M’Cheyne Bible Reading Plan

Det første mord

4 Adam lå hos sin kone, Eva, og hun blev gravid og fødte en søn, som fik navnet Kain, for—som hun sagde: „Med Guds hjælp har jeg fået^[a] en søn.” ² Hendes næste søn fik navnet Abel.^[b]

Abel vogtede får, og Kain dyrkede jorden. ³ Engang bragte Kain en offergave til Gud af sin høst. ⁴ Abel bragte også en offergave, det bedste kød fra sine førstefødte lam. Gud accepterede Abels offergave, ⁵ men ikke Kains. Det blev Kain meget vred og bitter over.

⁶ „Hvorfor er du vred?” spurgte Gud. „Hvorfor går du og kigger ned i jorden? ⁷ Når du gør det gode, kan du frit se andre i øjnene. Hvis du derimod gør, hvad der er ondt, så lurer synden ved din dør. Den ønsker at overmande dig, men du skal være herre over den.”

⁸ En dag sagde Kain til sin bror, Abel: „Lad os gå en tur ud på marken.” Mens de var derude, overfaldt Kain sin bror og slog ham ihjel. ⁹ Så spurgte Gud Kain: „Hvor er din bror, Abel?” „Hvor skulle jeg vide det fra?” svarede Kain. „Jeg skal vel ikke gå og holde øje med ham!” ¹⁰ Men Gud sagde: „Hvad har du dog gjort? Din brors blod råber til mig fra jorden. ¹¹ Derfor skal du forvises fra agerjorden, som har drukket din brors blod. ¹² Den skal ikke længere give dig føden. Fra nu af skal du vandre hvileløst fra sted til sted.”

¹³ Kain blev fortvivlet. „Den straf er ikke til at bære!” udbrød han. ¹⁴ „Du jager mig væk fra mine marker og gør mig hjemløs. Du støder mig bort fra din beskyttelse, så enhver, der ser mig, kan slå mig ihjel.” ¹⁵ Men Gud svarede: „Hvis du bliver slået ihjel, skal du blive hævnet syv gange.” Så satte Gud et mærke på Kain som en advarsel, så ingen ville turde slå ham ihjel. ¹⁶ Derpå rejste Kain væk fra Gud og bosatte sig i landet Nod,^[c] som lå øst for Eden.

Kains slægt

¹⁷ Kain lå hos sin kone, og hun blev gravid og fødte en søn, som fik navnet Enok. Kain grundlagde også en by og kaldte den Enok efter sin søn. ¹⁸ Enok blev far til Irad, Irad blev far til Mehujael, Mehujael blev far til Metushael, og Metushael blev far til Lemek. ¹⁹ Lemek tog sig to koner, Ada og Silla. ²⁰ Ada fik en søn, som fik navnet Jabal. Han blev stamfar til dem, der bor i telte og holder kvæg. ²¹ Hans bror hed Jubal og blev stamfar til dem, der spiller på lyre og fløjte. ²² Silla fik en søn, som blev kaldt Tubal-Kain. Han blev stamfar til dem, der smeder kobber^[d] og jern. Tubal-Kain havde en søster ved navn Na’ama.

²³ Lemek sagde engang til sine koner:

Adam og Eva får sønnen Set

²⁵ Adam og Eva fik en søn mere, som de kaldte Set,^[e] for—som Eva sagde: „Gud har givet mig en anden søn i stedet for Abel, som Kain slog ihjel.” ²⁶ Set fik senere en søn, som han kaldte Enosh. På den tid begyndte man at påkalde og tilbede Gud som Herren over alle ting.

Fristelsen i ørkenen^(A)

4 Derefter førte Helligånden Jesus ud til et øde sted, for at Djævelen kunne friste ham. ² Der gik 40 dage, hvor Jesus ikke spiste noget, og han blev meget sulten. ³ Da kom Fristeren til ham og sagde: „Hvis du virkelig er Guds Søn, hvorfor siger du så ikke til de sten dér, at de skal blive til brød?”

⁴ Jesus svarede: „Der står skrevet: ‚Et menneske lever ikke af brød alene, men af hvert ord, som Gud taler.’ ”^[a]

⁵ Så førte Djævelen ham ind til Jerusalem og op på det højeste hjørne af tempelmuren.^{[b] 6} „Hvis du virkelig er Guds Søn,” sagde han, „så kast dig ud herfra! Der står jo skrevet: ‚Han befaler sine engle at passe på dig. De skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten.’^[c]”

⁷ Jesus svarede: „Der står også skrevet: ‚Du må ikke provokere Herren, din Gud.’ ”^[d]

⁸ Så tog Djævelen ham med op på toppen af et højt bjerg og viste ham alle verdens lande og al deres herlighed. ⁹ „Alt det vil jeg give dig,” sagde han, „hvis du falder på knæ og tilbeder mig.”

¹⁰ Jesus svarede: „Forsvind Satan! Der står jo skrevet: Det er Herren din Gud, du skal tilbede, og ham alene du skal tjene.”^[e]

¹¹ Så forlod Djævelen ham, og nogle engle kom og sørgede for mad til ham.

Jesus begynder at fortælle om Guds rige^(B)

¹² Da Jesus kort efter hørte, at Johannes var blevet sat i fængsel, tog han tilbage til Galilæa. ¹³ Han slog sig dog ikke ned i sin hjemby Nazaret, men flyttede til Kapernaum ved Genesaret Sø, som ligger i den egn, hvor stammerne Zebulon og Naftali i sin tid havde bosat sig. ¹⁴ Dermed gik det ord i opfyldelse, som Gud havde talt ved profeten Esajas:

¹⁷ Fra da af begyndte Jesus at forkynde sit budskab: „I skal ændre jeres indstilling, for nu er Guds rige kommet!”

Jesus udvælger sine første disciple^(C)

¹⁸ En dag, da Jesus gik langs bredden af Galilæasøen, så han to brødre, Simon (der senere fik navnet Peter) og Andreas. De var i færd med at fiske med kastenet i søen. ¹⁹ Jesus råbte ud til dem: „Kom med mig, så skal jeg gøre jer til menneskefiskere!” ²⁰ Med det samme sagde de farvel til fiskeriet og fulgte ham som hans første disciple.^[g]

²¹ Lidt længere henne på stranden fik Jesus øje på to andre brødre, Jakob og Johannes. De sad i en båd sammen med deres far, Zebedæus, og var ved at gøre deres net^[h] klar til næste fangst. Dem kaldte Jesus også på, ²² og de lagde straks arbejdet til side, efterlod deres far i båden og fulgte med Jesus.

Jesus fortæller om Gud og helbreder i hele Galilæa^(D)

²³ Jesus vandrede nu omkring i hele Galilæa og underviste i synagogerne. Overalt hvor han kom frem, forkyndte han de gode nyheder om Guds rige, og han helbredte alle slags skrøbeligheder og sygdomme. ²⁴ Rygterne om de mirakler, han gjorde, blev spredt langt ud over Galilæas grænser, så der kom syge helt fra Syrien for at blive helbredt. Uanset hvad de fejlede, eller hvilke smerter de havde—om det var dæmonbesatte, epileptikere eller lamme mennesker—så helbredte Jesus dem alle. ²⁵ Store skarer fulgte ham, hvor han end gik. Det var folk fra Galilæa, Dekapolis, Jerusalem, Judæa og området øst for Jordanfloden.

Modstand mod templets og byens genopbygning på forskellige tidspunkter

4 Da Judas og Benjamins fjender fik at vide, at judæerne var kommet tilbage og var begyndt at genopbygge templet, ² henvendte de sig til Zerubbabel og de øvrige ledere. „Lad os hjælpe til,” sagde de, „for vi vil også gerne dyrke jeres Gud. Vi har ofret til ham, lige siden kong Esar-Haddon af Assyrien førte os hertil.”

³ Men Zerubbabel, Jeshua og de øvrige ledere svarede: „Nej, I kan ikke være med til at bygge vores Guds tempel. Vi må selv bygge templet for Herren, Israels Gud, sådan som kong Kyros har befalet.”

⁴ Så forsøgte de tilflyttede fremmede at skræmme dem til at standse arbejdet. ⁵ De gav penge til nogle ledere, som skulle modarbejde byggeplanerne. Sådan fortsatte det i hele perserkongen Kyros’ regeringstid og senere, mens kong Dareios^[a] regerede.

⁶ Da Xerxes^[b] blev konge over Persien, skrev Judas og Jerusalems fjender et klagebrev imod Jerusalems genopbygning, som de sendte til kongen. ⁷ Senere, da Artaxerxes blev konge, sendte Bishlam, Mitredat, Tabe’el og en lang række embedsmænd igen en skrivelse. Den var på aramæisk og blev oversat for kongen.

^8-9 Guvernøren Rehum og provinssekretæren Shimshaj sendte ligeledes et anklageskrift til kong Artaxerxes. Brevet blev underskrevet af adskillige dommere og lokale persiske og babyloniske embedsmænd fra Erek og Susa ¹⁰ og en lang række andre folk, som af den store og berømte Asnappar^[c] var blevet deporteret fra deres eget land til Samaria og de omliggende egne vest for Eufratfloden. ¹¹ Ordlyden af brevet til kongen var som følger:

Til kong Artaxerxes fra hans undersåtter vest for Eufratfloden. ¹² Vi gør kongen opmærksom på, at de judæere, som er kommet fra Babylonien til Jerusalem, er ved at genopbygge denne oprørske og onde by. De er snart færdige med at genopbygge byens mure, og de har udbedret fundamenterne.

¹³ Vi ønsker yderligere at gøre kongen opmærksom på, hvilke følger det kan få, hvis denne by bliver genopbygget. Først og fremmest vil judæerne snart nægte at betale skatter og afgifter, og det vil gå ud over kongens indtægter. ¹⁴ Eftersom vi er loyale undersåtter og ikke ønsker, at kongen skal lide tab, sender vi denne information. ¹⁵ Vi foreslår, at kongen undersøger de gamle optegnelser, hvoraf det klart vil fremgå, at Jerusalem er en oprørsk by. Den blev jo netop ødelagt som følge af oprør imod de konger og riger, som forsøgte at kontrollere den. ¹⁶ Vi ønsker hermed at udtrykke vor dybe ængstelse for, at kongen skal miste hele området vest for Eufratfloden, hvis han tillader en genopbygning af byen og dens fæstningsværker.

¹⁷ Kong Artaxerxes sendte følgende svar til guvernøren Rehum, provinssekretæren Shimshaj og deres forbundsfæller i Samaria og i hele området vest for Eufratfloden:

¹⁸ Vær hilset! Jeres skrivelse er blevet læst op og oversat for mig. ¹⁹ Jeg beordrede mine folk til at foretage en nøje gennemgang af de gamle optegnelser, og det blev derved bekræftet, at Jerusalem har gjort modstand imod en lang række konger, og at der ofte har fundet oprør og opstande sted. ²⁰ I tidens løb har der også været mægtige konger, som fra Jerusalem har regeret over hele området vest for Eufratfloden og har inddrevet skat, told og andre afgifter fra hele det område. ²¹ Derfor skal I sætte en stopper for byens genopbygning. Den by må ikke genopbygges, medmindre jeg personligt giver min tilladelse. ²² Sørg for straks at udføre ordren, så kongedømmet ikke kommer til at lide tab.

²³ Så snart denne skrivelse fra Artaxerxes var blevet læst op for Rehum, Shimshaj og de øvrige embedsmænd, skyndte de sig til Jerusalem og tvang judæerne til at standse arbejdet med at genopbygge bymuren.

²⁴ Det var en lignende modstand, som tidligere havde resulteret i, at arbejdet med templet gik i stå, indtil kong Dareios af Persiens andet regeringsår.

Peter og Johannes for Det jødiske Råd

4 Mens Peter stod sammen med Johannes og talte til folkemængden, kom de ledende præster derhen sammen med kommandanten for tempelvagten og nogle af saddukæerne. ² De var oprørte over, at Peter og Johannes stod og underviste folket og oven i købet påstod, at Jesus var genopstået fra de døde.^{[a] 3} De to mænd blev pågrebet og sat i arresten til næste dag, for det var for sent til, at Det jødiske Råd kunne samles den dag. ⁴ Men mange af dem, der havde hørt Peters tale, kom til tro, og der var nu omtrent 5000 mænd i menigheden.

⁵ Næste dag blev Rådet kaldt sammen. Det bestod af de jødiske ledere og de skriftlærde i Jerusalem. ⁶ Ypperstepræsten Annas var til stede sammen med Kajfas, Johannes, Alexander og andre fra ypperstepræstens familie. ⁷ De to disciple blev ført frem, og forhøret begyndte. „Hvem har givet jer ret til at gøre det, I gjorde her i går?” lød det første spørgsmål.

⁸ Fyldt med Helligåndens kraft svarede Peter: „Ærede ledere og rådsmedlemmer! ⁹ Hvis årsagen til forhøret her er den gode gerning, som fandt sted i går, hvor en lam mand blev helbredt, ¹⁰ så lad mig sige ligeud til både jer og hele Israels folk, at når denne mand kan stå sund og rask foran jer, så skyldes det den kraft og autoritet, vi har fået fra nazaræeren Jesus. Det er ham, der er Messias, og det var jer, der korsfæstede ham, men Gud oprejste ham fra de døde. ¹¹ Han er den sten, som I bygmestre kasserede, men som nu er blevet selve hjørnestenen.^{[b] 12} Der findes ikke frelse andre steder end hos Jesus, for der er ingen andre i hele verden, som kan frelse os mennesker.”

¹³ Rådsmedlemmerne undrede sig over, at Peter og Johannes talte med så stor frimodighed, for de var godt klar over, at de var jævne folk uden nogen særlig uddannelse. Men så forstod de, at det var, fordi de havde været sammen med Jesus. ¹⁴ Og den mirakuløse helbredelse kunne de ikke komme udenom, for manden, der var blevet rask, stod selv ved siden af dem. ¹⁵ Derfor sendte de alle ud af retssalen, så de kunne drøfte sagen uforstyrret.

¹⁶ „Hvad skal vi stille op med dem?” spurgte de hinanden. „Det går ikke at benægte, at der er sket et mirakel. Hele byen taler jo om det. ¹⁷ Men det må være muligt at lukke munden på dem. Det her må ikke have lov til at brede sig. Vi må forbyde dem at tale til folk om Jesus.”

¹⁸ Så blev de to mænd kaldt ind for Rådet igen og fik besked på, at de fra nu af aldrig mere måtte tale om Jesus eller viderebringe hans lære. ¹⁹ „I mener altså, at vi skal adlyde jer i stedet for Gud?” sagde Peter og Johannes. ²⁰ „Nej, vi kan ikke holde op med at tale om det, vi har set og hørt.”

²¹ Så lod Rådet disciplene gå, efter at de havde givet dem endnu en advarsel. De turde ikke straffe dem af frygt for, hvordan folkeskaren ville reagere. Alle lovpriste jo Gud for det mirakel, der var sket: ²² En lam mand på over 40 år var blevet fuldstændig helbredt.

Menigheden beder om frimodighed og fyldes med Helligånden igen

²³ Så snart Peter og Johannes var blevet løsladt, vendte de tilbage til de andre apostle og disciple og fortalte, hvad ypperstepræsterne og folkets ledere havde sagt til dem.

²⁴ Da forsamlingen hørte det, forenede de sig i bøn: „Mægtige Herre! Det er dig, som har skabt himlen og jorden og havet og alt, hvad der er i dem. ^25-26 Det er også dig, som for længe siden ved Helligånden talte gennem vores forfar, din tjener David, og sagde:

²⁷ Dine fjender samlede sig her i Jerusalem, både kong Herodes og den romerske guvernør, Pontius Pilatus, både jøderne og de fremmede, for at bekæmpe din hellige Tjener, Jesus, ²⁸ og for at udføre det, som du i din almagt og visdom forud havde bestemt skulle ske. ²⁹ Nu beder vi dig, Herre: Tag dig af deres trusler, og giv dine tjenere frimodighed til at forkynde dit ord. ³⁰ Send din helbredende kraft, og lad tegn og undere ske i din hellige Tjeners, Jesu, navn.”

³¹ Da de havde bedt, rystede det sted, hvor de var forsamlet, og de blev alle fyldt med Helligåndens kraft. Derefter fortsatte de frimodigt med at tale Guds ord til folk.

Menighedens fællesskab og Barnabas

³² Alle de, som var kommet til tro, var ét i hjerte og sind, og ingen anså det, de ejede, for at være deres personlige ejendom. Alt var fælleseje. ³³ Med overbevisende kraft fortalte apostlene om, hvordan Jesus var genopstået fra de døde, og Guds nåde og velsignelse var over dem alle. ^34-35 Ingen manglede noget, for mange af dem, der ejede hus eller ejendom, solgte det og afleverede pengene til apostlene, som så delte pengene ud til dem, der havde behov for at modtage hjælp.

³⁶ Der var en troende levit, som hed Josef og var fra Cypern. Apostlene gav ham tilnavnet Barnabas (det betyder „Trøsteren”). ³⁷ Han solgte en mark, han havde, og afleverede pengene til apostlene.