M’Cheyne Bible Reading Plan
En ny begyndelse
8 1-2 Men Gud glemte ikke Noa og dyrene i arken. Han standsede vandstrømmen fra jordens indre og lukkede himlens sluser, så styrtregnen holdt op. Samtidig sendte han en vind, så vandet begyndte at synke. 3 Vandet sank lidt efter lidt, og efter at arken i 150 dage havde været prisgivet vandmasserne, 4 gik den på grund i Ararats bjerge. Det skete den 17. dag i den syvende måned. 5 Vandet fortsatte langsomt med at synke. Først i den tiende måned kom bjergtinderne til syne.
6 Noa ventede i endnu 40 dage. Derefter åbnede han en luge 7 og sendte en ravn af sted. Ravnen kom ikke tilbage, men fløj omkring, indtil vandet var borte fra jorden. 8 Derefter sendte Noa en due af sted for at se, om den kunne finde tørt land, 9 men duen fandt ingen steder at lande. Vandet stod endnu for højt, så den vendte tilbage til arken. Noa rakte hånden ud og tog duen ind igen.
10 Syv dage senere sendte Noa duen af sted for anden gang, 11 og denne gang vendte den tilbage ved aftenstid med et frisk olivenblad i næbbet. Så var Noa klar over, at jorden var ved at blive tør. 12 En uge senere sendte han duen af sted igen, og denne gang vendte den ikke tilbage.
13 På den første dag i den første måned i det år, Noa fyldte 601 år, fjernede han noget af arkens tag og så, at det meste af vandet var væk. 14 Men først to måneder senere var jorden tilstrækkelig tør, så de kunne gå ud.
15 Så sagde Gud til Noa: 16 „Gå ud af arken med din kone, dine sønner og deres koner 17 og tag alle fuglene og dyrene med dig, så de kan formere sig og sprede sig over jorden.” 18 Noa forlod da arken sammen med sin kone, sine sønner og deres koner. 19 Og alle dyrene forlod arken parvis.
20 Derpå byggede Noa et alter og ofrede nogle af de rene[a] dyr og fugle til Herren. 21 Brændofferet behagede Herren, og han sagde til sig selv: „Jeg vil aldrig mere forbande jorden på grund af menneskene, selvom deres tanker er onde fra ungdommen af. Jeg vil aldrig mere udslette alt liv på jorden. 22 Så længe jorden står, skal forår og efterår, kulde og varme, sommer og vinter, dag og nat ikke ophøre.”
Jesus helbreder en spedalsk mand(A)
8 Da Jesus kom ned fra bakketoppen, samledes der igen en masse mennesker omkring ham, og de fulgte med ham, da han gik videre. 2 Inden længe kom der en spedalsk[a] mand hen imod Jesus. Han faldt på knæ foran ham og bad inderligt: „Herre, hvis du vil, kan du gøre mig rask!”
3 Jesus rakte hånden ud og rørte ved manden. „Det vil jeg!” sagde han. „Bliv rask!” I samme øjeblik blev manden renset for sin spedalskhed.
4 Derpå sagde Jesus til ham: „Lad være med at fortælle det til nogen, men gå hen og lad dig undersøge af en præst, så du kan blive erklæret rask. Husk at medbringe den offergave, som Toraen forlanger.”
En romersk officers tro(B)
5 Da Jesus nåede frem til Kapernaum, kom en romersk officer ham i møde og bønfaldt ham: 6 „Herre, min tjener ligger syg i mit hus derhjemme. Han er lammet og lider forfærdeligt.” 7 Jesus sagde til ham: „Skulle jeg gå ind i dit hus for at helbrede ham?”[b]
8 Officeren svarede: „Herre, jeg ved godt, at jeg er for uværdig til, at du kan gå ind i mit hus. Men giv bare en befaling her og nu, så bliver min tjener rask. 9 Jeg er jo selv en mand, der står under kommando, og jeg har soldater, der igen står under mig. Hvis jeg siger til en: ‚Gå!’ så går han, og siger jeg til en anden: ‚Kom!’ så kommer han. Og hvis jeg siger til min tjener: ‚Gør det eller det!’ så gør han det.”
10 Da Jesus hørte det, blev han meget forundret og sagde til dem, der fulgte ham: „Så stærk en tro har jeg ikke mødt blandt Israels folk. 11 Det siger jeg jer: Fra hele verden skal mange, som oprindeligt ikke hørte med til Guds folk, komme og sidde til bords i Guds rige sammen med Abraham, Isak og Jakob. 12 Men mange af dem, som mener, at de tilhører Guds folk, skal kastes ud i det yderste mørke, hvor de vil ærgre sig ganske forfærdeligt og græde deres bitre tårer.”
13 Derefter sagde Jesus til den romerske officer: „Gå du blot hjem. Det, som du havde tro for, er sket.” I samme øjeblik blev hans tjener helbredt.
Jesus viser sin magt til at helbrede alle mulige sygdomme(C)
14 Senere kom Jesus til Peters hus, hvor Peters svigermor lå syg med feber. 15 Så snart Jesus gik ind og tog hendes hånd, forsvandt feberen, og hun stod op og sørgede for mad til dem.
16 Samme aften blev mange dæmonbesatte mennesker bragt til Jesus. Han behøvede bare at sige et ord, så flygtede dæmonerne. Og alle de mennesker, der havde smerter eller var syge, blev helbredt. 17 Dermed opfyldtes det, som er talt gennem profeten Esajas:
„Han tog vores sygdomme på sig,
han bar vores lidelser.”[c]
En discipel af Jesus skal være parat til at lide afsavn(D)
18 En gang var der så mange mennesker, der stimlede sammen omkring Jesus, at han bad disciplene om at gøre en båd klar, så de kunne sejle over til den anden side af søen. 19 I mellemtiden kom en af de skriftlærde hen til Jesus og sagde: „Mester, jeg vil gerne være din discipel og følge med dig—uanset hvor du går hen!”
20 Jesus svarede: „Ræve har huler, og fugle har reder, men jeg, Menneskesønnen, har ikke engang mit eget hjem.”
21 En anden af dem, der fulgte ham, sagde: „Herre, jeg vil gerne være din discipel, men jeg må først tage mig af min fars begravelse.”
22 Til ham sagde Jesus: „Følg du mig, og lad de døde begrave deres døde.”
Jesus befaler blæst og bølger at lægge sig(E)
23 Derpå gik Jesus om bord sammen med disciplene, og de sejlede af sted. 24 Da de var midt ude på søen, kom der pludselig en frygtelig storm, så høje bølger slog ind over båden. Men Jesus lå og sov. 25 Til sidst gik disciplene hen og vækkede ham og råbte: „Herre, red os! Vi drukner!”
26 „Hvorfor er I så bange?” sagde Jesus. „I har ikke megen tro!” Så rejste han sig og befalede vinden og bølgerne at lægge sig. Straks blev der helt stille. 27 Disciplene blev overvældet af forundring. „Hvem er egentlig den mand?” sagde de til hinanden. „Selv stormen og søen adlyder ham!”
Jesus sætter to ikke-jøder fri fra dæmonernes magt(F)
28 Kort efter gik de i land på den modsatte bred. Det var i gadarenernes område.[d] To dæmonbesatte mænd kom hen imod dem. De holdt til i gravhulerne og var så farlige, at ingen turde rejse gennem det område. 29 Nu råbte og skreg de: „Lad os være i fred, du Guds Søn! Er du kommet for at pine os før tiden?”
30 Lidt derfra gik en stor flok svin og rodede efter føde i jorden. 31 Dæmonerne råbte nu til Jesus: „Skal vi kastes ud, så giv os lov til at fare i svinene!”
32 „Ud med jer!” kommanderede Jesus. Straks fór de ud af mændene og ind i svinene. Hele svineflokken styrtede derpå ned ad skrænten og ud i vandet, så de alle druknede.
33 Svinehyrderne løb forfærdede ind til den nærmeste by, hvor de fortalte om alt, hvad der var sket. 34 Alle indbyggerne gik derefter ud for at se Jesus og bad ham så om at forlade deres egn.
Familierne, der følger med Ezra til Jerusalem
8 Her er listen over de familieoverhoveder, som sammen med deres familier fulgte med mig fra Babylonien på Artaxerxes’ tid:
2-14 Fra Pinehas’ slægt: Gershom. Fra Itamars slægt: Daniel. Fra Davids slægt: Hattush, en efterkommer af Shekanja. Fra Parosh’ slægt: Zekarja samt 150 andre mænd. Fra Pahat-Moabs slægt: Eljoenaj, søn af Zerahja, samt 200 andre mænd. Fra Zattus slægt: Shekanja, søn af Jahaziel, samt 300 andre mænd. Fra Adins slægt: Ebed, søn af Jonatan, samt 50 andre mænd. Fra Elams slægt: Jeshaja, søn af Atalja, samt 70 andre mænd. Fra Shefatjas slægt: Zebadja, søn af Mikael, samt 80 andre mænd. Fra Joabs slægt: Obadja, søn af Jehiel, samt 218 andre mænd. Fra Banis slægt: Shelomit, søn af Josifja, samt 160 andre mænd. Fra Bebajs slægt: Zekarja, søn af Bebaj, samt 28 andre mænd. Fra Azgads slægt: Johanan, søn af Hakkatan, samt 110 andre mænd. Fra Adonikams slægt: Elifelet, Jeiel, Shemaja og 60 andre mænd, som kom senere. Fra Bigvajs slægt: Utaj og Zabud samt 70 andre mænd.
Forberedelserne til rejsen
15 Før vi tog af sted, havde jeg samlet alle disse mennesker ved Ahavaflodens udløb. I tre dage lå vi i lejr, mens jeg gennemgik navnelisterne over de folk, som var ankommet. Jeg fandt adskillige præster imellem dem, men ikke en eneste levit. 16 Derfor sammenkaldte jeg nogle af lederne, Eliezer, Ariel, Shemaja, Elnatan, Jarib, Elnatan, Natan, Zekarja og Meshullam, samt lærerne Jojarib og Elnatan. 17 Jeg sendte dem til levitternes leder Iddo i byen Kasifja for at anmode ham og hans klansfæller om at sende os medarbejdere til Guds tempel i Jerusalem. 18 Og Gud var med os, så levitterne sendte os en fremragende mand ved navn Sherebja og sammen med ham 18 af hans sønner og brødre. Han var efterkommer af Mahli, der var søn af Levi, som var søn af Jakob. 19 Desuden sendte de Hashabja og Jeshaja af Meraris slægt sammen med 20 af deres sønner og brødre. 20 Derudover kom der 220 tempeltjenere, som af kong David havde fået til opgave at hjælpe levitterne. Alle 220 mand blev opført på listen med navns nævnelse.
21 Mens vi opholdt os ved Ahavafloden, udråbte jeg en faste, så vi på den måde kunne ydmyge os for Gud og bede om en vellykket rejse og om beskyttelse over os selv, vores børn og vores ejendele. 22 Jeg brød mig nemlig ikke om at bede kongen om soldater og ryttere til at hjælpe os mod fjenderne undervejs. Vi havde jo netop sagt til kongen: „Vores Gud beskytter alle dem, som tilbeder ham. Men ulykke rammer dem, som vender sig fra ham.” 23 Altså fastede vi og bønfaldt Gud om at være med os. Og det var han.
24 Jeg indsatte derefter 12 af præsterne som ledere, og desuden indsatte jeg Sherebja, Hashabja og ti andre som ledere af levitterne. 25 Dem overlod jeg så ansvaret for sølvet, guldet, fadene, skålene og de øvrige ting, som kongen og hans embedsmænd samt Israels folk havde skænket til Guds hus. 26 Da jeg overdrog dem disse værdier, vejede jeg guldet og sølvet og fandt, at der var 22 tons sølv og 3,4 tons guld, samt sølvgenstande med en totalvægt på 3,4 tons, 27 20 guldbægre til en værdi af 1000 guldmønter og to smukke bronzeskåle så fine og værdifulde, som var de af guld. 28 De førnævnte mænd indviede jeg til Herren tillige med skattene, de havde ansvar for, pengene og alt tempeludstyret, der var blevet givet som frivillige ofre til Herren, vores fædres Gud.
29 „Pas godt på alle disse ting,” sagde jeg til dem, „for I har ansvaret for dem, indtil de bliver vejet igen i Herrens hus i Jerusalem og kvitteret for af præsterne, levitterne og folkets ledere.” 30 Præsterne og levitterne overtog så ansvaret for at bringe pengene og udstyret til Guds hus i Jerusalem.
31 Den 12. dag i den første måned var vi klar til at bryde op fra vores lejr ved Ahava for at rejse til Jerusalem. Og Gud beskyttede os imod fjender og banditter undervejs. 32 Da vi var ankommet til Jerusalem i god behold, hvilede vi ud de første tre dage. 33 På fjerdedagen efter ankomsten blev guldet, sølvet og tempeludstyret vejet i templet og overdraget til Meremot, søn af præsten Urija. Han blev assisteret af Eleazar, søn af Pinehas, samt levitterne Jozabad, søn af Jeshua, og Noadja, søn af Binnuj. 34 Alting blev optalt, vejet og checket af efter listen, og den samlede vægt blev udregnet og nedskrevet.
35 Efter at det var gjort, ofrede alle de hjemvendte judæere brændofre til Israels Gud: 12 tyre for hele Israel, 96 væddere og 77 lam. Som et særligt syndoffer ofrede man 12 gedebukke. 36 Den kongelige befaling blev overdraget til guvernørerne og de højtstående embedsmænd i området vest for Eufratfloden, og fra da af gav de deres støtte til folket og til Guds hus.
8 Og Saul syntes det var godt, at han blev dræbt.
Forfølgelse i Jerusalem
Samme dag blev der iværksat en voldsom forfølgelse mod de troende i Jerusalem. De fleste disciple af Jesus forlod byen og spredtes over hele Judæa og Samaria. Apostlene blev dog i Jerusalem. 2 Nogle gudfrygtige jøder begravede Stefanus og sørgede dybt over ham. 3 Men Saul søgte at komme de Jesus-troende til livs. Han gik fra hus til hus og arresterede både mænd og kvinder og fik dem sat i fængsel.
Filip bringer Guds rige til Samaria
4 De disciple, som nu var blevet spredt, forkyndte budskabet om Jesus overalt, hvor de kom frem. 5 Filip kom til byen Samaria og fortalte folk dér, at Jesus var Messias. 6 Store menneskeskarer lyttede opmærksomt til, hvad han havde at fortælle, for de så de mirakler, han gjorde. 7 Mange onde ånder blev drevet ud og forlod deres ofre med høje skrig. Mange handicappede blev helbredt, 8 og der blev stor glæde i byen.
9 Nu boede der i Samaria en mand ved navn Simon. Han beskæftigede sig med sort magi, imponerede folk og gav sig ud for at være noget stort. 10-11 Alle, både unge og ældre, var stærkt optaget af ham på grund af hans magiske evner, og man sagde om ham: „Han må være den, som kaldes ‚Guds store kraft’.”
12 De mennesker, som ved at høre Filips budskab om Guds rige var kommet til tro på, at Jesus er den lovede Frelser, lod sig døbe, både mænd og kvinder. 13 Også Simon kom til tro og blev døbt. Han fulgte i hælene på Filip overalt, hvor han gik, og han var meget imponeret over de tegn og mirakler, som Filip udførte.
Helligånden falder på de troende i Samaria
14 Da apostlene i Jerusalem hørte, at folk i Samaria havde taget imod Guds ord, sendte de Peter og Johannes derhen. 15 Så snart de var ankommet, begyndte de at bede for de troende om, at de måtte få Helligåndens kraft, 16 for indtil nu var Ånden ikke faldet på nogen af dem. De var kun blevet døbt til at tilhøre Jesus som deres Herre. 17 Peter og Johannes lagde nu hænderne på dem, og de fik Helligåndens kraft.
18 Da Simon så, at Åndens kraft blev givet til de troende, når apostlene lagde hænderne på dem, tilbød han dem penge og sagde: 19 „Giv også mig en sådan magt, så dem jeg lægger mine hænder på, får Helligåndens kraft.”
20 Peter svarede: „Gid dine penge må gå til grunde—og du selv med—siden du kunne få den tanke, at Guds gave kan købes for penge! 21 Du har ingen andel i det her, for du står ikke i et ret forhold til Gud. 22 Du skal vende om fra dine onde tanker og bede Herren om at tilgive din selviskhed. 23 Jeg kan se, at du er fuld af magtbegær og bundet af synd.”
24 „Åh nej!” udbrød Simon. „Bed for mig til Herren, så det, I har sagt, ikke skal ske med mig.”
25 Efter at Peter og Johannes havde forkyndt budskabet om Jesus i Samaria, vendte de tilbage til Jerusalem. Undervejs gjorde de ophold i adskillige samaritanske landsbyer, for at budskabet om Jesus også kunne blive forkyndt dér.
Filip og den etiopiske hofembedsmand
26 Imidlertid kom der en engel til Filip og sagde: „Tag ned til den vej, der går sydpå fra Jerusalem gennem de øde områder til Gaza.” 27 Det gjorde han så. Hen ad den samme vej kom en etiopisk hofembedsmand kørende. Det var dronning Kandakes skatmester. Han havde været i Jerusalem for at tilbede i templet, 28 og han sad nu på hjemvejen i sin vogn og læste højt for sig selv af profeten Esajas’ bog. 29 Helligånden sagde til Filip: „Gå hen til den vogn.” 30 Filip løb så frem til vognen, og han kunne nu høre etiopieren læse op af Esajas’ bog. „Forstår du betydningen af det, du læser?” spurgte han.
31 „Nej,” svarede etiopieren, „hvordan skulle jeg kunne forstå det, når der ikke er nogen til at forklare mig det?” Han bad derefter Filip om at komme op i vognen og sætte sig ved siden af ham. 32 Det afsnit af Skriften, som han var i færd med at læse, var:
„Tavs gik han i døden,
som et får, der føres til slagtning,
som et lam, der lader sig klippe uden at klynke.
33 I ydmygelsen blev hans rettigheder taget fra ham.
Efterkommere har han ingen af,
for hans liv på jorden endte brat.”[a]
34 Hofembedsmanden spurgte nu Filip: „Sig mig, taler profeten om sig selv her eller om en anden?”
35 Så begyndte Filip at fortælle om Jesus, idet han tog udgangspunkt i det oplæste skriftafsnit. 36 Da de havde kørt en tid, kom de til et sted, hvor der var vand, og hofembedsmanden udbrød: „Se, her er der vand! Er der noget i vejen for, at jeg kan blive døbt?”[b]
38 Så standsede han vognen, og både Filip og hofembedsmanden gik ud i vandet, hvor Filip døbte ham. 39 Så snart de var kommet op af vandet, tog Herrens Ånd Filip bort.[c] Hofembedsmanden så ham ikke mere, men rejste glad hjem.
40 Filip dukkede senere op i Ashdod, og han forkyndte budskabet om Jesus både der og i de byer, han kom igennem på vej til Cæsarea.[d]
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.