Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

M’Cheyne Bible Reading Plan

The classic M'Cheyne plan--read the Old Testament, New Testament, and Psalms or Gospels every day.
Duration: 365 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Anden Krønikebog 31

Kong Hizkija tjente Herren af hele sit hjerte

31 Da festen var forbi, var der en stor gruppe af de israelitter, som var kommet til Jerusalem, der gik ud for at gøre op med afgudsdyrkelsen. De tog rundt til alle byerne i Juda, Benjamin, Efraim og Manasse, hvor de fjernede alle afgudsaltrene, huggede Asherapælene om og nedrev afgudsofferhøjene. Først derefter gik de hjem til deres egne byer.

Kong Hizkija inddelte nu præsterne og levitterne i skiftehold, så de til stadighed kunne ofre brændofre og takofre og forestå tilbedelsen og lovsangen ved templets indgang. Kongen skænkede selv offerdyrene til de daglige morgen- og aftenbrændofre, samt de dyr, der ifølge Toraen skulle bruges til sabbatshøjtiden, nymånefesten og de store årlige festhøjtider.

Desuden befalede han, at indbyggerne i Jerusalem skulle bringe præsterne og levitterne de gaver, som ifølge Toraen tilfaldt dem, så de ikke var nødt til at arbejde, men kunne hellige sig deres foreskrevne opgaver ved templet. 5-6 Folket reagerede øjeblikkeligt ved villigt at bringe en del af deres høst, det være sig korn, vin, olivenolie, honning eller andre af jordens afgrøder. De gav Herren en tiendedel af alt, hvad de ejede, og lagde det i store bunker. De israelitter, som var flyttet ned til Juda, og de indfødte judæere bragte desuden en tiendedel af deres kvæg og får, og hvad de ellers ønskede at give til Herren. De første gaver kom i den tredje måned, og de sidste gaver kom i den syvende måned. Da kong Hizkija og hans embedsmænd så de store bunker af gaver, blev de fyldt med taknemmelighed til Herren og hans folk, Israel.

Hizkija forhørte sig nærmere hos præsterne og levitterne om bunkerne. 10 Ypperstepræsten Azarja af Zadoks slægt forklarede sagen: „Lige siden folket begyndte at bringe deres gaver til tempeltjenesten, har vi haft rigeligt at spise, og alt det her er i overskud. Herren har virkelig velsignet sit folk.”

11 Kongen gav nu ordre til at indrette forrådskamre i templet, 12-13 hvorefter alle gaverne blev opmagasineret der. Levitten Konanja fik på kongens og ypperstepræstens foranledning opsyn med forrådet, og hans bror Shimi fik sammen med følgende mænd til opgave at hjælpe ham: Jehiel, Azazja, Nahat, Asael, Jerimot, Jozabad, Eliel, Jismakja, Mahat og Benaja.

14-15 Levitten Kore, søn af Jimna, der var dørvagt ved østporten, fik til opgave at fordele de gaver, der tilfaldt præsterne. De skulle bringes ud til alle de byer, hvor der boede præster, og Kore fik hjælp af følgende pålidelige mænd: Eden, Minjamin, Jeshua, Shemaja, Amarja og Shekanja. De fordelte gaverne ligeligt mellem præsterne, gamle såvel som unge, 16 i henhold til alle de mandlige medlemmer af familien fra tre år og opefter, uanset om alle var optaget i slægtsfortegnelsen. Alle præsterne fik del i gaverne, for så vidt de tilhørte et skiftehold og jævnligt arbejdede i templet. 17 Præsterne var opført på listen efter deres slægtsnavn, mens alle levitter over 20 år var opført efter, hvilket skiftehold de tilhørte. 18 For de præster, der brugte al deres tid i tempeltjenesten, blev alle familiens medlemmer regnet med ved udregningen af en fødevareration, inklusive småbørn, koner, sønner og døtre. 19 De præster og levitter, som boede uden for byerne, fik deres ration udleveret i overensstemmelse med de officielle lister af nogle folk i byerne, som fik overdraget den opgave.[a]

20 Således fordelte kong Hizkija gaverne retfærdigt ud over landet, og han gjorde, hvad der var ret og rigtigt i Herrens øjne. 21 Han søgte helhjertet at gøre Herrens vilje i alt, hvad han tog sig for, hvad enten det havde med tempeltjenesten eller Toraen og dens befalinger at gøre. Derfor fik han stor fremgang.

Aabenbaringen 17

Babylon, den store skøge

17 En af de syv engle, som hver havde fået en skål med Guds vrede, kom hen for at tale med mig. „Kom!” sagde han. „Jeg vil vise dig dommen over den store skøge, som bor ved de mange vande. Jordens konger har forgudet hende, og alle, der bor på jorden, har beruset sig i hendes forførende vin.”

Englen bragte mig i ånden ud i en ørken, hvor jeg så en kvinde sidde på et skarlagenrødt uhyre, der havde syv hoveder og ti horn. Uhyret var fuldt af blasfemiske ord. Kvinden var klædt i kostbart, purpurfarvet og skarlagenrødt tøj, og hun havde smykket sig med guld, ædelsten og perler. I hånden havde hun et guldbæger, som var fyldt til randen med modbydelige og urene symboler på hendes onde handlinger. På hendes pande var der skrevet et hemmelighedsfuldt navn: „Det Mægtige Babylon, igangsætteren af al jordens modbydelighed og afguderi.” Og jeg så, at kvinden var beruset efter at have drukket blodet fra de mennesker, der troede på Jesus og ikke fornægtede ham. Jeg blev meget forundret, da jeg så hende.

Englen sagde til mig: „Hvorfor er du forundret? Lad mig forklare dig hemmeligheden om kvinden og det uhyre med de syv hoveder og ti horn, som hun sidder på. Uhyret har haft stor magt, men har det ikke nu. Det vil stige op fra afgrunden med ny magt, men det går sin undergang i møde. Alle dem, der bor på jorden, hvis navne ikke fra verdens grundlæggelse har været skrevet i livets bog, vil fyldes af beundring for det uhyre, som var engang, ikke er nu, men snart kommer tilbage.

Her gælder det om at have visdom. De syv hoveder symboliserer de syv høje, som kvinden sidder på, men de viser også hen til syv konger. 10 Fem er faldet, en regerer nu, og den sidste er endnu ikke kommet. Når han kommer, vil han kun have magt i kort tid. 11 Selve uhyret, som var engang, men ikke er nu, symboliserer en konge nummer otte, af samme art som de syv, men også den konge vil gå sin undergang i møde. 12 De ti horn symboliserer ti fyrster, som ikke har noget at regere over, men i en kort periode vil de få lov at regere sammen med uhyret. 13 De ti har fælles mål og tanke, og de stiller deres magt og indflydelse til rådighed for uhyret. 14 De vil gå til angreb på Lammet, men Lammet vil sejre over dem, fordi han er Kongen over alle konger og har magten over alle magthavere. Og de, der står på Lammets side, er de kaldede, udvalgte og trofaste.”

15 Derefter sagde englen til mig: „De mange vande du så, dér hvor skøgen bor, symboliserer alverdens folkemasser, alle folkeslag og sprog. 16 Uhyret og de ti horn vil senere hade skøgen og ødelægge hende. De vil rive tøjet af hende, fortære hendes kød og brænde resterne op. 17 Det var nemlig en del af Guds plan, at de ti konger skulle underkaste sig uhyrets vilje, indtil Guds ord er gået i opfyldelse. 18 Kvinden, som du så sidde på de syv høje, symboliserer Den Store By, som alle jordens herskere bøjer sig for.”

Zakarias 13:2-9

Jeg vil udrydde alle afguder af landet, så deres navne ikke længere skal huskes. Også spåmænd og falske profeter fjerner jeg fra landet. Hvis nogen derefter begynder at profetere falsk, vil hans egen familie anklage ham: ‚Du profeterer jo falsk i Herrens navn! Derfor skal du dø!’ Derefter vil hans egen familie dræbe ham. De falske profeter tør derfor ikke længere profetere åbenlyst eller iklæde sig den særlige profetdragt. Tværtimod vil de sige: ‚Jeg er ikke nogen profet, bare en almindelig bonde. Jeg har dyrket jorden hele mit liv.’ Og hvis nogen spørger dem: ‚Hvordan har du fået de ar på armene?’[a] skal han svare: ‚Årh, dem har jeg fået i mine elskeres hus.’ ”[b]

En rest bliver renset som gennem ild

„Rejs dig, du sværd, og angrib min hyrde, slå ham, som står mig nær,” siger Herren, den Almægtige. „Slå hyrden ned, og fårene vil blive spredt. Men jeg vil hjælpe de ydmyge.[c] To tredjedele af landets befolkning skal omkomme, men en tredjedel skal overleve. Den tredjedel vil jeg føre gennem ild, så de renses, som man renser sølv og forædler guld. Da skal de råbe til mig om hjælp, og jeg vil høre deres råb og sige: ‚De er mit folk!’ hvortil de skal svare: ‚Herren er vores Gud!’ ”

Johannes 16

16 Jeg siger det, før det sker, for at I ikke skal miste troen. I vil blive smidt ud af synagogen, ja, det vil komme så vidt, at de, der slår jer ihjel, vil mene, at de dermed tjener Gud. Og det vil de gøre, fordi de hverken kender min Far eller mig. Men når forfølgelserne kommer, så husk på, hvad jeg nu har sagt til jer. Jeg har ikke sagt det før, for jeg har hele tiden været hos jer.

Helligåndens opgave

Nu skal jeg snart tilbage til ham, der sendte mig, og ingen af jer spørger mig længere, hvor jeg går hen. I er fyldt af sorg og uro på grund af det, jeg har fortalt jer, men I må tro mig, når jeg siger, at det er bedst for jer, at jeg går bort. Kun hvis jeg går bort, kan Vejlederen komme til jer, og når jeg er gået bort herfra, vil jeg sende ham til jer.

Når Helligånden kommer, vil han afsløre folks forkerte opfattelse af synd, retfærdighed og dom. Deres synd er, at de ikke tror på mig. 10 Det er retfærdigt, at jeg går til Faderen, og I derfor ikke længere kan se mig. 11 Dommen består i, at denne verdens fyrste er dømt.

12 Jeg har stadig meget at sige jer, som I ikke kan forstå endnu. 13 Men når sandhedens Ånd kommer, vil han vejlede jer til hele sandheden. Han vil ikke fremføre sine egne meninger, men det, han hører mig sige, vil han give videre til jer, og han vil åbenbare for jer, hvad fremtiden bringer. 14 Han vil ophøje og ære mig ved at tage imod det, jeg giver ham, og derefter åbenbare det for jer. 15 Alt, hvad Faderen har, er også mit. Det er derfor jeg siger, at Helligånden vil tage imod det, jeg giver ham, og åbenbare det for jer.

Sorg skal vendes til glæde

16 Snart ser I mig ikke mere, men lidt senere vil I se mig igen.” 17 Da spurgte disciplene hinanden: „Hvad mener han med, at vi snart ikke skal se ham mere, men at vi så lidt senere får ham at se igen? Og hvad mener han med, at han skal gå til Faderen, 18 og at det skal ske snart? Vi forstår det ikke.”

19 Jesus var klar over, at de ønskede at spørge ham om det, så han sagde: „I spørger hinanden, hvad jeg mener med det, jeg sagde. 20 Dét siger jeg jer: Denne verden vil glæde sig over det, der skal ske med mig—men I vil sørge og græde. Bagefter vil jeres sorg blive vendt til glæde. 21 En kvinde glæder sig ikke til den smerte, der er forbundet med at føde, men når barnet er født, glemmer hun smerterne af glæde over, at et lille menneskebarn er kommet til verden. 22 Det samme gælder jer. I er ikke glade lige nu, men vi skal ses igen, og da skal I opleve en glæde i hjertet, som ingen kan tage fra jer. 23 Når den tid kommer, skal I ikke længere bede mig om noget, for I kan gå direkte til Faderen. Det siger jeg jer: Han vil give jer, hvad som helst I beder om i mit navn. 24 Endnu har I ikke prøvet at bede om noget i mit navn. Bed i mit navn, og I skal få, så I kan blive fyldt af glæde.

Jesus har sejret over verden

25 Indtil nu har jeg måttet tale til jer i billeder, men den tid kommer, hvor det ikke er nødvendigt længere. Da vil jeg tale klart til jer om Faderen. 26 Når det sker, kan I også gå direkte til ham i mit navn. Det er ikke nødvendigt, at jeg går i forbøn for jer hos Faderen, 27 for han elsker jer, fordi I elsker mig, og fordi I tror, at jeg er kommet fra ham. 28 Da jeg kom til denne verden, kom jeg fra Faderen. Nu forlader jeg så denne verden og er på vej tilbage til Faderen.”

29 Disciplene udbrød: „Nu taler du klart og ikke længere i billeder. 30 Og nu forstår vi, at du ved alt, og at der ikke er grund til at stille spørgsmål ved det, du siger. Derfor tror vi på, at du er kommet fra Gud.”

31 „Mon I nu også tror?” sagde Jesus. 32 „Om ganske kort tid vil I være spredt for alle vinde, og jeg vil stå alene tilbage. Men jeg er ikke alene, for min Far er med mig. 33 Jeg har sagt jer alt det her, for at I skal søge jeres fred hos mig. I denne verden vil I blive forfulgt, men vær ved godt mod, for jeg har sejret over verden!”

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.