Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Historical

Read the books of the Bible as they were written historically, according to the estimated date of their writing.
Duration: 365 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Matthæus 18-20

Den største er den, som vil tjene(A)

18 Kort efter kom disciplene med et spørgsmål til Jesus: „Hvem er den største i Guds rige?” Jesus kaldte da på et lille barn og stillede det midt i kredsen. Så sagde han: „Det siger jeg jer: Hvis ikke I ændrer jeres måde at tænke på og bliver som små børn, kommer I slet ikke ind i Guds rige. Den, der ydmyger sig og bliver som barnet her, er den største i Guds rige. Og den, der accepterer et sådant lille barn, fordi det hører mig til, accepterer i virkeligheden mig.

Fristelser, som fører til fortabelse(B)

Men hvis nogen ødelægger troen hos en af de små, der har tillid til mig, var det bedre for det menneske, om det blev kastet i havet med en møllesten om halsen. Ak, hvilken elendig verden, som får mennesker til at miste troen! Fristelser er ganske vist uundgåelige, men ve det menneske, der forårsager, at et andet menneske falder fra troen.

Hvis din hånd eller fod er skyld i, at du falder fra troen, så hug den af og kast den fra dig. Det er bedre for dig at gå ind til det evige liv uden din hånd eller fod end at kastes i den evige ild med arme og ben i behold. Hvis dit øje er skyld i, at du falder fra troen, så riv det ud og kast det fra dig. Det er bedre at gå enøjet ind til det evige liv end at ende i Helvedes ild med begge øjne i behold.

Gud ønsker ikke, at nogen går fortabt(C)

10 Pas på, at I ikke ringeagter en af disse små, for det siger jeg jer: De har deres engle i Himlen, og de er altid i min Fars nærhed.[a]

12 Hvis en mand har 100 får, og et af dem kommer på afveje, lader han så ikke de 99 andre blive tilbage på græsgangen for at gå ud og lede efter det, der er forsvundet? 13 Og hvis han så finder det, vil han så ikke glæde sig mere over det ene får end over de 99 derhjemme, som ikke fór vild? 14 Sådan er det også med jeres himmelske Far. Han vil ikke, at en eneste af disse små skal gå fortabt.

Om irettesættelse, udelukkelse af menigheden og enhed i bøn(D)

15 Hvis din ven[b] forsynder sig imod dig,[c] så konfronter ham med det under fire øjne. Hvis han hører på dig og beder om tilgivelse, så har du fået din ven tilbage. 16 Hvis ikke, skal du tage en eller to andre med dig, for enhver sag skal afgøres på to eller tre vidners udsagn. 17 Hvis han stadig ikke vil høre på dig, skal du indbringe sagen for menighedens ledelse. Hvis han heller ikke vil høre på dem, bør du se på ham som en, der står uden for menigheden. 18 Det siger jeg jer: Det, I sætter en stopper for på jorden, er der sat en stopper for i Himlen, og det, I åbner op for på jorden, er der åbnet op for i Himlen.[d] 19 Jeg siger jer også, at hvad som helst to af jer her på jorden bliver enige om at bede om, det vil min Far i Himlen gøre for jer. 20 For hvor to eller tre har fundet sammen om min vilje, der er jeg midt iblandt dem.”

Om tilgivelsens nødvendighed

21 „Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive en, der forsynder sig imod mig?” spurgte Peter. „Er syv gange nok?” 22 „Nej,” svarede Jesus, „lad det være 77 gange![e] 23 Med Guds rige er det nemlig som med en konge, der bad sine embedsmænd om at aflægge regnskab. 24 Den første skyldte ham et millionbeløb.[f] 25 Da han ikke kunne betale sin gæld, gav kongen ordre til, at alt hvad han ejede, skulle beslaglægges, og at han selv, hans kone og hans børn skulle sælges som slaver. 26 Manden faldt på knæ for kongen og bad: ‚Vær tålmodig med mig, så skal jeg nok betale det hele tilbage!’ 27 Så fik kongen ondt af ham, eftergav ham al hans gæld og lod ham gå.

28 Udenfor stødte embedsmanden på en kollega, der skyldte ham et par tusinde.[g] ‚Betal, hvad du skylder mig!’ hvæsede han og greb ham i struben. 29 Kollegaen faldt på knæ for ham. ‚Vær tålmodig med mig,’ bønfaldt han, ‚så skal jeg nok betale!’ 30 Men det ville han ikke høre tale om. Tværtimod fik han kollegaen arresteret og kastet i fængsel, hvor han skulle blive indtil hele gælden var betalt.

31 De andre kollegaer blev meget bedrøvede, da de så, hvad der foregik. De gik straks til kongen og aflagde rapport. 32 Kongen kaldte så embedsmanden ind igen. ‚Din ondskabsfulde slyngel,’ sagde kongen. ‚Her eftergav jeg dig hele din gæld—og det bare fordi du bad mig om det. 33 Burde du så ikke vise andre lidt medfølelse?’ 34 Derefter gav den vrede konge ordre til sine fængselsbetjente om at sætte ham i fængsel, indtil gælden var betalt.

35 Sådan vil min himmelske Far også gøre med jer, hvis I ikke tilgiver hinanden af hele jeres hjerte,” sluttede Jesus.

Om ægteskab og skilsmisse(E)

19 Efter at Jesus havde undervist sine disciple om tilgivelse, tog de af sted fra Galilæa og vandrede gennem det jødiske område på den østlige side af Jordanfloden. Mange mennesker fulgte ham, og han helbredte dem, der var syge.

Nogle farisæere prøvede at stille en fælde for Jesus og spurgte: „Har en mand lov til at skille sig fra sin kone uanset af hvilken grund?” 4-5 Jesus svarede: „Har I ikke læst, at Gud fra begyndelsen skabte mennesket som mand og kvinde og sagde, at manden skal forlade sin far og mor og knytte sig til sin kone, og de to skal blive ét?[h] Altså er de ikke længere to, men en enhed. Det, som Gud på den måde har sammenføjet, må intet menneske splitte ad.”

„Hvordan kan det så være, at Moses har sagt, at en mand godt må skille sig fra sin kone, når bare han giver hende et skilsmissebrev?”[i] fortsatte farisæerne.

„Den indrømmelse gav Moses på grund af menneskers uforsonlige holdning, men det var ikke Guds mening fra begyndelsen,” svarede Jesus. „Det siger jeg jer: Hvis en mand skiller sig fra sin kone af nogen anden grund end utroskab fra hendes side og derefter gifter sig med en anden, så er han skyldig i ægteskabsbrud over for den første.”

10 „Så er det nok bedre aldrig at gifte sig!” udbrød disciplene. 11 „Det er ikke enhver, som kan forstå og tage til sig, hvad jeg siger, kun hvem det er givet,” svarede Jesus. 12 „Der er nogle, som forbliver ugifte, fordi de fra fødslen af er ude af stand til at fuldbyrde et ægteskab, og andre, fordi mennesker har gjort dem ude af stand til det. Endelig er der nogle, der afstår fra ægteskab for Guds riges skyld. Den, som kan forstå det, kan tage det til sig.”

Hvordan man får adgang til Guds rige(F)

13 Derefter bragte nogle forældre deres børn hen til Jesus, for at han skulle lægge hænderne på dem og velsigne dem. Men disciplene ville jage dem bort. 14 „Lad børnene være i fred,” sagde Jesus. „I må ikke hindre dem i at komme til mig, for det er sådan nogle som dem, der får adgang til Guds rige.” 15 Så lagde han hænderne på dem og velsignede dem. Derefter brød de alle op og gik videre.

Hvordan man får det evige liv(G)

16 Så kom der en mand og spurgte: „Mester, sig mig: Hvad godt skal jeg gøre for at få del i det kommende liv?”

17 „Hvorfor spørger du mig om det gode?” svarede Jesus. „Der er jo kun én, der er god, nemlig Gud selv. Men hvis du ønsker at gå ind til livet, så hold Guds bud.”

18 „Hvilke bud tænker du på?” spurgte manden.

„Du må ikke begå drab, du må ikke bryde ægteskabet, du må ikke stjæle, du må ikke anklage nogen på falsk grundlag, 19 du skal ære din far og din mor—og du skal elske din næste som dig selv.”

20 „Dem har jeg overholdt alle sammen,” svarede den unge mand. „Er der mere, jeg skal gøre?”

21 „Hvis du virkelig vil opnå det fuldkomne liv, så gå hen og sælg alt, hvad du ejer, og giv pengene til de fattige. Så skal du få del i Himlens rigdom—og kom så og følg mig!”

22 Da den unge mand hørte det svar, gik han bedrøvet sin vej. Han var nemlig meget rig.

23 Så sagde Jesus til disciplene: „Det siger jeg jer: Det er ikke let at komme ind i Guds rige, når man er bundet af sin rigdom. 24 Ja, faktisk er det lettere for en kamel at gå gennem et nåleøje, end det er for en rig at gå ind i Guds rige.”

25 Disciplene var dybt rystede. „Hvem kan så få det evige liv?” spurgte de. 26 Jesus så på dem og sagde: „Det kan intet menneske opnå af sig selv, men Gud kan gøre alt.”

Lønnen for at følge Jesus(H)

27 „Men vi har forladt alt for at følge dig. Hvad får vi så ud af det?” spurgte Peter.

28 Jesus svarede: „Det siger jeg jer: Når Menneskesønnen sidder på sin herlighedstrone i den kommende verden, så skal I, mine disciple, sidde på 12 troner og regere over Israels 12 stammer. 29 Alle, som har forladt deres hjem, brødre, søstre, far, mor, børn eller deres job for at følge mig, skal få det 100 gange igen—og de skal få det evige liv! 30 Men mange, der her på jorden regnes blandt de store, vil i Guds rige være de mindste. Og mange af dem, der her er blandt de mindste, vil dér være de største.”

Historien om arbejderne i vingården

20 Jesus fortsatte med følgende historie: „Med Guds rige er det som med en vingårdsejer, der en tidlig morgen gik ud for at finde folk, der kunne arbejde i hans vingård. Han blev enig med dem om, at de skulle have den normale dagløn på en denar, og sendte dem så på arbejde. Ved nitiden om formiddagen gik han igen ud og så andre folk stå på torvet og vente på arbejde. Dem sendte han også hen i sin vingård, idet han lovede at give dem en god og rimelig løn. Både ved middagstid og ved tretiden gjorde han det samme. Klokken fem var han igen inde i byen og så flere folk stå ledige. ‚Hvorfor har I gået arbejdsløse hele dagen?’ spurgte han. ‚Der er ikke nogen, der har haft brug for os,’ svarede de. ‚Så gå hen i min vingård og tag fat sammen med de andre.’

Ved fyraften klokken seks gav vingårdsejeren sin forvalter besked om at kalde folkene ind og betale dem—men i den rækkefølge, at de sidste skulle have løn først. De mænd, der var ansat klokken fem, fik hver en denar for deres arbejde. 10 Til sidst kom de mænd, der var blevet ansat tidligt om morgenen, og de regnede nu med, at de skulle have mere, men de fik det samme beløb. 11 De tog deres penge, men begyndte at protestere: 12 ‚Jamen, de sidste dér har jo kun været i arbejde i én time, og du har givet dem lige så meget som os, der har slidt i det hele dagen og kæmpet os igennem middagsheden.’

13 ‚Hør, min ven,’ sagde vingårdsejeren til ham, der havde ført ordet, ‚har jeg gjort dig uret? Blev vi ikke enige om, at du skulle have en denar for dit arbejde? 14 Gå nu med dine penge! Jeg har valgt at give de sidst ansatte samme løn som dig. 15 Har jeg ikke lov til at gøre med mine egne penge, som jeg vil? Er du misundelig, fordi jeg er gavmild?’ ”

16 Og Jesus sluttede: „På samme måde skal de sidste blive de første, og de første skal blive de sidste.”

Tiden nærmer sig, hvor Messias skal lide og dø(I)

17-18 Nu nærmede Jesus og hans følge sig opstigningen til Jerusalem.[j] Derfor tog han de 12 disciple til side og fortalte dem, hvad der ville ske, når de ankom til byen. „Menneskesønnen vil blive forrådt og udleveret til ypperstepræsterne og de skriftlærde,” sagde han. „De vil dømme mig til døden. 19 Derefter bliver jeg udleveret til romerne. Jeg bliver hånet og pisket og til sidst korsfæstet. Men på den tredje dag vil jeg genopstå fra de døde.”

Lederskab i Guds rige(J)

20 Kort efter kom Jakob og Johannes og deres mor hen til Jesus. Moderen knælede ned foran ham og ville bede ham om noget.

21 „Hvad vil du?” spurgte Jesus.

„Lov mig, at mine to sønner får hæderspladserne til højre og til venstre for dig, når dit rige bliver oprettet.”

22 „I ved ikke, hvad I beder om,” svarede Jesus. Henvendt til Jakob og Johannes fortsatte han: „Kan I tømme det lidelsens bæger, som jeg skal tømme?”

„Ja, det kan vi!”

23 „Godt, I skal få lov at tømme det samme bæger. Men det er ikke mig, der afgør, hvem der skal sidde ved min højre og venstre side. Min himmelske Far har allerede bestemt, hvem der skal sidde der.”

24 De ti andre disciple blev vrede, da de hørte, hvad de to brødre havde bedt om. 25 Men Jesus kaldte dem sammen og sagde: „I ved, hvordan magthaverne i denne verden holder af at herse og hundse med folk, og hvordan de store nyder at vise deres magt over for de små. 26-27 Sådan må det ikke være hos jer. De, som gerne vil være store og betydningsfulde iblandt jer, skal være tjenere for alle de andre. 28 Menneskesønnen kom jo heller ikke for at lade sig betjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum, for at mange kan blive sat fri.”

To blinde bliver helbredt og slutter sig til Jesus(K)

29 Da Jesus og disciplene var på vej ud af Jeriko, var der mange mennesker, som fulgte med dem. 30 Der sad to blinde mænd ved vejkanten, og da de hørte, at det var Jesus, som gik forbi, begyndte de at råbe: „Herre, du Davids Søn,[k] forbarm dig over os!”

31 Folk skældte dem ud og sagde, at de skulle tie stille. Men de råbte, så højt de kunne: „Herre, du Davids Søn, forbarm dig over os!”

32 Jesus standsede op. „Hvad vil I have, jeg skal gøre for jer?”

33 „Herre, vi vil så gerne kunne se!” 34 Jesus fik dyb medlidenhed med dem og rørte ved deres øjne. Straks fik de synet igen og fulgte ham.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.