M’Cheyne Bible Reading Plan

10 Derpå sagde Herren til Moses: "Gå til Farao! Thi jeg har forhærdet hans og hans Tjeneres Hjerte, at jeg kan komme til at gøre disse mine Tegn iblandt dem, ² for at du må kunne fortælle din Søn og din Sønnesøn, hvorledes jeg handlede med Ægypterne, og om de Tegn, jeg gjorde iblandt dem; så skal I kende, at jeg er Herren." ³ Da gik Moses og Aron til Farao og sagde til ham: "Så siger Herren, Hebræernes Gud: Hvor længe vil du vægre dig ved at ydmyge dig for mig? Lad mit Folk rejse, at de kan dyrke mig! ⁴ Men hvis du vægrer dig ved at lade mit Folk rejse, se, da vil jeg i Morgen sende Græshopper over dine Landemærker, ⁵ og de skal skjule Landets Overflade, så man ikke kan se Jorden, og opæde Resten af det, som er blevet tilovers for eder efter Haglen, og opæde alle eders Træer, som gror på Marken; ⁶ og de skal fylde dine Huse og alle dine Tjeneres og alle Ægypternes Huse således, at hverken dine Fædre eller dine Fædres Fædre nogen Sinde har oplevet Mage dertil, fra den Dag de kom til Verden og indtil denne Dag!" Dermed vendte han sig bort og forlod Farao. ⁷ Men Faraos Tjenere sagde til ham: "Hvor længe skal denne Mand styrte os i Ulykke? Lad dog disse Mennesker rejse og lad dem dyrke Herren deres Gud! Har du endnu ikke indset, at Ægypten går til Grunde?" ⁸ Moses og Aron blev nu hentet tilbage til Farao, og han sagde til dem: "Drag af Sted og dyrk Herren eders Gud! Men hvem er det nu, der vil af Sted?" ⁹ Moses svarede: "Med vore Børn og vore gamle vil vi drage af Sted, med vore Sønner og vore Døtre, vort Småkvæg og vort Hornkvæg vil vi drage af Sted, thi vi skal fejre Herrens Højtid." ¹⁰ Da sagde han til dem: "Herren være med eder, om jeg lader eder rejse sammen med eders Kvinder og Børn! Der ser man, at I har ondt i Sinde! ¹¹ Nej men I Mænd kan drage bort og dyrke Herren; det var jo det, I ønskede!" Derpå jog man dem bort fra Farao. ¹² Da sagde Herren til Moses: "Ræk din Hånd ud over Ægypten og få Græshopperne til at komme; de skal komme over Ægypten og opæde alt, hvad der vokser i Landet, alt, hvad Haglen har levnet!" ¹³ Moses rakte da sin Stav ud over Ægypten, og Herren lod en Østenstorm blæse over Landet hele den Dag og den påfølgende Nat; og da det blev Morgen, førte Østenstormen Græshopperne med sig. ¹⁴ Da kom Græshopperne over hele Ægypten, og de slog sig ned i hele Ægyptens Område i uhyre Mængder; aldrig før havde der været så mange Græshopper, og ingen Sinde mere skal der komme så mange. ¹⁵ Og de skjulte hele Jordens Overflade, så Jorden blev sort af dem, og de opåd alt, hvad der voksede i Landet, og alle Træfrugter, alt, hvad Haglen havde levnet, og der blev intet grønt tilbage på Træerne eller på Markens Urter i hele Ægypten. ¹⁶ Da lod Farao skyndsomt Moses og Aron kalde til sig og sagde: "Jeg har syndet mod Herren eders Gud og mod eder! ¹⁷ Men tilgiv mig nu min Synd denne ene Gang og gå i Forbøn hos eders Gud, at han dog blot vil tage denne dødbringende Plage fra mig!" ¹⁸ Da gik Moses bort fra Farao og bad til Herren. ¹⁹ Og Herren lod Vinden slå om til en voldsom Vestenvind, som tog Græshopperne og drev dem ud i det røde Hav, så der ikke blev en eneste Græshoppe tilbage i hele Ægyptens Område. ²⁰ Men Herren forhærdede Faraos Hjerte, så han ikke lod Israeliterne rejse.

²¹ Derpå sagde Herren til Moses: "Ræk din Hånd op mod Himmelen, så skal der komme et Mørke over Ægypten, som man kan tage og føle på!" ²² Da rakte Moses sin Hånd op mod Himmelen, og der kom et tykt Mørke i hele Ægypten i tre Dage; ²³ den ene kunde ikke se den anden, og ingen flyttede sig af Stedet i tre Dage; men overalt, hvor Israeliterne boede, var det lyst. ²⁴ Da lod Farao Moses kalde og sagde: "Drag hen og dyrk Herren. Dog skal eders Småkvæg og Hornkvæg blive tilbage, men eders Kvinder og Børn må I tage med." ²⁵ Men Moses sagde: "Du må også overlade os Slagtofre og Brændofre, som vi kan bringe Herren vor Gud; ²⁶ også vore Hjorde må vi have med, ikke en Klov må blive tilbage, thi dem har vi Brug for, når vi skal dyrke Herren vor Gud, og vi ved jo ikke,hvor meget vi behøver dertil, før vi kommer til Stedet." ²⁷ Da forhærdede Herren Faraos Hjerte, så han nægtede at lade dem rejse. ²⁸ Og Farao sagde til ham: "Gå bort fra mig og vogt dig for at komme mig for Øje mere; thi den Dag du kommer mig for Øje, er du dødsens!" ²⁹ Da sagde Moses: "Du har sagt det, jeg skal ikke mere komme dig for Øje!"

13 Men på den samme Tid var der nogle til Stede, som fortalte ham om de Galilæere, hvis Blod Pilatus havde blandet med deres Ofre. ² Og han svarede og sagde til dem: "Mene I, at disse Galilæere vare Syndere frem for alle Galilæere, fordi de have lidt dette? ³ Nej, siger jeg eder; men dersom I ikke omvende eder, skulle I alle omkomme ligeså. ⁴ Eller hine atten, som Tårnet i Siloam faldt ned over og ihjelslog, mene I, at de vare skyldige fremfor alle Mennesker, som bo i Jerusalem? ⁵ Nej, siger jeg eder; men dersom I ikke omvende eder, skulle I alle omkomme ligeså."

⁶ Men han sagde denne Lignelse: "En havde et Figentræ, som var plantet i hans Vingård; og han kom og ledte efter Frugt derpå og fandt ingen. ⁷ Men han sagde til Vingårdsmanden: Se, i tre År er jeg nu kommen og har ledt efter Frugt på dette Figentræ og ingen fundet; hug det om; hvorfor skal det tilmed gøre Jorden unyttig? ⁸ Men han svarede og sagde til ham: Herre! lad det stå endnu dette År, indtil jeg får gravet om det og gødet det; ⁹ måske vil det bære Frugt i Fremtiden; men hvis ikke, da hug det om!"

¹⁰ Men han lærte i en af Synagogerne på Sabbaten. ¹¹ Og se, der var en Kvinde, som havde haft en Svagheds Ånd i atten År, og hun var sammenbøjet og kunde aldeles ikke rette sig op. ¹² Men da Jesus så hende, kaldte han på hende og sagde til hende: "Kvinde! du er løst fra din Svaghed." ¹³ Og han lagde Hænderne på hende; og straks rettede hun sig op og priste Gud. ¹⁴ Men Synagogeforstanderen, som var vred, fordi Jesus helbredte på Sabbaten, tog til Orde og sagde til Folkeskaren: "Der er seks Dage, på hvilke man bør arbejde; kommer derfor på dem og lader eder helbrede, og ikke på Sabbatsdagen!" ¹⁵ Men Herren svarede ham og sagde: "I Hyklere! løser ikke enhver iblandt eder sin Okse eller sit Asen fra Krybben på Sabbaten og fører dem til Vands? ¹⁶ Men denne, som er en Abrahams Datter, hvem Satan har bundet, se, i atten År, burde hun ikke løses fra dette Bånd på Sabbatsdagen?" ¹⁷ Og da han sagde dette, bleve alle hans Modstandere beskæmmede; og hele Skaren glædede sig over alle de herlige Gerninger, som gjordes af ham.

¹⁸ Han sagde da: "Hvad ligner Guds Rige, og hvormed skal jeg ligne det? ¹⁹ Det ligner et Sennepskorn, som et Menneske tog og lagde i sin Have; og det voksede og blev til et Træ, og Himmelens Fugle byggede Rede i dets Grene." ²⁰ Og atter sagde han: "Hvormed skal jeg ligne Guds Rige? ²¹ Det ligner en Surdejg, som en Kvinde tog og lagde ned i tre Mål Mel, indtil det blev syret alt sammen."

²² Og han gik igennem Byer og Landsbyer og lærte og tog Vejen til Jerusalem. ²³ Men en sagde til ham: "Herre mon de ere få, som blive frelste?" Da sagde han til dem: ²⁴ "Kæmper for at komme ind igennem den snævre Port; thi mange, siger jeg eder, skulle søge at komme ind og ikke formå det. ²⁵ Fra den Stund Husbonden er stået op og har lukket Døren, og I begynde at stå udenfor og banke på Døren og sige: Herre, luk op for os! da vil han svare og sige til eder: Jeg kender eder ikke, hvorfra I ere; ²⁶ da skulle I begynde at sige: vi spiste og drak for dine Øjne, og du lærte på vore Gader, ²⁷ og han skal sige: Jeg siger eder, jeg kender eder ikke, hvorfra I ere; viger bort fra mig, alle I, som øve Uret! ²⁸ Der skal der være Gråd og Tænders Gnidsel, når I må se Abraham og Isak og Jakob og alle Profeterne i Guds Rige, men eder selv blive kastede udenfor. ²⁹ Og de skulle komme fra Øster og Vester og fra Norden og Sønden og sidde til Bords i Guds Rige. ³⁰ Og se, der er sidste, som skulle være iblandt de første, og der er første, som skulle være iblandt de sidste."

³¹ I den samme Stund kom nogle Farisæere og sagde til ham: "Gå bort, og drag herfra; thi Herodes vil slå dig ihjel." ³² Og han sagde til dem: "Går hen og siger til denne Ræv: Se, jeg uddriver onde Ånder og fuldfører Helbredelser i Dag og i Morgen, og på den tredje dag fuldendes jeg. ³³ Dog bør jeg vandre i Dag og i Morgen og den Dag derefter; thi det sømmer sig ikke, at en Profet dræbes uden for Jerusalem. ³⁴ Jerusalem! Jerusalem! som ihjelslår Profeterne og stener dem, som ere sendte til dig! hvor ofte vilde jeg samle dine Børn, ligesom en Høne samler sine Kyllinger under Vingerne! Og I vilde ikke. ³⁵ Se, eders Hus overlades til eder selv. Men jeg siger eder: I skulle ingenlunde se mig, førend den Tid kommer, da I sige: Velsigtnet være den, som kommer, i Herrens Navn!"

28 Sølvet har jo sit Leje, som renses, sit sted ² Jern hentes op af Jorden, og Sten smeltes om til Kobber. ³ På Mørket gør man en Ende og ransager indtil de dybeste Kroge Mørkets og Mulmets Sten; ⁴ man bryder en Skakt under Foden, og glemte, foruden Fodfæste, hænger de svævende fjernt fra Mennesker. ⁵ Af Jorden fremvokser Brød, imedens dens Indre omvæltes som af Ild; ⁶ i Stenen der sidder Safiren, og der er Guldstøv i den. ⁷ Stien derhen er Rovfuglen ukendt, Falkens Øje udspejder den ikke; ⁸ den trædes ikke af stolte Vilddyr, Løven skrider ej frem ad den. ⁹ På Flinten lægger man Hånd og omvælter Bjerge fra Roden; ¹⁰ i Klipperne hugger man Gange, alskens Klenodier skuer Øjet; ¹¹ man tilstopper Strømmenes Kilder og bringer det skjulte for Lyset.

¹² Men Visdommen - hvor mon den findes, og hvor er Indsigtens Sted? ¹³ Mennesket kender ikke dens Vej, den findes ej i de levendes Land; ¹⁴ Dybet siger: "I mig er den ikke!" Havet: "Ej heller hos mig!" ¹⁵ Man får den ej for det fineste Guld, for Sølv kan den ikke købes, ¹⁶ den opvejes ikke med Ofirguld, med kostelig Sjoham eller Safir; ¹⁷ Guld og Glar kan ej måle sig med den, den fås ej i Bytte for gyldne Kar, ¹⁸ Krystal og Koraller ikke at nævne. At eje Visdom er mere end Perler, ¹⁹ Ætiopiens Topas kan ej måle sig med den, den opvejes ej med det rene Guld.

²⁰ Men Visdommen - hvor mon den kommer fra, og hvor er Indsigtens Sted? ²¹ Den er dulgt for alt levendes Øje og skjult for Himmelens Fugle; ²² Afgrund og Død må sige: "Vi hørte kun tale derom." ²³ Gud er kendt med dens Vej, han ved, hvor den har sit Sted; ²⁴ thi han skuer til Jordens Ender, alt under Himmelen ser han. ²⁵ Dengang han fastsatte Vindens Vægt og målte Vandet med Mål, ²⁶ da han satte en Lov for Regnen, afmærked Tordenskyen dens Vej, ²⁷ da skued og mønstred han den, han stilled den op og ransaged den.

²⁸ Men til Mennesket sagde han: "Se, Herrens Frygt, det er Visdom, at sky det onde er Indsigt."

14 Higer efter Kærligheden, og tragter efter de åndelige Gaver men mest efter at profetere. ² Thi den; som taler i Tunger, taler ikke for Mennesker, men for Gud; thi ingen forstår det, men han taler Hemmeligheder i Ånden. ³ Men den, som profeterer, taler Mennesker til Opbyggelse og Formaning og Trøst. ⁴ Den, som taler i Tunger, opbygger sig selv; men den, som profeterer, opbygger en Menighed. ⁵ Men jeg ønsker, at I alle måtte tale i Tunger, men endnu hellere, at I måtte profetere; den, som profeterer, er større end den, som taler i Tunger, med mindre han udlægger det, for at Menigheden kan få Opbyggelse deraf. ⁶ Men nu, Brødre! dersom jeg kommer til eder og taler i Tunger, hvad vil jeg da gavne eder, hvis jeg ikke taler til eder enten ved Åbenbaring eller ved Kundskab, enten ved Profeti eller ved Lære? ⁷ Selv de livløse Ting, som give Lyd, være sig en Fløjte eller en Harpe, når de ikke gøre Skel imellem Tonerne, hvorledes skal man så kunne forstå, hvad der spilles på Fløjten eller Harpen? ⁸ Ja, også når en Basun giver en utydelig Lyd, hvem vil da berede sig til Krig? ⁹ Således også med eder: dersom I ikke ved Tungen fremføre tydelig Tale, hvorledes skal man da kunne forstå det, som tales? I ville jo tale hen i Vejret. ¹⁰ Der er i Verden, lad os sige, så og så mange Slags Sprog, og der er intet af dem, som ikke har sin Betydning. ¹¹ Dersom jeg nu ikke kender Sprogets Betydning, bliver jeg en Barbar for den, som taler, og den, som taler, bliver en Barbar for mig. ¹² Således også med eder: når I tragte efter åndelige Gaver, da lad det være til Menighedens Opbyggelse, at I søge at blive rige derpå ¹³ " Derfor, den, som taler i Tunger, han bede om, at han må kunne udlægge det. ¹⁴ Thi dersom: jeg taler i Tunger og beder, da beder. vel min Ånd, men min Forstand er uden Frugt. ¹⁵ Hvad da? Jeg vil bede med Ånden, men jeg vil også bede med Forstanden; jeg vil lovsynge med Ånden, men jeg vil også lovsynge med Forstanden. ¹⁶ Ellers, når du priser Gud i Ånden, hvorledes vil da den, som indtager den uindviedes Plads, kunne sige sit Amen til din Taksigelse, efterdi han ikke ved, hvad du siger? ¹⁷ Thi vel er din Taksigelse smuk, men den anden opbygges ikke. ¹⁸ Jeg takker Gud for, at jeg mere end I alle taler i Tunger. ¹⁹ Men i en Menighed vil jeg hellere tale fem Ord med min Forstand, for at jeg også kan undervise andre, end ti Tusinde Ord i Tunger. ²⁰ Brødre! vorder ikke Børn i Forstand, men værer Børn i Ondskab, i Forstand derimod vorder fuldvoksne! ²¹ Der er skrevet i Loven: "Ved Folk med fremmede Tungemål og ved fremmedes Læber vil jeg tale til dette Folk, og de skulle end ikke således høre mig, siger Herren." ²² Således er Tungetalen til et Tegn, ikke for dem, som tro, men for de vantro; men den profetiske Gave er det ikke for de vantro, men for dem, som tro. ²³ Når altså den hele Menighed kommer sammen, og alle tale i Tunger, men der kommer uindviede eller vantro ind, ville de da ikke sige, at I rase? ²⁴ Men dersom alle profetere, og der kommer nogen vantro eller uindviet ind, da overbevises han af alle, han bedømmes af alle, ²⁵ hans Hjertes skjulte Tanker åbenbares, og så vil han falde på sit Ansigt og tilbede Gud og forkynde, at Gud er virkelig i eder.

²⁶ Hvad da Brødre? Når I komme sammen, da har enhver en Lovsang, en Lære, en Åbenbaring, en Tungetale, en Udlægning; alt ske til Opbyggelse! ²⁷ Dersom nogen taler i Tunger, da være det to, eller i det højeste tre hver Gang, og den ene efter den anden, og een udlægge det! ²⁸ Men dersom der ingen Udlægger er til Stede, da tie hin i Menigheden, men han tale for sig selv og for Gud! ²⁹ Men af Profeter tale to eller tre, og de andre bedømme det; ³⁰ men dersom en anden, som sidder der, får en Åbenbarelse, da tie den første! ³¹ Thi I kunne alle profetere, den ene efter den anden, for at alle kunne lære, og alle blive formanede, ³² og Profeters Ånder ere Profeter undergivne. ³³ Thi Gud er ikke Forvirringens, men Fredens Gud. Ligesom i alle de helliges Menigheder

³⁴ skulle eders Kvinder tie i Forsamlingerne; thi det tilstedes dem ikke at tale, men lad dem underordne sig, ligesom også Loven siger. ³⁵ Men ville de lære noget, da adspørge de deres egne Mænd hjemme; thi det er usømmeligt for en Kvinde at tale i en Menighedsforsamling. ³⁶ Eller er det fra eder, at Guds Ord er udgået? eller er det til eder alene, at det er kommet?

³⁷ Dersom nogen tykkes, at han er en Profet eller åndelig, han erkende, at hvad jeg skriver til eder, er Herrens Bud. ³⁸ Men er nogen uvidende derom, så får han være uvidende! ³⁹ Altså, mine Brødre! tragter efter at profetere og forhindrer ikke Talen i Tunger! ⁴⁰ Men alt ske sømmeligt og med Orden!