The Daily Audio Bible

Davids og Jonatans venskab

20 David flygtede så fra Najot ved Rama og opsøgte Jonatan. „Hvad har jeg gjort?” udbrød han. „Har jeg fornærmet din far, siden han er så opsat på at slå mig ihjel?”

² „Min far har ikke i sinde at slå dig ihjel,” protesterede Jonatan. „Han har altid fortalt mig om sine planer. Jeg er sikker på, at han ikke ville skjule en så alvorlig plan for mig. Det hele må være en misforståelse.”

³ „Jamen, din far ved jo, at vi er venner,” indvendte David. „Derfor tænker han: ‚Jeg vil ikke sige noget til Jonatan, for det vil bare gøre ham ked af det.’ Men sandheden er, at jeg går med livet i hænderne—det sværger jeg på.”

⁴ „Hvad vil du have, jeg skal gøre?” spurgte Jonatan.

⁵ David svarede: „I morgen begynder nymånefesten, og din far regner med, at jeg kommer til hans fest. Men jeg vil bede dig om at give mig fri, så vil jeg gemme mig ude på marken indtil i overmorgen om aftenen. ⁶ Hvis din far spørger efter mig ved måltidet, skal du sige til ham: ‚David bad mig om lov til at tage hjem til Betlehem for at deltage i den årlige offerfest med sin familie.’ ⁷ Svarer han så: ‚Det er i orden!’ er det et tegn på, at jeg ikke behøver at bekymre mig, men bliver han vred, er det, fordi han er besluttet på at slå mig ihjel. ⁸ Jonatan, jeg ved, jeg kan regne med dig, for vi har indgået en bindende venskabspagt for Herrens ansigt. Hvis jeg har gjort noget, jeg fortjener døden for, foretrækker jeg, at du slår mig ihjel, frem for at din far gør det.”

⁹ „Jeg kunne aldrig finde på at slå dig ihjel,” udbrød Jonatan. „Og hvis jeg havde den mindste anelse om, at min far stræbte dig efter livet, tror du så ikke, jeg straks ville advare dig?”

¹⁰ Da spurgte David: „Hvem kan fortælle mig om din fars reaktion ved nymånefesten?”

¹¹ „Kom, lad os gå ud på marken,” svarede Jonatan. Det gjorde de så. ¹² „Jeg lover dig ved Herren, Israels Gud, at enten i morgen eller i overmorgen ved denne tid vil jeg have fundet ud af, hvad min far tænker om dig,” sagde Jonatan. „Så vil det vise sig, at din bekymring er ubegrundet. Ellers skal jeg nok give dig besked. ¹³ Må Herren straffe mig, hvis jeg ikke fortæller dig det, hvis min far ønsker at dræbe dig. Hvis det er tilfældet, skal jeg nok sørge for, at du kan undslippe i god behold. Må Herren selv beskytte dig, som han har beskyttet min far. ^14-15 Og må du altid vise mig den samme trofaste kærlighed, som Herren gør, så længe jeg lever. Og skulle jeg dø, så vær nådig mod mine børn, når Herren hjælper dig med at tilintetgøre alle dine fjender.”

¹⁶ Derefter bad Jonatan denne højtidelige pagtsbøn for David og hans efterkommere: „Må Herren straffe Davids fjender.”^{[a] 17} Således stadfæstede Jonatan sin venskabspagt med David på grund af sin kærlighed til ham, for Jonatan elskede David lige så højt, som han elskede sig selv.

¹⁸ Derefter sagde Jonatan: „I morgen under nymånefesten vil de uden tvivl savne dig, når de opdager, at din plads ved bordet står tom, ¹⁹ og i overmorgen vil de alle sammen spørge efter dig. Gem dig derfor i det gamle skjulested, du brugte sidste gang Saul var ude efter dig,^[b] derude bag rokkestenen. ²⁰ Bagefter kommer jeg derud og lader, som om jeg øver mig i at skyde til måls med min bue. Jeg skyder tre pile af sted, ²¹ hvorefter jeg sender en dreng ud efter pilene. Hvis du hører mig råbe til drengen: ‚Pilene ligger her hen mod mig!’ er det signal til, at der ikke er fare på færde. ²² Men hvis jeg råber: ‚Gå længere frem! Pilene ligger foran dig!’ er det signal til, at du må skynde dig at flygte. ²³ Må Herren hjælpe os til altid at holde den venskabspagt, vi har svoret hinanden, for han er vores vidne.” ^24-25 Så gemte David sig i sit skjulested på marken.

Da nymånefesten begyndte, indtog kongen sin sædvanlige plads ved bordet, ind mod væggen. Jonatan satte sig overfor, og Abner satte sig ved siden af Saul. Davids plads stod tom. ²⁶ Men Saul spurgte ikke til David den dag, for han gik ud fra, at der var sket noget, som havde gjort David uren indtil om aftenen. Ja, det måtte være grunden til hans udeblivelse. ²⁷ Næste dag, da Davids plads stadig stod tom, spurgte Saul: „Hvor er vores unge helt blevet af? Hverken i går eller i dag har han deltaget i måltidet.”

^28-29 „Han bad mig om lov til at tage hjem til Betlehem og deltage i en familiesammenkomst,” svarede Jonatan. „Hans bror forlangte, at han kom hjem, så jeg gav ham min tilladelse.”

³⁰ Da kogte Saul af raseri og råbte: „Hvilken udspekuleret oprørskhed! Tror du ikke, jeg ved, at du holder med den fyr til skam og skændsel for dig selv og for din mor. ³¹ Er du klar over, at så længe han er i live, bliver du aldrig konge? Få fat i ham, så jeg kan slå ham ihjel.”

³² „Hvad ondt har han gjort?” blev Jonatan ved. „Hvorfor skal han dø?”

³³ Som svar kastede Saul sit spyd efter Jonatan for at dræbe ham. Da gik det op for Jonatan, at hans far var fast besluttet på at slå David ihjel. ³⁴ Han rejste sig fnysende fra bordet og spiste intet resten af dagen, for han var ked af det for Davids skyld og oprørt over sin fars hån.

³⁵ Næste morgen gik Jonatan som aftalt ud på marken sammen med en dreng.

³⁶ „Løb hen og saml de pile op, jeg skyder,” befalede han drengen. Drengen begyndte at løbe, og Jonatan skød en pil forbi ham. ³⁷ Kort før drengen nåede frem til pilen, råbte Jonatan: „Gå længere frem! Pilen ligger foran dig! ³⁸ Skynd dig af sted!” Så skyndte drengen sig hen og samlede pilen op, hvorefter han bragte den til sin herre. ³⁹ Han anede naturligvis ikke noget om, hvad der gik for sig, kun Jonatan og David kendte det hemmelige signal. ⁴⁰ Jonatan gav nu buen og pilene til drengen og sagde: „Gå du bare hjem med dem.”

⁴¹ Så snart drengen var forsvundet, kom David frem fra sit skjulested bag stenen og bøjede sig tre gange mod jorden. Derpå kyssede de hinanden på kinden og tog grædende afsked. ⁴² „Gå med fred!” sagde Jonatan. „Husk, at Herren var vidne til den pagt, vi indgik med hinanden. Han vil altid stå som vidne mellem os to og mellem vores børn.”

21 Så skiltes de. David forsvandt over markerne, og Jonatan gik hjem.

David på flugt fra Saul

² David kom til byen Nob, hvor han opsøgte præsten Ahimelek. Ahimelek blev fyldt med bange anelser, da han så David komme alene.

„Hvorfor kommer du uden dine mænd?” spurgte han.

³ „Kongen har sendt mig ud i et hemmeligt ærinde,” løj David, „og han gav mig klare instrukser om ikke at røbe mit ærinde for nogen. Jeg har sat mine mænd stævne på et aftalt sted. ⁴ Men sig mig, har du noget jeg kan spise? Giv mig fem brød, eller hvad du nu har.”

⁵ „Almindeligt brød har jeg ikke noget af,” svarede præsten. „Men der er de hellige brød fra Herrens telt. Dem kan du og dine mænd vel godt få, hvis I ikke er urene efter seksuel kontakt med kvinder.”^[c]

⁶ „Du kan være ganske rolig,” svarede David. „Vi har ikke været i nærheden af kvinder siden i forgårs, da vi startede turen. Når mine mænd holder sig rene under de almindelige krigstogter, hvor meget mere da ikke under en vigtig mission, som den vi er på i dag.”

⁷ Da der ikke var anden mad til rådighed, gav præsten ham de gamle, hellige brød, som var fjernet fra bordet i Herrens bolig. De bliver jo udskiftet med friske brød hver uge.^[d]

⁸ Tilfældigvis opholdt Sauls overhyrde, edomitten Doeg, sig netop på det tidspunkt ved Herrens bolig, så han hørte samtalen.

⁹ David spurgte Ahimelek: „Har du ikke et spyd eller et sværd, jeg kan låne? Jeg nåede ikke at få mine våben med, fordi kongens ærinde havde sådan en hast.”

¹⁰ „Jeg har filisteren Goliats sværd, ham du slog ihjel i Elahdalen,” svarede Ahimelek. „Det må du få, hvis du vil have det. Det ligger omme bag den hellige efod rullet ind i en kappe. Der er ikke andre våben her.”

„Der findes ikke et bedre sværd,” udbrød David. „Giv mig det!”

¹¹ Samme dag fortsatte David flugten fra Saul og kom til filisterkongen Akish i Gat. ¹² „Jamen, er det ikke Israels kommende konge, vi giver husly?” spurgte Akish’ mænd hinanden. „Var det ikke til hans ære, at kvinderne dansede og sang: ‚Saul har besejret sine tusinder, men David har besejret sine titusinder!’?”

¹³ Da David hørte, hvordan man snakkede om ham, blev han bange for, hvad kong Akish ville gøre ved ham. ¹⁴ Derfor begyndte han at spille sindssyg. Han kradsede på byporten og lod sit spyt flyde ned i skægget. ¹⁵ Da han blev fanget og ført til kong Akish, sagde Akish til sine mænd: „Hvorfor kommer I herhen med ham? I kan da se, at manden er gal. ¹⁶ Synes I ikke, vi har gale folk nok her? Jeg vil ikke have sådan en i mit hus!”

Jesus helbreder en blindfødt mand

9 Da Jesus og disciplene senere gik omkring i byen, traf de en mand, som havde været blind fra fødslen. ² „Mester, hvorfor er den mand født blind?” spurgte disciplene. „Er det på grund af hans egne synder eller hans forældres?”

³ „Ingen af delene,” svarede Jesus. „Men det, der er sket med ham, vil føre til, at Guds kraft bliver synliggjort. ⁴ Så længe det endnu er ‚dag’, må jeg^[a] gøre de gerninger, som Gud har lagt til rette for mig. Der kommer en ‚nat’, hvor ingen kan arbejde. ⁵ Mens jeg er i verden, er jeg verdens Lys.”

⁶ Derefter spyttede Jesus på jorden, lavede mudder af spyttet, smurte det på den blinde mands øjne ⁷ og sagde til ham: „Gå hen og vask dig i den dam, der kaldes Shiloa.” (Shiloa betyder „udsendt”). Manden gik så hen og vaskede sig, og da han kom tilbage, kunne han se.

⁸ Hans naboer og andre, der kendte ham som den blinde tigger, sagde: „Er det ikke ham, der sad og tiggede?” ⁹ „Jo, det må være ham,” mente nogle. Andre sagde: „Nej, det må være en, der ligner ham.”

„Det er mig!” sagde manden.

¹⁰ „Hvordan er du kommet til at se?” spurgte folk.

¹¹ „En mand ved navn Jesus lavede noget mudder og smurte det på mine øjne,” svarede han. „Og så sagde han, at jeg skulle gå hen og vaske det af i Shiloa-dammen. Da jeg havde gjort det, kunne jeg se.”

¹² „Hvor er den mand henne nu?” spurgte folk.

„Det ved jeg ikke,” svarede han.

Forhøret hos farisæerne

¹³ Så tog de manden, som havde været blind, med hen til farisæerne. ¹⁴ Da helbredelsen var foregået på en sabbat, ¹⁵ forhørte farisæerne ham om, hvordan han var kommet til at se. Han forklarede, hvordan Jesus havde smurt mudder på hans øjne og bedt ham vaske det af. Da han havde gjort det, kunne han se.

¹⁶ „Den mand er ikke sendt af Gud,” sagde nogle af farisæerne, „han overholder jo ikke sabbatten.” Men andre sagde: „Hvordan skulle en synder kunne gøre sådan et mirakel?” De var meget uenige om, hvad de skulle mene om Jesus.

¹⁷ Derfor spurgte de manden, der havde været blind: „Hvad mener du om ham? Det er jo dig, han har helbredt.”

„Han er en profet!” var svaret.

¹⁸ De jødiske ledere nægtede nu at tro på, at manden havde været blind. Derfor blev hans forældre tilkaldt og krydsforhørt: ¹⁹ „Er den mand her jeres søn, som I påstår er født blind? Hvordan kan det så være, at han kan se nu?”

²⁰ „Ja, det er vores søn. Og det er rigtigt, at han er født blind. ²¹ Men hvordan det er gået til, at han nu kan se, eller hvem der er årsag til det, det kan vi ikke sige noget om. Spørg ham selv! Han er gammel nok til selv at svare.” ^22-23 De svarede på den måde, fordi de var bange for de jødiske ledere, som havde vedtaget, at hvis nogen sagde, at Jesus var Messias, skulle de udelukkes fra synagogen.

²⁴ For anden gang tilkaldte farisæerne manden, der havde været blind, og sagde til ham: „Giv Gud æren! Vi ved jo, at han, der helbredte dig, er et syndigt menneske.”

²⁵ „Om han er en synder, det ved jeg ikke,” svarede manden, „men én ting ved jeg: Før var jeg blind, og nu kan jeg se!”

²⁶ „Jamen, hvordan gjorde han det?” spurgte de. „Hvordan fik han dig til at se?”

²⁷ „Det har jeg jo lige fortalt jer!” udbrød manden. „I hørte måske ikke efter? Hvorfor vil I ellers høre det igen? I vil da ikke være hans disciple, vel?”

²⁸ Så skældte de ham ud: „Du kan selv være hans discipel! Vi er disciple af Moses. ²⁹ Vi ved, at Gud talte til Moses, men vi ved ikke, hvem den her mand er.”

³⁰ „Det var da mærkeligt,” svarede manden. „Han helbreder en blind, og I aner ikke, hvem han er. ³¹ Mon Gud ville bønhøre ham, hvis han var et syndigt menneske? Nej, Gud bønhører dem, der viser ham ære og gør hans vilje. ³² Har man nogensinde før hørt, at en blindfødt er blevet helbredt, så han kunne se? ³³ Hvis den mand ikke kom fra Gud, kunne han ikke have gjort det.”

³⁴ „Vil du nu til at belære os?” råbte de. „Du, som har været en synder hele dit liv!” Så jog de ham ud.^[b]

Farisæernes blindhed

³⁵ Da Jesus hørte, hvordan manden var blevet smidt ud, opsøgte han ham og spurgte: „Tror du på Menneskesønnen?” ³⁶ „Mester, sig mig, hvem han er, så jeg kan tro på ham,” svarede manden. ³⁷ „Du har allerede set ham,” sagde Jesus. „For det er mig, der er Menneskesønnen.” ³⁸ „Herre, jeg tror!” svarede han og faldt på knæ foran Jesus.

³⁹ Da sagde Jesus: „Denne verden vil blive dømt, nu da jeg er kommet. De blinde bliver seende, men de seende bliver blinde.” ⁴⁰ Da nogle af de farisæere, som fulgte med Jesus, hørte det, sagde de: „Vil du måske påstå, at vi også er blinde?” ⁴¹ Jesus svarede: „Havde I været blinde, ville I have været uden skyld. Men så længe I påstår, at I kan se, er I skyldige!”

Den almægtige Guds godhed

Herren hjælper sit folk