M’Cheyne Bible Reading Plan

9 Derpå sagde Herren til Moses: "Gå til Farao og sig til ham: Så siger Herren, Hebræernes Gud: Lad mit Folk rejse, for at de kan dyrke mig! ² Men hvis du vægrer dig ved at lade dem rejse og bliver ved med at holde dem fast, ³ se, da skal Herrens Hånd komme over dit Kvæg på Marken, over Hestene, Æslerne og Kamelerne, Hornkvæget og Småkvæget med en såre forfærdelig Pest. ⁴ Og Herren skal sætte Skel mellem Israels Kvæget og Ægypterens Kvæg, så der ikke skal dø noget af, hvad der tilhører Israeliterne." ⁵ Og Herren satte en Tidsfrist, idet han sagde: "I Morgen skal Herren lade dette ske i Landet." ⁶ Den følgende Dag lod Herren det så ske, og alt Ægypternes Kvæg døde, men af Israeliternes Kvæg døde ikke et eneste Dyr. ⁷ Farao sendte da Bud, og se, ikke et eneste Dyr af Israeliternes Kvæg var dødt. Men Faraos Hjerte blev forhærdet, og han lod ikke Folket rejse.

⁸ Derpå sagde Herren til Moses og Aron: "Tag begge eders Hænder fulde af Sod fra Smelteovnen, og Moses skal kaste det i Vejret i Faraos Påsyn! ⁹ Så skal det blive til en Støvsky over hele Ægypten og til Betændelse, der bryder ud i Bylder på Mennesker og Kvæg i hele Ægypten!" ¹⁰ Da tog de Sod fra Smelteovnen og trådte frem for Farao, og Moses kastede det i Vejret; og det blev til Betændelse, der brød ud i Bylder på Mennesker og Kvæg. ¹¹ Og Koglerne kunde ikke holde Stand over for Moses på Grund af Betændelsen, thi Betændelsen angreb Koglerne såvel som alle de andre Ægyptere. ¹² Men Herren forhærdede Faraos Hjerte, så han ikke hørte på dem, således som Herren havde sagt til Moses.

¹³ Derpå sagde Herren til Moses: "Træd i Morgen tidlig frem for Farao og sig til ham: Så siger Herren, Hebræernes Gud: Lad mit Folk rejse, for at de kan dyrke mig! ¹⁴ Thi denne Gang vil jeg sende alle mine Plager mod dig selv og mod dine Tjenere og dit Folk, for at du kan kende, at der er ingen som jeg på hele Jorden. ¹⁵ Thi ellers havde jeg nu udrakt min Hånd for at ramme dig og dit Folk med Pest, så du blev udryddet fra Jordens Overflade; ¹⁶ dog derfor har jeg ladet dig blive i Live for at vise dig min Magt, og for at mit Navn kan blive forkyndt på hele Jorden. ¹⁷ Endnu stiller du dig i Vejen for mit Folk og vil ikke lade det rejse. ¹⁸ Se, jeg lader i Morgen ved denne Tid et frygteligt Haglvejr bryde løs, hvis Lige ikke har været i Ægypten, fra den Dag det blev til og indtil nu. ¹⁹ Derfor må du sørge for at bringe dit Kvæg og alt, hvad du har på Marken, i Sikkerhed! Thi alle Mennesker og Dyr, der befinder sig på Marken og ikke er kommet under Tag, skal rammes af Haglen og omkomme." ²⁰ De blandt Faraos Tjenere, der frygtede Herrens Ord, bragte nu deres Trælle og Kvæg under Tag; ²¹ men de, der ikke lagde sig Herrens Ord på Hjerte, lod deres Trælle og Kvæg blive ude på Marken. ²² Da sagde Herren til Moses: "Ræk din Hånd op mod Himmelen, så skal der falde Hagl i hele Ægypten på Mennesker og Dyr og på alle Markens Urter i Ægypten!" ²³ Da rakte Moses sin Stav op mod Himmelen, og Herren sendte Torden og Hagl; Ild for ned mod Jorden, og Herren lod Hagl falde over Ægypten; ²⁴ og der kom et Haglvejr, med Ildsluer flammende mellem Haglen, så voldsomt, at dets Lige aldrig havde været nogetsteds i Ægypten, siden det blev befolket; ²⁵ og i hele Ægypten slog Haglen alt ned, hvad der var på Marken, både Mennesker og Kvæg, og alle Markens Urter slog Haglen ned, og alle Markens Træer knækkede den; ²⁶ kun i Gosen, hvor Israeliterne boede, faldt der ikke Hagl.

²⁷ Da sendte Farao Bud efter Moses og Aron og sagde til dem: "Denne Gang har jeg syndet; Herren har Ret, og jeg og mit Folk har Uret; ²⁸ gå i Forbøn hos Herren, at det nu må være nok med Guds Torden og Haglvejret, så vil jeg lade eder rejse, og I skal ikke blive længer!" ²⁹ Moses svarede ham: "Så snart jeg kommer ud af Byen, skal jeg udbrede mine Hænder mod Herren; så skal Tordenen høre op, og Haglen skal ikke falde mere, for at du kan kende, at Jorden tilhører Herren." ³⁰ Dog, jeg ved, at du og dine Tjenere endnu ikke frygter for Gud Herren." ³¹ Hørren og Byggen blev slået ned, thi Byggen stod i Aks, og Hørren i Blomst; ³² derimod blev Hveden og Spelten ikke slået ned, thi de modnes senere. ³³ Da Moses var gået bort fra Farao og var kommet ud af Byen, udbredte han sine Hænder mod Herren, og da hørte Tordenen og Haglen op, og Regnen strømmede ikke mere ned. ³⁴ Men da Farao så, at Regnen, Haglen og Tordenen var hørt op, fremturede han i sin Synd, og han og hans Tjenere forhærdede deres Hjerte. ³⁵ Faraos Hjerte blev forhærdet, så at han ikke lod Israeliterne rejse, således som Herren havde sagt ved Moses.

12 Da imidlertid mange Tusinde Mennesker havde samlet sig, så at de trådte på hverandre, begyndte han at sige til sine Disciple: "Tager eder først og fremmest i Vare for Farisæernes Surdejg, som er Hykleri. ² Men intet er skjult, som jo skal åbenbares, og intet er lønligt, som jo skal blive kendt. ³ Derfor, alt hvad I have sagt i Mørket, skal høres i Lyset; og hvad I have talt i Øret i Kamrene, skal blive prædiket på Tagene.

⁴ Men jeg siger til eder, mine Venner! frygter ikke for dem, som slå Legemet ihjel og derefter ikke formå at gøre mere. ⁵ Men jeg vil vise eder, for hvem I skulle frygte: Frygter for ham, som har Magt til, efter at have slået ihjel, at kaste i Helvede; ja, jeg siger eder: Frygter for ham! ⁶ Sælges ikke fem Spurve for to Penninge? og ikke een af dem er glemt hos Gud. ⁷ Ja, endog Hårene på eders Hoved ere alle talte; frygter ikke, I ere mere værd end mange Spurve. ⁸ Men jeg siger eder: Enhver, som vedkender sig mig for Menneskene, ham vil også Menneskesønnen vedkende sig for Guds Engle. ⁹ Og den, som har fornægtet mig for Menneskene, skal fornægtes for Guds Engle. ¹⁰ Og enhver, som taler et Ord imod Menneskesønnen, ham skal det forlades; men den, som har talt bespotteligt imod den Helligånd, ham skal det ikke forlades. ¹¹ Men når de føre eder frem for Synagogerne og Øvrighederne og Myndighederne, da bekymrer eder ikke for, hvorledes eller hvormed I skulle forsvare eder, eller hvad I skulle sige. ¹² Thi den Helligånd skal lære eder i den samme Time, hvad I bør sige."

¹³ Men en af Skaren sagde til ham: "Mester! sig til min Broder, at han skal dele Arven med mig." ¹⁴ Men han sagde til ham: "Menneske! hvem har sat mig til Dommer eller Deler over eder?" ¹⁵ Og han sagde til dem: "Ser til og vogter eder for al Havesyge; thi ingens Liv beror på, hvad han ejer, selv om han har Overflod." ¹⁶ Og han sagde en Lignelse til dem: "Der var en rig Mand, hvis Mark havde båret godt. ¹⁷ Og han tænkte ved sig selv og sagde: Hvad skal jeg gøre? thi jeg har ikke Rum, hvori jeg kan samle min Afgrøde. ¹⁸ Og han sagde: Dette vil jeg gøre, jeg vil nedbryde mine Lader og bygge dem større, og jeg vil samle deri al min Afgrøde og mit Gods; ¹⁹ og jeg vil sige til min Sjæl: Sjæl! du har mange gode Ting liggende for mange År; slå dig til Ro, spis, drik, vær lystig! ²⁰ Men Gud sagde til ham: Du Dåre! i denne Nat kræves din Sjæl af dig; men hvem skal det høre til. som du har beredt? ²¹ Således er det med den, som samler sig Skatte og ikke er rig i Gud."

²² Men han sagde til sine Disciple: "Derfor siger jeg eder: Bekymrer eder ikke for Livet, hvad I skulle spise; ikke heller for Legemet, hvad I skulle iføre eder. ²³ Livet er mere end Maden, og Legemet mere end Klæderne. ²⁴ Giver Agt på Ravnene, at de hverken så eller høste og de have ikke Forrådskammer eller Lade, og Gud føder dem; hvor langt mere værd end Fuglene ere dog I? ²⁵ Og hvem af eder kan ved at bekymre sig lægge en Alen til sin Vækst? ²⁶ Formå I altså ikke engang det mindste, hvorfor bekymre I eder da for det øvrige? ²⁷ Giver Agt på Lillierne, hvorledes de vokse; de arbejde ikke og spinde ikke; men jeg siger eder: End ikke Salomon i al sin Herlighed var klædt som en af dem. ²⁸ Klæder da Gud således det Græs på Marken, som i Dag står og i Morgen kastes i Ovnen, hvor meget mere eder, I lidettroende! ²⁹ Og I, spørger ikke efter, hvad I skulle spise, og hvad I skulle drikke; og værer ikke ængstelige! ³⁰ Thi efter alt dette søge Hedningerne i Verden; men eders Fader ved, at I have disse Ting nødig. ³¹ Men søger hans Rige, så skulle disse Ting gives eder i Tilgift. ³² Frygt ikke, du lille Hjord! thi det var eders Fader velbehageligt at give eder Riget. ³³ Sælger, hvad I eje, og giver Almisse! Gører eder Punge, som ikke ældes, en Skat i Himlene, som ikke slipper op, der hvor ingen Tyv kommer nær, og intet Møl ødelægger. ³⁴ Thi hvor eders Skat er, der vil også eders Hjerte være.

³⁵ Eders Lænder være omgjordede, og eders Lys brændende! ³⁶ Og værer I ligesom Mennesker, der vente på deres Herre, når han vil bryde op fra Brylluppet, for at de straks, når han kommer og banker på, kunne lukke op for ham. ³⁷ Salige ere de Tjenere, som Herren finder vågne, når han kommer. Sandelig, siger jeg eder, at han skal binde op om sig og sætte dem til Bords og gå om og varte dem op, ³⁸ Og dersom han kommer i den anden Nattevagt og kommer i den tredje Nattevagt og finder det således, da ere disse Tjenere salige. ³⁹ Men dette skulle I vide, at dersom Husbonden vidste, i hvilken Time Tyven vilde komme, da vågede han og tillod ikke, at der skete Indbrud i hans Hus. ⁴⁰ Vorder også I rede; thi Menneskesønnen kommer i den Time, som I ikke mene." ⁴¹ Men Peter sagde til ham: "Herre! siger du denne Lignelse til os eller også til alle?" ⁴² Og Herren sagde: "Hvem er vel den tro og forstandige Husholder, som Herren vil sætte over sit Tyende til at give dem den bestemte Kost i rette Tid? ⁴³ Salig er den Tjener, hvem hans Herre, når han kommer, finder handlende således. ⁴⁴ Sandelig, siger jeg eder, han skal sætte ham over alt, hvad han ejer. ⁴⁵ Men dersom hin Tjener siger i sit Hjerte: "Min Herre tøver med at komme" og så begynder at slå Karlene og Pigerne og at spise og drikke og beruse sig, ⁴⁶ da skal den Tjeners Herre komme på den Dag, han ikke venter, og i den Time, han ikke ved, og hugge ham sønder og give ham hans Lod sammen med de utro: ⁴⁷ Men den Tjener, som har kendt sin Herres Villie og ikke har truffet Forberedelser eller handlet efter hans Villie, skal have mange Hug; ⁴⁸ men den, som ikke har kendt den og har gjort, hvad der er Hug værd, skal have få Hug. Enhver, hvem meget er givet, af ham skal man kræve meget; og hvem meget er betroet, af ham skal man forlange mere.

⁴⁹ Ild er jeg kommen at kaste på Jorden, og hvor vilde jeg, at den var optændt allerede! ⁵⁰ Men en Dåb har jeg at døbes med, og hvor ængstes jeg, indtil den er fuldbyrdet! ⁵¹ Mene I, at jeg er kommen for at give Fred på Jorden? Nej, siger jeg eder, men Splid, ⁵² Thi fra nu af skulle fem i eet Hus være i Splid indbyrdes, tre imod to, og to imod tre. ⁵³ De skulle være i Splid, Fader med Søn og Søn med Fader, Moder med Datter og Datter med Moder, Svigermoder med sin Svigerdatter og Svigerdatter med sin Svigermoder."

⁵⁴ Men han sagde også til Skarerne: "Når I se en Sky komme op i Vester, sige I straks: Der kommer Regn, og det sker således. ⁵⁵ Og når I se en Søndenvind blæse, sige I: Der kommer Hede: og det sker. ⁵⁶ I Hyklere! Jordens og Himmelens Udseende vide I at skønne om; men hvorfor have I da intet Skøn om den nærværende Tid? ⁵⁷ Og hvorfor dømme I ikke også fra eder selv, hvad der er det rette? ⁵⁸ Thi medens du går hen med din Modpart til Øvrigheden, da gør dig Flid på Vejen for at blive forligt med ham, for at han ikke skal trække dig for Dommeren, og Dommeren skal overgive dig til Slutteren, og Slutteren skal kaste dig i Fængsel. ⁵⁹ Jeg siger dig: Du skal ingenlunde komme ud derfra, førend du får betalt endog den sidste Skærv."

27 Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog: ² "Så sandt Gud lever, som satte min Ret til Side, den Almægtige, som gjorde mig mod i Hu: ³ Så længe jeg drager Ånde og har Guds Ånde i Næsen, ⁴ skal mine Læber ej tale Uret, min Tunge ej fare med Svig! ⁵ Langt være det fra mig at give jer Ret; til jeg udånder, opgiver jeg ikke min Uskyld. ⁶ Jeg hævder min Ret, jeg slipper den ikke, ingen af mine Dage piner mit Sind.

⁷ Som den gudløse gå det min Fjende, min Modstander som den lovløse! ⁸ Thi hvad er den vanhelliges Håb, når Gud bortskærer og kræver hans Sjæl? ⁹ Hører mon Gud hans Skrig, når Angst kommer over ham? ¹⁰ Mon han kan fryde sig over den Almægtige, føjer han ham, når han påkalder ham? ¹¹ Jeg vil lære jer om Guds Hånd, den Almægtiges Tanker dølger jeg ikke; ¹² se, selv har I alle set det, hvi har I så tomme Tanker? ¹³ Det er den gudløses Lod fra Gud, Arven, som Voldsmænd får fra den Almægtige: ¹⁴ Vokser hans Sønner, er det for Sværdet, hans Afkom mættes ikke med Brød; ¹⁵ de øvrige bringer Pesten i Graven, deres Enker kan ej holde Klage over dem. ¹⁶ Opdynger han Sølv som Støv og samler sig Klæder som Ler ¹⁷ han samler, men den retfærdige klæder sig i dem, og Sølvet arver den skyldfri; ¹⁸ han bygger sit Hus som en Edderkops, som Hytten, en Vogter gør sig; ¹⁹ han lægger sig rig, men for sidste ang, han slår Øjnene op, og er det ej mer; ²⁰ Rædsler når ham som Vande, ved Nat river Stormen ham bort; ²¹ løftet af Østenstorm farer han bort, den fejer ham væk fra hans Sted. ²² Skånselsløst skyder han på ham, i Hast må han fly fra hans Hånd; ²³ man klapper i Hænderne mod ham og piber ham bort fra hans Sted!

13 Taler jeg med Menneskers og Engles Tunger, men ikke har Kærlighed, da er jeg bleven et lydende Malm eller en klingende Bjælde. ² Og har jeg profetisk Gave og kender alle Hemmelighederne og al Kundskaben, og har jeg al Troen, så at jeg kan flytte Bjerge, men ikke har Kærlighed, da er jeg intet. ³ Og uddeler jeg alt, hvad jeg ejer, til de fattige og giver mit Legeme hen til at brændes, men ikke har Kærlighed, da gavner det mig intet.

⁴ Kærligheden er langmodig, er velvillig; Kærligheden bærer ikke Nid; Kærligheden praler ikke, opblæses ikke, ⁵ gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, forbitres ikke, tilregner ikke det onde; ⁶ glæder sig ikke over Uretfærdigheden, men glæder sig ved Sandheden; ⁷ den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.

⁸ Kærligheden bortfalder aldrig; men enten det er profetiske Gaver, de skulle forgå, eller Tungetale, den skal ophøre, eller Kundskab, den skal forgå; ⁹ thi vi kende stykkevis og profetere stykkevis; ¹⁰ men når det fuldkomne kommer, da skal det stykkevise forgå. ¹¹ Da jeg var Barn, talte jeg som et Barn, tænkte jeg som et Barn, dømte jeg som et Barn; efter at jeg er bleven Mand, har jeg aflagt det barnagtige. ¹² Nu se vi jo i et Spejl, i en Gåde, men da skulle vi se Ansigt til Ansigt; nu kender jeg stykkevis, men da skal jeg erkende, ligesom jeg jo blev erkendt. ¹³ Så blive da Tro, Håb, Kærlighed disse tre; men størst iblandt disse er Kærligheden.