Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Historical

Read the books of the Bible as they were written historically, according to the estimated date of their writing.
Duration: 365 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Hebræerne 1-6

Gud har nu talt til os gennem sin Søn

Mange gange og på forskellige måder har Gud op gennem tiderne talt til vores forfædre gennem profeterne, men nu her i de sidste tider har han talt til os ved sin Søn, Jesus. Verden blev oprindelig skabt ved Jesu medvirken, og Gud har nu indsat ham som Herre over alle ting.

Jesus gav os et glimt af Guds herlighed og viste os Guds væsen, og han opretholder verden alene ved den kraft, der er i hans ord. Efter at Jesus ved sin død havde tilvejebragt forsoning for al synd, satte han sig på tronen ved den mægtige Guds højre hånd i den himmelske verden.

Guds Søn står langt over englene

Guds egen Søn står langt over Guds sendebud, englene,[a] og han omtales på en helt anden måde end dem. Har Gud måske nogen sinde sagt til et af sine sendebud:

„Du er min Søn,
    i dag er jeg blevet din Far.”[b]

eller:

„Jeg vil være hans Far,
    og han skal være min Søn.”[c]?

Og da Gud sendte sin egen Søn til jorden, sagde han: „Alle Guds sendebud skal tilbede ham.”[d]

Mens Skriften taler på følgende måde om Guds brug af sendebud:

„Han, der bruger stormvinde som sine sendebud
    og gør lynene til sine tjenere,”[e]

så står der om Sønnen:

„Dit rige, Gud, skal bestå for evigt,
    du regerer med retfærdighed.
Du elsker det gode og hader det onde.
    Derfor har Gud udvalgt og salvet dig
    med glædens olie frem for andre.”[f]

10 Endvidere står der om Sønnen:

„Herre, i begyndelsen grundlagde du jorden,
    med egne hænder skabte du himmelrummet.
11 Det hele skal forgå,
    men du vil bestå.
Himmel og jord slides op,
    som var de et stykke tøj.
12 Du ruller dem sammen som en kappe,
    skifter dem ud, som man gør med sit tøj.
Men du er altid den samme,
    dine leveår får aldrig ende.”[g]

13 Har Gud nogen sinde sagt til en af englene: „Sæt dig ved min højre side, mens jeg overvinder dine fjender.”[h]? 14 Nej, englene er blot åndelige tjenere, som Gud sender ud for at hjælpe dem, der har fået adgang til det evige liv.

Guds fantastiske frelse

Derfor skal vi virkelig holde fast ved det budskab, vi har hørt, så vi ikke glider bort fra det. De jødiske love, som blev givet til vores forfædre ved engles medvirken, var yderst alvorlige og vigtige, og når nogen var ulydige og overtrådte dem, fik de straf som fortjent. Hvordan skulle vi så kunne undgå at blive straffet, hvis vi ikke tager budskabet om Guds fantastiske frelse alvorligt? Det budskab blev jo forkyndt af Herren Jesus selv og siden givet videre til os af dem, der selv havde hørt ham. Desuden har Gud bekræftet budskabet ved tegn og undere og mange forskellige mirakler og ved de åndelige gaver, som Gud efter sin egen plan deler ud til de troende.

Jesus måtte blive menneske og dø, for at vi kunne genvinde vores ære og værdighed som Guds børn

Det bliver heller ikke engle, men mennesker, der får magten i den nye verden, som vi har hørt skal komme engang. Der står et sted i Skriften:

„Hvad er da et menneske, at du bekymrer dig om det,
    et menneskebarn, at du tager dig af det?
Du satte menneskene lavere end englene for en tid,
    gav dem kongelig ære og værdighed.
Du gav mennesket ansvar for dit skaberværk,
    det blev sat som hersker over alle ting.”[i]

Når der står, at mennesket blev sat som hersker over alle ting, så betyder det alle ting uden undtagelse. Det er endnu ikke blevet opfyldt. Men vi kan se, at Jesus, som for en kort tid blev sat på et lavere niveau end englene, nu har fået kongelig ære og værdighed, efter at han var villig til at lide og dø. Han led og døde, for at Guds nåde og kærlighed kunne komme os alle til gode.

10 Gud, som har skabt hele verden med et bestemt mål for øje, havde besluttet, at Jesus skulle nå fuldendelsen gennem lidelser. Da han led på korset, åbnede han døren til vores frelse og skabte muligheden for, at mange mennesker kan opleve den herlighed, det er at blive Guds børn. 11 Både han, der banede vejen til frelse, og vi, der fulgte vejen, har samme Far. Derfor er Jesus heller ikke bange for at kalde os for sine venner,[j] 12 som der står skrevet:

„Jeg vil fortælle om dig til mine venner,
    jeg vil synge din pris midt i en stor forsamling.”[k]

13 Endvidere står der: „Jeg sætter al min lid til ham.”[l] Og det fortsætter: „Her er jeg sammen med de børn, som Gud gav mig.”

14 Da nu de børn, der er tale om, er mennesker af kød og blod, var han nødt til selv at blive et menneske af kød og blod, for at han ved sin død kunne erobre magten fra ham, som ellers var herre over døden, nemlig Djævelen. 15 Således satte han menneskene fri fra dødsangstens tyranni, som de ellers skulle leve under hele livet. 16 Det er jo ikke engle, han er kommet for at hjælpe, men dem, der er børn af Abraham.[m] 17 Derfor var han nødt til på enhver måde at blive som os, så han kunne blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst i tjenesten for Gud og dermed gøre forsoning mulig for alle mennesker. 18 Fordi han selv måtte igennem prøvelser og lidelser, er han i stand til at hjælpe dem, der står midt i prøvelserne.

Kristus har en langt mere betydningsfuld tjeneste, end Moses havde

Kære venner, I, som har modtaget det himmelske kald, tænk på, hvordan Jesus som apostel og ypperstepræst for vores tro var trofast over for Gud, som gav ham den opgave. Moses var også trofast over for Gud i den opgave, han fik som leder i Guds husholdning. Men ligesom en mand, der bygger et hus, får større ære end selve huset, sådan er Jesu tjeneste langt mere betydningsfuld end Moses’ tjeneste. Ligesom ethvert hus har en bygherre, sådan er det Gud, der er den store Bygherre bag alle ting. 5-6 Moses var Guds tjener, men Kristus er Guds egen Søn. Moses’ tjeneste peger profetisk hen på det, der senere skulle ske, og han var trofast i det lederansvar han fik for det Guds folk, han selv var en del af. Men Jesus har som Guds Søn lederansvaret for et nyt Guds folk, og vi tilhører det folk—hvis vi da holder fast ved den frimodighed og glæde, vi oplevede, dengang vi fik vished om at få det evige liv.

Israels folk som et afskrækkende eksempel på ulydighed og vantro

7-8 Hør derfor efter, hvad Helligånden siger:

„Gid I ville lytte til, hvad han siger i dag:
Lad være med at lukke af for mit ord,
    som da jeres forfædre gjorde oprør
    og satte sig op imod mig i ørkenen.
9-10 De provokerede mig ved at sætte mig på prøve,
    selv om de havde set mine undere i 40 år.
Derfor blev jeg vred på dem og sagde:
‚De går altid deres egne veje
    i stedet for at følge mine.’
11 Så svor jeg i min vrede:
    ‚De skal ikke få lov at opleve min hvile.’ ”[n]

12 Pas derfor på, kære venner, at ingen af jer gemmer på ondskab og vantro i jeres hjerter, så I glider væk fra den levende Gud. 13 I stedet bør I hver dag opmuntre hinanden, så længe verden står, så ingen af jer på grund af syndens snedige forførelse lukker af over for Gud. 14 For hvis vi indtil det sidste holder fast ved den overbevisning, vi havde i begyndelsen, skal vi få del i alt det, som tilhører Kristus.

15 Da synden er så snedig, må I ikke glemme advarslen fra før:

„Gid I ville lytte til, hvad han siger i dag:
Lad være med at lukke af for mit ord
    som dengang under oprøret.”

16 Hvem var det, som hørte, hvad Gud sagde, og dog gjorde oprør mod ham? Det var alle dem, der forlod Egypten med Moses som anfører. 17 Og hvem var det, Gud var vred på i 40 år? Det var alle dem, som havde gjort oprør og derfor måtte dø i ørkenen. 18 Hvem var det, Gud talte om, da han svor, at de ikke fik lov at opleve hvilen i det land, han havde lovet dem? Det var alle dem, der var ulydige. 19 Og hvorfor kom de ikke ind i det land, hvor Gud havde lovet at give dem hvile? Fordi de ikke havde tillid til ham.

Formaning til tro og lydighed som forudsætning for at gå ind til Guds hvile

Løftet om at gå ind til Guds hvile gælder stadig, åndeligt set. Lad os derfor være på vagt, så ingen af jer risikerer at gå glip af den hvile. Vi har hørt det glædelige budskab om den hvile, der venter os, akkurat som folket dengang fik løftet om hvilen i det land, Gud havde lovet dem. Men det, at de hørte løftet, betød ikke, at de fik det opfyldt, for de troede ikke på det, de hørte.[o] Altså er det kun, når vi tror på Guds løfte, at vi får lov til at gå ind til hans hvile. Det passer med, hvad han sagde om de vantro: „Så svor jeg i min vrede, at de ikke skal få lov at opleve min hvile.”

Det sagde Gud, selvom alt var planlagt og havde været klar siden verdens skabelse. Der står jo et sted om den syvende dag: „Siden alting nu var fuldført, kunne Gud hvile på den syvende dag.”[p] Men selvom løftets land var parat, måtte Gud sige: „De skal ikke få lov at opleve min hvile.” Der er dog alligevel nogle, som får lov til at komme ind i Guds hvile, selvom de, der først fik løftet, ikke oplevede at få det opfyldt, fordi de var ulydige mod Gud. Han fastsatte nemlig en ny dag, for de ord, der allerede er citeret fra Davids salme, hvor han taler om „i dag”, blev sagt mange år senere:

„Gid I ville lytte til, hvad han siger i dag:
    Lad være med at lukke af for mit ord.”

Hvis det var lykkedes Josva at føre folket ind til hvilens land, havde Gud ikke behøvet senere at tale om en ny tid, hvor man kunne opleve Guds hvile. Altså er der stadig en hvile i vente til Guds folk. 10 De, som oplever at gå ind til den hvile, vil kunne hvile fra deres anstrengelser, ligesom Gud hvilede efter at have skabt verden. 11 Lad os derfor stræbe efter at komme ind i den hvile, og lad ingen af os gå glip af den på grund af ulydighed og oprør som dengang i ørkenen.

12 Pas på ikke at være ulydige, for når Gud taler, er der både liv og kraft i hans ord. De er skarpere end noget tveægget sværd og er i stand til at trænge ind i hjertets inderste kroge. Guds ord afslører vores hemmeligste tanker og motiver, og de sætter skel mellem det sjælelige og det åndelige. 13 Ingen kan gemme sig for Gud. Alt ligger åbent og udbredt for hans øjne, og vi skal engang stå til regnskab over for ham.

Jesus som den helt specielle og evige ypperstepræst

14 Lad os derfor holde fast ved det, vi er kommet til tro på, for Jesus, Guds Søn, som steg op gennem himlene og nu er i Guds nærhed, er vores fantastiske ypperstepræst. 15 Han forstår vores svagheder, for han har ligesom vi været udsat for alle mulige fristelser, dog uden at bukke under for dem. 16 Lad os derfor frimodigt træde frem for Guds trone, for han vil i sin nåde og barmhjertighed komme os til hjælp i rette tid.

De jødiske ypperstepræster var mennesker som alle andre, men de blev udvalgt til at tjene Gud på deres medmenneskers vegne. De skulle bringe ofre og gaver til Gud, for at menneskers synder kunne blive tilgivet. De kunne vise barmhjertighed og forståelse for tankeløse og vildførte menneskers synd og svigten, fordi de selv var mennesker, som begik fejl. Derfor måtte de bringe syndofre både for folkets synder og deres egne synder.

Ingen har ret til selv at påtage sig den ære at være ypperstepræst. Han skal kaldes og indsættes af Gud, ligesom Aron blev det. Heller ikke Kristus påtog sig selv den ære at være ypperstepræst. Nej, han blev indsat af Gud, som sagde til ham:

„Du er min Søn,
    i dag er jeg blevet din Far.”

Og et andet sted taler Skriften således om ham: „Du skal være præst efter Melkizedeks forbillede for evigt.”[q]

Engang, mens Jesus levede her på jorden som menneske, bad han inderligt til Gud med tårer og smerte, for han vidste, at Gud var den eneste, der kunne redde ham fra en frygtelig død. Og Gud hørte hans bøn på grund af hans gudsfrygt.[r] Selvom Jesus var Guds Søn, måtte han gennem sine lidelser lære, hvad fuld lydighed indebærer. Da hans gerning var fuldført, havde han dermed skabt grundlaget for, at alle, som adlyder ham, opnår en evig frelse. 10 Gud havde jo kaldt ham ypperstepræst for evigt efter Melkizedeks forbillede.

Åndelig modenhed

11 Det kunne der siges meget mere om, men det er vanskeligt at forklare, for I har svært ved at forstå det. 12 I har nu været kristne i lang tid, og I burde derfor kunne undervise andre, men i stedet trænger I til igen at blive undervist om de grundlæggende sandheder i Guds ord. Ja, I er som små børn, der endnu kun tåler mælk og ikke fast føde. 13 De, der lever af mælk, har svært ved at forstå Guds vilje. De er endnu på begynderstadiet. 14 Men den faste føde er for de modne kristne, som gennem øvelse har lært at skelne mellem det rigtige og det forkerte.

Nu vil vi så gå videre med den undervisning, der passer til modne mennesker. Det skulle jo ikke være nødvendigt én gang til at lære jer de mest elementære ting om Kristus, nemlig at man frelses ved troen på Gud og ikke ved nytteløse anstrengelser. Det burde også være overflødigt at tale om de forskellige slags dåb, om håndspålæggelse, om opstandelsen fra de døde og om Guds dom, som afgør menneskers evige skæbne. Lad os nu gå videre med undervisningen, hvis Gud da tillader det.

Advarsel mod frafald og sløvhed

4-6 Når mennesker først har set Guds lys og nydt godt af Himlens velsignelser, og når de har fået Helligåndens kraft og har fået en forsmag på den kommende verdens vidundere, og hvor herligt det er at høre, når Gud taler, og de så alligevel falder fra, da kan man ikke føre dem tilbage til Herren. De har jo derved korsfæstet Guds Søn igen og hånet ham offentligt. Når en mark opsuger den regn, som falder på den, og producerer en god høst til gavn for dem, der dyrker jorden, vil den opleve Guds velsignelse. Men hvis den derimod frembringer tidsler og tjørnebuske, er den intet værd og vil opleve Guds dom. Det ender med, at man afbrænder den.

Selvom jeg skriver sådan, kære venner, er jeg overbevist om, at det står bedre til med jer, og at I er på frelsens vej. 10 Gud er ikke uretfærdig. Han vil huske jeres arbejde og den kærlighed til ham, som I har vist ved, at I har hjulpet og stadig hjælper jeres medkristne. 11 Vi ønsker inderligt, at hver eneste af jer lige til det sidste må fortsætte med begejstret at holde fast ved visheden om den herlighed, der venter jer. 12 Så bliver I ikke sløve, men bliver som dem, der ved tro og udholdenhed oplever opfyldelsen af alt, hvad Gud har lovet sine børn.

Guds løfter står urokkeligt fast

13-14 I ved, at da Gud lovede Abraham en søn, svor han ved sit eget navn—han havde jo ikke noget større at sværge ved—og sagde til Abraham, at han ville velsigne ham og gøre hans efterkommere talrige.[s] 15 Og efter at have ventet med stor tålmodighed fik Abraham til sidst løftet opfyldt.

16 Når mennesker sværger på, at de vil gøre et eller andet, sværger de i Guds navn og påkalder Guds straf over sig selv, hvis de bryder deres løfte. At sværge på den måde gør al diskussion overflødig. 17 Således garanterede Gud også sit løfte ved at sværge på det, for han ønskede at slå det helt fast over for dem, som løftet gælder, at det er et urokkeligt løfte. 18 Der er altså to ting, som slår fast, at løftet vil blive opfyldt: For det første, at det var Gud, der lovede det, og for det andet, at han garanterede løftet ved at sværge på det. Og Gud kan ikke lyve. Det hjælper os, som har søgt tilflugt hos ham, til at holde fast ved visheden om den lovede frelse. 19 Visheden om frelse er som et anker for sjælen, et anker, der når helt ind i Guds nærvær, bag forhænget ind til det inderste rum i den himmelske helligdom, hvor det er gjort urokkeligt fast. 20 Jesus gik jo forud for os ind i Guds nærvær for dér at tjene som vores evige ypperstepræst efter Melkizedeks forbillede.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.