M’Cheyne Bible Reading Plan

24 I hans Dage drog Kong Nebukadnezar af Balel op, og Jojakim underkastede sig ham; men efter tre Års Forløb faldt han fra ham igen. ² Da sendte Herren kaldæiske, aramaiske, moabitiske og ammonitiske Strejfskarer imod ham; dem sendte han ind i Juda for at ødelægge det efter det Ord, Herren havde talet ved sine Tjenere Profeterne. ³ Det skyldtes ene og alene Herrens Vrede, at Juda blev drevet bort fra Herrens Åsyn; det var for Manasses Synders Skyld, for alt det, han havde gjort, ⁴ også for det uskyldige Blods Skyld, som han havde udgydt så meget af, at han havde fyldt Jerusalem dermed; det vilde Herren ikke tilgive.

⁵ Hvad der ellers er at fortælle om Jojakim, alt, hvad han udførte, står jo optegnet i Judas Kongers Krønike. ⁶ Så lagde Jojakim sig til Hvile hos sine Fædre; og hans Søn Jojakin blev Kooge i hans Sted. ⁷ Men Ægypterkongen drog ikke mere ud af sit Land, thi Babels Konge havde taget alt, hvad der tilhørte Ægypterkongen fra Ægyptens Bæk til Eufratfloden.

⁸ Jojakin var atten År gammel, da han blev Konge, og han herskede tre Måneder i Jerusålem. Hans Moder hed Nehusjta og var en Datter af Elnatan fra Jerusalem. ⁹ Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens Øjne, ganske som hans Fader. ¹⁰ På den Tid drog Kong Nebukadnezar af Babels Folk op mod Jerusalem, og Byen blev belejret. ¹¹ Kong Nebukadnezar af Babel kom til Jerusalem, medens hans Folk belejrede det. ¹² Da overgav Kong Jojakin af Juda sig med sin Modet, sine Tjenere, Øverster og Hoffolk til Babels Konge, og han tog imod ham; det var i Kongen af Babels ottende Regeringsår. ¹³ Og som Herren havde forudsagt, førte han alle Skattene i Herrens Hus og Kongens Palads bort og brød Guldet af alle de Ting, Kong Salomo af Israel havde ladet lave i Herrens Helligdom. ¹⁴ Og han førte hele Jerusalem, alle Øversterne og de velhavende, 10.000 i Tal, bort som Fanger, ligeledes Grovsmede og Låsesmede, så der ikke blev andre tilbage end de fattigste af Folket fra Landet. ¹⁵ Så førte han Jojakin som Fange til Babel, også Kongens Moder og Hustruer, hans Hoffolk og alle de højtstående i Landet førte han som Fanger fra Jerusalem til Babel; ¹⁶ fremdeles alle de velbavende, 7000 i Tal, Grovsmedene og Låsesmedene, 1800 i Tal, alle øvede Krigere - dem førte Babels Konge som Fanger til Babel. ¹⁷ Men i Jojakins Sted gjorde Babels Konge hans Farbroder Mattanja til Konge, og han ændrede hans Navn til Zedekias.

¹⁸ Zedekias var een og tyve År gammel, da han blev Konge, og han herskede elleve År i Jerusalem. Hans Moder hed Hamital og var en Datter af Jirmeja fra Libna. ¹⁹ Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens Øjne, ganske som Jojakim. ²⁰ Thi for Herrens Vredes Skyld timedes dette Jerusalem og Juda, og til sidst stødte han dem bort fra sit Åsyn.

Og Zedekias faldt fra Babels Konge.

6 Lader os derfor forbigå Begyndelsesordet om Kristus og skride frem til Fuldkommenhed uden atter at lægge Grundvold med Omvendelse fra døde Gerninger og med Tro på Gud, ² med Lære om Døbelser og Håndspålæggelse og dødes Opstandelse og evig Dom. ³ Ja, dette ville vi gøre, såfremt Gud tilsteder det. ⁴ Thi dem, som een Gang ere blevne oplyste og have smagt den himmelske Gave og ere blevne delagtige i den Helligånd ⁵ og have smagt Guds gode Ord og den kommende Verdens Kræfter, og som ere faldne fra, - dem er det umuligt atter at forny til Omvendelse ⁶ da de igen korsfæste sig Guds Søn og stille ham til Spot. ⁷ Thi Jorden, som drikker den ofte derpå faldende Regn og frembringer Vækster, tjenlige for dem, for hvis Skyld den også dyrkes, får Velsignelse fra Gud; ⁸ men når den bærer Torne og Tidsler, er den ubrugbar og Forbandelse nær; Enden med den er at brændes.

⁹ Dog, i Henseende til eder, I elskede! ere vi overbeviste om det bedre og det, som bringer Frelse, selv om vi tale således. ¹⁰ Thi Gud er ikke uretfærdig, så at han skulde glemme eders Gerning og den Kærlighed, som I have udvist imod hans Navn, idet I have tjent og tjene de hellige. ¹¹ Men vi ønske, at enhver af eder må udvise den samme Iver efter den fulde Vished i Håbet indtil Enden, ¹² for at I ikke skulle blive sløve, men efterfølge dem, som ved Tro og Tålmodighed arve Forjættelserne. ¹³ Thi da Gud gav Abraham Forjættelsen, svor han ved sig selv, fordi han ingen større havde at sværge ved, og sagde: ¹⁴ "Sandelig, jeg vil rigeligt velsigne dig og rigeligt mangfoldiggøre dig." ¹⁵ Og således opnåede han Forjættelsen ved at vente tålmodigt. ¹⁶ Mennesker sværge jo ved en større, og Eden er dem en Ende på al Modsigelse til Stadfæstelse. ¹⁷ Derfor, da Gud ydermere vilde vise Forjættelsens Arvinger sit Råds Uforanderlighed, føjede han en Ed dertil, ¹⁸ for at vi ved to uforanderlige Ting, i hvilke det var umuligt, at Gud kunde lyve, skulde have en kraftig Opmuntring, vi, som ere flyede hen for at holde fast ved det Håb, som ligger foran os, ¹⁹ hvilket vi have som et Sjælens Anker, der er sikkert og fast og går ind inden for Forhænget, ²⁰ hvor Jesus som Forløber gik ind for os, idet han efter Melkisedeks Vis blev Ypperstepræst til evig Tid.

3 Og det skal ske derefter, at jeg vil udgyde min ånd over alt kød, eders Sønner og eders Døtre skal profetere, eders gamle skal drømme Drømme og eders unge skue Syner; ² også over Trælle og Trælkvinder vil jeg udgyde min Ånd i de Dage. ³ Og jeg lader ske Tegn på Himmelen og på Jorden, Blod, Ild og Røgstøtter. ⁴ Solen skal vendes til Mørke og Månen til Blod, før Herrens store og frygtelige Dag kommer. ⁵ Men enhver, som påkalder Herrens Navn, skal frelses; thi på Zions Bjerg og i Jerusalem skal der være Frelse, som Herren har sagt; og til de undslupne skal hver den høre, som Herren kalder.

⁶ Thi se, i de Dage og på den Tid, når jeg vender Judas og Jerusalems Skæbne,

⁷ samler jeg alle Hedningefolk og fører dem ned i Josafats Dal. Der vil jeg holde Rettergang med dem om mit Folk og min Arvelod Israel, som de spredte blandt Folkene; og de delte mit Land, ⁸ kastede Lod om mit Folk, gav en Dreng for en Skøge og solgte en Pige for Vin, som de drak. ⁹ Og desuden, hvad vil I mig, Tyrus og Zidon og alle Filisterlands Kredse? Er der noget, I vil gengælde mig, eller vil I gøre mig noget? Hastigt og brat lader jeg Gengældelse komme over eders Hoved, ¹⁰ I, som tog mit Sølv og Guld, bortførte mine kostbareste Ting til eders Borge ¹¹ og solgte Judæerne og Jerusalems Borgere til Grækerne, for at de skulde føres langt bort fra deres Hjem. ¹² Se, jeg vækker dem op fra det Sted, I solgte dem til, og lader Gengældelse komme over eders Hoved. ¹³ Jeg sælger eders Sønner og Døtre til Judæerne, og de skal sælge dem til Sabæerne, Folket i det fjerne Land, så sandt Herren har talet.

¹⁴ Råb det ud blandt Folkene, helliger en Krig, væk Heltene op! Lad alle våbenføre Mænd komme og drage op! ¹⁵ Smed eders Plovjern om til Sværd, eders Vingårdsknive til Spyd! Svæklingen skal sige: "Jeg er en Helt!" ¹⁶ Skynd eder og kom, alle Hedningefolk viden om, og saml eder! Før dine Helte derned, Herre! ¹⁷ Hedningefolkene skal vækkes op og drage til Josafats Dal; thi der vil jeg sidde til Doms over alle Hedningefolk viden om. ¹⁸ Sving Seglen, thi Høsten er moden; kom og stamp, thi Persekummen er fuld! Persekarrene løber over, thi stor er Folkenes Ondskab. ¹⁹ Skarer på Skarer i Opgørets Dal! Thi nær er Herrens Dag i Opgørets Dal. ²⁰ Sol og Måne sortner, og Stjernerne mister deres Glans. ²¹ Herren brøler fra Zion, fra Jerusalem løfter han sin Røst; Himmelen og Jorden skælver. Men Herren er Ly for sit Folk og Værn for Israels Børn. ²² Og I skal kende, at jeg er Herren eders Gud, som bor på Zion, mit hellige Bjerg. Jerusalem skal blive en Helligdom, og fremmede skal ikke mere drage derigennem.

²³ På hin Dag skal Bjergene dryppe af Most og Højene flyde med Mælk; alle Judas Bække skal strømme med Vand, og en kilde skal vælde frem fra Herrens Hus og vande Akaciedalen. ²⁴ Ægypten skal blive øde, Edom en øde Ørk for deres Vold mod Judæerne, i hvis Land de udgød uskyldigt Blod. ²⁵ Og Juda skal være beboet evindelig, Jerusalem fra Slægt til Slægt. ²⁶ Jeg hævner deres Blod, som jeg endnu ikke har hævnet; og Herren bor på Zion.

143 Herre, hør min Bøn og lyt til min tryglen, bønhør mig i din Trofasthed, i din Retfærd, ² gå ikke i Rette med din Tjener, thi for dig er ingen, som lever, retfærdig! ³ Thi Fjender forfølger min Sjæl, de træder mit Liv i Støvet, lader mig bo i Mørke som de, der for længst er døde. ⁴ Ånden hensygner i mig, mit Hjerte stivner i Brystet. ⁵ Jeg kommer fordums Dage i Hu, tænker på alle dine Gerninger, grunder på dine Hænders Værk. ⁶ Jeg udbreder Hænderne mod dig, som et tørstigt Land så længes min Sjæl efter dig. - Sela. ⁷ Skynd dig at svare mig, Herre, min Ånd svinder hen; skjul ikke dit Åsyn for mig, så jeg bliver som de, der synker i Graven. ⁸ Lad mig årle høre din Miskundhed, thi jeg stoler på dig. Lær mig den Vej, jeg skal gå, thi jeg løfter min Sjæl til dig. ⁹ Fri mig fra mine Fjender, Herre, til dig flyr jeg hen; ¹⁰ lær mig at gøre din Vilje, thi du er min Gud, mig føre din gode Ånd ad den jævne Vej! ¹¹ For dit Navns Skyld, Herre, holde du mig i Live, udfri i din Retfærd min Sjæl af Trængsel, ¹² udslet i din Miskundhed mine Fjender, tilintetgør alle, som trænger min Sjæl! Thi jeg er din Tjener.