Read the Gospels in 40 Days

4 Men Jesus vendte tilbage fra Jorden fuld af den Helligånd og blev ført af Ånden i Ørkenen ² i fyrretyve Dage, medens han blev fristet af Djævelen. Og han spiste intet i de Dage; og da de havde Ende, blev han hungrig. ³ Og Djævelen sagde til ham: "Dersom du er Guds Søn, da sig til denne Sten, at den skal blive Brød." ⁴ Og Jesus svarede ham: "Der er skrevet: Mennesket skal ikke leve af Brød alene." ⁵ Og han førte ham op og viste ham alle Verdens Riger i et øjeblik. ⁶ Og Djævelen sagde til ham: "Dig vil jeg give hele denne Magt og deres Herlighed; thi den er mig overgiven, og jeg giver den, til hvem jeg vil. ⁷ Dersom du altså vil tilbede mig, skal den helt tilhøre dig." ⁸ Og Jesus svarede ham og sagde: "Der er skrevet: Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene." ⁹ Og han førte ham til Jerusalem og stillede ham på Helligdommens Tinde og sagde til ham: "Dersom du er Guds Søn, da kast dig ned herfra; ¹⁰ thi der er skrevet: Han skal give sine Engle Befaling om dig, at de skulle bevare dig, ¹¹ og at de skulle bære dig på Hænderne, for at du ikke skal støde din Fod på nogen Sten." ¹² Og Jesus svarede og sagde til ham: "Der er sagt: Du må ikke friste Herren din Gud." ¹³ Og da Djævelen havde endt al Fristelse, veg han fra ham til en Tid.

¹⁴ Og Jesus vendte i Åndens Kraft tilbage til Galilæa, og Rygtet om ham kom ud i hele det omliggende Land. ¹⁵ Og selv lærte han i deres Synagoger og blev prist af alle. ¹⁶ Og han kom til Nazareth, hvor han var opfødt, og gik efter sin Sædvane på Sabbatsdagen ind i Synagogen og stod op for at forelæse. ¹⁷ Og man gav ham Profeten Esajas's Bog, og da han slog Bogen op; fandt han det Sted, hvor der stod skrevet: ¹⁸ "Herrens Ånd er over mig, fordi han salvede mig til at forkynde Evangelium for fattige; han har sendt mig for at forkynde fangne, at de skulle lades løs, og blinde, at de skulle få deres Syn, for at sætte plagede i Frihed, ¹⁹ for at forkynde et Herrens Nådeår." ²⁰ Og han lukkede Bogen sammen og gav Tjeneren den igen og satte sig; og alles Øjne i Synagogen stirrede på ham. ²¹ Men han begyndte at sige til dem: "I Dag er dette Skriftord gået i Opfyldelse for eders Øren." ²² Og de berømmede ham alle og undrede sig over de livsalige Ord, som udgik af hans Mund, og de sagde: "Er dette ikke Josefs Søn?" ²³ Og han sagde til dem: "I ville sikkerlig sige mig dette Ordsprog: Læge! læg dig selv; gør også her i din Fædreneby så. store Ting, som vi have hørt ere skete i Kapernaum." ²⁴ Men han sagde: "Sandelig, siger jeg eder, at ingen Profet er anerkendt i sit Fædreland. ²⁵ Men jeg siger eder i Sandhed: Der var mange Enker i Israel i Elias's Dage, da Himmelen var lukket i tre År og seks Måneder, den Gang der var en stor Hunger i hele Landet; ²⁶ og til ingen af dem blev Elias sendt uden til Sarepta ved Sidon til en Enke. ²⁷ Og der var mange spedalske i Israel på Profeten Elisas Tid, og ingen af dem blev renset, uden Syreren Naman." ²⁸ Og alle, som vare i Synagogen, bleve fulde af Harme, da de hørte dette. ²⁹ Og de stode op og stødte ham ud af Byen og førte ham hen til Skrænten af det Bjerg, på hvilket deres By var bygget, for at styrte ham ned. ³⁰ Men han gik igennem, midt imellem dem, og drog bort.

³¹ Og han kom ned til Kapernaum, en By i Galilæa, og lærte dem på Sabbaterne. ³² Og de bleve slagne af Forundring over hans Lære, thi hans Tale var med Myndighed. ³³ Og i Synagogen var der et Menneske, som havde en uren ond Ånd, og han råbte med høj Røst: ³⁴ "Ak! hvad have vi med dig at gøre, Jesus af Nazareth? Er du kommen for at ødelægge os? Jeg kender dig, hvem du er, du Guds hellige." ³⁵ Og Jesus truede ham og sagde: "Ti, og far ud af ham!" Og den onde Ånd kastede ham ind imellem dem og for ud af ham uden at have gjort ham nogen Skade. ³⁶ Og der kom en Rædsel over alle; og de talte med hverandre og sagde "Hvad er dog dette for et Ord; thi han byder over de urene Ånder med Myndighed og Kraft, og de fare ud?" ³⁷ Og Rygtet om ham udbredtes alle Vegne i det omliggende Land.

³⁸ Men han stod op og gik fra Synagogen ind i Simons Hus; og Simons Svigermoder plagedes at en stærk Feber; og de bade ham for hende. ³⁹ Og han stillede sig hen over hende og truede Feberen, og den forlod hende. Men hun stod straks op og vartede dem op. ⁴⁰ Men da Solen gik ned, førte alle de, som havde syge med alle Hånde Svagheder, dem til ham; og han lagde Hænderne på hver enkelt af dem og helbredte dem ⁴¹ Også onde Ånder fore ud al mange, råbte og sagde: "Du er Guds Søn;" og han truede dem og tillod dem ikke at tale, fordi de vidste, at han var Kristus.

⁴² Men da det var blevet Dag, gik han ud og drog til et øde Sted; og Skarerne ledte efter ham; og de kom hen til ham, og de holdt på ham, for at han ikke skulde gå fra dem. ⁴³ Men han sagde til dem: "Også for de andre Byer bør jeg forkynde Evangeliet om Guds Rige; thi dertil blev jeg udsendt." ⁴⁴ Og han prædikede i Galilæas Synagoger.

5 Men det skete, da Folkeskaren trængte sig sammen om ham og hørte Guds Ord, og han stod ved Genezareths Sø, ² da så han to Skibe stå ved Søen; men Fiskerne vare gåede fra dem og toede Garnene. ³ Og han gik om Bord i et af Skibene, som var Simons, og bad ham at lægge lidt fra Land; og han satte sig og lærte Skarerne fra Skibet. ⁴ Men da han holdt op med at tale, sagde han til Simon: "Far ud på Dybet, og kaster eders Garn ud til en Dræt!" ⁵ Og Simon svarede og sagde til ham: "Mester! vi have arbejdet hele Natten og fik intet; men på dit Ord vil jeg kaste Garnene ud." ⁶ Og da de gjorde det, fangede de en stor Mængde Fisk, og deres Garn sønderreves. ⁷ Og de vinkede ad deres Staldbrødre i det andet Skib, at de skulde komme og hjælpe dem; og de kom og de fyldte begge Skibene, så at de var nær ved at synke. ⁸ Men da Simon Peter så det, faldt han ned for Jesu Knæ og sagde: "Gå bort fra mig, thi jeg er en syndig Mand, Herre!" ⁹ Thi en Rædsel var påkommen ham og alle dem, som vare med ham, over den Fiskedræt, som de havde fået; ¹⁰ ligeledes også Jakob og Johannes, Zebedæus's Sønner, som vare Simons Staldbrødre. Og Jesus sagde til Simon: "Frygt ikke, fra nu af skal du fange Mennesker." ¹¹ Og de lagde Skibene til Land og forlode alle Ting og fulgte ham.

¹² Og det skete, medens han var i en af Byerne, se, da var der en Mand fuld af Spedalskhed; og da han så Jesus, faldt han på sit Ansigt, bad ham og sagde: "Herre! om du vil, kan du rense mig." ¹³ Og han udrakte Hånden og rørte ved ham og sagde: "Jeg vil; bliv ren!" Og straks forlod Spedalskheden ham. ¹⁴ Og han bød ham, at han skulde ikke sige det til nogen, men "gå bort, og fremstil dig for Præsten, og offer for din Renselse, således som Moses har befalet, til Vidnesbyrd for dem!" ¹⁵ Men Rygtet om ham udbredte sig end mere, og store Skarer kom sammen for at høre og for at helbredes for deres Sygdomme. ¹⁶ Men han gik bort til Ørkenerne og bad.

¹⁷ Og det skete en af de Dage, at han lærte, og der sad Farisæere og Lovlærere, som vare komne fra enhver Landsby i Galilæa og Judæa og fra Jerusalem; og Herrens Kraft var hos ham til at helbrede. ¹⁸ Og se, nogle Mænd bare på en Seng en Mand, som var værkbruden, og de søgte at bære ham ind og lægge ham foran ham. ¹⁹ Og da de ikke fandt nogen Vej til at bære ham ind for Skarens Skyld, stege de op oven på Taget og firede ham tillige med Sengen ned imellem Tagstenene midt iblandt dem foran Jesus. ²⁰ Og da han så deres Tro, sagde han: "Menneske! dine Synder ere dig forladte." ²¹ Og de skriftkloge og Farisæerne begyndte at tænke således ved sig selv: "Hvem er denne, som taler Gudsbespottelser? Hvem kan forlade Synder, uden Gud alene?" ²² Men da Jesus kendte deres Tanker, svarede han og sagde til dem: "Hvad tænke I på i eders Hjerter? ²³ Hvilket er lettest at sige: Dine Synder ere dig forladte? eller at sige: Stå op og gå? ²⁴ Men for at I skulle vide, at Menneskesønnen har Magt på Jorden til at forlade Synder," så sagde han til den værkbrudne: "Jeg siger dig, stå op, og tag din Seng, og gå til dit Hus!" ²⁵ Og han stod straks op for deres Øjne og tog det, som han lå på, og gik hen til sit Hus og priste Gud. ²⁶ Og Forfærdelse betog alle, og de priste Gud; og de bleve fulde af Frygt og sagde: "Vi have i Dag set utrolige Ting."

²⁷ Og derefter gik han ud og så en Tolder ved Navn Levi sidde ved Toldboden, og han sagde til ham: "Følg mig!" ²⁸ Og han forlod alle Ting og stod op og fulgte ham. ²⁹ Og Levi gjorde et stort Gæstebud for ham i sit Hus; og der var en stor Skare af Toldere og andre, som sade til Bords med dem. ³⁰ Og Farisæerne og deres Skriftkloge knurrede imod hans Disciple og sagde: "Hvorfor spise og drikke I med Toldere og Syndere?" ³¹ Og Jesus svarede og sagde til dem: "De raske trænge ikke til Læge, men de syge. ³² Jeg er ikke kommen for at kalde retfærdige, men Syndere til Omvendelse."

³³ Men de sagde til ham: "Johannes's Disciple faste ofte og holde Bønner og Farisæernes ligeså; men dine spise og drikke?" ³⁴ Men Jesus sagde til dem: "Kunne I vel få Brudesvendene til at faste, så længe Brudgommen er hos dem? ³⁵ Men der skal komme Dage, da Brudgommen bliver tagen fra dem; da skulle de faste i de Dage." ³⁶ Men han sagde også en Lignelse til dem: "Ingen river en Lap af et nyt Klædebon og sætter den på et gammelt Klædebon; ellers river han både det nye sønder, og Lappen fra det nye vil ikke passe til det gamle. ³⁷ Og ingen kommer ung Vin på gammle Læderflasker; ellers sprænger den unge Vin Læderflaskerne, og den spildes, og Læderflaskerne ødelægges. ³⁸ Men man skal komme ung Vin på nye Læderflasker, så blive de begge bevarede. ³⁹ Og ingen, som har drukket den gamle, vil have den unge; thi han siger: Den gamle er god."

6 Men det skete på den næstførste Sabbat, at han vandrede igennem en Sædemark, og hans Disciple plukkede Aks og gned dem med Hænderne og spiste. ² Men nogle af Farisæerne sagde: "Hvorfor gøre I, hvad det ikke er tilladt at gøre på Sabbaten?" ³ Og Jesus svarede og sagde til dem: "Have I da ikke læst, hvad David gjorde, da han blev hungrig, han og de, som vare med ham? ⁴ hvorledes han gik ind i Guds Hus og tog Skuebrødene og spiste og gav også dem, som vare med ham, skønt det ikke er nogen tilladt at spise dem uden Præsterne alene." ⁵ Og han sagde til dem: "Menneskesønnen er Herre også over Sabbaten."

⁶ Men det skete på en anden Sabbat, at han kom ind i Synagogen og lærte. Og der var der en Mand, hvis højre Hånd var vissen. ⁷ Men de skriftkloge og Farisæerne toge Vare på ham, om han vilde helbrede på Sabbaten, for at de kunde finde noget at anklage ham for. ⁸ Men han vidste deres Tanker; og han sagde til Manden, som havde den visne Hånd: "Rejs dig og stå frem her i Midten!" Og han rejste sig og stod frem. ⁹ Men Jesus sagde til dem: "Jeg spørger eder, om det er tilladt at gøre godt på Sabbaten eller at gøre ondt, at frelse Liv eller at ødelægge det?" ¹⁰ Og han så omkring på dem alle og sagde til ham: "Ræk din Hånd ud!" Og han gjorde det; da blev hans Hånd sund igen som den anden. ¹¹ Men de bleve fulde af Raseri og talte med hverandre om, hvad de skulde gøre ved Jesus.

¹² Men det skete i disse Dage, at han gik ud på et Bjerg for at bede; og han tilbragte Natten i Bøn til Gud. ¹³ Og da det blev Dag, hidkaldte han sine Disciple og udvalgte tolv af dem, hvilke han også kaldte Apostle: ¹⁴ Simon, hvem han også kaldte Peter, og Andreas, hans Broder, og Jakob og Johannes og Filip og Bartholomæus ¹⁵ og Matthæus og Thomas, Jakob, Alfæus's Søn, og Simon, som kaldes Zelotes, ¹⁶ Judas, Jakobs Søn, og Judas Iskariot, som blev Forræder.

¹⁷ Og han gik ned med dem og stod på et jævnt Sted, og der var en Skare af hans Disciple og en stor Mængde af Folket fra hele Judæa og Jerusalem og Kysten ved Tyrus og Sidon, ¹⁸ som vare komne for at høre ham og helbredes for deres Sygdomme. Og de plagede bleve helbredte fra urene Ånder; ¹⁹ og hele Skaren søgte at røre ved ham; thi en Kraft gik ud fra ham og helbredte alle.

²⁰ Og han opløftede sine Øjne på sine Disciple og sagde: "Salige ere I fattige, thi eders er Guds Rige. ²¹ Salige ere I, som nu hungre, thi I skulle mættes. Salige ere I, som nu græde, thi I skulle le. ²² Salige er I, når Menneskene hade eder, og når de udstøde eder og håne eder og forkaste eders Navn som ondt for Menneskesønnens Skyld. ²³ Glæder eder på den Dag og jubler; thi se, eders Løn er stor i Himmelen. Thi på samme Måde gjorde deres Fædre ved Profeterne. ²⁴ Men ve eder, I rige, thi I have allerede fået eders Trøst. ²⁵ Ve eder, I, som nu ere mætte, thi I skulle hungre. Ve eder, I, som nu le, thi I skulle sørge og græde. ²⁶ Ve eder, når alle Mennesker tale godt om eder; thi på samme Måde gjorde deres Fædre ved de falske Profeter.

²⁷ Men jeg siger eder, I, som høre: Elsker eders Fjender, gører dem godt, som hade eder; ²⁸ velsigner dem, som forbande eder, og beder for dem, som krænke eder. ²⁹ Den, som slår dig på den ene Kind, byd ham også den anden til; og den, som tager Kappen fra dig, formen ham heller ikke Kjortelen! ³⁰ Giv enhver, som beder dig; og af den, som tager, hvad dit er, kræve du det ikke igen! ³¹ Og som I ville, at Menneskene skulle gøre imod eder, ligeså skulle også I gøre imod dem! ³² Og dersom I elske dem, som elske eder, hvad Tak have I derfor? Thi også Syndere elske dem, som dem elske. ³³ Og dersom I gøre vel imod dem, der gøre vel imod eder, hvad Tak have I derfor? Thi også Syndere gøre det samme. ³⁴ Og dersom I låne dem, af hvem I håbe at få igen, hvad Tak have I derfor? Thi også Syndere låne Syndere for at få lige igen. ³⁵ Men elsker eders Fjender, og gører vel, og låner uden at vente noget derfor, så skal eders Løn være stor, og I skulle være den Højestes Børn; thi han er god imod de utaknemmelige og onde. ³⁶ Vorder barmhjertige, ligesom eders Fader er barmhjertig.

³⁷ Og dømmer ikke, så skulle I ikke dømmes; fordømmer ikke, så skulle I ikke fordømmes; forlader, så skal der forlades eder; ³⁸ giver, så skal der gives eder. Et godt, knuget, rystet, topfuldt Mål skulle de give i eders Skød; thi med hvad Mål I måle, skal der tilmåles eder igen." ³⁹ Men han sagde dem også en Lignelse: "Mon en blind kan lede en blind? Ville de ikke begge falde i Graven? ⁴⁰ En Discipel er ikke over sin Mester; men enhver, som er fuldt færdig, skal være som sin Mester. ⁴¹ Men hvorfor ser du Skæven, som er i din Broders Øje; men Bjælken, som er i dit eget Øje, bliver du ikke var? ⁴² Eller hvorledes kan du sige til din Broder: Broder! lad mig drage Skæven ud, som er i dit Øje, du, som ikke ser Bjælken i dit eget Øje? Du Hykler! drag først Bjælken ud af dit Øje, og da kan du se klart til at drage Skæven ud, som er i din Broders Øje.

⁴³ Thi der er intet godt Træ, som bærer rådden Frugt, og intet råddent Træ, som bærer god Frugt ⁴⁴ Thi hvert Træ kendes på sin egen Frugt; thi man sanker ikke Figener af Torne, ikke heller plukker man Vindruer af en Tornebusk. ⁴⁵ Et godt Menneske fremfører det gode af sit Hjertes gode Forråd, og et ondt Menneske fremfører det onde af sit onde Forråd; thi af Hjertets Overflødighed taler hans Mund.

⁴⁶ Men hvorfor kalde I mig Herre, Herre! og gøre ikke, hvad jeg siger? ⁴⁷ Hver den, som kommer til mig og hører mine Ord og gør efter dem, hvem han er lig, skal jeg vise eder. ⁴⁸ Han er lig et Menneske, der byggede et Hus og gravede i Dybden og lagde Grundvolden på Klippen; men da en Oversvømmelse kom, styrtede Floden imod det Hus, og den kunde ikke ryste det; thi det var bygget godt. ⁴⁹ Men den, som hører og ikke gør derefter, han er lig et Menneske, der byggede et Hus på Jorden, uden Grundvold; og Floden styrtede imod det, og det faldt straks sammen, og dette Hus's Fald blev stort."