vilje, at det skulle være sådan.”

²⁷ Så fortsatte han: „Alt, hvad jeg har, det har jeg fået fra min himmelske Far. Han alene kender mig fuldt ud, og jeg alene kender ham fuldt ud. Men den, som jeg åbenbarer Faderen for, får også lov at kende ham.

²⁸ Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og er tynget ned af byrder—og jeg vil give jer hvile. ²⁹ Tag imod det åg, som jeg lægger på jer, og tag ved lære af mig, for jeg er ydmyg og selvopofrende. Så vil I finde ro i sjælen. ³⁰ Mit åg vil hjælpe jer, og min byrde vil føles let.”

Nehemias’ bøn for Jerusalem

1 ^1-2 Denne beretning er skrevet af Nehemias, søn af Hakalja.

Jeg arbejdede som mundskænk for kong Artaxerxes af Persien i det kongelige palads i Susa. I kislev^[a] måned i hans 20. regeringsår fik jeg besøg af en af mine slægtninge ved navn Hanani og nogle andre mænd, der lige var kommet fra Juda. Jeg spurgte dem, hvordan det gik med alle de judæere, der var vendt tilbage fra eksilet, og hvordan det stod til i Jerusalem.

³ „Det går rigtig dårligt,” svarede de. „Folk lever i stor nød og elendighed. Jerusalems mur ligger stadig i ruiner, og de nedbrændte porte er ikke blevet istandsat.”

⁴ Da jeg hørte det, satte jeg mig ned og græd og sørgede i flere dage, mens jeg fastede og bad til Himlens Gud.

⁵ „Herre, du store og almægtige Gud!” bad jeg. „Vi ved, at du er en Gud, der holder dine pagtsløfter og er trofast over for dem, der elsker dig og adlyder dine befalinger. ^6-7 Hør nu din tjeners bøn, lyt til, hvad jeg har på hjerte. Se i nåde til mig, mens jeg dag og nat går i forbøn for dit folk Israel! Jeg erkender, at Israels folk har syndet imod dig, ja også jeg og min familie har syndet ved ikke at adlyde de befalinger, love og forskrifter, som du gav os gennem din tjener Moses. ⁸ Opfyld nu det løfte du i sin tid gav Moses. Du sagde godt nok, at hvis vi var troløse over for dig, ville du sprede os blandt folkene. ⁹ Men du sagde også, at hvis vi erkendte vores synder og lovede at adlyde dine befalinger, ville du føre os tilbage til Jerusalem—det sted, du har udvalgt til din bolig—om du så skulle hente os fra verdens fjerneste afkroge.

¹⁰ Herre, vi er dine tjenere—det folk, du befriede ved din vældige magt. ¹¹ Hør nu min bøn! Lyt til dem, som ønsker at ære dig! Vær med mig, når jeg træder frem for kongen for at bede ham gøre mig en tjeneste. Gør ham venligt stemt over for min anmodning.”

Apostlene i Jerusalem accepterer, at Messias ikke kun kom for jødernes skyld

11 Det varede ikke længe før apostlene og menighederne rundt omkring i Judæa hørte, at en gruppe ikke-jøder havde taget imod Guds ord. ² Da Peter vendte tilbage til Jerusalem, måtte han stå skoleret for menighedens ledere dér. ³ „Du har besøgt en ikke-jødisk familie, og du har oven i købet spist sammen med dem!” lød anklagen. ⁴ Peter fortalte dem så fra ende til anden, hvad der var sket: ⁵ „En dag, mens jeg var i bøn i Joppe, havde jeg et syn,” forklarede han. „Noget blev sænket ned fra himlen. Det lignede en stor dug, der blev holdt oppe i de fire hjørner, og den dalede ned foran mig. ⁶ Jeg stirrede på den og så alle mulige slags pattedyr, rovdyr, krybdyr og fugle. ⁷ Så hørte jeg en stemme sige: ‚Rejs dig, Peter, slagt og spis.’ ⁸ ‚Ikke tale om, Herre!’ svarede jeg. ‚Sådan nogle urene dyr har jeg aldrig spist.’ ⁹ Men stemmen talte igen: ‚Det, som Gud har erklæret for rent, må du ikke kalde urent.’ ¹⁰ Det skete tre gange, og så forsvandt det hele op i himlen.

¹¹ I det samme stod der tre mænd uden for huset, hvor jeg opholdt mig. De var kommet fra Cæsarea for at hente mig. ¹² Helligånden sagde til mig, at jeg skulle gå med dem uden at gøre indvendinger. De seks mænd, der står her, fulgte også med, og vi tog så op til mandens hus. ¹³ Da vi ankom, fortalte han os, hvordan en engel pludselig havde stået foran ham og havde sagt til ham: ‚Send bud til Joppe efter en, der hedder Simon Peter. ¹⁴ Han vil fortælle dig, hvordan du selv og hele din husstand kan blive frelst.’

¹⁵ Men så snart jeg begyndte at tale til dem, faldt Helligånden på dem, akkurat som det skete for os i begyndelsen. ¹⁶ Så kom jeg i tanke om, hvad Herren havde sagt: ‚Johannes døbte med vand, men I skal døbes med Helligåndens kraft!’ ¹⁷ Gud gav altså de her ikke-jøder den samme gave, som vi fik, da vi var kommet til tro på Herren Jesus, Messias. Hvem er da jeg, at jeg skulle stille mig i vejen for Gud?”

¹⁸ Da de hørte den beretning, blev de først helt stille. Derefter begyndte de at lovprise Gud og sagde til hinanden: „Så er det altså Guds ønske, at det ikke kun er jøderne, der skal vende om fra deres synd og modtage det evige liv.”

Den første store menighed blandt de græsktalende folkeslag

¹⁹ De Jesus-troende, der var flygtet fra Jerusalem under den store forfølgelse efter Stefanus’ død, nåede så langt som til Fønikien, Cypern og Antiokia. Overalt fortalte de budskabet om Jesus, dog kun til jøderne. ²⁰ Men nogle af dem, der oprindeligt kom fra Cypern eller Kyrene, var græsktalende, og da de kom til Antiokia, begyndte de at tale til grækerne om Herren Jesus, ²¹ og Herrens kraft var med dem, så et stort antal kom til tro.

²² Menigheden i Jerusalem hørte, hvad der var sket i Antiokia, og derfor sendte de Barnabas derhen. ²³ Da han så, hvad Gud i sin nåde havde gjort, blev han meget glad og opmuntrede dem alle til helhjertet at holde fast ved troen på Herren. ²⁴ Barnabas var et godt menneske, fuld af Helligånd og tro. Ved hans indsats kom mange mennesker til tro på Jesus.

²⁵ Nogen tid efter rejste Barnabas videre til Tarsos for at opsøge Saul. ²⁶ Da han havde fundet ham, tog han ham med tilbage til Antiokia. I et helt år arbejdede de sammen i menigheden og underviste en stor gruppe mennesker. Det var her i Antiokia, at disciplene for første gang blev kaldt „de kristne”.^[a]

²⁷ Mens de var dér, kom nogle profeter fra Jerusalem til Antiokia. ²⁸ En af dem ved navn Agabos rejste sig ved et møde og forudsagde ved Helligånden, at der ville komme en stor hungersnød over hele verden (det skete, mens Claudius var kejser i Rom). ²⁹ Disciplene besluttede da at sende hjælp til deres medkristne i Judæa. Enhver skulle give så meget, de havde råd til. ³⁰ Derefter blev Barnabas og Saul sendt af sted for at overbringe den indsamlede gave til lederne i menigheden i Jerusalem.