M’Cheyne Bible Reading Plan

Kong Sankeribs trussel imod Jerusalem^(A)

32 Kong Hizkija havde således vist sin trofasthed over for Herren, men ikke så længe efter invaderede kong Sankerib af Assyrien Juda og belejrede de befæstede byer i den hensigt at indtage dem. ² Da Hizkija blev klar over, at Sankerib snart ville belejre Jerusalem, ^3-4 besluttede han i samråd med sine embedsmænd og officerer at tildække kilderne uden for byen, så assyrerne var afskåret fra at få vand under belejringen. Lederne gik derfor i spidsen for en stor styrke ud til kilderne og dækkede dem til, så man ikke kunne få vand derfra. ⁵ Samtidig styrkede Hizkija sit forsvar ved at reparere bymuren, udbygge forsvarstårnene og styrke den ydre mur. Desuden udbyggede han byens store fæstningsanlæg i Davidsbyen og fremstillede en stor mængde spyd og skjolde. ⁶ Han udnævnte en række officerer og samlede dem på den åbne plads ved byporten. Her opmuntrede han dem med følgende tale:

⁷ „Vær ved godt mod! Lad jer ikke skræmme af assyrerkongen og hans store hær! Vi har en med os, som er langt mægtigere end ham. ⁸ Assyrerkongen har kun militær styrke, men vi har Herren på vores side, og han vil udkæmpe slaget for os.” Det opmuntrede dem at høre.

⁹ I mellemtiden var assyrerkongen i færd med at belejre byen Lakish. Derfra sendte han følgende budskab til kong Hizkija og Jerusalems indbyggere:

¹⁰ „Kong Sankerib af Assyrien siger: Hvad får jer til at tro, at I kan modstå en belejring fra min hær? ¹¹ Hizkija vildleder jer når han siger: ‚Herren, vores Gud, vil redde os fra assyrerkongen.’ Nej, det ender bare med, at I alle dør af sult og tørst! ¹² Husk dog på, hvordan Hizkija ødelagde jeres guds altre og offersteder rundt omkring i landet og forlangte, at man kun måtte bringe ofre på ét alter i Jerusalem. ¹³ Ved I ikke, hvad jeg og mine forgængere på tronen gjorde ved alle de andre folkeslag? Var nogen af deres guder i stand til at redde dem? ¹⁴ Skulle jeres gud virkelig være mægtigere end alle de andre folks guder? ¹⁵ Lad ikke Hizkija føre jer bag lyset. Lad være at høre på ham. Ingen gud har nogensinde formået at redde et folk, der blev angrebet af en assyrisk konge. Hvordan kan I da tro, at jeres gud kan gøre det?”

¹⁶ De assyriske sendebud fortsatte med at håne Herren og hans tjener Hizkija. ¹⁷ Assyrerkongen havde også skrevet et smædebrev imod Herren, Israels Gud. Det lød:

„Aldrig har nogen gud formået at redde sit folk fra min magt, og det vil heller ikke lykkes for Hizkijas Gud!”

¹⁸ Sendebudene læste brevets indhold op på hebraisk i den hensigt at skræmme folket, der var samlet på bymuren, ¹⁹ og de fortsatte med at håne Jerusalems Gud, som om han var en gud på lige fod med de andre folks menneskeskabte guder.

²⁰ Da råbte kong Hizkija og profeten Esajas, Amotz’ søn, til Himlens Gud om hjælp. ²¹ Og Herren sendte en engel, der slog alle de assyriske soldater og officerer ihjel! Kong Sankerib måtte skamfuldt tage tilbage til sit land, og da han gik ind i sin guds tempel, blev han hugget ned af sine egne sønner. ²² Sådan frelste Herren kong Hizkija og Jerusalems indbyggere fra assyrerkongen og deres øvrige fjender, så der fra den tid var fred til alle sider. ²³ Kong Hizkija blev fra da af frygtet og æret blandt de omkringboende folk, der valfartede til Jerusalem med ofre til Herren og med kostbare gaver til kongen.

Kong Hizkijas sygdom, hovmod og død^(B)

²⁴ Senere blev Hizkija alvorligt syg og lå for døden. Da bad han til Herren, og Herren besvarede hans bøn og gjorde et mirakel for ham. ²⁵ Hizkija var dog ikke taknemmelig, men blev i stedet hovmodig. Derfor ville Herren straffe både kongen, Juda og Jerusalem, ²⁶ men kongen angrede sit hovmod. Både han og byens indbyggere ydmygede sig for Herren, og derfor udskød Herren sin straf, indtil efter Hizkija døde.

²⁷ Hizkija var en vellidt konge. Han blev så rig, at han måtte bygge skatkamre til alt sit sølv og guld, til sine ædelsten, sine sjældne krydderier og skjolde og andre kostbarheder. ^28-29 Han byggede forrådshuse til sit korn, sin vin og olivenolie, stalde til sine store kvægflokke og folde til sine utallige får og geder. Han byggede mange byer, for Gud gjorde ham overmåde rig. ³⁰ Han dæmmede op for Gihons øvre kilde og førte en vandledning ned vest for Davidsbyen. Alt, hvad han foretog sig, lykkedes for ham.

³¹ Men da der kom sendebud fra Babylonien for at høre mere om det mirakel, der var sket, trak Gud sig tilbage fra ham for at prøve ham og se, hvad der gemte sig i hans hjerte.

³² Resten af kong Hizkijas bedrifter og hans trofasthed over for Herren er beskrevet i profeten Esajas’ bog og i Judas og Israels kongers krønikebog. ³³ Da Hizkija døde, blev han begravet tæt ved vejen op til det kongelige gravsted, og hele Juda og Jerusalem ærede hans minde. Hans søn Manasse overtog tronen efter ham.

Babylons fald

18 Derefter så jeg en anden engel komme ned fra Himlen. Den havde stor magt, og dens herlighed oplyste jorden. ² Den råbte med høj stemme: „Hun er faldet! Det mægtige Babylon ligger i ruiner! Byen er nu bolig for dæmoner, et fængsel for alverdens forhadte, urene ånder, et opholdssted for alskens urene fugle, for alle slags urene og afskyelige dyr. ³ Alle folkeslag drak af hendes forførende vin.^[a] Alle jordens konger forgudede hende. Alverdens handelsfolk blev rige på grund af hendes liv i overvældende luksus.”

⁴ Dernæst hørte jeg en anden stemme råbe fra Himlen: „Mit folk, fjern jer fra hende, så I ikke tager del i hendes synder og bliver ramt af hendes plager, ⁵ for hendes synder har tårnet sig op til himlen, og Gud vil straffe hendes ondskab. ⁶ Hun vil få løn som forskyldt, ja en dobbelt portion straf for alt det onde, hun har gjort. Fyld det bæger op, hun har forført andre med, men gør drikken dobbelt så stærk! ⁷ Hun vil få lige så meget sorg og pine, som hun før havde selvglæde og luksus. Hun sagde til sig selv: ‚Jeg er en rig dronning og ikke en fattig enke. Sorg kommer jeg aldrig til at opleve.’ ⁸ Derfor skal hun på én og samme dag blive ramt af alle sine plager: Sult, sorg og død. Hun skal komme til at brænde op, for Gud Herren, som dømte hende, er stærk.

⁹ Når regenterne på jorden, som forgudede hende og tog del i hendes luksus, ser røgen fra de brændende ruiner, vil de græde og sørge over hende. ¹⁰ De vil holde sig på lang afstand af frygt for, at hendes plager skal ramme dem, og de vil råbe: ‚Ak og ve, du store by! Babylon, du mægtige by! På én time kom straffen over dig!’

^11-12 Jordens handelsmænd vil græde og sørge over hende, fordi ingen mere køber deres varer, deres ladninger af guld, sølv, ædelsten, perler, fint linned, silke og kostbare stoffer, fornemt træ, udsøgte elfenbens- og træskærerarbejder, samt fine ting af kobber, jern og marmor. ¹³ Der er heller ikke salg i deres kostbare krydderier, røgelse, parfumer, vin, olivenolie, fint mel, hvede, køer, får, heste, vogne og slaver. ¹⁴ Deres tanker går til den ødelagte by: ‚De vidunderlige ting, du satte så stor pris på, kan du ikke nyde længere, og alle dine kostbarheder er ødelagt. Det er alt sammen forbi for evigt.’

¹⁵ Handelsmændene, der har tjent formuer ved at sælge deres varer til hende, holder sig på lang afstand af frygt for, at hendes plager skal ramme dem. De vil græde og sørge ¹⁶ og råbe: ‚Ak og ve! Det var en mægtig by, den var som en dronning klædt i det fineste purpur og skarlagenrøde klæder, smykket med guld, ædelsten og perler. ¹⁷ Al den umådelige rigdom blev ødelagt—på én time.’

Alle, der sejler på havene, styrmænd, kaptajner og menige søfolk stod på lang afstand, ¹⁸ og mens de så på røgen fra brandtomten, råbte de: ‚Verdens rigeste by ligger i ruiner!’ ¹⁹ De sørgede og græd, kastede støv på hovedet og råbte: ‚Ak og ve. Hvilken storslået by! Alle, der havde skibe på havet, blev rige på grund af dens købekraft. Men nu er den lagt i aske—på én time!’ ”

²⁰ Til slut råbte stemmen: „Fryd dig, Himmel! Glæd jer, I som tilhører Gud! Glæd jer, apostle og profeter! For Gud har givet jer oprejsning og dømt hende, der kæmpede imod jer.”

²¹ En vældig engel tog en sten, der var så stor som en møllesten, kastede den i havet og råbte: „Så hurtigt og voldsomt vil den store by, Babylon, blive fjernet fra jordens overflade. ²² Aldrig mere skal der lyde sang eller musik derfra, hverken harper, fløjter eller trompeter. Aldrig mere vil man høre den kendte lyd af håndværkere i arbejde eller kvinder ved kværnen. ²³ Aldrig mere skal der tændes en lampe, og ingen brudepars glade stemmer skal høres. Denne bys handelsmænd var de rigeste i verden. Alle folkeslag blev forført af byens besnærende rigdom. ²⁴ Og den var skyld i, at Guds folk og profeter ud over hele verden blev slået ihjel.”

Herren skal herske

14 ^1-2 Der vil komme en tid,^[a] hvor Herren vil samle nationerne til en sidste kamp mod Jerusalem. Byen vil blive indtaget, husene plyndret, kvinderne voldtaget og halvdelen af befolkningen sendt i eksil, mens den anden halvdel bliver i byen.

³ Men da vil Herren skride til handling og nedkæmpe de fjendtlige nationer, sådan som han gjorde i gamle dage. ⁴ Når han sætter sine fødder på Olivenbjerget øst for Jerusalem, vil det kløves midt igennem fra øst til vest. Bjergets ene halvdel vil bevæge sig mod nord og den anden halvdel mod syd, så der dannes en stor dal imellem dem. ⁵ Gennem den dal skal I undslippe, for den når hele vejen til Atzal.^[b] I skal flygte, som man flygtede for jordskælvet på kong Uzzija af Judas tid. Da skal Herren, vores Gud, komme, og han har sine hellige med.^[c]

⁶ Til den tid skal det naturlige lys forsvinde, for de mægtige lysgivere på himlen skal smelte. ⁷ Det bliver helt enestående, og kun Herren ved, hvornår det vil ske. Der skal ikke længere være dag og nat, for om aftenen vil det være lige så lyst som midt på dagen.

⁸ Til den tid skal der strømme livgivende vand ud fra Jerusalem, dels i retning af Dødehavet, dels i retning af Middelhavet, og vandet skal strømme både sommer og vinter.

⁹ Da skal Herren være konge over hele jorden, og alle skal erkende, at der ikke er nogen anden Gud. ¹⁰ Hele landet fra Geba i nord til Rimmon i syd skal sænkes, så det bliver en mægtig slette, men Jerusalem skal ligge hævet derover og dække arealet fra Benjamins Port over til den gamle port og videre til Hjørneporten og Hananeltårnet og til de kongelige vinperser. ¹¹ Da kan de bo trygt i byen, for den vil aldrig igen opleve Guds straf og blive ødelagt.

¹² Herren vil sende en plage over de folk, som drog i krig mod Jerusalem. De bliver som omvandrende lig. Deres krop begynder at rådne, mens de endnu er i live, øjnene rådner i øjenhulerne, og tungen rådner i munden på dem. ¹³ De bliver så panikslagne, at de griber fat i hinanden og hugger hinanden ned. ¹⁴ Hele Judas befolkning skal gå ind i kampen for at forsvare Jerusalem. De skal tage rigt bytte fra deres fjender, mængder af guld, sølv og fornemt tøj. ¹⁵ Fjendernes heste, muldyr, kameler, æsler og alt deres kvæg skal rammes af den samme frygtelige plage.

¹⁶ Men de overlevende fra de nationer, der angreb Jerusalem, skal nu hvert år tage derhen for at tilbede Kongen, den almægtige Herre, og fejre løvhyttefesten. ¹⁷ Hvis nogen nægter at komme til Jerusalem for at tilbede Kongen, den almægtige Herre, vil de blive nægtet regn i deres land. ¹⁸ Og hvis Egypten nægter at komme, vil Gud straffe landet med en ny plage. ¹⁹ Sådan vil Herren straffe både Egypten og alle andre nationer, som ikke vil drage op for at fejre løvhyttefesten.

²⁰ Til den tid skal hestenes bjælder have følgende indskrift: „Indviet til Herren!” Kødgryderne i Herrens tempel skal være lige så hellige som alterets offerskåle. ²¹ Ja, hver eneste gryde i hele Jerusalem og Juda skal være indviet til Herren og til fri disposition for enhver, som kommer for at ofre til Herren. Og der skal ikke mere være nogen, der driver handel i Herrens tempel.

Jesus beder til sin Far

17 Derefter så Jesus op mod nattehimlen og sagde: „Far, nu er tiden inde. Ophøj din Søn, så jeg kan ophøje dig. ² Du har jo givet mig den højeste myndighed over hele menneskeheden, for at jeg kan give evigt liv til alle dem, du har givet mig. ³ Det evige liv er at kende dig, den eneste sande Gud, og den Frelser og Messias, som du har sendt. ⁴ Jeg har æret dig her på jorden ved at fuldføre den opgave, du har givet mig. ⁵ Far, ær du nu mig og før mig tilbage til din herlighed—tilbage til den position, jeg havde hos dig, før verden blev skabt.

⁶ Jeg har åbenbaret, hvem du er, for de mennesker, som du kaldte ud af verden og gav til mig. De var dine, men du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. ⁷ Nu forstår de, at alt, hvad jeg har, det har jeg fået fra dig, ⁸ for de ord, jeg har fået fra dig, har jeg givet videre til dem, og de har taget imod dem. De ved nu, at jeg er kommet fra dig, og at du har sendt mig.

⁹ Jeg går i forbøn for dem, Far. Jeg går ikke i forbøn for verden, men for dem, som du har givet mig, for de tilhører dig. ¹⁰ Du og jeg har alt tilfælles, og mine disciple har gjort mig ære. ¹¹ Nu kommer jeg til dig, for jeg skal ikke være i verden længere, men de skal leve i denne verden. Hellige Far, hold din hånd over dem, som du har givet mig. Beskyt dem med den mægtige kraft, som du gav mig, for at de må blive ét, ligesom vi er ét! ¹² Så længe jeg var hos dem, beskyttede jeg dem med din kraft. Jeg tog hånd om dem, så ikke en eneste af dem gik fortabt—undtagen ham, der måtte gå fortabt, og på den måde blev Skriften opfyldt.

¹³ Nu er jeg på vej til dig, og jeg siger det her, mens jeg endnu er på denne jord, for at de må blive fyldt med min glæde. ¹⁴ Jeg har indviet dem i dit budskab, og nu hader verden dem, fordi de ikke længere er en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af den. ¹⁵ Jeg beder dig ikke om at tage dem ud af verden, men om at beskytte dem fra den Ondes angreb. ¹⁶ Men de hører ikke til i verden, ligesom jeg ikke hører til i verden. ¹⁷ Rens dem gennem dit ord, som er sandheden. ¹⁸ Som du sendte mig til verden, sender jeg nu dem til verden. ¹⁹ Jeg indvier mig selv til dig, for at også de gennem erkendelsen af sandheden må indvi sig helt til dig.

²⁰ Jeg beder ikke kun for dem, der er her, men også for dem, som i fremtiden kommer til tro på mig gennem deres vidnesbyrd. ²¹ Jeg beder om, at de alle må blive ét, ligesom du og jeg er ét, så verden kan tro, at du har sendt mig. ²² Den herlighed, du gav mig, har jeg givet videre til dem, for at de kan blive ét, ligesom vi er ét. ²³ Når jeg er ét med dem, og du er ét med mig, så er enheden fuldkommen! Så vil verden indse, at du har sendt mig, og at du elsker dem, ligesom du elsker mig.

²⁴ Far, mit ønske er, at de, som du har givet mig, må komme til det sted, hvor jeg tager hen, og at de må se den herlighed, som du har givet mig, fordi du har elsket mig, fra før verden blev til. ²⁵ Retfærdige Far! Selv om verden ikke kender dig, så kender jeg dig, og mine disciple her ved, at du har sendt mig. ²⁶ Jeg har vist dem, hvem du er, og det vil jeg fortsætte med, for at den kærlighed, hvormed du har elsket mig, må være i dem, og jeg må være i dem.”