The Daily Audio Bible

David skåner Sauls liv igen

26 Folkene fra Zif vendte tilbage til Saul i Gibea og fortalte ham: „David holder sig skjult på Hakilahøjen over for Jeshimon.” ² Da tog Saul sit elitekorps på 3000 mand og drog af sted for at genoptage forfølgelsen i Zifs ørken. ^3-4 Han slog lejr ved vejen over for Jeshimon, tæt ved Hakilahøjen. David var nu længere inde i ørkenen, og da han hørte, at Saul var på vej efter ham, sendte han nogle spioner af sted for at få nøje oplysninger om, hvor han befandt sig.

^5-7 En nat sneg David sig hen mod Sauls lejr for at se sig om. Hittitten Ahimelek og Joabs bror Abishaj, søn af Zeruja,^[a] var med ham. Kong Saul og hans hærfører Abner lå og sov—omgivet af de sovende livvagter. „Hvem vil gå med mig hen til Saul i hans lejr?” sagde David til Ahimelek og Abishaj. „Det vil jeg!” svarede Abishaj.

Så sneg David og Abishaj sig helt ind i lejren til Saul, der lå og sov med spyddet plantet i jorden ved siden af sit hoved. Abner og de andre mænd lå rundt om ham.

⁸ „Denne gang er der ingen tvivl om, at Gud har udleveret din fjende til dig,” hviskede Abishaj til David. „Lad mig få lov at spidde ham til jorden med et eneste stød.”

⁹ „Nej, slå ham ikke ihjel,” svarede David. „Den, der dræber Herrens salvede, vil blive straffet. ¹⁰ Herren vil selv tage sig af Saul, hvad enten han falder i kamp, eller han dør af alderdom. ¹¹ Gud forbyde, at jeg skulle slå den mand ihjel, som Herren har salvet til at være konge. Nej, lad os tage hans spyd og hans vandkrukke—og så se at komme af sted!”

¹² Så tog David spyddet og vandkrukken, og sammen med Abishaj slap han væk, uden at nogen så dem eller vågnede. Herren havde nemlig ladet dem falde i dyb søvn.

¹³ De klatrede op ad bjergskråningen overfor, indtil de var i sikkerhed. ¹⁴ Så råbte David ned til dem: „Abner, vågn op!”

„Hvem er det, der råber?” svarede Abner.

¹⁵ „Nåh, Abner,” drillede David, „har du sovet godt? Du er vel nok en dygtig hærfører, der forstår at passe godt på din konge. Der findes ikke nogen så dygtig som dig i hele Israel. Men er du klar over, at kongen let kunne være blevet dræbt, mens du lå og sov? ¹⁶ Sikke dog en pligtforsømmelse! I burde virkelig dø som straf for, at I ikke passer bedre på jeres herre, Guds salvede konge. Hvad tror du, der er blevet af kongens spyd og vandkrukke, som stod ved hans hoved?”

^17-18 Saul genkendte imidlertid Davids stemme og råbte: „Er det dig, min søn David?”

David svarede: „Ja, herre! Sig mig, hvorfor bliver du ved med at jagte mig? Hvad har jeg gjort dig? Hvad er min forbrydelse? ¹⁹ Hvis det er Herren, der har hidset dig op imod mig, så er jeg villig til at blive ofret. Men hvis det er menneskers ondskab, må de da være forbandet af Gud, for resultatet er blevet, at de har berøvet mig mit hjem blandt mit folk i Herrens land og jaget mig bort til et fremmed folk, der dyrker andre guder. ²⁰ Skal jeg virkelig dø i et fremmed land—borte fra Herrens nærhed? Kan det virkelig være rigtigt, at Israels konge jager mig og mine mænd, som om han var på agerhønejagt?”

²¹ Da indrømmede Saul sin fejltagelse. „Jeg har forbrudt mig imod dig, min søn,” sagde han. „Kom tilbage, så lover jeg, at alt skal blive godt igen. I dag har du skånet mit liv. Jeg indrømmer, at jeg har handlet tåbeligt.”

²² „Herre, her er dit spyd,” råbte David tilbage. „Lad en af de unge mænd komme og hente det. ²³ Herren belønner den, der er loyal og har reelle hensigter, og i nat har jeg undladt at slå dig ihjel på trods af, at Herren udleverede dig til mig. ²⁴ Må Herren skåne mit liv, sådan som jeg har skånet dit. Ja, må han redde mig, hver gang jeg er i fare.”

²⁵ „Gud velsigne dig, min søn David,” svarede Saul. „Du vil komme til at udføre store heltegerninger, og alt, hvad du tager dig for, vil lykkes for dig.”

Så gik David sin vej, og Saul vendte hjem.

David går i filistrenes tjeneste

27 Men David følte sig stadig ikke tryg ved Saul. Han tænkte: „En skønne dag får Saul ram på mig. Jeg må hellere prøve lykken hos filistrene. Så kan det være, Saul indstiller jagten, og jeg kan være i fred for ham.”

^2-3 David og hans 600 mænd med deres familier flyttede derfor til Gat, hvor de kom til at bo under filisterkongen Akish’ beskyttelse. David havde begge sine koner med sig, Ahinoam fra Jizre’el og Abigajil, Nabals enke, fra Karmel. ⁴ Saul fik snart at vide, at David var flygtet til Gat, og han indstillede forfølgelsen.

⁵ En dag sagde David til kong Akish: „Herre, hvis du ikke har noget imod det, foretrækker vi at bo i en af byerne på landet frem for her i den kongelige residensby.”

⁶ Så gav Akish ham byen Ziklag. Det er baggrunden for, at byen den dag i dag er på Judas kongers hænder.

⁷ David og hans mænd boede blandt filistrene i et år og fire måneder. ⁸ Det meste af tiden var de på plyndringstogt hos geshuritterne, girzitterne og amalekitterne, de folk, der fra gammel tid har boet nær Shur langs karavanevejen til Egypten. ⁹ Når Davids mænd slog ned på en landsby, sørgede de for, at der ikke var nogen overlevende tilbage, og de plyndrede stedet rub og stub for får, geder, køer, æsler, kameler og tøj, før de vendte hjem.

¹⁰ „Hvor gik togtet hen i dag?” plejede Akish at spørge.

David svarede, at han havde været i det sydlige Juda, eller i jerahme’elitternes eller kenitternes område.

¹¹ David udryddede samtlige indbyggere i de landsbyer, han plyndrede, fordi han var bange for, at de ellers ville komme til Gat og afsløre, hvor han i virkeligheden havde været. Al den tid David opholdt sig hos filistrene, spillede han dette dobbeltspil, ¹² og Akish troede på, hvad David sagde og var efterhånden overbevist om, at David havde gjort sig grundigt forhadt blandt sit eget folk. „Nu er han tvunget til at slå sig til ro her og blive i min tjeneste,” tænkte Akish.

Filistrene forbereder sig til kamp mod Israel

28 På den tid overvejede filistrene igen at gå til angreb på Israel. „I skal følge med os i kamp mod Israel,” sagde kong Akish til David og hans mænd. ² „Det er i orden!” svarede David. „Du vil få at se, hvad vi er værd.” „Det kan jeg lide!” udbrød Akish. „Jeg udnævner dig hermed til min personlige livvagt.”

Saul besøger en åndemaner

³ Samuel var jo død, og hele Israel havde holdt sørgeklage over ham, dengang de begravede ham i hans hjemby Rama. I Samuels tid havde Saul følt sig nødsaget til at udrydde samtlige spåmænd og dødemanere i landet.

⁴ Da filistrenes hær var nået frem til Shunem i Jizre’eldalen, lå Saul i lejr med hele Israels hær på Gilboahøjen med udsigt over dalen. ⁵ Da Saul så filistrenes enorme hær, blev han skrækslagen og havde mest lyst til at flygte. ⁶ Han prøvede at spørge Herren, om han skulle gå i krig eller ej, men Herren svarede ham ikke et ord, hverken gennem drømme eller ved det hellige lod, Urim, eller ved et budskab fra profeterne. ⁷ Derfor gav Saul sine folk ordre til at finde en dødemaner, han kunne spørge til råds. Det lykkedes dem at finde en kvinde i En-Dor,^[b] der kunne kontakte de døde. ⁸ Så forklædte Saul sig, tog to af sine mænd med, og i ly af mørket opsøgte han kvinden.

„Jeg må i kontakt med en af de døde,” bad Saul. „Kan du mane hans ånd frem?”

⁹ „Er du ude på at få mig slået ihjel?” spurgte kvinden. „Ved du ikke, at Saul har udryddet landets spåmænd og dødemanere?” ¹⁰ Men Saul svarede: „Så sandt Herren lever, sværger jeg på, at der ikke vil ske dig noget.”

¹¹ Så spurgte hun: „Hvem er det, du ønsker kontakt med?”

„Samuel,” svarede Saul.

¹² Kvinden så nu Samuel, der viste sig for hende, og hun skreg op med det samme: „Du har bedraget mig! Du er jo Saul!”

¹³ „Vær ikke bange. Der skal ikke ske dig noget,” svarede kongen. „Men sig mig, hvem det er, du ser.”

„Jeg ser en ånd komme op af jorden.”

¹⁴ „Hvordan ser den ud?”

„Det er en gammel mand indhyllet i en kappe.”

Da forstod Saul, at det var Samuel, og han bøjede sig ærbødigt for ham.

¹⁵ „Hvorfor har du forstyrret mig og manet mig frem?” spurgte Samuel.

„Fordi jeg er i knibe,” svarede Saul. „Filistrene er klar til at angribe os, men Gud har forladt mig, og han svarer mig hverken gennem drømme eller ved profeterne. Derfor henvender jeg mig direkte til dig for at få at vide, hvad jeg skal gøre.”

¹⁶ Men Samuel svarede: „Hvorfor spørger du mig, når Herren har forladt dig og er blevet din modstander? ¹⁷ Det er jo hans eget ord, som jeg selv har profeteret for dig, der nu går i opfyldelse: Han vil rive kongedømmet fra dig og give det til din rival, David. ¹⁸ Det er konsekvensen af, at du ikke adlød Herrens ord, dengang han brugte dig som sit redskab til at straffe amalekitterne. ¹⁹ Og hvad værre er: i morgen skal hele Israels hær prisgives og hugges ned af filistrene, og du selv og dine sønner skal ende her hos mig.”

²⁰ Da kastede Saul sig fladt ned på jorden, lammet af frygt over Samuels ord. Han var desuden udmattet af sult, for han havde ikke spist i næsten et døgn. ²¹ Da kvinden så, hvor fortvivlet han var, sagde hun: „Herre, jeg satte livet på spil ved at føje dig. ²² Nu beder jeg dig om at føje mig og lade mig give dig noget at spise, så du kan komme til kræfter inden hjemturen.”

²³ Saul vægrede sig og sagde: „Jeg kan ikke spise noget.” Men da både kvinden og hans egne mænd ihærdigt prøvede at overtale ham, gav han efter, rejste sig fra gulvet og satte sig op på sengen. ²⁴ Kvinden skyndte sig nu at slagte sin fedekalv. Hun æltede også mel og bagte usyrnet brød. ²⁵ Så serverede hun maden for kongen og hans mænd, og de spiste, før de samme nat drog af sted derfra.

Jesus opvækker Lazarus fra de døde

11 ^1-2 Der var en mand ved navn Lazarus, som boede i landsbyen Betania sammen med sine søstre Maria og Marta. (Det var den Maria, der er kendt for at have hældt kostbar olie ud over Jesu fødder og tørret dem med sit hår). Nu skete der det, at Lazarus blev alvorligt syg. ³ De to søstre sendte derfor bud til Jesus om, at hans gode ven Lazarus var meget syg.

⁴ Da Jesus hørte det, sagde han: „Den sygdom ender ikke med døden, men Gud vil blive æret gennem det, der skal ske, og Guds Søn vil også blive æret derved.”

⁵ Jesus holdt meget af Marta, Maria og Lazarus. ⁶ Efter at have fået beskeden, blev han endnu to dage dér, hvor han var, ⁷ men så sagde han til disciplene: „Kom, lad os gå tilbage til Judæa!” ⁸ Disciplene protesterede: „Mester! For kort tid siden forsøgte de jødiske ledere at slå dig ihjel. Vil du nu derhen igen?”

⁹ Men Jesus sagde: „Har dagen ikke 12 timer, hvor vi må gøre Guds gerninger? De, der vandrer i lyset, falder ikke, for de ser verdens Lys.^{[a] 10} Men de, der vandrer i mørket, falder, for de har ikke lyset i sig.” ¹¹ Så tilføjede han: „Vores ven Lazarus sover, men jeg vil gå hen og vække ham op.” ¹² „Hvis han sover, kommer han sig nok,” sagde disciplene. ¹³ De troede nemlig, at Jesus havde talt om almindelig søvn, men han havde talt om Lazarus’ død. ¹⁴ Så sagde han rent ud: „Lazarus er død, ¹⁵ og for jeres skyld er jeg glad for, at jeg ikke var der, for hans død vil hjælpe jer til at tro. Men lad os nu komme af sted!” ¹⁶ Thomas, der også blev kaldt „Tvillingen”, sagde til de andre disciple: „Lad os bare gå med Jesus! Så dør vi i det mindste sammen!”

¹⁷ Da Jesus nåede frem til Betania, fik han at vide, at Lazarus var blevet begravet tre dage forinden. ¹⁸ Betania lå knap tre kilometer fra Jerusalem, ¹⁹ og mange venner fra hovedstaden var kommet for at trøste Marta og Maria i sorgen over deres bror.

²⁰ Da nu Marta hørte, at Jesus var på vej, gik hun ham i møde. Maria derimod blev hjemme. ²¹ Da Marta nåede hen til ham, sagde hun: „Herre, hvis du havde været her, så var min bror ikke død. ²² Men selv nu ved jeg, at hvad du end beder Gud om, det vil han gøre for dig.”

²³ „Din bror skal vende tilbage til livet,” sagde Jesus. ²⁴ „Jeg ved, at han skal vende tilbage til livet på opstandelsens morgen,” svarede Marta. ²⁵ Jesus fortsatte: „Jeg er opstandelsen og livet. De, der tror på mig, skal leve, selv om de dør; ²⁶ og de, der lever i troen på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du på det, Marta?” ²⁷ „Ja, Herre,” sagde hun, „jeg tror, at du er Messias, Guds Søn, som vi så længe har ventet skulle komme.”

²⁸ Derefter løb Marta hjem til Maria og hviskede til hende: „Mesteren er kommet, og han vil gerne tale med dig.” ²⁹ Maria rejste sig med det samme og gik ud for at møde ham.

³⁰ Jesus var endnu ikke kommet ind i landsbyen, men var stadig på det sted, hvor Marta havde mødt ham. ³¹ Da de, der var i huset for at trøste Maria, lagde mærke til, at hun pludselig rejste sig og gik, troede de, hun ville ud til Lazarus’ grav for at græde. Derfor fulgte de efter hende.

³² Maria kom nu ud til det sted, hvor Jesus var, og hun faldt ned for hans fødder og udbrød: „Herre, hvis du havde været her, var min bror ikke død.” ³³ Da Jesus så hende græde og hørte de andres gråd, blev han heftigt oprørt i sin ånd og spurgte: ³⁴ „Hvor har I lagt ham?” „Herre, kom og se!” lød svaret. ³⁵ Jesus brast i gråd. ³⁶ „Se, hvor meget han holdt af Lazarus,” var der nogle, der sagde. ³⁷ Men andre sagde: „Når han kunne helbrede en blind, kunne han så ikke også have forhindret denne mands død?”

³⁸ Da blev Jesus igen oprørt i sit indre, og han gik hen mod gravstedet, som var en klippehule med en stor sten rullet for indgangen. ³⁹ „Tag stenen bort!” beordrede han. „Herre,” sagde Marta, „det lugter ikke godt, for det er nu den fjerde dag, han ligger der.” ⁴⁰ Jesus svarede: „Har jeg ikke sagt til dig, at hvis du tror, vil du få Guds forunderlige magt at se?” ⁴¹ Så fjernede de stenen fra indgangen.

Jesus så op mod himlen og sagde: „Jeg takker dig, Far, fordi du har bønhørt mig. ⁴² Jeg ved godt, at du altid hører mig, men jeg siger det for de menneskers skyld, der står her omkring mig, for at de kan komme til tro på, at det er dig, som har sendt mig.” ⁴³ Så råbte han med høj røst: „Lazarus, kom herud!” ⁴⁴ Den døde kom ud—med hænder og fødder viklet ind i ligklæder og med et tørklæde om ansigtet. „Hjælp ham af med de ligklæder!” sagde Jesus.

Ypperstepræsterne beslutter at slå Jesus ihjel^(A)

⁴⁵ Mange af dem, der var kommet for at trøste Maria og havde set, hvad Jesus gjorde, kom nu til tro på ham. ⁴⁶ Men nogle af dem skyndte sig hen til farisæerne for at fortælle, hvad der var sket.

⁴⁷ Straks sammenkaldte ypperstepræsterne og farisæerne Det jødiske Råd for at drøfte situationen. „Hvad skal vi gøre?” spurgte de hinanden. „Den mand har udført mange mirakler. ⁴⁸ Hvis vi lader ham fortsætte på den måde, ender det med, at hele folket slutter sig til ham, og så kommer de romerske hære og overtager vores land^[b] og udsletter os som folk.”

⁴⁹ En af dem, Kajfas, der var ypperstepræst i det år, sagde: „Forstår I ingenting? ⁵⁰ Kan I ikke se, at det er bedre for jer, at én mand lader livet for at redde folket, end at en hel nation går til grunde?” ⁵¹ Det sagde Kajfas ikke af sig selv. Men han var jo ypperstepræst det år, og det, han sagde, var faktisk en profeti om, at Jesus skulle dø for hele folket. ⁵² Ja, han skulle ikke bare dø for Israels folk, men han skulle samle Guds børn til ét folk, også dem, der bor rundt omkring i andre lande.

⁵³ Fra den dag begyndte de jødiske ledere at planlægge, hvordan de kunne få Jesus slået ihjel. ⁵⁴ Af den grund gik Jesus ikke mere åbenlyst omkring, men holdt sig fra Jerusalem og opholdt sig i udkanten af ørkenen. Da han kom til landsbyen Efraim, blev han dér en tid sammen med sine disciple.

Herrens godhed og trofasthed