M’Cheyne Bible Reading Plan

13 Og Herren talede til Moses og Aron og sagde: ² Når der på et Menneskes Hud viser sig en Hævelse eller Udslæt eller en lys Plet, som kan blive til Spedalskhed på hans Hud, skal han føres hen til Præsten Aron eller en af hans Sønner, Præsterne. ³ Præsten skal da syne det syge Sted på Huden, og når Hårene på det syge Sted er blevet hvide og Stedet ser ud til at ligge dybere end Huden udenom, så er det Spedalskhed, og så skal Præsten efter at have synet ham erklære ham for uren. ⁴ Men hvis det er en hvid Plet på Huden og den ikke ser ud til at ligge dybere end Huden udenom og Hårene ikke er blevet hvide. så skal Præsten lukke den angrebne inde i syv Dage; ⁵ og på den syvende Dag skal Præsten syne ham. Viser det sig da, at Ondet ikke har skiftet Udseende eller bredt sig på Huden, skal Præsten igen lukke ham inde i syv Dage; ⁶ og på den syvende Dag skal Præsten atter syne ham. Hvis det da viser sig, at Ondet er ved at svinde, og at det ikke har bredt sig på Huden, skal Præsten erklære ham for ren; da er det almindeligt Udslæt på Huden; han skal da tvætte sine Klæder og være ren. ⁷ Men hvis Udslættet breder sig på Huden, efter at han har ladet Præsten syne sig for at blive erklæret for ren, og hvis Præsten, når han anden Gang lader sig syne af ham, ⁸ ser, at Udslættet har bredt sig på Huden, så skal Præsten erklære ham for uren; det er Spedalskhed.

⁹ Når et Menneske angribes af Spedalskhed, skal han føres hen til Præsten, ¹⁰ og Præsten skal syne ham; og når der da viser sig at være en hvid Hævelse på Huden og Hårene derpå er blevet hvide og der vokser vildt Kød i Hævelsen, ¹¹ så er det gammel Spedalskhed på hans Hud, og da skal Præsten erklære ham for uren; han behøver ikke at lukke ham inde, thi han er uren. ¹² Men hvis Spedalskheden bryder ud på Huden og Spedalskheden bedækker hele den angrebnes Hud fra Top til Tå, så vidt Præsten kan se, ¹³ og Præsten ser, at Spedalskheden bedækker hele hans Legeme, så skal han erklære den angrebne for ren; han er blevet helt hvid, han er ren. ¹⁴ Men så snart der viser sig vildt Kød på ham, er han uren; ¹⁵ og når Præsten ser det vilde Kød, skal han erklære ham for uren; det vilde Kød er urent, det er Spedalskhed. ¹⁶ Hvis derimod det vilde Kød forsvinder og han bliver hvid, skal han gå til Præsten; ¹⁷ og hvis det, når Præsten syner ham, viser sig, at den angrebne er blevet hvid, skal Præsten erklære den angrebne for ren; han er ren.

¹⁸ Når nogen på sin Hud har haft en Betændelse, som er lægt, ¹⁹ og der så på det Sted, som var betændt, kommer en hvid Hævelse eller en rødlighvid Plet, skal han lad sig syne af Præsten; ²⁰ og hvis Præsten finder, at Stedet ser ud til at ligge dybere end Huden udenom og Hårene derpå er blevet hvide, skal Præsten erklære ham for uren; det er Spedalskhed, der er brudt frem efter Betændelsen. ²¹ Men hvis der, når Præsten syner det, ikke viser sig at være hvide Hår derpå og det ikke ligger dybere end Huden udenom, men er ved at svinde, da skal Præsten lukke ham inde i syv Dage; ²² og når det da breder sig på Huden, skal Præsten erklære ham for uren; det er Spedalskhed. ²³ Men hvis den hvide Plet bliver, som den er, uden at brede sig, da er det et Ar efter Betændelsen, og Præsten skal erklære ham for ren.

²⁴ Eller når nogen får et Brandsår på Huden, og det Kød, der vokser i Brandsåret, frembyder en rødlighvid eller hvid Plet, ²⁵ så skal Præsten syne ham, og hvis det da viser sig, at Hårene på Pletten er blevet hvide og den ser ud til at ligge dybere end Huden udenom, så er det Spedalskhed, der er brudt frem i Brandsåret; og da skal Præsten erklære ham for uren; det er Spedalskhed. ²⁶ Men hvis det, når Præsten synet ham, viser sig, at der ingen hvide Hår er på den lyse Plet, og at en ikke ligger dybere end Huden udenom, men at den er ved at svinde, så skal Præsten lukke ham inde i syv Dage; ²⁷ og på den syvende Dag skal Præsten syne ham, og når den da har bredt sig på Huden, skal Præsten erklære ham for uren; det er Spedalskhed. ²⁸ Men hvis den lyse Plet bliver, som den er, uden at brede sig på Huden, og er ved at svinde, så er det en Hævelse efter Brandsåret, og da skal Præsten erklære ham for ren; thi det er et Ar efter Brandsåret.

²⁹ Når en Mand eller Kvinde angribes i Hoved eller Skæg, ³⁰ skal Præsten syne det syge Sted, og hvis det da ser ud til at ligge dybere end Huden udenom og der er guldgule, tynde Hår derpå, så skal Præsten erklære ham for uren; det er Skurv, Spedalskhed i Hoved eller Skæg. ³¹ Men hvis det skurvede Sted, når Præsten syner det, ikke ser ud til at ligge dybere end Huden udenom, uden at dog Hårene derpå er sorte, da skal Præsten lukke den skurvede inde i syv dage; ³² og på den syvende Dag skal Præsten syne ham, og hvis da Skurven ikke har bredt sig og der ikke er kommet guldgule Hår derpå og Skurven ikke ser ud til at ligge dybere end Huden udenom, ³³ da skal den angrebne lade sig rage uden dog at lade det skurvede Sted rage; så skal Præsten igen lukke den skurvede inde i syv Dage. ³⁴ På den syvende Dag skal Præsten syne Skurven, og hvis det da viser sig, at Skurven ikke har bredt sig på Huden, og at den ikke ser ud til at ligge dybere end Huden udenom, så skal Præsten erklære ham for ren; da skal han tvætte sine Klæder og være ren. ³⁵ Men hvis Skurven breder sig på Huden, efter at han er erklæret for ren, ³⁶ da skal Præsten syne ham; og hvis det så viser sig, at Skurven har bredt sig, behøver Præsten ikke at undersøge, om der er guldgule Hår; han er uren. ³⁷ Men hvis Skurven ikke har skiftet Udseende og der er vokset sorte Hår frem derpå, da er Skurven lægt; han er ren, og Præsten skal erklære ham for ren.

³⁸ Når en Mand eller Kvinde får lyse Pletter, hvide Pletter på Huden, ³⁹ skal Præsten syne dem; og hvis der da på deres Hud viser sig hvide Pletter, det er ved at svinde, er det Blegner, der er brudt ud på Huden; han er ren.

⁴⁰ Når nogen bliver skaldet på Baghovedet, så er han kun isseskaldet; han er ren. ⁴¹ Og hvis han bliver skaldet ved Panden og Tindingerne, så er han kun pandeskaldet; han er ren. ⁴² Men kommer der på hans skaldede isse eller Pande et rødlighvidt Sted, er det Spedalskhed. der bryder frem på hans skaldede Isse eller Pande. ⁴³ Så skal Præsten syne ham, og viser det sig da, at Hævelsen på det syge Sted på hans skaldede Isse eller Pande er rødlighvid, af samme Udseende som Spedalskhed på Huden, ⁴⁴ så er han spedalsk; han er uren, og Præsten skal erklære ham for uren; på sit Hoved er han angrebet.

⁴⁵ Den, der er spedalsk, den, som lider af Sygdommen, skal gå med sønder1evne Klæder, hans Hår skal vokse frit, han skal tilhylle sit Skæg, og: "uren, uren!" skal han råbe. ⁴⁶ Så længe han er angrebet, skal han være uren; uren er han, for sig selv skal han bo, uden for Lejren skal hans Opholdsted være.

⁴⁷ Når der kommer Spedalskhed på en Klædning enten af Uld eller Lærred ⁴⁸ eller på vævet eller knyttet Stof af Lærred eller Uld eller på Læder eller Læderting af enhver Art ⁴⁹ og det angrebne Sted på Klædningen, Læderet, det vævede eller knyttede Stof eller Lædertingene viser sig at være grønligt eller rødligt, så er det Spedalskhed og skal synes af Præsten. ⁵⁰ Og når Præsten har synet Skaden, skal han lukke den angrebne Ting inde i syv Dage. ⁵¹ På den syvende Dag skal han syne den angrebne Ting, og dersom Skaden har bredt sig på Klædningen, det vævede eller knyttede Stof eller Læderet, de forskellige Læderting, så er Skaden ondartet Spedalskhed, det er urent. ⁵² Da skal han brænde Klædningen eller det af Uld eller Lærred vævede eller knyttede Stof eller alle de Læderting, som er angrebet; thi det er ondartet Spedalskhed, det skal opbrændes. ⁵³ Men hvis Præsten finder, at Skaden ikke har bredt sig på Klædningen eller det vævede eller knyttede Stof eller på de forskellige Slags Læderting, ⁵⁴ så skal Præsten påbyde, at den angrebne Ting skal tvættes, og derpå igen lukke den inde i syv Dage. ⁵⁵ Præsten skal da syne den angrebne Ting, efter at den er tvættet, og viser det sig da, at Skaden ikke har skiftet Udseende, så er den uren, selv om Skaden ikke har bredt sig; du skal opbrænde den; det er ædende Udslæt på Retten eller Vrangen. ⁵⁶ Men hvis det, når Præsten syner det, viser sig, at Skaden er ved at svinde efter Tvætningen, så skal han rive det angrebne Sted af Klædningen eller Læderet eller det vævede eller knyttede Stof. ⁵⁷ Viser det sig da igen på Klædningen eller det vævede eller knyttede Stof eller de forskellige Læderling, da er det Spedalskhed, der er ved at bryde ud; du skal opbrænde de angrebne Ting. ⁵⁸ Men den Klædning eller det vævede eller knyttede Stof eller de forskellige Læderting, hvis Skade svinder efter Tvætningen, skal tvættes på ny; så er det rent. ⁵⁹ Det er Loven om Spedalskhed på Klæder af Uld eller Lærred eller på vævet eller knyttet Stof eller på alskens Læderting; efter den skal de erklæres for rene eller urene.

15 Herre, hvo kan gæste dit Telt, hvo kan bo på dit hellige Bjerg? ² Den, som vandrer fuldkomment og øver Ret, taler Sandhed af sit Hjerte; ³ ikke bagtaler med sin Tunge, ikke volder sin Næste ondt og ej bringer Skam over Ven, ⁴ som agter den forkastede ringe, men ærer dem, der frygter Herren, ej bryder Ed, han svor til egen Skade, ⁵ ej låner Penge ud mod Åger og ej tager Gave mod skyldfri. Hvo således gør, skal aldrig rokkes.

16 Vogt mig, Gud, thi jeg lider på dig! ² Jeg siger til Herren: "Du er min Herre; jeg har ikke andet Gode end dig. ³ De hellige, som er i Landet, de er de herlige, hvem al min Hu står til." ⁴ Mange Kvaler rammer dem, som vælger en anden Gud; deres Blodofre vil jeg ikke udgyde, ej tage deres Navn i min Mund. ⁵ Herren er min tilmålte Del og mit Bæger. Du holder min Arvelod i Hævd. ⁶ Snorene faldt mig på liflige Steder, ja, en dejlig Arvelod tilfaldt mig. ⁷ Jeg vil prise Herren, der gav mig Råd, mine Nyrer maner mig, selv om Natten.

⁸ Jeg har altid Herren for Øje, han er ved min højre, jeg rokkes ikke. ⁹ Derfor glædes mit Hjerte, min Ære jubler, endogså mit Kød skal bo i Tryghed. ¹⁰ Thi Dødsriget giver du ikke min Sjæl, lader ikke din hellige skue Graven. ¹¹ Du lærer mig Livets Vej; man mættes af Glæde for dit Åsyn, Livsalighed er i din højre for evigt.

27 Ros dig ikke af Dagen i Morgen, du ved jo ikke, hvad Dag kan bringe. ² Lad en anden rose dig, ikke din Mund, en fremmed, ikke dine egne Læber. ³ Sten er tung, og Sand vejer til, men tung fremfor begge er Dårers Galde. ⁴ Vrede er grum, og Harme skummer, men Skinsyge, hvo kan stå for den? ⁵ Hellere åbenlys Revselse end Kærlighed, der skjules. ⁶ Vennehånds Hug er ærligt mente, Avindsmands Kys er mange. ⁷ Den mætte vrager Honning, alt beskt er sødt for den sultne. ⁸ Som Fugl, der må fly fra sin Rede, er Mand, der må fly fra sit Hjem: ⁹ Olie og Røgelse fryder Sindet, men Sjælen sønderslides af Kummer. ¹⁰ Slip ikke din Ven og din Faders Ven, gå ej til din Broders Hus på din Ulykkes Dag. Bedre er Nabo ved Hånden end Broder i det fjerne. ¹¹ Vær viis, min Søn, og glæd mit Hjerte, at jeg kan svare den, der smæder mig. ¹² Den kloge ser Faren og søger i Skjul, tankeløse går videre og bøder, ¹³ Tag hans Klæder, han borged for en anden, pant ham for fremmedes Skyld! ¹⁴ Den, som årle højlydt velsigner sin Næste, han får det regnet for Banden. ¹⁵ Ustandseligt Tagdryp en Regnvejrsdag og trættekær Kvinde ligner hinanden; ¹⁶ den, som vil skjule hende, skjuler Vind, og hans højre griber i Olie. ¹⁷ Jern skærpes med Jern, det ene Menneske skærper det andet. ¹⁸ Røgter man et Figentræ, spiser man dets Frugt; den, der vogter sin Herre, æres. ¹⁹ Som i Vandspejlet Ansigt møder Ansigt, slår Menneskehjerte Menneske i Møde. ²⁰ Dødsrige og Afgrund kan ikke mættes, ej heller kan Menneskens Øjne mættes. ²¹ Digel til Sølv og Ovn til Guld, efter sit Ry bedømmes en Mand. ²² 0m du knuste en Dåre i Morter med Støder midt imellem Gryn, hans Dårskab veg dog ej fra ham. ²³ Mærk dig, hvorledes dit Småkvæg ser ud, hav Omhu for dine Hjorde; ²⁴ thi Velstand varer ej evigt, Rigdom ikke fra Slægt til Slægt; ²⁵ er Sommergræsset svundet, Grønt spiret frem, og sankes Bjergenes Urter, ²⁶ da har du Lam til at give dig Klæder og Bukke til at købe en Mark, ²⁷ Gedemælk til Mad for dig og dit Hus, til Livets Ophold for dine Piger.

1 Paulus og Silvanus og Timotheus til Thessalonikernes Menighed i Gud vor Fader og den Herre Jesus Kristus: ² Nåde være med eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Kristus!

³ Vi ere skyldige altid at takke Gud for eder, Brødre! som tilbørligt er, fordi eders Tro vokser overmåde, og den indbyrdes Kærlighed forøges hos hver enkelt af eder alle, ⁴ så at vi selv rose os af eder i Guds Menigheder for eders Udholdenhed og Tro under alle eders Forfølgelser og de Trængsler, som I udstå, ⁵ et Bevis på Guds retfærdige Dom, for at I kunne agtes værdige til Guds Rige, for hvilket I også lide; ⁶ hvis ellers det er retfærdigt for Gud at give dem Trængsel til Gengæld, som trænge eder, ⁷ og eder, som trænges, Hvile med os ved den Herres Jesu Åbenbarelse fra Himmelen med sin Krafts Engle, ⁸ med Lueild, når han tager Hævn over dem, som ikke kende Gud, og over dem, som ikke lyde vor Herres Jesu Evangelium, ⁹ de, som jo skulle lide Straf, evig Undergang bort fra Herrens Ansigt og fra hans Vældes Herlighed. ¹⁰ når han kommer for på hin Dag at herliggøres i sine hellige og beundres i alle dem, som have troet; thi troet blev vort Vidnesbyrd til eder.

¹¹ Derfor bede vi også altid for eder, at vor Gud vil agte eder Kaldelsen værdige og med Kraft fuldkomme al Lyst til det gode og Troens Gerning, ¹² for at vor Herres Jesu Navn må herliggøres i eder, og I i ham. efter vor Guds og den Herres Jesu Kristi Nåde.