M’Cheyne Bible Reading Plan

Guds pagtsløfte til David og hans slægt^(A)

17 Efter at David var flyttet ind i sit kongelige palads, sagde han en dag til profeten Natan: „Her sidder jeg i mit smukke palads af cedertræ—men Herrens Pagts Ark står stadig i et telt!”

² „Gør du bare, hvad du har på hjerte,” svarede Natan, „for Gud er med dig.”

³ Men samme nat sagde Gud til Natan: ⁴ „Sig til min tjener David, at han ikke skal bygge et hus til mig! ⁵ Jeg har endnu aldrig haft et hus at bo i. Min bolig har været et telt lige siden den dag, jeg førte Israels folk ud af Egypten, og jeg er flyttet med dem fra den ene lejrplads til den anden. ⁶ Har jeg nogen sinde beklaget mig over det til de ledere, jeg indsatte som hyrder for mit folk? Har jeg bedt nogen af dem om at bygge mig et fornemt hus af cedertræ?

⁷ Derfor skal du give David følgende besked fra den almægtige Herre: ‚Jeg hentede dig fra græsgangen, hvor du vogtede får, og satte dig til at være leder for mit folk. ⁸ Overalt hvor du kom frem, var jeg med dig og tilintetgjorde dine fjender. Jeg vil gøre dig lige så berømt som de kendteste mænd i verden. ^9-10 Jeg har givet mit folk et sted at slå sig ned og bo uden frygt, og uden at blive mishandlet af deres fjender, sådan som det skete før i tiden, dengang jeg indsatte dommere til at lede mit folk. Jeg har skaffet dig fred fra alle dine fjender.

Hør nu efter, hvad jeg siger: I stedet for at du bygger mig et hus, vil jeg „bygge” dig et kongehus. ¹¹ Når du engang er død, skal en af dine efterkommere overtage tronen, og jeg vil gøre hans kongedømme stærkt. ¹² Han skal bygge mig et tempel, og jeg vil gøre hans herredømme urokkeligt for evigt.^{[a] 13} Jeg vil være hans far, og han skal være min søn. Jeg vil altid være trofast over for ham. Jeg vil ikke rive kongemagten ud af hans hænder, som jeg gjorde med din forgænger. ¹⁴ Jeg indsætter ham som konge i mit rige og leder for mit folk for evigt. Ja, hans herredømme vil vare til evig tid.’ ”

¹⁵ Så gik Natan til David og fortalte ham alt, hvad Gud havde sagt. ¹⁶ David gik da ind i teltet, hvor arken stod, og han satte sig for Herrens ansigt og bad: „Herre, min Gud, du har allerede gjort så meget for mig. ¹⁷ Og nu giver du mig tilmed løfter, der gælder mine efterkommere langt ud i fremtiden! Min Herre og Gud, du har løftet sløret for dine planer!^{[b] 18} Hvad mere kan jeg sige om den ære, du viser mig? Du ved, at jeg ønsker at tjene dig. ¹⁹ Du har gjort dette for din tjeners skyld, og fordi du ville det. Det er store løfter, du har åbenbaret for mig. ²⁰ Herre, du er uendelig stor—der er ingen anden Gud end dig! Det ved vi så godt. ²¹ Hvilket andet folk på den vide jord har du gjort så meget for som for Israel, dit eget folk? Du har befriet dit folk, så de kunne bringe ære til dit navn. Du har udført mægtige undere ved at frelse dit folk fra slaveriet i Egypten og drive de andre folkeslag bort foran dig. ²² Du udvalgte Israels folk til at være dit folk for evigt, og du blev Israels Gud.

^23-24 Min Herre og Gud, gid det løfte, du har givet mig og min slægt, må stå fast for evigt. Må dets opfyldelse bringe dig evig ære, så folk erkender, at Israels Gud er den almægtige Gud. Må din tjener Davids slægt altid tjene dig. ²⁵ Min Gud, du har sagt, at du vil bygge mig et kongehus. Det er derfor, jeg drister mig til at komme med en bøn til dig. ²⁶ Min Herre og min Gud, du har givet mig gode løfter for fremtiden. ²⁷ Velsign min slægt, så den altid må bestå for dit ansigt. Når du, Herre, velsigner min slægt, vil den altid være velsignet!”

Vend om fra verdslig selviskhed

4 Når der er skænderier og stridigheder iblandt jer, hvad skyldes det så? Mon ikke det skyldes de selviske motiver, der raser i jer? ² I ønsker at få både det ene og det andet, men får intet. I er misundelige og ødelægger hinandens liv for at få fat i det, I ønsker, men I får det ikke, fordi I ikke beder til Gud om det, I ønsker. ³ Og selvom I beder, får I alligevel ikke noget, fordi I beder med forkerte motiver. I er jo kun ude på at få jeres egne ønsker opfyldt.

⁴ Det er en vantro måde at handle på. Ved I ikke, at venskab med verden er fjendskab med Gud? Den, som kun tænker på at opnå verdslig tilfredsstillelse, kan ikke samtidig gøre Gud tilfreds. ⁵ Det er ikke for ingenting, når Skriften siger, at den menneskelige natur, vi har fået, så let bliver misundelig.^{[a] 6} Men desto større er den nåde, vi får, som der står skrevet: „Gud modarbejder de hovmodige, men de ydmyge giver han nåde.”^[b]

⁷ Altså skal I underordne jer Guds vilje. Hold stand over for Djævelen, så går han sin vej. ⁸ Hold jer nær til Gud, så holder han sig nær til jer. Bed om tilgivelse for jeres onde handlinger. Og I, der står med et ben i hver lejr, I skal indvi jeres liv helt til Gud. ⁹ Græd over det onde, I har gjort. Sørg over det med oprigtig anger. Skift latteren ud med bedrøvelse og alvor. ¹⁰ Bøj jer ydmygt for Herren, så vil han rejse jer op.

Fordøm ikke hinanden

¹¹ Hold op med at dømme og tale ondt om hinanden, kære venner. For gør I det, trodser I befalingen om, at vi skal elske hinanden. Det betyder, at I gør jer til dommere over befalingen i stedet for at følge den. ¹² Kun Gud selv, der gav os den befaling, har ret til at være dommer. Han har magt til at frikende os eller dømme os skyldige. Hvilken ret har I da til at dømme hinanden?

Undgå selvsikkert praleri

¹³ Og nu med hensyn til jer, der siger: „I dag eller i morgen tager vi til den eller den by og bliver der et års tid for at handle og tjene penge.” ¹⁴ Hvordan kan I vide, hvad der sker i morgen? Jeres liv er som en røgsky, der ses en kort tid, men derefter forsvinder. ¹⁵ I skulle hellere sige: „Hvis Herren vil, og vi lever så længe, så vil vi gerne gøre det eller det.” ¹⁶ Men nu praler I og bruger store ord, og det er ikke godt.

¹⁷ I det hele taget gælder det, at man begår en synd, hvis man ved, hvad der er det rigtige at gøre, men alligevel ikke gør det.

Jonas nægter at adlyde Gud

1 En dag talte Herren til Jonas, Amittajs søn. Han sagde: ² „Tag af sted til den store by Nineve og råb til dens befolkning, at jeg vil straffe dem for deres ondskab.”

³ Men Jonas ønskede ikke at gøre, hvad Gud havde sagt til ham, så han flygtede i den modsatte retning. Han gik ned til havnebyen Jafo, hvor han fandt et skib, der skulle til Tarshish.^[a] Han betalte for rejsen og gik om bord for at sejle til Tarshish og dermed unddrage sig den opgave, Gud havde givet ham.

Gud straffer Jonas for hans ulydighed

⁴ Men Herren sendte en voldsom orkan hen over havet, så skibet var ved at blive knust. ⁵ Sømændene blev dødsens angst og råbte til hver deres gud om hjælp. De kastede også hele lasten over bord for at lette skibet.

Imens lå Jonas nede i lastrummet og sov. ⁶ Kaptajnen gik ned og vækkede ham. „Hvorfor ligger du her og sover?” råbte han. „Stå op og råb til din gud om hjælp! Måske vil han vise os barmhjertighed og redde os fra at drukne.”

⁷ Da de var kommet op på dækket, sagde søfolkene til hinanden: „Lad os kaste lod for at finde ud af, hvem der er skyld i denne frygtelige orkan.” Det gjorde de så, og loddet traf Jonas.

⁸ Så begyndte de anklagende spørgsmål at hagle ned over ham: „Er det virkelig dig, der er skyld i det her?” „Hvem er du egentlig?” „Hvad bestiller du her?” „Hvor kommer du fra?” „Hvilket folk tilhører du?” ⁹ Jonas svarede: „Jeg er hebræer. Jeg tilbeder Herren, den Gud, som bor i Himlen, og som har skabt både havet og landjorden.” ¹⁰ Så fortalte han dem, at han var på flugt fra sin gud. Mændene blev dybt rystede, da de hørte det. „Hvordan kunne du gøre det?” råbte de. ¹¹ Imens blev orkanen om muligt endnu værre. „Hvad skal vi gøre ved dig, for at din gud kan standse stormen?” ¹² „Kast mig i havet,” svarede Jonas. „Så lægger bølgerne sig. Jeg indrømmer, at det er min skyld, at denne orkan har ramt jer.”

¹³ Besætningen prøvede dog først at ro i retning af land, men det var håbløst. Orkanen var alt for voldsom. ¹⁴ Så råbte de til Jonas’ gud, Herren: „Åh, Herre, lad os ikke omkomme på grund af denne mand! Gør os ikke ansvarlige for hans død, når vi kaster ham i havet. Du har jo selv sendt denne orkan!” ¹⁵ Så tog de Jonas og kastede ham ud i havet. Øjeblikkeligt lagde vinden sig. ¹⁶ Mændene var målløse over Herrens store magt, og de bragte ham ofre og aflagde løfter om, at fra nu af skulle han være deres gud.

Jesus er herre over sabbatten^(A)

6 En dag, da det var sabbat, kom Jesus og hans disciple på deres vandring forbi nogle kornmarker. Disciplene plukkede nogle aks, gned dem mellem hænderne og spiste kernerne. ² Men nogle af farisæerne irettesatte dem: „Hvorfor høster I korn på en sabbat, hvor man ikke må arbejde?”

³ „Har I aldrig læst, hvad David gjorde, da han og hans mænd var sultne?” sagde Jesus. ⁴ „Han gik op til Guds hus, spiste af de hellige brød og gav også nogle til sine ledsagere. Det er jo ellers kun præsterne, der har lov til at spise af dem.”

⁵ Så tilføjede han: „Menneskesønnen er herre over sabbatten.”

Jesus helbreder en mand på sabbatten^(B)

⁶ En anden sabbat var Jesus igen gået ind i en synagoge og underviste forsamlingen. Blandt de tilstedeværende var en mand, hvis højre hånd var forkrøblet. ⁷ De skriftlærde og farisæerne holdt øje med Jesus for at se, om han ville helbrede på en sabbat, for så havde de noget at anklage ham for.

⁸ Jesus var klar over, hvad de tænkte, og han vendte sig mod manden med den forkrøblede hånd. „Rejs dig og stå her i midten,” sagde han. Manden rejste sig. ⁹ Så vendte Jesus sig mod farisæerne og de skriftlærde og spurgte: „Hvad siger Guds Lov? Skal hviledagen bruges til noget godt eller noget ondt, til at redde liv eller til at ødelægge liv?” ¹⁰ Han så rundt på dem alle sammen og vendte sig så mod manden: „Ræk hånden frem!” sagde han. I samme øjeblik han gjorde det, var hånden rask.

¹¹ Farisæerne og de skriftlærde blev rasende, og de gav sig til at drøfte indbyrdes, hvad de skulle stille op med Jesus.

Jesus udvælger de 12 apostle^(C)

¹² En dag gik Jesus op på en bakketop for at bede. Han tilbragte natten i bøn til Gud, ¹³ og ved daggry kaldte han sine disciple til sig og udvalgte 12 af dem, som han også kaldte apostle. ¹⁴ Her er navnene på dem: Simon, som han også kaldte Peter, og dennes bror Andreas; Jakob og Johannes; Filip; Bartolomæus; ¹⁵ Mattæus; Thomas; Jakob, søn af Alfæus; Simon Frihedskæmper; ¹⁶ Judas, søn af Jakob, og Judas Iskariot, som blev forræder.

Jesu helbredende kraft

^17-18 Da de var kommet ned fra bjerget, gik de ud på en slette, hvor mange af Jesu disciple samledes omkring dem. Der var også en stor skare mennesker, som var kommet for at høre ham og for at blive helbredt for deres sygdomme. Der var jøder fra hele Judæa og Jerusalem og folk så langt nordfra som kystområdet ved Tyrus og Sidon. Jesus uddrev mange onde ånder, ¹⁹ og alle i menneskemængden søgte at røre ved ham, for en sådan kraft strømmede fra ham, at alle, der rørte ved ham, blev helbredt.

Afmagtens velsignelse—selvtilstrækkelighedens forbandelse^(D)

²⁰ Jesus så ud over sine disciple og sagde:

²² I er velsignede, selv når mennesker hader jer, fryser jer ud, håner jer og sværter jer til, fordi I hører mig til. ²³ Glæd jer, når det sker! Ja, dans af glæde, for der venter jer en stor løn i Himlen. Sådan er Guds profeter altid blevet behandlet.

Om at elske sine fjender i stedet for at gøre gengæld^(E)

²⁷ Jesus fortsatte: „Til jer, som ønsker at adlyde mig, siger jeg: Elsk jeres fjender! Gør godt mod dem, som hader jer. ²⁸ Velsign dem, som forbander jer. Bed for dem, som mishandler jer.

²⁹ Hvis nogen slår dig på den ene kind, så vend den anden til. Hvis nogen vil tage din yderkjortel fra dig, så lad ham også få din inderkjortel. ³⁰ Giv enhver, som beder dig, og hvis nogen tager dine ejendele, så lad være med at kræve dem tilbage.

³¹ Gør mod andre, som I ønsker, at de skal gøre mod jer. ³² Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad særligt godt skulle der være ved det? Det kan enhver synder jo gøre. ³³ Hvis I kun gør godt mod dem, der gør godt mod jer, hvad prisværdigt skulle der være ved det? Det gør syndere jo også. ³⁴ Hvad særligt er der ved at låne penge ud, når I ved, I får dem igen? Selv syndere låner ud til andre syndere, når blot de får deres penge igen.

³⁵ Nej, elsk jeres fjender og gør godt imod dem. Lån jeres penge ud uden at spekulere på, om I får dem tilbage. Så bliver I rigeligt belønnet og handler som børn af den højeste Gud. Gud er nemlig god, også mod de utaknemmelige og onde. ³⁶ Vær barmhjertige, ligesom jeres Far er barmhjertig.

Om ikke at dømme andre^(F)

³⁷ Lad være med at dømme andre, ellers bliver I selv dømt. Fordøm ikke, så I ikke selv skal blive fordømt. Tilgiv, så vil I selv få tilgivelse.

³⁸ Giv, så skal der gives jer. Den målestok, I anvender over for andre, vil blive anvendt over for jer. Er I gavmilde, vil I modtage et godt, rystet, presset mål med top på.”

Om falske og ugudelige ledere^(G)

³⁹ Jesus anvendte tit billeder i sin undervisning. „Kan en blind lede en blind?” sagde han. „Falder de ikke begge i grøften? ⁴⁰ En lærling står ikke over sin mester. Men enhver, som er udlært, bliver som sin mester.

⁴¹ Du kan let se splinten i din vens øje, men bjælken i dit eget øje kan du slet ikke få øje på. ⁴² Hvordan kan du sige til din ven: ‚Kom, lad mig tage splinten ud af dit øje’, når du ikke ser bjælken i dit eget? Din selvretfærdige hykler! Sørg først for at få bjælken ud af dit eget øje, så kan du se klart til at tage splinten ud af din vens øje.

Vurder efter resultaterne^(H)

⁴³ Et godt træ bærer gode frugter, og et dårligt træ bærer dårlige frugter. ⁴⁴ Man bedømmer et træ efter de frugter, det frembringer. Man plukker jo heller ikke figner i et tjørnekrat eller vindruer fra en tornebusk. ⁴⁵ Et godt menneske henter gode ting frem af sit hjertes gode forråd. Et ondt menneske henter onde ting frem af sit hjertes onde forråd. For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med.

Sande og falske disciple^(I)

⁴⁶ Hvorfor kalder I mig ‚Herre’, når I ikke gør, hvad jeg siger? ⁴⁷ Men de, som kommer til mig og hører mine ord og handler på dem, lad mig fortælle jer, hvem de ligner. ⁴⁸ De ligner en mand, der skulle til at bygge et hus. Han gravede dybt ned til han nåede klippegrunden, og den brugte han som fundament for sit hus. Selv da der blev oversvømmelse, og vandet skyllede mod huset, stod det urokkeligt fast, for det var bygget på et godt fundament.^{[b] 49} De, som har hørt mine ord uden at handle på dem, ligner derimod en mand, der byggede sit hus på den bare jord uden et godt fundament. Da så oversvømmelsen kom og skyllede imod det hus, styrtede det hele sammen i en ruinhob.”