The Daily Audio Bible

400 fredløse slutter sig til David

22 Så forlod David Gat og bragte sig i sikkerhed i Adullams klippehule. Dér sluttede hans brødre og andre slægtninge sig til ham. ² I alt 400 mand samlede sig omkring ham. Det var folk, som var utilfredse med landets tilstand eller var kommet i vanskeligheder, var undertrykte eller forgældede.

³ Senere drog David til Mitzpa i Moab og sagde til Moabs konge: „Lad mine forældre få lov at opholde sig hos jer, indtil jeg bliver klar over Guds plan for mig.” ⁴ Han bragte dem så til Moabs konge, og de blev boende der, så længe David holdt til i sin fæstning i klippehulen.

⁵ En dag kom profeten Gad til David og sagde: „Du skal ikke blive i klippehulen, men vende tilbage til Judas land.” Så tog David af sted og kom til Heretskoven.

Massakren på præsterne

⁶ Saul hørte snart, at David og hans mænd var kommet tilbage til Judas land. Selv opholdt han sig stadig i Gibea, hvor han sad under en tamarisk med sit spyd i hånden. Omkring ham stod alle hans ledende mænd. ⁷ „Hør efter, I mænd af Benjamins stamme!” sagde Saul. „Mon denne Isajs søn har lovet jer guld og grønne skove, når han engang bliver konge? ⁸ Hvorfor har I rottet jer sammen imod mig? Ikke én af jer har fortalt mig, at min egen søn har indgået en venskabspagt med den fyr. Ingen af jer har taget så meget hensyn til mig, at I har villet fortælle mig, at min egen søn har opmuntret min tjener til at ligge på lur efter mig, som han gør nu.”

^9-10 Da svarede edomitten Doeg, som stod blandt Sauls mænd: „Da jeg var i Nob, hørte jeg, at David talte med præsten Ahimelek, søn af Ahitub. Ahimelek søgte råd hos Herren for ham, og gav ham rejseproviant og filisteren Goliats sværd.”

^11-12 Saul sendte straks bud efter Ahimelek og hele hans familie, som var præster i Nob. Da de indfandt sig, sagde Saul: „Hør nu her, Ahitubs søn!” „Ja, herre!” svarede Ahimelek.

¹³ „Sig mig, hvorfor har du og Isajs søn rottet jer sammen imod mig? Hvorfor gav du ham rejseproviant og våben, og hvorfor rådspurgte du Gud for ham? Hvorfor har du opmuntret ham til forræderi, så han nu lurer på en anledning til at styrte mig fra tronen?”

¹⁴ „Jamen herre,” indvendte Ahimelek. „David er jo den mest loyale af alle dine tjenere! Han er din egen svigersøn! Han bliver aldrig antastet af dine livvagter, og han nyder stor anseelse ved hoffet. ¹⁵ Det er langtfra første gang, jeg har rådspurgt Gud for ham. Du må ikke anklage mig og min familie, for vi har intet kendskab til nogen sammensværgelse imod dig.”

¹⁶ „Du skal dø, Ahimelek, og hele din familie med!” hvæsede Saul. ¹⁷ Så råbte han til sine livvagter, som stod omkring ham: „Henret hele flokken af præster, for de har allieret sig med David. På trods af at de udmærket vidste, at David var på flugt for mig, røbede de ikke noget om ham til mig.”

Men livvagterne nægtede at slå Herrens præster ihjel. ¹⁸ Så sagde kongen til edomitten Doeg: „Så må du slå præsterne ihjel!” Den dag dræbte Doeg 85 præster, der var iklædt deres præstedragter. ¹⁹ I Nob, hvor præsterne havde deres hjem, blev alle mænd, kvinder, børn og spædbørn myrdet, endog deres køer, æsler, geder og får blev hugget ned. ²⁰ Den eneste, der undslap, var Ebjatar, en søn af Ahimelek. Han flygtede straks til David. ²¹ Da han fortalte, hvad Saul havde gjort, ²² udbrød David: „Jeg burde have sagt mig selv, at når Doeg var der, ville han sladre til Saul. Så det er mig, der er skyld i den tragedie, der har ramt din familie. ²³ Bliv hos mig, og vær ikke bange. Den, som vil dig til livs, vil også mig til livs. Men her er du i sikkerhed.”

David tilbageerobrer Keila fra filistrene

23 En dag fik David at vide, at filistrene havde angrebet Keila og nu var i færd med at plyndre byens kornbeholdning. ² Da spurgte han Herren:^[a] „Skal jeg angribe dem?”

Herren svarede: „Ja, tag af sted, slå filistrene og red Keila.”

³ Men Davids mænd protesterede. „Livet er farligt nok her i Juda,” sagde de. „Vi føler ingen trang til at tage til Keila og kæmpe mod hele filisterhæren.”

⁴ Da spurgte David atter Herren til råds, og Herren svarede: „Tag af sted! Jeg vil hjælpe dig med at slå filistrene.”

⁵ Så gik David og hans mænd til angreb. De slog filistrene, tog deres kvæg og reddede Keilas indbyggere. ⁶ Da præsten Ebjatar flygtede fra Nob og kom til David, havde han den hellige efod med sig, så han kunne rådspørge Herren. Han havde den også med til Keila.

⁷ Saul fik snart at vide, at David var i Keila. „Udmærket,” udbrød han, „så har vi ham i fælden. Endelig har Gud udleveret ham til mig. Han har ikke en chance for at undslippe fra en by som Keila med en mur omkring.”

⁸ Han mobiliserede så hele hæren og drog af sted mod Keila for at fange David og hans mænd. ⁹ Men David hørte om Sauls plan, og han bad præsten Ebjatar om at tage den hellige efod frem og spørge Herren til råds.

¹⁰ „Herre, Israels Gud,” bad han, „jeg har hørt, at Saul er på vej for at udslette byen her på grund af os. ¹¹ Sig mig, om rygtet taler sandt. Sig mig også, om Keilas indbyggere vil udlevere mig til Saul. Herre, Israels Gud, hør min bøn!”

Da svarede Herren: „Saul er på vej.”

¹² „Vil Keilas indbyggere udlevere mig til Saul?” blev David ved.

„Ja, det vil de,” svarede Herren.

¹³ David og hans mænd forlod straks Keila og strejfede derefter omkring fra sted til sted. Deres antal var i mellemtiden vokset til omkring 600 mand. Da Saul fik at vide, at David og hans mænd havde forladt Keila, opgav han sin plan om at fange ham der.

Saul forfølger David

^14-15 David slog sig nu ned i Zifs ørken,^[b] hvor han forskansede sig i bjerghulerne. Saul jagtede ham hele tiden. David var bange, men Herren gav ikke Saul held til at fange ham. ¹⁶ Mens David opholdt sig i en skovtykning,^[c] kom Jonatan ud til ham og opmuntrede ham til at stole på Gud.

¹⁷ „Vær ikke bange,” sagde han. „Min far finder dig aldrig her. En dag vil du blive konge over Israel, og jeg bliver din højre hånd. Det ved min far udmærket.” ¹⁸ Da fornyede de to venner deres venskabspagt, hvorefter Jonatan vendte hjem, mens David blev i skoven.

¹⁹ Kort efter kom nogle folk fra Zif til Saul i Gibea for at forråde David. „Vi ved, hvor han gemmer sig,” sagde de. „Lige nu opholder han sig i bjerghulerne ved skoven tæt ved Hakilahøjen syd for Jeshimon. ²⁰ Kom ned til os, når det passer dig, så skal vi nok fange ham og overgive ham til dig.”

²¹ „Herren velsigne jer for jeres barmhjertighed imod mig,” svarede Saul. ²² „Vend I nu først tilbage og find helt nøjagtigt ud af, hvor han befinder sig. Spørg jer for hos dem, der har set ham. Jeg har hørt, at han flytter rundt hele tiden, og han er en snedig fyr. ²³ Kortlæg alle hans skjulesteder og kom så tilbage til mig med en fyldig rapport. Så vil jeg følge med jer. Hvis han endnu befinder sig i landet, skal jeg nok finde ham, om jeg så skal gennemsøge hele Judas område.”

²⁴ Så vendte mændene hjem til Zif, og Saul ville følge efter senere. Imens var David stadig i Maons ørkenområde på sletten syd for Jeshimon. ²⁵ Saul og hans mænd begav sig af sted for at lede efter ham. Men da David fik det at vide, trak han sig tilbage til en bestemt klippe i Maons ørken, men selv der fulgte Saul efter ham, ²⁶ så Saul og David til sidst befandt sig på hver sin side af den samme klippehøj. Men lige da Saul og hans mænd var ved at omringe David og hans mænd, ²⁷ kom der bud til Saul: „Skynd dig at komme hjem. Filistrene er igen trængt ind i landet.” ²⁸ Derfor indstillede Saul jagten på David, og han skyndte sig hjem for at kæmpe mod filistrene. Lige siden har man kaldt stedet: „Klippen, der skiller”.^[d]

Farisæerne beskrives som tyve og røvere

10 Jesus fortsatte med at tale til farisæerne: „Det siger jeg jer: Enhver, som ikke går ind ad døren til fårefolden, men sniger sig ind på anden måde, er en tyv eller røver. ² Fårenes rigtige hyrde kommer altid hen til døren, ³ og det er ham, dørvogteren lukker op for. Fårene kender hans stemme. Han kalder sine får ved navn og fører dem ud på græs. ⁴ Når han har lukket alle sine får ud, går han foran dem, og fårene følger ham, fordi de kender hans stemme. ⁵ Men de vil ikke følge efter en fremmed. Tværtimod, de vil flygte fra ham, fordi de ikke kender hans stemme.”

⁶ Jesus brugte det billede på farisæerne, men de forstod ikke, hvad han mente.

⁷ Derfor prøvede han at forklare det nærmere: „Det siger jeg jer: Jeg er døren til fårefolden. ⁸ Fårene har ikke lyttet til de ‚hyrder’, som er kommet før mig, for de er tyve og røvere.

⁹ Jeg er døren. De, der kommer ind i folden gennem mig, skal få det evige liv. De vil gå ud for at finde føde, og de vil komme hjem igen. ¹⁰ Tyven kommer kun for at stjæle, slagte og ødelægge, men jeg er kommet, for at de skal have liv, ja overflod af liv.”

Den gode hyrde ofrer sit liv for fårene

¹¹ Jesus fortsatte: „Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde vover sit liv for at redde fårene. ^12-13 Men en, som er ansat til at vogte får, og altså ikke er fårenes ejer, han er ligeglad med, hvordan det går med fårene, for han tænker kun på at hytte sit eget skind. Når han ser ulven nærme sig, lader han fårene i stikken og flygter. Så går ulven til angreb og spreder fårene for alle vinde.

¹⁴ Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og de kender mig, ¹⁵ ligesom Faderen kender mig, og jeg kender ham. Og jeg vil ofre mit liv for at redde fårene.

¹⁶ Jeg har andre får, som ikke hører til i denne fold. Dem skal jeg også være hyrde for, og de vil adlyde mig. Alle fårene skal samles, så der bliver én hjord og én hyrde.

^17-18 Faderen elsker mig, fordi jeg adlyder den befaling, han har givet mig: at jeg skal ofre mit liv og siden få det igen. Ingen kan tage mit liv, men jeg ofrer det af egen fri vilje. Jeg har autoritet til at ofre mit liv, og jeg har autoritet til at tage det tilbage.”

¹⁹ Disse ord førte igen til uenighed blandt de jødiske ledere. ²⁰ Mange sagde: „Han er besat, han er gal! Hvorfor hører I på ham?” ²¹ Andre sagde: „Sådan taler en besat ikke. Kan onde ånder give blinde deres syn igen?”

Den sande Gud