M’Cheyne Bible Reading Plan

1 Der var en Mand fra Ramatajim, en Zufit fra Efraims Bjerge ved Navn Elkana, en Søn af Jerobam, en Søn af Elihu, en Søn af Tohu, en Søn af Zuf, en Efraimit. ² Han havde to Hustruer; den ene hed Hanna, den anden Peninna; Peninna havde Børn, men Hanna ikke. ³ Denne Mand drog hvert År op fra sin By for at tilbede Hærskarers Herre og ofre til ham i Silo, hvor Elis to Sønner Hofni og Pinehas Var Præster for Herren. ⁴ En Dag ofrede nu Elkana han plejede at give sin Hustru Peninna og alle hendes Sønner og Døtre flere Dele, ⁵ men skønt han elskede Hanna, gav han hende kun een Del, fordi Herren havde tillukket hendes Moderliv; ⁶ hendes Medbejlerske tilføjede hende også grove Krænkelser for den Skam, at Herren havde tillukket hendes Moderliv. ⁷ Således gik det År efter År: hver Gang de drog op til Herrens Hus, krænkede hun hende således så skete det, at hun græd og ikke vilde spise.

⁸ Da sagde hendes Mand Elkana til hende: "Hanna, hvorfor græder du, og hvorfor spiser du ikke? Hvorfor er du mismodig? Er jeg dig ikke mere værd end ti Sønner?" ⁹ Men da de havde holdt Måltid i Silo, stod Hanna op og trådte hen for Herrens Åsyn, medens Præsten Eli sad på sin Stol ved en af Dørstolperne i Herrens Hus; ¹⁰ og i sin Vånde bad hun under heftig Gråd til Herren ¹¹ og aflagde det Løfte: "Hærskarers Herre! Hvis du vil se til din Tjenerindes Nød og komme mig i Hu og ikke glemme din Tjenerinde, men give din Tjenerinde en Søn, så vil jeg give ham til Herren alle hans Levedage, og ingen Ragekniv skal komme på hans Hoved!" ¹² Således bad hun længe for Herrens Åsyn, og Eli iagttog hendes Mund; ¹³ men da Hanna talte ved sig selv, så kun hendes Læber bevægede sig, og hendes Stemme ikke kunde høres, troede Eli, at hun var beruset, ¹⁴ og sagde til hende: "Hvor længe vil du gå og være drukken? Se at komme af med din Rus!" ¹⁵ Men Hanna svarede: "Nej, Herre! Jeg er en hårdt prøvet Kvinde; Vin og stærk Drik har jeg ikke drukket; jeg udøste kun min Sjæl for Herrens Åsyn. ¹⁶ Regn ikke din Trælkvinde for en dårlig Kvinde! Nej, hele Tiden har jeg talt ud af min dybe Kummer og Kvide!" ¹⁷ Eli svarede: "Gå bort i Fred! Israels Gud vil give dig, hvad du har bedt ham om!" ¹⁸ Da sagde hun: "Måtte din Trælkvinde finde Nåde for dine Øjne!" Så gik Kvinden sin Vej , og hun spiste og så ikke længer forgræmmet ud.

¹⁹ Næste Morgen stod de tidligt op og kastede sig ned for Herrens Åsyn; og så vendte de tilbage og kom hjem til deres Hus i Rama. Og Elkana kendte sin Hustru Hanna, og Herren kom hende i Hu; ²⁰ og hun blev frugtsommelig og fødte en Søn Året efter og gav ham Navnet Samuel; "thi," sagde hun, "jeg har bedt mig ham til hos Herren!"

²¹ Da Elkana nu med hele sit Hus drog op for at bringe Herren det årlige Offer og sit Løfteoffer, ²² drog Hanna ikke med; thi hun sagde til sin Mand: "Jeg vil vente, til Drengen er vænnet fra, så vil jeg bringe ham derhen, for at han kan stedes for Herrens Åsyn og blive der for stedse!" ²³ Da sagde hendes Mand Elkana til hende : "Gør, som du synes! Bliv her, indtil du har vænnet ham fra! Måtte Herren kun gøre dit Ord til Virkelighed!" Så blev Kvinden hjemme og ammede sin Søn, indtil hun vænnede ham fra. ²⁴ Men da hun havde vænnet ham fra, tog hun ham med, desuden en treårs Tyr, en Efa Mel og en Dunk Vin, og hun kom til Herrens Hus i Silo og havde Drengen med. ²⁵ Da nu Tyren var slagtet, kom Drengens Moder til Eli ²⁶ og sagde: "Hør mig, Herre! Så sandt du lever, Herre, jeg er den Kvinde, som stod her ved din Side og bad til Herren. ²⁷ Om denne Dreng bad jeg, og Herren gav mig, hvad jeg bad ham om. ²⁸ Derfor vil jeg også overlade ham til Herren; hele sit Liv skal han være overladt til Herren!" Og hun lod ham blive der for Herrens Åsyn.

1 Paulus, Jesu Kristi Tjener, Apostel ifølge Kald, udtagen til at forkynde Guds Evangelium, ² hvilket han forud forjættede ved sine Profeter i hellige Skrifter, ³ om hans Søn, født af Davids Sæd efter Kødet, ⁴ kraftelig bevist som Guds Søn efter Helligheds Ånd ved Opstandelse fra de døde, Jesus Kristus, vor Herre, ⁵ ved hvem vi have fået Nåde og Apostelgerning til at virke Tros-Lydighed iblandt alle Hedningerne for hans Navns Skyld, ⁶ iblandt hvilke også I ere Jesu Kristi kaldede: ⁷ Til alle Guds elskede, som ere i Rom, kaldede hellige. Nåde være med eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Kristus!

⁸ Først takker jeg min Gud ved Jesus Kristus for eder alle, fordi eders Tro omtales i den hele Verden. ⁹ Thi Gud er mit Vidne, hvem jeg i min Ånd tjener i hans Søns Evangelium, hvor uafladeligt jeg kommer eder i Hu, ¹⁰ idet jeg bestandig i mine Bønner beder om, at jeg dog endelig engang måtte få Lykke til Ved Guds Villie at komme til eder. ¹¹ Thi jeg længes efter at se eder, for at jeg kunde meddele eder nogen åndelig Nådegave, for at I måtte styrkes, ¹² det vil sige, for sammen at opmuntres hos eder ved hinandens Tro, både eders og min. ¹³ Og jeg vil ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om, at jeg ofte har sat mig for at komme til eder (men hidindtil er jeg bleven forhindret), for at jeg måtte få nogen Frugt også iblandt eder, ligesom iblandt de øvrige Hedninger. ¹⁴ Både til Grækere og Barbarer, både til vise og uforstandige står jeg i Gæld. ¹⁵ således er jeg, hvad mig angår, redebon til at forkynde Evangeliet også for eder, som ere i Rom. ¹⁶ Thi jeg skammer mig ikke ved Evangeliet; thi det er en Guds Kraft til Frelse for hver den, som tror, både for Jøde først og for Græker. ¹⁷ Thi deri åbenbares Guds Retfærdighed af Tro for Tro, som der er skrevet: "Men den retfærdige skal leve af Tro."

¹⁸ Thi Guds Vrede åbenbares fra Himmelen over al Ugudelighed og Uretfærdighed hos Mennesker, som holde Sandheden nede ved Uretfærdighed; ¹⁹ thi det, som man kan vide om Gud, er åbenbart iblandt dem; Gud har jo åbenbaret dem det. ²⁰ Thi hans usynlige Væsen, både hans evige Kraft og Guddommelighed, skues fra Verdens Skabelse af, idet det forstås af hans Gerninger, så at de have ingen Undskyldning. ²¹ Thi skønt de kendte Gud, så ærede eller takkede de ham dog ikke som Gud, men bleve tåbelige i deres Tanker, og deres uforstandige Hjerte blev formørket. ²² Idet de påstode at være vise, bleve de Dårer ²³ og omskiftede den uforkrænkelige Guds Herlighed med et Billede i Lighed med et forkrænkeligt Menneske og Fugle og firføddede og krybende dyr.

²⁴ Derfor gav Gud dem hen i deres Hjerters Begæringer til Urenhed, til at vanære deres Legemer indbyrdes, ²⁵ de, som ombyttede Guds Sandhed med Løgnen og dyrkede og tjente Skabningen fremfor Skaberen, som er højlovet i Evighed! Amen. ²⁶ Derfor gav Gud dem hen i vanærende Lidenskaber; thi både deres Kvinder ombyttede den naturlige Omgang med den unaturlige, ²⁷ og ligeså forlode også Mændene den naturlige Omgang med Kvinden og optændtes ideres Brynde efter hverandre, så at Mænd øvede Uterlighed med Mænd og fik deres Vildfarelses Løn, som det burde sig, på sig selv. ²⁸ Og ligesom de forkastede af have Gud i Erkendelse, således gav Gud dem hen i et forkasteligt Sind til at gøre det usømmelige, ²⁹ opfyldte med al Uretfærdighed, Ondskab, Havesyge, Slethed; fulde af Avind, Mord, Kiv, Svig, Ondsindethed; ³⁰ Øretudere, Bagvaskere, Gudshadere, Voldsmænd, hovmodige; Pralere, opfindsomme på ondt, ulydige mod Forældre, ³¹ uforstandige, troløse, ukærlige, ubarmhjertige; ³² - hvilke jo, skønt de erkende Guds retfærdige Dom, at de, der øve sådanne Ting, fortjene Døden, dog ikke alene gøre det, men også give dem, som øve det, deres Bifald.

39 Efter at Jerusalem var indtaget, i kong Zedekias af Judas niene regeringsår i den tiende Måned, kom Kong Nebudkadrezar af Babel med hele sin Hær til Jerusalem og belejrede det; ² i Zedekiass ellevte År på den niende Dag i den fjerde Måned blev Byen stormet ³ da kom alle Babels konges Fyrster og satte sig i Midterporten: Overhofmanden Nebusjazban, Magernes Øverste Nergal-Sarezer og alle Babels Konges andre Fyrster. ⁴ Da Kong Zedekias af Juda og alle hans Krigsmænd så dem, flygtede de om Natten fra Byen ad Vejen til Kongens Have gennem Porten mellem de to Mure og tog Vejen ad Araba til. ⁵ Men Kaldæernes Hær satte efter dem og indhentede Zedekias på Jerikos Lavslette; og de tog ham med og bragte ham op til Kong Nebukadnezar af Babel i Ribla i Hamats Land; og han fældede hans Dom. ⁶ Babels Konge lod i Ribla Zedekiass Sønner dræbe i hans Påsyn; også alle de ypperste i Juda lod Babels Konge dræbe; ⁷ derpå lod han Øjnene stikke ud på Zedekias og lod ham lægge i Kobberlænker for at føre ham til Babel. ⁸ kaldæerne satte Ild på Kongens Palads og Folkets Huse og nedbrød Jerusalems Mure. ⁹ Resten af Folket, der var levnet i Byen, Overløberne, der var løbet over til ham, og Resten af Håndværkerne førte Livvagtens øverste Nebuzaradan som Fanger til Babel, ¹⁰ og kun nogle af den fattigste Befolkning, der intet ejede, lod Livvagts øverste Nebuzaradan blive tilbage i Judas Land, idet han samtidig gav dem Vingårde og Agre.

¹¹ Men om Jeremias bød Kong Nebukadrezar af Babel Livvagts øverste Nebuzaradan: ¹² "Tag ham og hav Øje med ham og gør ham ingen Men; gør med ham, som han selv ønsker!" ¹³ Så sendte Livvagts øverste Nebuzaradan, Overhofmanden Nebusjazban og Magernes Øverste Nergal-Sarezer og alle Babels Konges andre Stormænd ¹⁴ Bud og, lod Jeremias hente i Vagtforgården og overgav ham til Gedalja, en Søn af Sjafans Søn Ahikam, for at han skulde føre ham til hans Hjem; og han boede iblandt Folket.

¹⁵ Medens Jeremias sad fængslet i Vagtforgården, kom Herrens Ord til ham således: ¹⁶ Gå hen og sig til Ætioperen Ebed-Melek: Så siger Hærskarers Herre, Israels Gud: Se, jeg lader mine Ord gå i Opfyldelse på denne By til Ulykke og ikke til Lykke, og du skal have dem i Tankerne på hin Dag. ¹⁷ Men på hin Dag redder jeg dig, lyder det fra Herren, og du skal ikke gives i de Mænds Hånd, for hvem du frygter; ¹⁸ thi jeg vil frelse dig, så du ikke falder for Sværdet, og du skal vinde dit Liv som Bytte, fordi du stolede på mig, lyder det fra Herren

13 Til Sangmesteren. En Salme af David.

² Hvor længe vil du evigt glemme mig, Herre, hvor længe skjule dit Åsyn for mig? ³ Hvor længe skal jeg huse Sorg i min Sjæl, Kvide i Hjertet Dag og Nat? Hvor længe skal Fjenden ophøje sig over mig?

⁴ Se til og svar mig, Herre min Gud, klar mine Øjne, så jeg ej sover ind i Døden ⁵ og min Fjende skal sige: "Jeg overvandt ham!" mine Uvenner juble, fordi jeg vakler! ⁶ Dog stoler jeg fast på din Miskundhed, lad mit Hjerte juble over din Frelse! Jeg vil synge for Herren, thi han var mig god!

14 Dårerne siger i Hjertet: "Der er ingen Gud!" Slet og afskyeligt handler de, ingen gør godt. ² Herren skuer ned fra Himlen på Menneskens Børn for at se, om der findes en forstandig, nogen, der søger Gud. ³ Afveget er alle, til Hobe fordærvet, ingen gør godt, end ikke een!

⁴ Er alle de Udådsmænd da uden Forstand, der æder mit Folk, som åd de Brød, og ikke påkalder Herren? ⁵ Af Rædsel gribes de da, thi Gud er i de retfærdiges Slægt. ⁶ Gør kun den armes Råd til Skamme, Herren er dog hans Tilflugt.

⁷ Ak, kom dog fra Zion Israels Frelse! Når Herren vender Folkets Skæbne, skal Jakob juble, Israel glædes!