M’Cheyne Bible Reading Plan
33 Dette er den Velsignelse, hvormed den Guds Mand Moses velsignede Israel før sin Død 2 Han sagde: Herren kom fra Sinaj, fra Seir fremstråled han for dem, brød frem i Lysglans fra Parans Bjerge og kom fra Meribat Kadesj. Ved hans højre lued Ild dem i Møde. 3 Visselig, han elsker sit Folk, alle hans hellige er i hans Hænder; og de sætter sig ved din Fod og tager mod Ord fra dig. 4 En Lov har Moses pålagt os. Hans Eje er Jakobs Forsamling, 5 og han blev Konge i Jesjurun, da Folkets Høvdinger kom sammen, og Israels Stammer forsamled sig.
6 Måtte Ruben leve og ikke dø, hans Mænd blive dog et Tal!
7 Og disse Ord sagde han om Juda: Hør, Herre, Judas Råb og lad ham komme til sit Folk! Strid for ham med dine Hænder, vær ham en Hjælp mod hans Fjender!
8 Om Levi sagde han: Giv Levi dine Tummim, din Yndling dine Urim, ham, som du prøved ved Massa og bekæmped ved Meribas Vand, 9 som sagde om sin Fader: "Jeg så ham aldrig!" som ikke brød sig om sine Brødre og ikke kendtes ved sine Sønner, thi de holdt dit Ord og holdt fast ved din Pagt. 10 De skal lære Jakob dine Lovbud og Israel din Lov, bringe Offerduft op i din Næse og Helofre på dine Altre. 11 Velsign, o Herre, hans Kraft, find Behag i hans Hænders Værk. Knus Lænderne på hans Fjender, på hans Avindsmænd, så de ej rejser sig mer!
12 Om Benjamin sagde han: Benjamin er Herrens Yndling, han bor bestandig i Tryghed, den Højeste skærmer ham og bor imellem hans Skrænter.
13 Om Josef sagde han: Hans Land er velsignet af Herren med det kosteligste fra Himlen oventil og fra Dybet, som ruger for neden, 14 med det kosteligste, Solen frembringer, med det kosteligste, Måneskifterne fremkalder, 15 med det bedste fra de ældgamle Bjerge og det kosteligste fra de evige Høje, 16 med det kosteligste af Jorden og dens Fylde og Nåde fra ham, der boede i Tornebusken. Det skal komme over Josefs Hoved, over Issen på ham, som er Hersker blandt sine Brødre. 17 Som den unge Okses er hans Højhed, som Vildoksens er hans Horn; med dem nedstøder han Folkene, så vidt som Jorden strækker sig. Sådan er Efraims Titusinder, sådan er Manasses Tusinder!
18 Om Zebulon sagde han: Glæd dig, Zebulon, over din Udfart, du, Issakar, over dine Telte! 19 Til Bjerget stævner de Folkeslag, der ofrer de Retfærds Ofre, thi Havets Overflod dier de og Havsandets skjulteste Skatte!
20 Om Gad sagde han: Priset være han, der skaffer Plads for Gad! Han ligger som en Løve og flænger både Arme og Hjerneskal; 21 han udså sig en Forlodsdel, thi der tilfaldt hans Lod ham. Og Folkets Høvdinger samled sig. Han fuldbyrdede Herrens Ret og hans Beslutninger sammen med Israel!
22 Om Dan sagde han: Dan er en Løveunge, som springer frem fra Basan.
23 Om Naftali sagde han: Naftali er mæt af Nåde og fuld af Herrens Velsignelse, Søen og Søvejen har han i Eje.
24 Om Aser sagde han: Aser være den velsignede blandt Sønnerne, han være sine Brødres Yndling og dyppe sin Fod i Olie! 25 Dine Portslåer er Jern og Kobber, som dine dage skal din Styrke være.
26 Der er ingen som Jesjuruns Gud, der farer frem over Himmelen for at hjælpe dig, over Skyerne i sin Højhed! 27 Den evige Gud er en Bolig, og hernede er de evige Arme. Fjenden drev han bort for dit Åsyn og sagde: "Tilintetgør dem!"
28 Så kom Israel til at bo i Tryghed, Jakobkilden for sig selv, i et Land med Korn og Most, ja, hvis Himmel drypper med Dug. 29 Held dig, Israel, hvo er som du, et Folk, der får Sejr ved Herren! Han er din Frelses Skjold, haner din Højheds Sværd. Dine Fjender slesker for dig, over deres Høje skrider du frem.
34 Derpå steg Moses fra Moabs Sletter op på Nebobjerget, til Toppen af Pisga, lige over for Jeriko; og Herren Ind ham skue ud over hele Landet: Gilead lige til Dan, 2 hele Naftali, Efraims og Manasses Land, hele Judas Land indtil Havet i Vest, 3 Sydlandet og Jordanegnen, Sænkningen ved Jeriko, Palmestaden, lige til Zoar. 4 Og Herren sagde til ham: "Det er det Land, jeg tilsvor Abraham, Isak og Jakob, da jeg sagde: Dit Afkom vil jeg give det! Nu har jeg ladet dig skue ud over det med dine egne Øjne; men du skal ikke drage derover"
5 Og Moses, Herrens Tjener, døde der i Moabs Land, som Herren havde sagt. 6 Og han begravede ham i Dalen i Moab lige over for Bet Peor. Indtil denne Dag har intet Menneske kendt hans Grav. 7 Moses var 120 År, da han døde; hans Øje var ikke sløvet og hans Livskraft ikke svundet. 8 Og Israelitterne græd over Moses i tredive Dage på Moabs Sletter, indtil Tiden for Dødeklagen over Moses var til Ende. 9 Og Josua, Nuns Søn, var fuld af Visdoms Ånd, fordi Moses havde lagt sine Hænder på ham, og Israelitterne adlød ham og gjorde, som Herren havde pålagt Moses.
10 Men i Israel opstod der ikke mere en Profet som Moses, hvem Herren omgikkes Ansigt til Ansigt, 11 når der ses hen til alle de Tegn og Undere, Herren Ind ham udføre i Ægypten over for Farao, alle hans Tjenere og hele hans Land, 12 og til den vældige Kraft og alt det forfærdelige og store, Moses udførte i hele Israels Påsyn.
145 Jeg råber af hele mit Hjerte, svar mig, Herre, jeg agter på dine Vedtægter. 146 Jeg råber til dig, o frels mig, at jeg kan holde dine Vidnesbyrd! 147 Årle råber jeg til dig om Hjælp, og bier på dine Ord. 148 Før Nattevagtstimerne våger mine Øjne for at grunde på dit Ord. 149 Hør mig efter din Miskundhed, Herre, hold mig i Live efter dit Lovbud! 150 De, der skændigt forfølger mig, er mig nær, men de er langt fra din Lov. 151 Nær er du, o Herre, og alle dine Bud er Sandhed. 152 For længst vandt jeg Indsigt af dine Vidnesbyrd, thi du har grundfæstet dem for evigt.
153 Se min Elende og fri mig, thi jeg glemte ikke din Lov. 154 Før min Sag og udløs mig, hold mig i Live efter dit Ord! 155 Frelsen er langt fra de gudløse, thi dine Vedtægter ligger dem ikke, på Sinde. 156 Din Barmhjertighed er stor, o Herre, hold mig i Live efter dine Lovbud! 157 Mange forfølger mig og er mig fjendske, fra dine Vidnesbyrd veg jeg ikke. 158 Jeg væmmes ved Synet af troløse, der ikke holder dit Ord. 159 Se til mig, thi jeg elsker dine Befalinger, Herre, hold mig i Live efter din Miskundhed! 160 Summen af dit Ord er Sandhed, og alt dit retfærdige Lovbud varer evigt.
161 Fyrster forfulgte mig uden Grund, men mit Hjerte frygted dine Ord. 162 Jeg glæder mig over dit Ord som en, der har gjort et vældigt Bytte. 163 Jeg hader og afskyr Løgn, din Lov har jeg derimod kær. 164 Jeg priser dig syv Gange daglig for dine retfærdige Lovbud. 165 Megen Fred har de, der elsker din Lov, og intet bliver til Anstød for dem. 166 Jeg håber på din Frelse, Herre, og jeg har holdt dine Bud. 167 Min Sjæl har holdt dine Vidnesbyrd, jeg har dem såre kære. 168 Jeg holder dine Befalinger og Vidnesbyrd, thi du kender alle mine Veje.
169 Lad min Klage nå frem for dit Åsyn, Herre, giv mig Indsigt efter dit Ord! 170 Lad min Bøn komme frem for dit Åsyn, frels mig efter dit Ord! 171 Mine Læber skal synge din Pris, thi du lærer mig dine Vedtægter. 172 Min Tunge skal synge om dit Ord, thi alle dine Bud er Retfærd. 173 Lad din Hånd være mig til Hjælp, thi jeg valgte dine Befalinger. 174 Jeg længes efter din Frelse, Herre, og din Lov er min Lyst. 175 Gid min Sjæl må leve, at den kan prise dig, og lad dine Lovbud være min Hjælp! 176 Farer jeg vild som det tabte Får, så opsøg din Tjener, thi jeg glemte ikke dine Bud.
60 Gør dig rede, bliv Lys, thi dit Lys er kommet, Herrens Herlighed er oprundet over dig. 2 Thi se, Mørke skjuler Jorden og Dunkelhed Folkene, men over dig skal Herren oprinde, over dig skal hans Herlighed ses. 3 Til dit Lys skal Folkene vandre, og Konger til dit strålende Skær. 4 Løft Øjnene, se dig om, de samles, kommer alle til dig. Dine Sønner kommer fra det fjerne, dine Døtre bæres på Hofte; 5 da stråler dit Øje af Glæde, dit Hjerte banker og svulmer; thi Havets Skatte bliver dine, til dig kommer Folkenes Rigdom: 6 Kamelernes Vrimmel skjuler dig, Midjans og Efas Foler, de kommer alle fra Saba; Guld og Røgelse bærer de og kundgør Herrens Pris; 7 alt Kedars Småkvæg samles til dig, dig tjener Nebajots Vædre, til mit Velbehag ofres de til mig, mit Bedehus herliggøres. 8 Hvem flyver mon der som Skyer, som Duer til Dueslag? 9 Det er Skibe, der kommer med Hast, i Spidsen er Tarsisskibe, for at bringe dine Sønner fra det fjerne; deres Sølv og Guld har de med til Herren din Guds Navn, Israels Hellige, han gør dig herlig. 10 Udlændinge skal bygge dine Mure, og tjene dig skal deres Konger; thi i Vrede slog jeg dig vel, men i Nåde forbarmer Jeg mig over dig. 11 Dine Porte holdes altid åbne, de lukkes hverken Dag eller Nat, at Folkenes Rigdom kan bringes dig med deres Konger som Førere.
12 Thi det Folk og, Rige, som ikke tjener dig, skal gå til Grunde, og Folkene skal lægges øde i Bund og Grund. 13 Til dig skal Libanons Herlighed komme, både Cypresser og Elm og Gran, for at smykke min Helligdoms Sted, så jeg ærer mine Fødders Skammel. 14 Dine Undertrykkeres Sønner kommer bøjet til dig, og alle, som håned dig, kaster sig ned for din Fod og kalder dig Herrens By, Israels Helliges Zion. 15 Medens du før var forladt og hadet, så ingen drog gennem dig, gør jeg dig til evig Højhed, til Glæde fra Slægt til Slægt. 16 Du skal indsuge Folkenes Mælk og die Kongernes Bryst. Du skal kende, at jeg, Herren, er din Frelser, din Genløser Jakobs Vældige. 17 Guld sætter jeg i Stedet for Kobber og Sølv i Stedet for Jern, Kobber i Stedet for Træ og Jern i Stedet for Sten. Til din Øvrighed sætter jeg Fred, til Hersker over dig Retfærd. 18 Der høres ej mer i dit Land om Uret, om Vold og Ufærd inden dine Grænser; du kalder Frelse dine Mure og Lovsang dine Porte. 19 Ej mer skal Solen være dit Lys eller Månen Skinne for dig:. Herren skal være dit Lys for evigt, din Gud skal være din Herlighed. 20 Din Sol skal ej mer gå ned, din Måne skal ej tage af; thi Herren skal være dit Lys for evigt, dine Sørgedage har Ende. 21 Enhver i dit Folk er retfærdig, evigt ejer de Landet, et Skud, som Herren har plantet, hans Hænders Værk, til hans Ære. 22 Den mindste bliver en Stamme, den ringeste et talrigt Folk. Jeg er Herren; når Tid er inde, vil jeg fremme det i Hast.
8 Men da han var gået ned ad Bjerget, fulgte store Skarer ham. 2 Og se, en spedalsk kom, faldt ned for ham og sagde: "Herre! om du vil, så kan du rense mig." 3 Og han udrakte Hånden, rørte ved ham og sagde: "Jeg vil; bliv ren!" Og straks blev han renset for sin Spedalskhed 4 Og Jesus siger til ham: "Se til, at du ikke siger det til nogen; men gå hen, fremstil dig selv for Præsten, og offer den Gave, som Moses har befalet, til Vidnesbyrd for dem."
5 Men da han gik ind i Kapernaum, trådte en Høvedsmand hen til ham, bad ham og sagde: 6 "Herre! min Dreng ligger hjemme værkbruden og, pines svarlig." 7 Jesus siger til ham: "Jeg vil komme og helbrede ham." 8 Og Høvedsmanden svarede og sagde: "Herre! jeg er ikke værdig til, at du skal gå ind under mit Tag; men sig det blot med et Ord, så bliver min Dreng helbredt. 9 Jeg er jo selv et Menneske, som står under Øvrighed og har Stridsmænd under mig; og siger jeg til den ene: Gå! så går han; og til den anden: Kom! så kommer han; og til min Tjener: Gør dette! så gør han det." 10 Men da Jesus hørte det, forundrede han sig og sagde til dem, som fulgte ham: "Sandelig, siger jeg eder, end ikke i Israel har jeg fundet så stor en Tro. 11 Men jeg siger eder, at mange skulle komme fra Øster og Vester og sidde til Bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriges Rige. 12 Men Rigets Børn skulle kastes ud i Mørket udenfor; der skal der være Gråd og Tænders Gnidsel." 13 Og Jesus sagde til Høvedsmanden:"Gå bort,dig ske, som du troede!" Og Drengen blev helbredt i den samme Time.
14 Og Jesus kom ind i Peters Hus og så, at hans Svigermoder lå og havde Feber. 15 Og han rørte ved hendes Hånd, og Feberen forlod hende, og hun stod op og vartede ham op. 16 Men da det var blevet Aften, førte de mange besatte til ham, og han uddrev Ånderne med et Ord og helbredte alle de syge; 17 for at det skulde opfyldes, som er talt ved Profeten Esajas, der siger: "Han tog vore Skrøbeligheder og bar vore Sygdomme."
18 Men da Jesus så store Skarer omkring sig, befalede han at fare over til hin Side. 19 Og der kom een, en skriftklog, og sagde til ham: "Mester! jeg vil følge dig, hvor du end går hen." 20 Og Jesus siger til ham: "Ræve have Huler, og Himmelens Fugle Reder; men Menneskesønnen har ikke det, hvortil han kan hælde sit Hoved." 21 Men en anden af disciplene sagde til ham: "Herre! tilsted mig først at gå hen og begrave min Fader." 22 Men Jesus siger til ham: "Følg mig, og lad de døde begrave deres døde!"
23 Og da han gik om Bord i Skibet, fulgte hans Disciple ham. 24 Og se, det blev en stærk Storm på Søen, så at Skibet skjultes af Bølgerne; men han sov. 25 Og de gik hen til ham, vækkede ham og sagde: "Herre, frels os! vi forgå." 26 Og han siger til dem: "Hvorfor ere I bange, I lidettroende?" Da stod han op og truede Vindene og Søen,og det blev ganske blikstille. 27 Men Menneskene forundrede sig og sagde: "Hvem er dog denne, siden både Vindene og Søen ere ham lydige?"
28 Og da han kom over til hin Side til Gadarenernes Land, mødte ham to besatte, som kom ud fra Gravene, og de vare såre vilde, så at ingen kunde komme forbi ad den Vej. 29 Og se, de råbte og sagde: "Hvad have vi med dig at gøre, du Guds Søn? Er du kommen hid før Tiden for at pine os?" 30 Men der var langt fra dem en stor Hjord Svin, som græssede. 31 Og de onde Ånder bade ham og sagde: "Dersom du uddriver os, da send os i Svinehjorden!" 32 Og han sagde til dem: "Går!" Men de fore ud og fore i Svinene; og se, hele Hjorden styrtede sig ned over Brinken ud i Søen og døde i Vandet. 33 Men Hyrderne flyede og gik hen i Byen og fortalte det alt sammen, og hvorledes det var gået til med de besatte. 34 Og se, hele Byen gik ud for at møde Jesus; og da de så ham, bade de ham om; at han vilde gå bort fra deres Egn.