M’Cheyne Bible Reading Plan
Davids sejre over nabofolkene(A)
18 David besejrede efterhånden filistrene fuldstændigt og undertvang dem ved at indtage deres hovedstad, Gat, og de omliggende landsbyer. 2 Han besejrede også moabitterne og gjorde dem til sine skattepligtige undersåtter.
3 Kong Hadadezer af Zoba forsøgte at generobre sit gamle territorium syd for Eufratfloden.[a] Men David besejrede hans hær og forfulgte den helt til Hamat.[b] 4 Ved den lejlighed erobrede David 1000 stridsvogne og tog 7000 ryttere og 20.000 fodfolk til fange. Han skar haserne over på samtlige heste bortset fra 100 af dem. 5 Da aramæerne rykkede ud fra Damaskus for at hjælpe Hadadezer, huggede David 22.000 af dem ned. 6 I Damaskusområdet udstationerede han flere garnisoner og indlemmede aramæerne blandt sine skattepligtige undersåtter. Herren gav David sejr over alle hans fjender. 7 David beslaglagde alle de guldskjolde, som kong Hadadezers officerer havde brugt, og førte dem til Jerusalem 8 sammen med en stor ladning bronze fra Hadadezers byer Tibat og Kun. Det var blandt andet det bronze, kong Salomon senere brugte til at få lavet „bronzehavet” ved templet samt søjlerne og de forskellige bronzeredskaber.
9 Da kong Tou af Hamat hørte om Davids triumf over Hadadezers hær, 10 sendte han sin søn Hadoram af sted for at lykønske ham. Hadadezer og Tou var nemlig ærkefjender. Hadoram forærede David mange gaver af guld, sølv og bronze, 11 og David indviede dem til Herren sammen med det guld og sølv, han havde taget i krigsbytte fra edomitterne, moabitterne, ammonitterne, filistrene og amalekitterne.
12 I Saltdalen slog Abishaj, Zerujas søn, en edomitisk hær på 18.000 mand, 13 hvorefter han etablerede en række garnisoner i Edom, så edomitterne kom under Davids herredømme. Således gav Herren David sejr, hvor som helst han kom frem.
Davids embedsmænd(B)
14 David var en retfærdig konge i Israel, og han gav alle en fair behandling. 15 Joab var øverstbefalende for hæren; Joshafat, Ahiluds søn, var kongens øverste embedsmand med ansvar for arkiverne; 16 Zadok, Ahitubs søn, og Ahimelek, Ebjatars søn, var de ledende præster; Shavsha var statssekretær; 17 Benaja, Jojadas søn, var chef for livgarden; og Davids egne sønner var ledere ved kongens side.
Advarsel til rige og vantro mennesker
5 Til de rige vil jeg sige: Græd og klag over al den elendighed, I kommer til at opleve. 2 Jeres kostbarheder vil gå til grunde og jeres fine tøj blive ædt af møl. 3 Jeres guld og sølv vil blive fortæret som af rust og blive et vidnesbyrd imod jer som en ild, der brænder jer op. I har skrabet rigdomme sammen til jer selv her i de sidste tider. 4 Men hør råbene fra de arbejdere, der har høstet jeres marker, og som I har snydt for deres løn. Den almægtige Gud har hørt deres klage. 5 I har nydt et liv i sus og dus på jorden og er blevet fede, mens andre har sultet. 6 I har fået hæderlige mennesker dømt. I har ødelagt deres liv, selvom de ikke havde gjort jer noget.
Hold ud, mens I venter på Herrens komme
7 Kære kristne venner, vent tålmodigt på Herrens komme. Tænk på landmanden, der med forventning ser frem til den værdifulde høst fra sine marker. Han venter tålmodigt, mens regnen giver vækst, både den tidlige og den sene regn. 8 Sådan skal I også være tålmodige og holde ud, for Herren kommer snart. 9 Lad være med at klage over hinanden, for at I ikke selv skal blive dømt. Den store Dommer står allerede klar ved døren.
10 Følg det eksempel på tålmodighed i lidelse, som de gamle profeter har givet jer. De var jo mennesker, der levede tæt på Gud og talte på hans vegne. 11 Vi ved, at de, der holdt ud gennem lidelserne, blev velsignet af Gud. I har hørt om Jobs udholdenhed, og I ved, hvordan Gud velsignede ham til sidst, for han er en kærlig og barmhjertig Gud.
12 Husk også på, kære venner, at I ikke må sværge, hverken ved Himlen eller jorden eller noget som helst andet. Hvis I mener „ja”, så sig „ja”, og hvis I mener „nej”, så sig „nej”, ellers vil Gud dømme jer.
Om bønnens kraft og hjælp til en vildfaren synder
13 Hvis I lider ondt, skal I bede. Er I glade, så syng lovsange. 14 Hvis nogle af jer ligger syge, kan I tilkalde menighedens ledere. De vil så salve jer med olie i Herrens navn og bede for jer, 15 så vil bøn i tillid til Herren gøre jer raske, så I kan stå op fra sygesengen. Og har I begået en synd, vil I få tilgivelse. 16 Bekend derfor jeres synder for hinanden og bed for hinanden, så I kan blive helbredt.
Troens bøn kan udrette store mirakler. 17 Tænk blot på Elias. Han var ligesom os, et ganske almindeligt menneske, men han bad inderligt om, at det ikke måtte regne, og der faldt ingen regn i tre og et halvt år i hele landet. 18 Så bad han om, at det igen måtte regne, og det begyndte at øse ned, så planterne kunne vokse.
19 Kære venner, hvis en af jer er kommet bort fra sandheden, og en anden hjælper ham tilbage på den rette vej, 20 så har det menneske reddet en sjæl fra døden, og mange synder er blevet tilgivet.[a]
Jonas beder til Gud og oplever Guds nåde
2 I mellemtiden havde Herren ordnet det sådan, at en stor fisk slugte Jonas. Jonas var inde i fisken i tre dage,[a] 2 og fra fiskens indre bad han til Gud:
3 „I min nød vendte jeg mig til dig, Herre,
og du greb ind!
Jeg råbte om hjælp fra dødens forgård,
og du bønhørte mig!”
Han fortsatte:
4 „Du kastede mig i havet,
og jeg sank ned i dybet.
Jeg blev slugt af det store ocean,
og bølgerne rasede oven over mig.
5 Jeg troede, du havde forkastet mig,
og at jeg aldrig mere skulle se dit hellige tempel.
6-7 Vandmasserne lukkede sig omkring mig,
havets dyb omsluttede mig.
Vandplanterne viklede sig om hovedet på mig,
og jeg sank ned mod bjergenes rødder.
Jeg var på vej gennem dødsrigets port,
som ville blive smækket i efter mig for evigt.
Men Herre, du hørte min bøn
og rev mig ud af dødens gab.
8 Da alt håb var ude, vendte jeg mig til dig, Herre,
og fra dit hellige tempel hørte du min bøn.
9 De, som holder sig til falske guder,
oplever ikke din trofasthed og nåde.
10 Men det har jeg nu oplevet,
og jeg vil takke dig med lovsang og ofre.
Jeg vil indfri mine løfter til dig,[b]
for det er dig, Herre, der har magt til at redde.”
11 Derefter sørgede Herren for, at fisken spyttede Jonas ud på strandbredden.
En romersk officers tro(A)
7 Da Jesus var færdig med at tale til folkeskaren, gik han ind til Kapernaum. 2 Her boede en romersk officer, der havde en tjener, som var syg og døden nær. Det var en tjener, han satte stor pris på. 3 Officeren havde hørt om Jesus og sendte nogle af lederne fra den jødiske menighed hen for at bede ham komme og helbrede hans tjener. 4 De bad indtrængende Jesus om at komme. „Hvis nogen fortjener hjælp, så er det ham,” sagde de, 5 „for han elsker vores folk og har bygget en synagoge til os.” 6 Jesus og hans ledsagere gik derfor med dem.
Men da de nærmede sig huset, sendte officeren nogle venner ud for at sige: „Herre, gør dig ikke så megen ulejlighed. Jeg er jo ikke værdig til, at du skulle komme ind i mit hus. 7 Jeg føler mig heller ikke værdig til at komme ud til dig. Men du kan blot udstede en befaling og på den måde gøre min tjener rask. 8 Jeg er jo en mand, som selv står under kommando, og jeg har soldater, der igen står under mig. Jeg behøver bare at sige: ‚Gå!’ så går de, eller: ‚Kom!’ så kommer de. Og hvis jeg siger til min tjener: ‚Gør det eller det!’ så gør han det.”
9 Jesus var forbløffet over de ord, og han vendte sig til dem, der fulgtes med ham, og sagde: „Det siger jeg jer: Ikke engang blandt Israels folk har jeg mødt så stor en tro.”
10 Da officerens venner kom tilbage til huset, fandt de tjeneren fuldstændig rask.
Jesus opvækker enkens søn i Nain
11 Den næste dag var Jesus på vandring i retning mod en by, der hedder Nain, og som sædvanlig havde han følgeskab af sine disciple og en stor skare af nysgerrige. 12 Da de nærmede sig byporten, kom et begravelsesfølge dem i møde. Det viste sig at være en ung mand, der netop var død. Hans mor var enke og havde ikke andre sønner. Mange sørgende fra byen var med i følget. 13 Da Jesus så moderen, fik han medlidenhed med hende. „Græd ikke!” sagde han. 14 Så gik han hen og rørte ved båren, så bærerne standsede. „Unge mand,” sagde han, „rejs dig op!” 15 Den døde satte sig op og begyndte at sige noget, og Jesus gav ham tilbage til hans mor. 16 Overvældet af ærefrygt gav tilskuerne sig til at prise Gud. „En stor profet er midt iblandt os,” sagde de. „Gud er kommet til os for at hjælpe sit folk.”
17 Beretningen om, hvad der var sket den dag, spredtes ud over jødernes land og videre ud til de omkringliggende lande.
Johannes Døber kommer i tvivl, om Jesus er Messias(B)
18-19 Johannes Døbers disciple fik snart at høre om alt det, Jesus gjorde, og de fortalte det til Johannes, der sad i fængsel. Han sendte så to af dem til Jesus med et spørgsmål: „Er du den Messias, vi har ventet på så længe, eller skal vi vente en anden?”
20-21 Da de to udsendinge kom til Jesus, fandt de ham i færd med at helbrede mange syge og uddrive de onde ånder. Selv mange blinde fik deres syn. Da de kom frem med Johannes’ spørgsmål, 22 svarede han: „Gå tilbage til Johannes og fortæl ham, hvad I selv har set og hørt: Blinde får deres syn, lamme går omkring, spedalske bliver helbredt, døve får hørelsen, døde bliver levende, og der forkyndes godt nyt for dem, der erkender deres behov for hjælp. 23 Sig til ham: Velsignede er de, som ikke mister troen på mig.”
Jesus taler om Johannes som profet(C)
24 Da Johannes Døbers disciple var gået, begyndte Jesus at tale om ham til folkeskaren: „Dengang I tog ud i ødemarken for at lytte til Johannes, hvad så I da? Et siv, der svajede hid og did for vinden? Nej, vel? 25 En mand klædt på som fyrste? Nej, de der bærer fornemme klæder og lever i rigdom og pragt, finder man i kongelige paladser. 26 Var det for at møde en profet fra Gud? Ja, men ikke bare en almindelig profet. 27 For Johannes er den mand, om hvem der er skrevet:
‚Jeg vil sende min udsending foran dig.
Han skal berede vejen for dig.’[a]
28 Det siger jeg jer: Ingen af profeterne har haft en opgave, der var mere betydningsfuld end den, Johannes har haft. Men selv den mest ubetydelige i Guds nye rige er større end ham. 29 Alle de, som hørte Johannes’ budskab, også skatteopkræverne, bøjede sig for Guds ord og blev døbt med Johannes’ dåb.
Både Johannes og Jesus har mødt megen modstand(D)
30 Men farisæerne og de skriftlærde nægtede at bøje sig for Guds plan med dem, og de lod sig ikke døbe. 31 Hvordan skal jeg beskrive den slags mennesker?[b] 32 Forestil jer nogle børn, der sidder på torvet og råber til deres kammerater: ‚Vi spillede på fløjte for jer, men I ville ikke være med til at synge og danse. Vi spillede sørgesange, men I ville heller ikke være med til at sørge.’
33 Sådan har folk også reageret over for Johannes Døber og mig. Johannes levede et liv i afholdenhed uden god mad og vin, og folk sagde om ham: ‚Årh, han er ikke rigtig klog!’ 34 Derefter kom Menneskesønnen, som både spiser god mad og drikker vin, og folk siger om mig: ‚Sikken en ædedolk og drukkenbolt. Tænk, han er ven med de værste syndere!’ 35 Nuvel, Guds visdom erfares af alle, som søger den.”
Den største tilgivelse frembringer den største kærlighed
36 En af farisæerne indbød engang Jesus til spisning i sit hjem. 37 En kvinde fra gaden, en prostitueret, fik at vide, at Jesus var taget ind for at spise hos farisæeren, og hun gik derhen med en alabastkrukke fyldt med aromatisk olie. 38 Da hun var kommet indenfor, knælede hun stille ned bag Jesu fødder[c] og begyndte at græde. Hendes tårer faldt på hans fødder. Med sit lange hår tørrede hun dem, kyssede dem og hældte den aromatiske olie ud over dem. 39 Da farisæeren, som havde indbudt Jesus, så, hvad kvinden gjorde, tænkte han ved sig selv: „Det her viser, at Jesus ikke er en profet fra Gud. Ellers ville han være klar over, hvad det er for en slags kvinde, der rører ved ham. Han ville vide, at hun er prostitueret.”
40 „Simon,” sagde Jesus, „jeg har noget, jeg gerne vil sige til dig.”
„Hvad er det, mester?” spurgte farisæeren.
41 „Der var to, som skyldte penge til den samme mand. Den ene skyldte 500 denarer,[d] mens den anden kun skyldte 50. 42 Ingen af dem kunne imidlertid betale deres lån, så manden eftergav dem begge, hvad de skyldte. Hvem af de to, tror du, var mest taknemmelig?”
43 „Mon ikke det var den, som fik eftergivet mest?” svarede Simon.
„Jo, du har ret,” svarede Jesus.
44 Så vendte han hovedet mod kvinden og fortsatte: „Simon, har du set, hvad den kvinde har gjort? Da jeg kom ind i dit hjem, sørgede du ikke for vand til mine fødder. Men hun har vasket dem med sine tårer og tørret dem med sit hår. 45 Du gav mig heller ikke det sædvanlige kys på kinden til velkomst, men hun bliver ved med at kysse mine fødder. 46 Du kom ikke med olivenolie til mit hoved, men hun kom med aromatisk olie til mine fødder. 47 Det siger jeg dig: Hun har fået sine mange synder tilgivet. Det kan du se ud fra den store kærlighed, hun viser. Den, som kun har fået tilgivet lidt, viser ikke megen kærlighed.”
48 Derefter sagde Jesus til kvinden: „Dine synder er tilgivet!”
49 Der blev uro omkring bordet. „Hvem er den mand, som påstår, at han kan tilgive folk deres synder?” sagde de andre gæster til hinanden.
50 Men Jesus fortsatte henvendt til kvinden: „Det er din tro, der har frelst[e] dig. Du kan gå nu—med fred i hjertet!”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.