M’Cheyne Bible Reading Plan
Ondskabens konsekvens
7 Da Noa var færdig med at bygge arken, sagde Herren til ham: „Du og din familie skal gå om bord i arken, for du er den eneste, jeg kan acceptere blandt menneskene på jorden. 2-3 Af alle slags fugle og de dyr, der bruges til ofringer og til mad, skal du tage syv par, en han og en hun, for at de siden hen kan formere sig på jorden. Af de øvrige dyr skal du kun tage ét par, en han og en hun. 4 Om syv dage vil jeg sende regn, og det vil blive ved at regne uden ophør i 40 dage.[a] Jeg vil udrydde alle levende væsener fra jordens overflade.”
5 Noa gjorde, som Herren havde befalet ham: 6-11 Han bad sin kone, sine sønner og deres koner om at gøre sig klar til at gå ind i arken, så de kunne blive reddet fra oversvømmelsen. Alle dyrearter kom parvis ind i arken, som Herren havde befalet. Syv dage efter at Gud havde talt, begyndte regnen. Jordens kilder og himlens sluser blev åbnet på den 17. dag i den anden måned i det år, hvor Noa blev 600, 12 og det regnede uafbrudt i de næste 40 dage. 13 På den dag, da regnen begyndte, gik Noa ind i arken sammen med sin kone og sine sønner, Sem, Kam og Jafet, og deres koner. 14 Alle de forskellige dyr var allerede kommet ind i arken, både de tamme og vilde dyr og fuglene, 15 ja, alt, hvad der kunne trække vejret, 16 sådan som Gud havde befalet. Og Herren lukkede døren efter dem.
17 I 40 dage blev vandet ved med at stige, og arken flød på vandet. 18 Vandet steg og steg, 19 indtil de højeste bjerge stod under vand. 20 Vandet nåede mere end 7 meter over bjergtoppene. 21-22 Alt levende på landjorden omkom—både dyr og mennesker. 23 Kun Noa overlevede—og sammen med ham alle dem, som var i arken.
24 I 150 dage var jorden i vandmassernes vold.
Om ikke at dømme andre(A)
7 Lad være med at dømme andre, ellers bliver I selv dømt. 2 Den målestok, I anvender over for andre, vil blive anvendt over for jer. 3 Du kan let se splinten i din vens øje, men bjælken i dit eget øje kan du slet ikke få øje på. 4 Hvordan kan du sige til din ven: ‚Lad mig tage splinten ud af dit øje’, når du ikke ser bjælken i dit eget? 5 Din selvretfærdige hykler! Sørg først for at få bjælken ud af dit eget øje, så kan du se klart til at tage splinten ud af din vens øje.
Om at bedømme situationen
6 Giv ikke jeres kostbare perler til svinene, for de vil bare træde dem ned uden at forstå værdien. Kast ikke det bedste, I har, for de vilde hunde, for de vil blot vende sig om mod jer og gå til angreb.
Om at få som svar på bøn(B)
7 Bed, så skal I få. Søg, så skal I finde. Bank på, så vil døren blive lukket op for jer. 8 For den, som beder, får. Den, der søger, finder, og døren lukkes op for den, som banker på. 9 Hvis et barn beder sine forældre om et stykke brød, så får det vel ikke en sten?[a] 10 Eller hvis barnet beder om en fisk, så får det vel ikke en slange? 11 Når I, som er onde, forstår at give jeres børn gode gaver, skulle så ikke jeres himmelske Far give gode gaver til dem, der beder ham om det?
Den gyldne regel(C)
12 Sådan som I ønsker, at andre skal gøre mod jer, sådan skal I gøre mod dem. Det er Toraen og Profeterne i en nøddeskal.
Den snævre port(D)
13 Gå ind gennem den snævre port. Vid er den port og bred den vej, der fører til fortabelsen. Mange er de, der følger den. 14 Snæver er den port og smal den vej, der fører til livet. Få er de, der finder den.
Falsk lære bedømmes ud fra resultaterne(E)
15 Vogt jer for de falske profeter. De kommer forklædt som uskyldige får, men er i virkeligheden glubske ulve. 16 Bedøm dem ud fra resultatet af deres handlinger, ligesom man bedømmer et træ ud fra dets frugter. Der vokser jo ikke vindruer på en tjørnebusk, og man finder ikke figner på en tidsel. 17 Det er altid sådan, at et godt træ bærer god frugt, og et dårligt træ bærer dårlig frugt. 18 Et godt træ kan ikke bære dårlig frugt, og et dårligt træ kan ikke bære god frugt. 19 Ethvert frugttræ, der ikke bærer god frugt, bliver hugget om og brændt. 20 Altså skal I bedømme dem ud fra deres frugter.
Lydhørhed og lydighed frem for ord og mirakler(F)
21 Det er ikke alle, der omtaler mig som ‚Herre’, der kommer med ind i Guds rige, men kun de, der gør min himmelske Fars vilje. 22 På dommens dag vil mange prøve at forsvare deres handlinger: ‚Herre, Herre, er det da ikke i dit navn, vi har profeteret? Er det da ikke i dit navn, vi har uddrevet onde ånder? Er det da ikke i dit navn, vi har gjort undere?’ 23 Men jeg vil svare: ‚Jeg har aldrig kendt jer. Gå jeres vej, I som handler ondt!’
Huset på klippegrund(G)
24 Enhver, som lytter til mine ord og handler på dem, ligner en, der var så fornuftig at bygge sit hus på klippegrund. 25 Selv da regnen styrtede ned, floden gik over sine bredder, og stormvindene slog imod huset, styrtede det ikke sammen, for det stod på klippegrund.[b]
26 Enhver, som lytter til mine ord, men ikke handler på dem, ligner en, der var så tåbelig at bygge sit hus på sandgrund. 27 Da regnen styrtede ned, floden gik over sine bredder, og stormvindene slog imod huset, faldt det sammen med et brag, og alt blev ødelagt.”
Ingen har talt, som Jesus gjorde(H)
28 Da Jesus holdt op med at tale, var de mange mennesker overvældet af forundring over hans undervisning. 29 Han talte nemlig med stor autoritet—og ikke som de skriftlærde.
Ezra rejser til Jerusalem
7 Mange år senere, mens Artaxerxes var konge i Persien, rejste Ezra fra Babylonien til Jerusalem. Han var søn af Seraja, som var søn[a] af Azarja. Azarja var søn af Hilkija, 2 som var søn af Shallum. Shallum var søn af Zadok, som var søn af Ahitub. 3 Ahitub var søn af Amarja, som var søn af Azarja. Azarja var søn af Merajot, 4 som var søn af Zerahja. Zerahja var søn af Uzzi, som var søn af Bukki. 5 Bukki var søn af Abishua, som var søn af Pinehas. Pinehas var søn af Eleazar, som var søn af ypperstepræsten Aron.
6 Ezra var en religiøs leder blandt judæerne og velbevandret i Toraen, som Moses havde givet israelitterne. Han havde anmodet kongen om at få lov til at vende tilbage til Jerusalem, og han fik bevilget tilladelsen, for Herren, hans Gud, var med ham. 7-9 Mange andre rejste med ham, både præster, levitter, tempelsangere, tempelvagter, tempeltjenere og andre judæere. Beslutningen om at rejse fra Babylonien blev taget den første dag i den første måned i kong Artaxerxes’ syvende regeringsår, og de ankom til Jerusalem den første dag i den femte måned, for Herren var med dem på rejsen. 10 Ezra havde viet sit liv til at studere og praktisere Toraen og til at undervise Israels folk i dens bud og forskrifter.
Kong Artaxerxes’ brev til Ezra
11 Ezra havde fået et brev med fra kongen, hvori der stod:
12 Fra Artaxerxes, kongen over alle konger, til præsten Ezra, der kender Himlens Guds lov. Vær hilset!
13 Jeg giver herved mit samtykke til, at alle judæere inden for mit riges grænser—også præsterne og levitterne—kan vende tilbage til Jerusalem sammen med dig, hvis de vil. 14 Efter samråd med mine syv rådgivere udpeger jeg dig til officielt at undersøge forholdene i Juda og Jerusalem med henblik på at opfylde din Guds lov, som du tager med dig i afskrift. 15 Samtidig overdrager vi dig ansvaret for at tage det guld og sølv med, som vi ønsker at give i offergave til Israels Gud, der bor i Jerusalem. 16 Desuden skal du inden afrejsen indsamle tempelgaver i guld og sølv fra alle judæerne og deres præster i Babylonien. 17 Disse penge skal først og fremmest bruges til køb af tyre, væddere, lam, afgrødeofre og drikofre. Sørg for at ofre det alt sammen på alteret i jeres Guds hus efter ankomsten til Jerusalem. 18 Hvad der eventuelt bliver tilovers, kan du og dine landsmænd frit bruge til andre formål, som I mener er væsentlige, og som er i overensstemmelse med jeres Guds vilje. 19 Alle de redskaber af guld og sølv, som du har modtaget til tjenesten i jeres Guds tempel, skal du aflevere for Guds ansigt i Jerusalem. 20 Hvis du kommer til at mangle noget til tjenesten i din Guds hus, kan du henvende dig til det kongelige skatkammer og få, hvad du har behov for.
21 Jeg, kong Artaxerxes, befaler herved samtlige skatmestre i rigets provinser vest for Eufratfloden: I skal give Ezra, der er præst og lærer i Himlens Guds lov, hvad som helst han beder jer om— 22 op til 3,5 tons sølv, 100 sække hvede, 100 ankre vin, 100 ankre[b] olivenolie og salt i ubegrænset mængde. 23 I må sørge for at give ham, hvad som helst Himlens Gud har brug for til sit tempel, så vi ikke risikerer Guds vrede over kongens og hans sønners rige. 24 De, som har med tempeltjenesten at gøre: præster, levitter, tempelsangere, tempelvagter og tempeltjenere, er fritaget for skatter og afgifter.
25 Og du, Ezra, skal ved hjælp af den visdom, din Gud har givet dig, udpege dommere og andre embedsmænd til at styre folkene i området vest for Eufratfloden. Hvis de mangler indsigt i din Guds lov, skal du undervise dem grundigt. 26 Enhver, der nægter at adlyde din Guds lov og kongens lov, skal øjeblikkeligt straffes enten med døden eller med landsforvisning, konfiskation af ejendom eller fængselsstraf.
27 Da jeg, Ezra, havde læst brevet, udbrød jeg: „Lovet være Herren, vores fædres Gud, som lagde et ønske på kongens hjerte om at udsmykke og herliggøre Herrens tempel i Jerusalem, 28 og som gjorde kongen, hans rådgivere og mægtige embedsmænd venligt stemt overfor mig.” Fordi Herren, min Gud, på den måde hjalp mig, fik jeg mod til at overtale nogle af Israels ledende mænd til at rejse til Jerusalem sammen med mig.
Stefanus’ forsvarstale
7 „Er det sandt, hvad de siger om dig?” spurgte ypperstepræsten. 2 „Ærede medlemmer af det høje råd, hør, hvad jeg har at sige,” begyndte Stefanus sin forsvarstale. „Herlighedens Gud åbenbarede sig for Abraham, før han kom til Karan, mens han endnu boede i Mesopotamien. 3 Gud sagde til ham: ‚Forlad dit land og dine slægtninge, og tag af sted til det land, som jeg vil vise dig.’[a] 4 Så forlod Abraham kaldæernes land og slog sig ned i Karan. Efter at hans far var død, sendte Gud ham videre, for at han skulle bosætte sig i det land, som vi nu bor i. 5 Han fik ikke så meget som en fodsbred jord, han kunne kalde sin egen, men Gud lovede ham, at hans efterkommere en dag skulle overtage hele landet, selvom han på det tidspunkt ikke havde nogen børn. 6 Gud sagde endvidere til ham, at hans efterkommere skulle bo i et fremmed land som slaver, og at de ville blive mishandlet i 400 år. 7 ‚Men jeg vil straffe det folk, som undertrykker dem,’ sagde Gud, ‚og derefter skal de få lov at komme tilbage til det land, de kom fra, hvor de skal tilbede mig.’[b] 8 Derpå oprettede Gud omskærelsens pagt med Abraham.[c] Senere fik Abraham sønnen Isak, og drengen blev omskåret på ugedagen efter fødslen. Isak blev far til Jakob, og Jakob blev far til vores 12 stamfædre.
9 Vores stamfædre var så misundelige på deres bror Josef, at de solgte ham som slave, og han blev ført til Egypten. Men Gud var med ham 10 og hjalp ham ud af alle hans vanskeligheder, ja, han sørgede for, at selveste Egyptens konge, faraoen, kom til at synes godt om ham. Gud gav Josef en usædvanlig visdom, og faraoen udpegede ham endog til at være landets øverste leder og gav ham ansvaret for alle kongehusets anliggender. 11 Men Egypten og Kana’an blev ramt af hungersnød, og der kom en vanskelig tid, hvor vores forfædre levede på sultegrænsen. 12 Da Jakob hørte, at der var korn at få i Egypten, sendte han sine sønner af sted, for at de kunne gøre de nødvendige indkøb. 13 Det var først, da de kom anden gang, at Josef gav sig til kende for sine brødre. Ved samme lejlighed fik faraoen at vide, at Josef havde sin familie i Kana’an. 14 Josef sendte nu bud efter sin far og alle sine brødre med deres familier, for at de skulle komme til Egypten—det drejede sig om i alt 75 personer.[d] 15 Jakob rejste altså til Egypten, og både han selv og hans sønner blev i Egypten resten af deres liv. 16 Deres jordiske rester blev senere bragt til Sikem og lagt i den grav, som Abraham havde købt for en ret stor sum penge af Hamor-slægten i Sikem.
17 Nu nærmede tidspunktet sig, da Gud ville opfylde sit løfte til Abraham om, at hans efterkommere skulle befries fra slaveriet og få det lovede land i eje. Netop i den periode voksede det jødiske folk og blev meget talstærkt i Egypten. 18 Så kom der en ny konge til magten, og han kendte ikke noget til Josefs bedrifter. 19 Han udnyttede vores folk groft og mishandlede vores forfædre. Blandt andet tvang han de israelitiske forældre til at sætte deres spædbørn ud, så de døde. 20 På den tid blev Moses født, og Gud syntes godt om barnet. I tre måneder passede moderen i al hemmelighed det lille barn hjemme, 21 men til sidst måtte hun alligevel sætte ham ud. Faraoens datter fandt ham og adopterede ham, 22 og han blev oplært i egypternes visdom og voksede op til at blive en magtfuld mand i ord og gerning.
23 Da Moses var 40 år gammel, besluttede han at opsøge sine landsmænd, Israels folk. 24 Under sit besøg hos dem blev han øjenvidne til, at en egypter mishandlede en israelit. Moses angreb egypteren og slog ham ihjel. 25 Han regnede nu med, at det måtte få hans landsmænd til at indse, at Gud havde sendt ham for at redde dem, men det forstod de ikke.
26 Næste dag fik han øje på to israelitter, der var oppe at slås. Han forsøgte at lægge sig imellem og råbte: ‚Stands! Hvorfor slås I, når I er landsmænd?’ 27 Men manden, som var årsag til slagsmålet, skubbede Moses til side og sagde: ‚Hvem har sat dig til at dømme os imellem og være vores leder? 28 Du vil måske slå mig ihjel, ligesom du i går slog egypteren ihjel?’ 29 Da Moses hørte det, flygtede han skyndsomt ud af landet og boede som fremmed i Midjan, hvor han blev gift og fik to sønner.
30 Der gik 40 år. Så skete det en dag i ørkenområdet ved Sinaibjerget, at en engel åbenbarede sig for ham i flammerne fra en brændende tornebusk. 31 Han blev meget forbløffet over det syn og gik nærmere for at se nøjere på det. Da lød Herrens stemme: 32 ‚Jeg er dine forfædres Gud—Abrahams, Isaks og Jakobs Gud.’[e] Moses rystede af skræk og turde ikke se derhen. 33 Da sagde Herren: ‚Tag dine sandaler af, for du står på et helligt sted. 34 Jeg har set, hvordan mit folk bliver undertrykt i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig. Jeg er kommet for at befri dem, og nu vil jeg sende dig til Egypten.’
35 Den Moses, som israelitterne tidligere havde afvist ved at sige: ‚Hvem har sat dig til at dømme os imellem og være vores leder?’, ham var det, Gud udvalgte og udsendte som leder og befrier for Israels folk ved at åbenbare sig for ham på overnaturlig måde gennem en tornebusk. 36 Det var ham, der førte dem ud i friheden, efter at han havde udført mange undere og mirakler i Egypten og ved Det Røde Hav og under de 40 års ørkenvandring.
37 Det var også Moses, der sagde til Israels folk: ‚Gud vil sende jer en profet som mig. Han skal udgå fra jeres eget folk.’[f] 38 Det var også ham, der var leder for menigheden i ørkenen. Det var ham, der var sammen med englen, som talte til både ham og vores forfædre på Sinaibjerget, og det var ham, der modtog de livgivende ord, som han gav videre til os.
39 Det var ham, vores forfædre nægtede at adlyde. De afviste ham som leder og ville hellere vende tilbage til Egypten. 40 Derfor sagde de til Aron: ‚Lav os nogle guder, der kan føre os videre, for vi ved ikke, hvad der er blevet af den her Moses, som førte os ud af Egypten!’ 41 Så lavede de en guldkalv og ofrede til den, og de jublede over den afgud, deres egne hænder havde skabt. 42 Da vendte Gud sig fra dem, og de begyndte at tilbede solen, månen, stjernerne og alle mulige slags afguder, som der står skrevet i de profetiske bøger: ‚Israels folk, bragte I slagtofre og afgrødeofre til mig i de 40 år i ørkenen? 43 Nej, I tilbad de afguder, I selv havde lavet. I bar rundt på Moloks telt og Remfans stjerne. Derfor vil jeg sende jer i landflygtighed langt borte, på den anden side af Babylon.’[g]
44 Åbenbaringsteltet var hos vores forfædre, da de gik rundt i ørkenen. Det havde Gud befalet, og han havde givet nøje instruktioner til Moses om, hvordan teltet skulle laves. 45 Det samme åbenbaringstelt tog Josva og folket med sig, da de begyndte at indtage det lovede land, og Gud drev de forskellige folkeslag bort foran dem. Gud ledte folket frem ved hjælp af åbenbaringsteltet lige indtil Davids tid, 46 hvor han, som havde fundet nåde for Guds øjne, bad om lov til at opføre et tempel, der skulle være fast bolig for Jakobs Gud. 47 Dog blev det Salomon, der kom til at bygge templet, 48 men den Højeste Gud bor ikke i noget, der er skabt af menneskehænder. Som Herren sagde gennem en af sine profeter:
49 ‚Himlen er min trone,
og jorden er min fodskammel.
Hvordan vil I bygge et hus til mig?
Hvordan vil I skaffe mig et sted at bo?
50 Jeg har jo selv skabt det hele.’[h]
51 I er akkurat lige så stædige og hårdhjertede som jeres forfædre, og I kæmper altid imod Helligånden. 52 Findes der én eneste profet, som jeres forfædre ikke har forfulgt? Nej, de dræbte alle dem, der forudsagde, at Messias skulle komme, ham, som I nu har forkastet og myrdet. 53 I modtog Guds lov formidlet ved engle, men I overholdt den ikke!”
Stefanus henrettes ved stening
54 Da rådsmedlemmerne hørte det, skar de tænder af raseri. 55 Stefanus stod helt stille, fyldt med Helligåndens kraft, og stirrede op imod himlen. Han så Guds herlighed, og han så Jesus stående ved Guds højre side. 56 „Himlen er åben,” råbte han, „og jeg ser Menneskesønnen stå ved Guds højre side!”
57 Ved de ord skreg de op alle sammen, holdt sig for ørerne og fór over ham som en bisværm. 58 De slæbte ham uden for bymuren for at stene ham. Alle, der havde hørt, hvad Stefanus havde sagt, begyndte nu at kaste sten på ham,[i] men først tog de deres kapper af og lagde dem ved fødderne af en ung mand, der hed Saul. 59 Mens stenene haglede ned over Stefanus, bad han: „Herre Jesus, tag imod min ånd.” 60 Så faldt han på knæ og råbte: „Herre, tilgiv dem den synd, de nu begår!” Med de ord døde han.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.