The Daily Audio Bible
Today's audio is from the CSB. Switch to the CSB to read along with the audio.
Israelitternes fortsatte ulydighed
6 Så begyndte Israelitterne igen at gøre, hvad der var ondt i Herrens øjne. Derfor udleverede Herren dem til midjanitterne, der tyranniserede dem i syv år. 2 Midjanitterne var så grusomme, at israelitterne flygtede op i bjergene og indrettede sig skjulesteder i huler og klippeborge. 3 Hver gang israelitterne havde tilsået deres marker, kom der omstrejfende bander fra Midjan og Amalek og andre nabofolk fra øst og angreb dem. 4 De slog lejr på deres marker, ødelagde afgrøderne og plyndrede landet så langt som til Gaza. Israelitterne havde intet at spise, for fjenderne stjal også alle deres får, geder, okser og æsler. 5-6 Røverbanderne trængte ind i landet og slog sig ofte ned i længere tid med deres hjorde og kamelflokke, talløse som græshoppesværme, indtil landet var så hærget og forarmet, 7 at folket igen råbte til Herren om hjælp.
8 Da sendte Herren en profet til dem: „Hør hvad Herren, Israels Gud, siger til jer,” sagde han. „Jeg førte jer ud af fangenskabet i Egypten 9 og befriede jer fra egypterne og alle jeres modstandere. Jeg drev jeres fjender ud af Kana’ans land og gav det til jer. 10 Jeg sagde til jer: ‚Jeg er Herren, jeres Gud. I må ikke dyrke amoritternes guder i landet, hvor I bor.’ Men I har ikke adlydt mig!”
Gideons kald og hans opgør med afguderne
11 Så kom Herrens engel og satte sig under egetræet i Ofra, der tilhørte Joash fra Abiezers slægt. Joash’ søn Gideon var netop i færd med at tærske hvede i bunden af en vinperse for at skjule det for midjanitterne.
12 Herrens engel viste sig for Gideon og sagde: „Herren er med dig, stærke kriger!” 13 „Hvis Herren er med os, hvorfor går det os da så dårligt?” svarede Gideon. „Hvor er alle miraklerne, som vores forfædre fortalte os om? Sagde de ikke, at Herren gjorde en masse undere, da han førte dem ud af Egypten? Han må have forkastet os og overgivet os til midjanitterne!”
14 Da vendte Herren sig til Gideon og sagde: „Tag af sted med den styrke du har, og red Israel fra midjanitterne. Jeg sender dig!” 15 „Men Herre, hvordan skulle jeg kunne redde Israel?” svarede Gideon. „Vores slægt er den svageste i Manasses stamme—og jeg er den yngste i min familie!” 16 „Men jeg er Herren—og jeg er med dig! Du skal hugge midjanitterne ned alle som en!”
17 Gideon svarede: „Er det virkelig Herren? Utroligt, at han skulle komme til mig. Jeg vil gerne have et bevis på, at det virkelig er Herren, som taler til mig. 18 Vent her, indtil jeg kommer tilbage med en offergave til dig.” „Jeg bliver her, til du kommer tilbage,” lovede englen.
19 Gideon skyndte sig nu hjem, slagtede og tilberedte et gedekid, hvorefter han tog en stor pose[a] mel og bagte brød uden surdej. Så lagde han kødet i en kurv, hældte suppen i en krukke og bar det ud til englen, som sad under egetræet.
20 Da sagde Guds engel: „Læg kødet og brødene på stenen derhenne og hæld suppen ud over det!”
Gideon gjorde, som englen sagde, 21 og englen rørte kødet og brødene med sin stav. Ild flammede op fra stenen og fortærede det hele. Så var englen borte.
22 Så vidste Gideon, at det virkelig var Herrens engel, og han udbrød: „Ak, min Herre og Gud, det er ude med mig, for jeg har set Herrens engel ansigt til ansigt.”
23 Men Herren sagde: „Fred være med dig! Vær ikke bange. Du skal ikke dø.”
24 På det sted byggede Gideon et alter for Herren og kaldte det „Herrens fred”. Det står stadig i Ofra, på den jord, der tilhører Abiezers slægt.
25 Samme nat sagde Herren til Gideon: „Tag en af din fars tyre, den næstbedste, som er syv år gammel. Vælt så din fars Ba’als alter ned og hug afgudspælen ved siden af i stykker. 26 Når det er gjort, skal du på toppen af denne klippe bygge et alter for Herren, din Gud, på den foreskrevne måde. Brug træet fra pælen som brænde på alteret, og bring så tyren som et brændoffer til Herren.”
27 Gideon vækkede straks ti af sine tjenere og gjorde, som Herren havde befalet. Han gjorde det om natten, hvor ingen kunne se det, for han var bange for sin families og sine naboers reaktion. 28 Da folk stod op om morgenen, opdagede de, at ba’alsalteret var revet ned og afgudspælen var væk. I stedet stod der et nyt alter med resterne af brændofferet ovenpå.
29 „Hvem har gjort det?” sagde folk til hinanden. Så spurgte de sig frem og fandt ud af, at det var Gideon.
30 „Udlever din søn til os!” råbte de til Joash. „Han skal dø, for han har revet ba’alsalteret ned og slået Asherapælen i stykker!”
31 Men Joash råbte tilbage: „Hvorfor forsvarer I Ba’al? Kan I måske redde ham? Den, som vil tale Ba’als sag, skal dø inden i morgen! Hvis Ba’al virkelig er en gud, så lad ham forsvare sig selv og straffe den, der har revet hans alter ned.”
32 Fra den dag gav man Gideon tilnavnet Jerubba’al,[b] fordi han havde revet Ba’als alter ned.
Gideon samler hæren og beder om et tegn
33 Kort tid efter samlede midjanitterne, amalekitterne og flere andre ørkenfolk sig, gik over Jordanfloden og slog lejr på Jizre’elsletten. 34 Da kom Herrens Ånd over Gideon og han blæste i vædderhornet for at kalde Abiezer-slægtens mænd til våben. 35 Derefter sendte han bud til hele Manasses stamme, og de sluttede op om ham. Også Ashers, Zebulons og Naftalis stammer fik besked, og de sluttede sig til dem.
36 Da sagde Gideon til Gud: „Hvis det virkelig er dit alvor, at du vil bruge mig til at redde Israel, sådan som du har lovet, 37 vil jeg bede dig om at give mig et tegn: I nat spreder jeg noget uld ud på tærskepladsens gulv. Hvis der så i morgen tidlig ligger dug på ulden, mens jorden udenom er tør, skal det være et tegn på, at du vil bruge mig til at redde Israel.”
38 Og sådan gik det: Da Gideon næste morgen stod op, var ulden så våd, at han kunne vride en hel skål vand ud af den! 39 Da sagde han til Herren: „Bliv ikke vred, Herre, men giv mig endnu et tegn: Denne gang skal ulden være tør og jorden udenom våd!”
40 Endnu en gang gjorde Gud, hvad han bad om: Næste morgen var ulden knastør, mens jorden udenom var våd af dug.
Jesus føres bort, og Peter nægter at kendes ved ham(A)
54 Så greb de Jesus og førte ham til ypperstepræstens hus. Peter fulgte efter, men på sikker afstand. 55 Vagtmandskabet havde tændt bål midt i gården, og Peter slog sig ned blandt dem, der sad rundt om det. 56 En tjenestepige lagde mærke til ham i skæret fra ilden og stirrede på ham. Så udbrød hun: „Han dér var også sammen med Jesus!”
57 „Kvinde, jeg kender overhovedet ikke den mand,” forsikrede Peter.
58 Lidt efter var der en anden, som fik øje på Peter: „Du er også en af dem!” råbte han.
„Vel er jeg ej, mand!” råbte Peter tilbage.
59 En times tid senere var der en, der forsikrede: „Han dér er bestemt en af Jesu disciple. I kan jo selv høre, at han er fra Galilæa!”
60 Men Peter råbte: „Mand dog, jeg aner ikke, hvad du taler om!”
Netop da var der en hane, der galede.
61 Jesus vendte sig om og så på Peter, og pludselig huskede han, hvad Jesus havde sagt: „Inden hanen galer i nat, har du tre gange nægtet at kendes ved mig.” 62 Da gik Peter udenfor og brast i en fortvivlet gråd.
Jesus bliver hånet af vagterne(B)
63 Vagterne, der stod omkring Jesus, slog og hånede ham. 64 De gav ham bind for øjnene, og efter hvert slag råbte de: „Hvem var det, der slog dig, profet?” 65 Også på mange andre måder hånede de ham.
Jesus i forhør hos de jødiske ledere(C)
66 Det var nu ved at blive lyst, og det jødiske råd var samlet, både ypperstepræsterne, de skriftlærde og alle de øvrige ledere. Jesus blev ført frem for rådet, 67 og man tog ham i forhør: „Er du Messias, så sig os det lige ud.”
„I tror jo ikke på, hvad jeg siger,” svarede Jesus. 68 „Og I plejer heller ikke at svare, når jeg spørger jer om noget. 69 Men snart skal Menneskesønnen tage plads ved den mægtige Guds højre side.”
70 Straks råbte de i munden på hinanden: „Så er du altså Guds Søn?”
Jesus svarede: „I siger det selv. Ja, jeg er!”
71 „Så er der ikke brug for flere vidner!” lød det rundt omkring. „Nu har han selv indrømmet det.”
Dommen afsiges, og Jesus føres til Pilatus(D)
23 Så var mødet forbi, og hele forsamlingen brød op og førte Jesus til den romerske guvernør, Pilatus. 2 Her kom de frem med følgende anklage: „Manden her vildleder vores folk. Han siger, at man ikke skal betale skat til kejseren, og han påstår, at han er Messias, det vil sige en konge.”
3 Pilatus spurgte ham: „Er du jødernes konge?”
„Det kan man godt sige,” svarede Jesus.
4 Efter forhøret sagde Pilatus til ypperstepræsterne og mængden, der var stimlet sammen: „Jeg finder intet grundlag for en anklage mod ham.”
5 Men de forstærkede blot deres anklager: „Han volder uro i hele vores land med sin undervisning, både i Galilæa, hvor han begyndte, og nu også her i Jerusalem!”
Jesus for Herodes
6 Da Pilatus hørte, at Jesus var fra Galilæa, 7 sendte han ham til Herodes, som netop i de dage opholdt sig i Jerusalem. Herodes var nemlig regent over Galilæa. 8 Herodes blev begejstret over at få lejlighed til at se Jesus, for han havde hørt meget om ham, og han håbede at kunne få ham til at gøre et mirakel. 9 Han stillede ham derfor en række spørgsmål, men Jesus svarede ikke.
10 Ypperstepræsterne og de skriftlærde stod ved siden af og fortsatte med deres voldsomme anklager. 11 Så gav Herodes og hans soldater sig til at håne Jesus og gøre nar af ham. De kastede en farvestrålende kappe over ham og sendte ham tilbage til Pilatus.
12 Den dag lagde Herodes og Pilatus deres gamle fjendskab bag sig.
Tilbedelse og lydighed
95 Kom, lad os lovprise Herren med sang,
lad os råbe af fryd for vor Frelser.
2 Lad os komme til ham med tak,
lad os spille og synge til hans ære.
3 For Herren er den almægtige Gud,
Kongen over alle guder.
4 Han hersker over havenes dyb,
de mægtige bjerge tilhører ham.
5 Han skabte både hav og land,
derfor tilhører det hele ham.
6 Kom, lad os bøje os og tilbede vor Gud,
lad os knæle for Herren, vor Skaber.
7 Han er vor Gud, og vi er hans folk,
den hjord, han vogter og tager sig af.
Gid I ville lytte til, hvad han siger i dag:
8 Lad være med at lukke af for mit ord,
som da jeres forfædre gjorde oprør ved Meriba[a]
og satte sig op imod mig ved Massa i ørkenen.
9 De provokerede mig og satte mig på prøve,
selv om de havde set mine undere i 40 år.
10 Jeg blev vred på dem og sagde:
„De går altid deres egne veje,
i stedet for at følge mine.”
11 Så svor jeg i min vrede:
„De skal ikke få lov at opleve min hvile.”
Herren er jordens konge og dommer
96 Syng en ny sang for Herren,
lad hele jorden synge med.
2 Syng Herrens pris og lov hans navn,
fortæl om hans frelse hver eneste dag.
3 Lad alle folk høre om hans vældige undere,
fortæl om de forunderlige ting, han har gjort.
4 For Herren er stor, og æren er hans,
ingen andre guder er værd at tilbede.
5 Andre folks guder er falske guder,
men Herren har skabt både himlen og jorden.
6 Han udstråler kongelig værdighed,
styrke og skønhed kommer fra hans nærvær.
7 Pris Herren, alle verdens folk,
forstå hans herlighed og magt.
8 Giv Herren den ære, der tilkommer ham,
bring jeres gaver og tilbed i hans tempel.
9 Tilbed Herren i helligt skrud,
bøj knæ for ham, alle jordens folk.
10 Fortæl folkeslagene, at Herren er konge,
han skabte jorden på et sikkert fundament,
og han vil dømme alle folkeslag retfærdigt.
11 Lad himlen glæde sig og jorden juble,
lad havene bruse i lovprisning,
12 lad marken med sin afgrøde juble,
lad lovsangen suse i skovens træer,
13 for Herren kommer,
han er på vej for at dømme jorden.
Han dømmer verden med retfærdighed,
alle jordens folk får en fair behandling.
5 Et trofast vidne lyver aldrig,
et falsk vidne udspyr løgne.
6 Den, der arrogant søger visdom, finder den ikke,
men med ydmyg fornuft vinder man viden.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.