M’Cheyne Bible Reading Plan
2 På den måde blev himlen og jorden og alt liv skabt. 2 Skaberværket var nu fuldført, og Gud hvilede på den syvende dag. 3 Han velsignede den og indviede den til hviledag.
Hvordan Gud skaber de to første mennesker
4 Da Gud skabte verden, 5 var der først ingen grønne planter eller buske på jorden, for han havde endnu ikke ladet det regne. Der var heller ingen mennesker til at dyrke jorden. 6 Men der vældede vand frem af jorden og vandede dens overflade.
7 Så formede Gud et menneske af jorden og blæste livsånde i dets næsebor, så det blev et levende væsen. 8 Gud havde plantet en have i Eden mod øst, og dér anbragte han nu det menneske, som han havde skabt. 9 Gud havde plantet alle slags smukke træer i haven, træer med en mængde frugt. Midt i haven stod livets træ og træet, der giver kendskab til både godt og ondt. 10 I Eden udsprang en flod, som vandede haven. Uden for haven delte den sig i fire mindre floder. 11 Den første flod hedder Pishon. Den bugter sig omkring landet Havila, hvor der findes guld 12 af fin kvalitet samt bedellium[a] og ædelsten. 13 Den anden flod kaldes Gihon. Den løber gennem landet Kush. 14 Den tredje flod kaldes Tigris. Den løber langs med Assyriens østgrænse. Den fjerde flod kaldes Eufrat.
15 Gud satte mennesket, Adam, i Edens have, for at han skulle passe den, 16-17 og han sagde til ham: „Du må spise frugten fra alle træerne i haven undtagen det træ, som giver kendskab til både godt og ondt. Hvis du spiser af den frugt, skal du dø.”
18 Derpå sagde Gud: „Det er ikke godt for Adam at være alene. Jeg vil give ham en livsledsager,[b] der passer til ham.” 19 Gud havde af jorden formet alle slags dyr og fugle. Dem førte han nu hen til Adam for at se, hvad han ville kalde dem; og hvad Adam kaldte dem, blev deres navn. 20 Adam navngav alle fuglene og de vilde og tamme dyr, men han fandt ikke nogen passende ledsager iblandt dem. 21 Derfor lod Gud Adam falde i en dyb søvn. Mens han sov, tog Gud et af hans ribben og lukkede stedet til igen med kød. 22 Af ribbenet byggede han en kvinde og førte hende hen til Adam.
23 „Ja!” udbrød Adam. „Det er knogler af mine knogler og kød af mit kød! Hun skal hedde kvinde, for hun er taget ud af manden.[c]” 24 Derfor skal en mand forlade sin far og mor og knytte sig nært til sin kone, og de to skal blive ét.
25 Adam og hans kone var begge nøgne, men de skammede sig ikke over deres nøgenhed.
Jesus hyldes som en kongesøn
2 Jesus blev født i Betlehem i Judæa, mens Herodes den Store var konge. Nogen tid efter ankom nogle stjernetydere fra Østen til Jerusalem. De spurgte: 2 „Hvor er jødernes nyfødte konge? Vi har set hans stjerne i Østen, og nu er vi kommet her for at bringe ham vores hyldest.”
3 Kong Herodes blev skrækslagen, og Jerusalem begyndte at summe af rygter. 4 Han sammenkaldte derfor ypperstepræsterne[a] og alle jødernes skriftlærde til et møde og spurgte: „Har profeterne sagt noget om, hvor Messias skal fødes?”
5 „Ja,” svarede de, „i Betlehem. For en af profeterne har skrevet:
6 ‚Du Betlehem i Judas land!
Du er langtfra den ringeste blandt Judas byer.
Fra dig skal en hersker udgå,
han skal blive leder for mit folk, Israel!’ ”[b]
7 Derefter tilkaldte Herodes i al hemmelighed stjernetyderne, og de fortalte ham det nøjagtige tidspunkt, da de første gang havde set stjernen. 8 „I skal søge efter barnet i Betlehem,” sagde han. „Når I har fundet det, skal I komme tilbage og fortælle mig, hvor han er. Så vil jeg også tage derhen og hylde ham.”
9-10 Da stjernetyderne havde talt med kongen, tog de af sted. Kort efter fik de til deres store glæde igen øje på den stjerne, de havde set i Østen. Og de fulgte den, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var.
11 De gik ind i huset, og der så de Jesus sammen med hans mor, Maria. De knælede ned foran ham og bøjede i ærefrygt hovedet mod jorden. Derefter åbnede de for deres medbragte kostbarheder og gav ham både guld, røgelse og myrra.
12 Senere advarede Gud dem i en drøm imod at tage tilbage til Herodes. Derfor rejste de en anden vej hjem.
Flugten til Egypten
13 Da stjernetyderne var taget af sted, viste en engel sig for Josef i en drøm. „Stå op og flygt til Egypten med barnet og dets mor,” sagde englen. „Kong Herodes leder efter barnet for at slå det ihjel. Bliv i Egypten, indtil jeg siger til.” 14 Samme nat tog Josef af sted med Maria og barnet, og de bosatte sig i Egypten, 15 indtil Herodes var død. Sådan gik det i opfyldelse, som Herren havde talt gennem en af sine profeter:
„Jeg kaldte min søn ud af Egypten.”[c]
Massakren på børnene i Betlehem
16 Herodes blev rasende, da han opdagede, at stjernetyderne havde narret ham. Han sendte straks soldater til Betlehem og omegn for at dræbe alle drengebørn på to år og derunder ud fra de oplysninger, stjernetyderne havde givet ham.
17 Med den massakre opfyldtes profeten Jeremias’ ord:
18 „I Rama høres der skrig,
jamren og højlydt gråd.
Det er Rakel, der græder over sine børn.[d]
Hun vil ikke lade sig trøste,
for børnene er borte.”
Hjemrejsen fra Egypten
19 Efter at Herodes var død, viste englen sig igen i en drøm for Josef i Egypten og sagde: 20 „Rejs tilbage til Israel sammen med barnet og hans mor. De, som ville slå barnet ihjel, er selv døde.” 21 Josef begav sig da på vej tilbage mod Israel med Jesus og Maria. 22 Men da han hørte, at Herodes’ søn, Arkelaos, var blevet konge i Judæa efter sin far, var han bange for at tage derhen. Desuden blev han advaret i endnu en drøm og besluttede derfor at tage til Galilæa, 23 hvor han bosatte sig i den by, der hedder Nazaret. På den måde opfyldtes det profetiske ord om, at Messias skulle kaldes „nazaræer”.[e]
Fortegnelse over dem, som vendte hjem fra eksilet
2 Det følgende er en fortegnelse over de judæere, der vendte tilbage fra eksilet til Jerusalem eller til de byer i Judas land, de oprindeligt stammede fra. De nedstammede alle fra dem, som kong Nebukadnezar i sin tid havde taget til fange og bragt til Babylonien. 2 Lederne for de hjemvendte var: Zerubbabel, Jeshua, Nehemias, Seraja, Re’elaja, Mordokaj, Bilshan, Mispar, Bigvaj, Rehum og Ba’ana.
Det følgende er listen over antallet af mænd, der vendte tilbage. De er optegnet efter navnet på den forfar, de regnede deres slægt efter, eller efter den by, de stammede fra:
3-35 Efterkommere af Parosh: 2172, af Shefatja: 372, af Arach: 775, af Pahat-Moab (Jeshuas og Joabs efterkommere): 2812, af Elam: 1254, af Zattu: 945, af Zakkaj: 760, af Bani: 642, af Bebaj: 623, af Azgad: 1222, af Adonikam: 666, af Bigvaj: 2056, af Adin: 454, af Ater (Hizkijas efterkommere): 98, af Betzaj: 323, af Jora: 112, af Hashum: 223, af Gibbar: 95. Dem fra Betlehem: 123, fra Netofa: 56, fra Anatot: 128, fra Azmavet: 42, fra Kirjat-Jearim, Kefira og Be’erot: 743, fra Rama og Geba: 621, fra Mikmas: 122, fra Betel og Aj: 223, fra Nebo: 52. Efterkommere af Magbish: 156, af den anden Elam: 1254 og af Harim: 320. Folkene fra Lod, Hadid og Ono: 725, fra Jeriko: 345 og fra Sena’a: 3630.
36-39 Nogle af de hjemvendte var af præsteslægt: Efterkommere af Jedaja (Jeshuas klan): 973, af Immer: 1052, af Pashhur: 1247, og af Harim: 1017.
40-42 Andre hørte til levitterne: Af Hodavjas efterkommere var der 74 fra slægterne Jeshua og Kadmiel. Der var 128 tempelsangerne af Asafs slægt og 139 tempelvagter, efterkommere af Shallum, Ater, Talmon, Akkub, Hatita og Shobaj.
43-54 Desuden var der tempeltjenerne med følgende slægtsnavne: Ziha, Hasufa, Tabbaot, Keros, Siaha, Padon, Lebana, Hagaba, Akkub, Hagab, Shalmaj, Hanan, Giddel, Gahar, Reaja, Retzin, Nekoda, Gazzam, Uzza, Pasea, Besaj, Asna, meunitterne, nefusitterne, Bakbuk, Hakufa, Harhur, Batzlut, Mehida, Harsha, Barkos, Sisera, Tama, Netziach og Hatifa.
55-57 Efterkommerne efter Salomons tjenere var opdelt i følgende slægter: Sotaj, Soferet, Peruda, Ja’ala, Darkon, Giddel, Shefatja, Hattil, Pokeret-ha-Zebajim og Ami. 58 Det samlede antal af tempeltjenerne og Salomons tjenere var 392.
59 Der var også en gruppe fra de persiske byer Tel-Mela, Tel-Harsha, Kerub, Addan og Immer, der vendte tilbage fra eksilet, men de var ikke længere i besiddelse af deres stamtavler, så de kunne ikke med sikkerhed bevise, at de var israelitter. 60 Den gruppe bestod af 652 mænd, som regnedes for efterkommere af Delaja, Tobija og Nekoda.
61 Der var også flere præsteslægter, som hævdede at være efterkommere af Habaja, Hakkotz og Barzillaj. (Sidstnævnte havde giftet sig med en datter af Barzillaj fra Gilead og havde taget sin kones slægtsnavn.) 62-63 De havde imidlertid også mistet deres slægtstavler. Derfor nægtede lederne dem at fungere som præster—ja, endog at få præsternes andel af offergaverne, indtil der kom en præst, som havde autoritet til at afgøre spørgsmål ved hjælp af Urim og Tummim.
64 I alt vendte 42.360 mænd tilbage til Juda sammen med deres familier. 65 Dertil kom 7337 slaver og 200 sangere—både mænd og kvinder. 66 De medbragte 736 heste, 245 muldyr, 67 435 kameler og 6720 æsler.
68 Da de ankom til ruinerne af Herrens hus i Jerusalem, gav nogle af slægtsoverhovederne frivillige offergaver, så man straks kunne gå i gang med at genopbygge templet på dets oprindelige sted. 69 Alle gav så meget de kunne, og gaverne beløb sig til 500 kilo guld og 2900 kilo sølv. Dertil kom 100 præstedragter.
70 Præsterne og levitterne samt en del af folket bosatte sig i Jerusalem og de omliggende landsbyer, men tempelsangerne, tempelvagterne og tempeltjenerne samt resten af folket bosatte sig i de byer i Juda, de oprindeligt var kommet fra.
Helligånden kommer pinsedag
2 Pinsemorgen[a] var alle disciplene forsamlet på ét sted. 2 Pludselig kom der en susende lyd ned oppefra som et voldsomt åndepust, og lyden fyldte hele huset, hvor de opholdt sig. 3 Samtidig dalede der små flammer ned, som landede på hver enkelt af de tilstedeværende. 4 Således blev de alle fyldt med Helligåndens kraft, og de begyndte at tale på fremmede sprog, som de ellers ikke kendte. Det var Ånden, der gav dem ordene.
5 I Jerusalem var der religiøse jøder fra alverdens lande. 6 Da den susende lyd kom, strømmede en masse mennesker derhen for at se, hvad der var på færde, og de blev meget forbavsede over at høre disciplene tale alle deres forskellige sprog. 7 „Hvad sker der her?” råbte de undrende. „De er jo alle sammen fra Galilæa, 8 og nu hører vi dem tale til os på vores eget modersmål! 9 Hvordan går det til, at vi partere, medere og elamitter, vi, der bor i Mesopotamien, Judæa, Kappadokien, Pontus, provinsen Asien,[b] 10 Frygien, Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, vi, der kommer fra Rom, både jøder og grækere, der har sluttet sig til jødedommen, 11 vi kretere og arabere—hvordan går det til, at vi kan høre de her mænd fortælle os om de mægtige ting, Gud har gjort, hver på vores eget sprog?” 12 Der var stor forvirring, og folk råbte i munden på hinanden: „Hvad sker der?”
13 Men de, der ikke forstod ordene, gjorde nar af disciplene. „De har bare drukket for meget vin!” råbte de.
Peters pinsetale
14 Da trådte Peter frem, og de andre 11 apostle stillede sig ved siden af ham. Han råbte til folkemængden: „Hør efter, alle I jøder, og I, som bor i Jerusalem. 15 Det er ikke sandt, som nogle af jer siger, at de her mennesker har drukket sig fulde. Klokken er jo kun ni om formiddagen. 16-17 Nej, her opfyldes det, som Gud åbenbarede for profeten Joel:
‚Det vil ske i de sidste tider,
at jeg vil udgyde af min Ånd over hele menneskeheden.
Alle vil komme til at profetere,
både mænd og kvinder.
De unge vil få åbenbaret min vilje gennem syner,
de gamle vil få det gennem drømme.
18 Ja, mine tjenere vil blive fyldt med min Ånd,
og de skal profetere.
19 Jeg vil gøre utrolige ting i himmelrummet
og store tegn nede på jorden:
Blodsudgydelser,
ildebrande og røgskyer.
20 Solen skal formørkes,
og månen skal blive mørkerød som blod,
før Herrens store og frygtindgydende dag kommer.
21 Men enhver, der råber til Herren om hjælp, skal blive frelst.’[c]
22 Lyt til mine ord, venner! I kender nazaræeren Jesus. I ved om de mirakler, tegn og undere, som Gud udførte gennem ham her midt iblandt jer. Dermed viste Gud jer, at det var ham selv, der havde sendt Jesus. 23 Han blev efter Guds forudbestemte plan forrådt, og med de gudløse romeres hjælp fik I ham naglet til korset og dræbt. 24 Gud lod ham imidlertid ikke blive i døden, men genoprejste ham fra de døde, for det var umuligt for døden at fastholde ham. 25 David talte profetisk på hans vegne, da han sagde:
‚Jeg stoler altid på Herren.
Han står ved min side, så jeg ikke falder.
26 Derfor kan jeg fryde mig og synge glædessange.
Der er også håb for mit legeme,
27 for du vil ikke efterlade mig blandt de døde.
Du lader ikke din hengivne tjener gå i forrådnelse.
28 Du har vist mig vejen til livet,
hos dig fyldes jeg med glæde.’[d]
29 Kære venner! Tillad mig at tale lige ud om vores forfar David. Vi ved alle, at han er både død og begravet, og vi besøger hans grav den dag i dag. 30 Men David vidste jo, at Gud højtideligt havde lovet, at Israels Konge skulle komme fra hans slægt. Derfor talte han profetisk om den nye Konge. 31 Så når han talte om, at Kongen ikke skulle efterlades blandt de døde, og at Guds hengivne tjener ikke skulle gå i forrådnelse, var det en forudsigelse om, at Messias skulle genopstå fra de døde.
32 Den Jesus, jeg taler om, blev af Gud oprejst fra de døde. Det kan alle vi, der står her, bevidne. 33 Efter at han er blevet taget op til Himlen og har indtaget sin plads ved Guds højre side, har han nu sendt os Helligånden, som Faderen havde lovet. Det kan I selv både se og høre.
34 David talte heller ikke om sig selv, da han profeterede om en, der skulle tages op til Himlen. Han siger et andet sted:
‚Herren sagde til min herre:
Sæt dig ved min højre side,
35 imens jeg overvinder dine fjender.’[e]
36 Derfor erklærer jeg overfor hele Israels folk, at Gud har vist, at Jesus, som I korsfæstede, er både Herre og Messias!”
37 Peters ord ramte tilhørerne lige i hjertet, og de spurgte apostlene: „Hvad skal vi dog gøre?” 38 Peter svarede: „Vend om fra jeres oprør mod Gud og bliv døbt hver især til at tilhøre Jesus Messias, så jeres synder kan blive tilgivet. Så vil I modtage Helligånden som gave, 39 for løftet om Helligånden gælder både jer og jeres efterkommere—ja, alle dem, som Herren, vores Gud, vil kalde på fra både nær og fjern.”
40 Peter talte endnu i nogen tid til dem og opfordrede dem indtrængende til at lade sig redde ud af den vantro og vanartede verden.
De troendes fællesskab
41 Mange blev overbevist af Peters ord, og den dag blev cirka 3000 mennesker døbt og tilsluttet menigheden. 42 De deltog fremover ivrigt i apostlenes undervisning og var aktivt med i fællesskabet. De deltog, når der var fællesskabsmåltider,[f] og de var med, når man samledes til bøn.
43 I den følgende tid udførte Gud mange undere og tegn gennem apostlene, så alle i byen blev grebet af ærefrygt. 44 De, som kom til tro, holdt sammen og havde alle ting fælles. 45 Det skete ofte, at nogen solgte deres huse og ejendele, og pengene blev delt ud til dem i fællesskabet, der havde størst behov. 46 Hver dag samledes de på tempelpladsen i enhed og harmoni, og om aftenen mødtes de rundt om i hjemmene for at spise sammen med stor glæde og oprigtig ydmyghed. 47 De lovpriste Gud og var vellidt af alle mennesker i byen. Og Herren føjede hver dag nogle til, som blev frelst.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.