M’Cheyne Bible Reading Plan

3 Dette var de Folkeslag, Herren lod blive tilbage for ved dem at sætte Israel Prøve, alle de Israelitter, som ikke havde kendt til Kampene om Kana'an, ² alene for Israelitternes Slægters Skyld, for at øve dem i Krig, alene for deres Skyld, som ikke havde kendt noget til de tidligere Krige: ³ De fem Filisterfyrster, alle Kana'anæerne, Zidonierne og Hetiterne, som boede i Libanons Bjerge fra Ba'al-Hermon til hen imod Hamat. ⁴ De blev tilbage, for at Israel ved dem kunde blive sat på Prøve, så det kunde komme for Dagen, om de vilde lyde de Bud, Herren havde givet deres Fædre ved Moses. ⁵ Og Israelitterne boede blandt Kana'anæerne, Hetiterne, Amoriterne, Perizziterne, Hivviterne og Jebusiterne. ⁶ De indgik Ægteskab med deres Døtre og gav deres Sønner deres Døtre til Ægte, og de dyrkede deres Guder. ⁷ Israelitterne gjorde, hvad der var ondt i Herrens Øjne; de glemte Herren deres Gud og dyrkede Ba'alerne og Asjererne.

⁸ Da blussede Herrens Vrede op imod Israel, og han gav dem til Pris for Kong Kusjan-Risjatajim af Aram Naharajim, og Israelitterne stod under Kusjan Risjatajim i otte År. ⁹ Da råbte Israelitterne til Herren, og Herren lod en Befrier fremstå iblandt Israelitterne, og han frelste dem, nemlig Kenizziten Otniel, Kalebs yngre Broder. ¹⁰ Herrens Ånd kom over ham, og han blev Dommer i Israel; han drog ud til Kamp, og Herren gav Kong Kusjan Risjatajim af Aram i hans Hånd, så han fik Overtaget over ham. ¹¹ Og Landet havde Ro i fyrretyve År, og Kenizziten Otniel døde.

¹² Men Israelitterne blev ved at gøre, hvad der var ondt i Herrens Øjne. Da gav Herren Kong Eglon af Moab Magt over Israel, fordi de gjorde, hvad der var ondt i Herrens Øjne. ¹³ Han fik Ammoniterne og Amalekiterne med sig, drog ud og slog Israel og tog Palmestaden. ¹⁴ Og Israelitterne stod under Kong Eglon af Moab i atten År.

¹⁵ Men da Israelitterne råbte til Herren, lod Herren en Befrier fremstå iblandt dem, Benjaminiten Ehud, Geras Søn, som var kejthåndet. Da Israelitterne engang sendte Ehud til Kong Eglon af Moab med Skat, ¹⁶ lavede han sig et tveægget Sværd, en Gomed langt, og bandt det til sin højre Hofte under Kappen. ¹⁷ Derpå afleverede han Skatten til Kong Eglon af Moab Eglon var en meget fed Mand ¹⁸ og da han var færdig dermed, ledsagede han Folkene, der havde båret Skatten, på Vej, ¹⁹ men selv vendte han om ved Pesilim ved Gilgal og sagde: "Konge, jeg har noget at tale med dig om i Hemmelighed!" Men han bød ham tie, til alle de, der stod om ham, var gået ud. ²⁰ Da Ehud kom ind til ham, sad han i sin svale Stue på Taget, hvor han var alene; og Ehud sagde: "Jeg har et Gudsord til dig!" Da rejste han sig fra sit Sæde, ²¹ men idet han stod op, rakte Ehud sin venstre Hånd ud og greb Sværdet ved sin højre Side og stak det i Underlivet på ham, ²² så endog Grebet gik i med Klingen; og Fedtet sluttede om Klingen, thi han drog ikke Sværdet ud af Livet på ham; og Skarnet gik fra ham. ²³ Så gik Ehud bort gennem Søjlegangen, lukkede Døren til Stuen for ham og låsede den. ²⁴ Efter at han var gået bort, kom Kongens Folk, og da de fandt Døren til Stuen låset, tænkte de, at han tildækkede sine Fødder i det svale Hammer; ²⁵ men da de havde biet, indtil de skammede sig, uden at han åbnede Døren til Stuen, hentede de Nøglen og lukkede op; og se, der lå deres Herre død på Gulvet. ²⁶ Men Ehud slap bort, medens de blev opholdt, og han satte over ved Pesilim og undslap til Seira. ²⁷ Så snart han derpå nåede Efraims Bjerge, lod han støde i Hornet; og Israelitterne fulgte ham ned fra Bjergene, idet han gik i Spidsen for dem.

²⁸ Og han sagde til dem: "Følg mig ned, thi Herren har givet eders Fjender Moabiterne i eders Hånd!" Og de fulgte ham ned og fratog Moabiterne Vadestederne over Jordan og lod ikke en eneste komme over. ²⁹ Ved den Lejlighed nedhuggede de omtrent 10000 Moabiter, lutter stærke og dygtige Mænd, ikke een undslap. ³⁰ Således blev Moab den Gang underkuet af Israel; og Landet havde Ro i firsindstyve År.

³¹ Efter ham kom Sjamgar, Anats Søn. Han nedhuggede Filisterne, 600 Mand, med en Oksedriverstav; også han frelste Israel.

7 Men Ypperstepræsten sagde: "Forholder dette sig således?" ² Men han sagde: "I Mænd, Brødre og Fædre, hører til! Herlighedens Gud viste sig for vor Fader Abraham, da han var i Mesopotamien, førend han tog Bolig i Karan. ³ Og han sagde til ham: "Gå ud af dit Land og fra din Slægt, og kom til det Land, som jeg vil vise dig." ⁴ Da gik han ud fra Kaldæernes Land og tog Bolig i Karan; og efter hans Faders Død lod Gud ham flytte derfra hen i dette Land, hvor I nu bo. ⁵ Og han gav ham ikke Ejendom deri, end ikke en Fodsbred; dog forjættede han ham at give ham det til Eje og hans Sæd efter ham, endskønt han intet Barn havde. ⁶ Men Gud talte således: "Hans Sæd skal være Udlændinge i et fremmed Land, og man skal gøre dem til Trælle og handle ilde med dem i fire Hundrede År. ⁷ Og det Folk, for hvilket de skulle trælle, vil jeg dømme, sagde Gud; og derefter skulle de drage ud og tjene mig på dette Sted." ⁸ Og han gav ham Omskærelsens Pagt. Og så avlede han Isak og omskar ham den ottende Dag, og Isak avlede Jakob, og Jakob de tolv Patriarker. ⁹ Og Patriarkerne bare Avind imod Josef og solgte ham til Ægypten; og Gud var med ham, ¹⁰ og han udfriede ham af alle hans Trængsler og gav ham Nåde og Visdom for Farao, Kongen i Ægypten, som satte ham til Øverste over Ægypten og over hele sit Hus. ¹¹ Men der kom Hungersnød over hele Ægypten og Kanån og en stor Trængsel, og vore Fædre fandt ikke Føde. ¹² Men da Jakob hørte, at der var Korn i Ægypten, sendte han vore Fædre ud første Gang. ¹³ Og anden Gang blev Josef genkendt af sine Brødre, og Josefs Herkomst blev åbenbar for Farao. ¹⁴ Men Josef sendte Bud og lod sin Fader Jakob og al sin Slægt kalde til sig, fem og halvfjerdsindstyve Sjæle. ¹⁵ Og Jakob drog ned til Ægypten. Og han og vore Fædre døde, ¹⁶ og de bleve flyttede til Sikem og lagte i den Grav, som Abraham havde købt for en Sum Penge af Hemors Sønner i Sikem. ¹⁷ Som nu Tiden nærmede sig for den Forjættelse, Gud havde tilsagt Abraham, voksede Folket og formeredes i Ægypten, ¹⁸ indtil der fremstod en anden Konge, som ikke kendte Josef. ¹⁹ Han viste Træskhed imod vor Slægt og handlede ilde med vore Fædre, så de måtte sætte deres små Børn ud, for at de ikke skulde holdes i Live. ²⁰ På den Tid blev Moses født, og han var dejlig for Gud; han blev opfostret i tre Måneder i sin Faders Hus. ²¹ Men da han var sat ud, tog Faraos Datter ham op og opfostrede ham til sin Søn. ²² Og Moses blev oplært i al Ægypternes Visdom; og han var mægtig i sine Ord og Gerninger. ²³ Men da han blev fyrretyve År gammel, fik han i Sinde at besøge sine Brødre, Israels Børn. ²⁴ Og da han så en lide Uret, forsvarede han ham og hævnede den mishandlede, idet han slog Ægypteren ihjel. ²⁵ Men han mente, at hans Brødre forstode, at Gud gav dem Frelse ved hans Hånd; men de forstode det ikke. ²⁶ Og den næste Dag viste han sig iblandt dem under en Strid og vilde forlige dem til at holde Fred, sigende: "I Mænd! I ere Brødre, hvorfor gøre I hinanden Uret?" ²⁷ Men den, som gjorde sin Næste Uret, stødte ham fra sig og sagde: "Hvem har sat dig til Hersker og Dommer over os? ²⁸ Vil du slå mig ihjel, ligesom du i Går slog Ægypteren ihjel?" ²⁹ Da flygtede Moses for denne Tales Skyld og boede som fremmed i Midians Land, hvor han avlede to Sønner. ³⁰ Og efter fyrretyve Års Forløb viste en Engel sig for ham i Sinai Bjergs Ørken i en Tornebusk, der stod i lys Lue. ³¹ Men da Moses så det, undrede han sig over Synet, og da han gik hen for at betragte det, lød Herrens Røst til ham: ³² "Jeg er dine Fædres Gud, Abrahams og Isaks og Jakobs Gud." Da bævede Moses og turde ikke se derhen. ³³ Men Herren sagde til ham: "Løs Skoene af dine Fødder; thi det Sted, som du står på, er hellig Jord. ³⁴ Jeg har grant set mit Folks Mishandling i Ægypten og hørt deres Suk, og jeg er stegen ned for at udfri dem; og nu kom, lad mig sende dig til Ægypten!" ³⁵ Denne Moses, hvem de fornægtede, idet de sagde: "Hvem har sat dig til Hersker og Dommer," ham har Gud sendt til at være både Hersker og Befrier ved den Engels Hånd,som viste sig for ham i Tornebusken. ³⁶ Ham var det, som førte dem ud,idet han gjorde Undere og Tegn i Ægyptens Land og i det røde Hav og i Ørkenen i fyrretyve År. ³⁷ Han er den Moses, som sagde til Israels Børn: "En Profet skal Gud oprejse eder af eders Brødre ligesom mig." ³⁸ Han er den, som i Menigheden i Ørkenen færdedes med Engelen, der talte til ham på Sinai Bjerg, og med vore Fædre; den, som modtog levende Ord at give os; ³⁹ hvem vore Fædre ikke vilde adlyde, men de stødte ham fra sig og vendte sig med deres Hjerter til Ægypten, idet de sagde til Aron: ⁴⁰ "Gør os Guder, som kunne gå foran os; thi vi vide ikke, hvad der er sket med denne Moses, som førte os ud af Ægyptens Land." ⁴¹ Og de gjorde en Kalv i de Dage og bragte Offer til Gudebilledet og frydede sig ved deres Hænders Gerninger. ⁴² Men Gud vendte sig fra dem og gav dem hen til at tjene Himmelens Hær, som der er skrevet i Profeternes Bog: "Have I vel, Israels Hus! bragt mig Slagtofre og andre Ofre i fyrretyve År i Ørkenen? ⁴³ Og I bare Moloks Telt og Guden Remfans Stjerne, de Billeder, som I havde gjort for at tilbede dem; og jeg vil flytte eder bort hinsides Babylon." ⁴⁴ Vore Fædre i Ørkenen havde Vidnesbyrdets Tabernakel, således som han, der talte til Moses, havde befalet at gøre det efter det Forbillede, som han havde set. ⁴⁵ Dette toge også vore Fædre i Arv og bragte det under Josva ind i Landet, som Hedningerne besade, hvilke Gud fordrev fra vore Fædres Åsyn indtil Davids Dage, ⁴⁶ som vandt Nåde for Gud og bad om at måtte finde en Bolig for Jakobs Gud. ⁴⁷ Men Salomon byggede ham et Hus. ⁴⁸ Dog, den Højeste bor ikke i Huse gjorte med Hænder, som Profeten siger: ⁴⁹ "Himmelen er min Trone, og Jorden mine Fødders Skammel, hvad Hus ville I bygge mig? siger Herren, eller hvilket er min Hviles Sted? ⁵⁰ Har ikke min Hånd gjort alt dette?" ⁵¹ I hårde Halse og uomskårne på Hjerter og Øren! I stå altid den Helligånd imod; som eders Fædre, således også I. ⁵² Hvem af Profeterne er der, som eders Fædre ikke have forfulgt? og de ihjelsloge dem, som forud forkyndte om den retfærdiges Komme, hvis Forrædere og Mordere I nu ere blevne, ⁵³ I, som modtoge Loven under Engles Besørgelse og have ikke holdt den!"

⁵⁴ Men da de hørte dette, skar det dem i deres Hjerter, og de bede Tænderne sammen imod ham. ⁵⁵ Men som han var fuld af den Helligånd, stirrede han op imod Himmelen og så Guds Herlighed og Jesus stående ved Guds højre Hånd. ⁵⁶ Og han sagde: "Se, jeg ser Himlene åbnede og Menneskesønnen stående ved Guds højre Hånd." ⁵⁷ Men de råbte med høj Røst og holdt for deres Øren og stormede endrægtigt ind på ham. ⁵⁸ Og de stødte ham ud uden for Staden og stenede ham. Og Vidnerne lagde deres Klæder af ved en ung Mands Fødder, som hed Saulus. ⁵⁹ Og de stenede Stefanus, som bad og sagde: "Herre Jesus, tag imod min Ånd!" ⁶⁰ Men han faldt på Knæ og råbte med høj Røst: "Herre, tilregn dem ikke denne Synd!" Og som han sagde dette, sov han hen. (Kap.8) 1 Men Saulus fandt Behag i hans Mord.

16 Herrens Ord kom til mig således ² Du skal ikke tage dig en Hustru og ikke have Sønner eller Døtre på dette Sted. ³ Thi så siger Herren om de Sønner og Døtre, der fødes på dette Sted, og om Mødrene, som føder dem, og Fædrene, som avler dem i dette Land: ⁴ En smertefuld Død skal de dø; der skal ikke holdes Dødeklage over dem, og de skal ikke jordes; til Gødning på Marken skal de blive. De skal omkomme ved Sværd og Hunger; deres Lig skal være Hinmmmmelens Fugle og Jordens Dyr til Æde.

⁵ Thi så sigem Herren: Kom ikke i Sorgens Hus, gå ikke til Klage, vis dem ikke Medynk, thi jeg lager min Fred fra dette Folk, lyder det fra Herren, både Nåde og Barmhjerlighed; ⁶ og store og små skal dø i dette Land og ikke jordes. De skal ikke holde Dødeklage eller ridse Huden eller klippe sig for deres Skyld, ⁷ bryde Brød til en, der har Sorg, til Trøst for den døde, eller kvæge ham med Trøstebæger for Fader og Moder. ⁸ Og kom ikke i et Gildehus for at sidde iblandt dem og spise og drikke; ⁹ thi så siger Hærskarers Herre, Israels Gud: Se, for eders Øjne og i eders Dage gør jeg på dette Sted Ende på Fryderåb og Glædesråb, Brudgoms Røst og Bruds Røst.

¹⁰ Når du forkynder dette Folk alle disse Ord, og de siger til dig: "Hvorfor udtaler Herren al den store Ulykke over os, og hvad er det for en Brøde og Synd, vi har gjort mod Herren vor Gud?" ¹¹ svar dem så: Fordi eders Fædre forlod mig, lyder det fra Herren, og holdt sig til andre Guder og dyrkede og tilbad dem; mig forlod de og holdt ikke min Lov; ¹² og I bærer eder værre ad end eders Fædre, thi se, I vandrer hver efter sit onde Hjertes Stivsind uden at høre mig; ¹³ derfor slænger jeg eder bort fra dette Land til et Land, I ikke kender, så lidt som eders Fædre, og der skal I dyrke andre Guder både bag og Nat; thi jeg vil ikke give eder Nåde.

¹⁴ Se, derfor skal Dage komme, lyder det fra Herren, da det ikke mere hedder: "Så sandt Herren lever, der førte Israeliterne op fra Ægypten!" ¹⁵ men: "Så sandt Herren lever, der førte Israeliterne op fra Nordens Land og alle de Lande, til hvilke han havde stødt dem bort!" Og jeg fører dem hjem til deres Land, som jeg gav deres Fædre.

¹⁶ Se, jeg sender Bud efter Fiskere i Mængde, lyder det fra Herren, og de skal fiske dem; og siden sender jeg Bud efter Jægere i Mængde, og de skal jage dem fra hvert Bjerg, hver Høj og Klippernes Kløfter. ¹⁷ Thi mine Øjne er rettet på alle deres Veje; de er ikke skjult for mig, og deres Brøde er ikke dulgt for mine Øjne. ¹⁸ Og først giver jeg dem tvefold Gengæld for deres Brøde og Synd, fordi de vanhelligede mit Land med deres væmmelige Guders Ådsler og fyldte min Arvelod med deres Vederstyggeligheder.

¹⁹ Herre, min Styrke, mit Værn, min Tilflugt i Nødens Stund! Til dig skal Folkeslag komme fra den vide Jord og sige: "Vore Fædre arved kun Løgn, Afguder, ingen af dem hjælper. ²⁰ Kan et Menneske lave sig Guder? De er dog ikke Guder!"

²¹ Se, derfor lader jeg dem mærke, denne Gang lader jeg dem mærke min Hånd og min Styrke; og de skal kende, at mit Navn er Herren.

2 Og da han nogle Dage derefter atter gik ind i Kapernaum, spurgtes det, at han var hjemme. ² Og der samledes mange, så at der ikke mere var Plads, end ikke foran Døren; og han talte Ordet til dem. ³ Og de komme og bringe til ham en værkbruden, der blev båren af fire. ⁴ Og da de ikke kunde komme nær til ham for Folkeskaren, toge de Taget af, hvor han var; og da de havde brudt Hul, firede de Sengen ned, hvorpå den værkbrudne lå. ⁵ Og da Jesus så deres Tro, siger han til den værkbrudne: "Søn! dine Synder ere forladte." ⁶ Men nogle af de skriftkloge sade der og tænkte i deres Hjerter: ⁷ "Hvorfor taler denne således.? Han taler bespotteligt. Hvem kan forlade Synder uden een, nemlig Gud?" ⁸ Og Jesus kendte straks i sin Ånd, at de tænkte således ved sig selv, og sagde til dem: "Hvorfor tænke I dette i eders Hjerter? ⁹ Hvilket er lettest, at sige til den værkbrudne: Dine Synder ere forladte, eller at sige: Stå op, og tag din Seng, og gå? ¹⁰ Men for at I skulle vide, at Menneskesønnen har Magt på Jorden til at forlade Synder," siger han til den værkbrudne: ¹¹ "Jeg siger dig: Stå op, tag din Seng, og gå til dit Hus!" ¹² Og han stod op og tog straks Sengen og gik ud for alles Øjne, så de alle bleve forfærdede og priste Gud og sagde: "Aldrig have vi set noget sådant."

¹³ Og han gik atter ud langs Søen, og hele Skaren kom til ham, og han lærte dem. ¹⁴ Og da han gik forbi, så han Levi, Alfæus's Søn sidde ved Toldboden, og han siger til ham: "Følg mig!" Og han stod op og fulgte ham. ¹⁵ Og det skete, at han sad til Bords i hans Hus, og mange Toldere og Syndere sade til Bords med Jesus, og hans Disciple; thi de vare mange. Og der fulgte også ¹⁶ nogle skriftkloge af Farisæerne med ham, og da de så, at han spiste med Toldere og Syndere, sagde de til hans Disciple: "Han spiser og drikker med Toldere og Syndere!" ¹⁷ Og da Jesus hørte det, siger han til dem: "De raske trænge ikke til Læge, men de syge. Jeg er ikke kommen for at kalde retfærdige, men Syndere."

¹⁸ Og Johannes's Disciple og Farisæerne fastede, og de komme og sige til ham: "Hvorfor faste Johannes's Disciple og Farisæernes Disciple, men dine Disciple faste ikke?" ¹⁹ Og Jesus sagde til dem: "Kunne Brudesvendene faste, medens Brudgommen er hos dem? Så længe de have Brudgommen hos sig kunne de ikke faste. ²⁰ Men der skal komme Dage, da Brudgommen bliver tagen fra dem, da skulle de faste på den Dag. ²¹ Ingen syr en Lap af uvalket Klæde på et gammelt Klædebon; ellers river den nye Lap på det gamle Klædebon dette itu, og der bliver et værre Hul. ²² Og ingen kommer ung Vin på gamle Læderflasker; ellers sprænger Vinen Læderflaskerne, og Vinen ødelægges såvel som Læderflaskerne; men kom ung Vin på nye Læderflasker!"

²³ Og det skete, at han vandrede på Sabbaten igennem en Sædemark, og hans Disciple begyndte, imedens de gik, at plukke Aks. ²⁴ Og Farisæerne sagde til ham: "Se, hvorfor gøre de på Sabbaten, hvad der ikke er tilladt?" ²⁵ Og han siger til dem "Have I aldrig læst, hvad David gjorde, da han kom i Nød og blev hungrig, han selv og de, som vare med ham? ²⁶ Hvorledes han gik ind i Guds Hus, da Abiathar var Ypperstepræst, og spiste Skuebrødene, som det ikke er nogen tilladt at spise uden Præsterne, og gav også dem, som vare med ham?" ²⁷ Og han sagde til dem: "Sabbaten blev til for Menneskets Skyld og ikke Mennesket for Sabbatens Skyld. ²⁸ Derfor er Menneskesønnen Herre også over Sabbaten."