The Daily Audio Bible

Arken hos filistrene

5 Imidlertid bragte filistrene Guds Ark fra slagmarken ved Eben-Ezer til byen Ashdod ² og ind i deres afgudstempel, hvor den blev stillet ved siden af statuen af deres afgud, som hed Dagon. ³ Næste morgen kom byens indbyggere til templet for at se arken. Men dér lå Dagon næsegrus på jorden foran Guds Ark. De skyndte sig at stille ham på plads igen, ⁴ men næste morgen lå Dagon igen næsegrus på jorden foran Guds Ark. Hovedet og hænderne var tilmed brækket af og lå på dørtærskelen, kun kroppen var tilbage. ⁵ (Det er grunden til, at Dagons præster og de, som dyrker ham, den dag i dag undgår at træde på dørtærsklen til Dagons tempel i Ashdod.)

⁶ Herrens straf kom over indbyggerne i Ashdod. Han sendte en frygtelig plage over dem, så der udbrød en epidemi af bylder både i Ashdod og i de omliggende landsbyer. ⁷ Da folk blev klar over sammenhængen, udbrød de: „Vi vil ikke have Israels Guds Ark her i byen længere. Han er imod os og vil gøre det af med både os og vores gud, Dagon.” ⁸ Så sammenkaldte de filisterbyernes fem konger til rådslagning. „Hvad skal vi gøre ved Israels Guds Ark?” spurgte de. „Lad os flytte den til Gat,” var der nogen der foreslog.

⁹ Men da arken ankom til Gat, sendte Herren den samme plage over indbyggerne der. Både unge og gamle fik bylder, og de blev grebet af rædsel. ¹⁰ Derfor sendte de arken videre til Ekron.

Da indbyggerne i Ekron så arken komme, protesterede de: „Nu bringer de Israels Guds Ark til os for at slå os ihjel!” ¹¹ Byens ledere sendte straks bud til filisterkongerne og bad dem om at sørge for at få arken sendt tilbage til israelitterne, for ellers ville de alle blive udryddet. Byldeplagen var allerede begyndt i Ekron, og indbyggerne var rædselsslagne. ¹² Nogle døde, mens resten blev dækket af bylder, og deres klageråb lød overalt.

Filistrene sender arken tilbage

6 Arken havde nu været i filistrenes land i syv måneder. ² Da fik filisterkongerne fat på nogle præster og spåmænd og spurgte dem: „Hvordan skal vi bære os ad med at sende arken tilbage?”

³ „Når I sender den tilbage, skal I sende en gave med som forsoningsoffer til Israels Gud,” svarede de. „Så vil byldeplagen standse, og I vil forstå, hvorfor hans hånd har hvilet så tungt på jer.”^[a]

^4-5 „Hvad skal vi sende med som forsoningsoffer?” spurgte de.

„Siden det er den samme plage, der har ramt jer i alle fem byer, skal I lave fem efterligninger i guld af de bylder, som plagen har forårsaget,” lød svaret. „Send også fem efterligninger i guld af de mus, som har hærget landet. Send disse gaver til ære for Israels Gud, så vil han måske løfte sin hånd fra jer og jeres gud og jeres land. ⁶ Vær ikke stædige og oprørske, som Farao og egypterne var. De ville jo ikke give slip på Israels folk, før deres Gud ramte dem med sine frygtelige plager. ⁷ Byg en ny vogn og tag to køer, der lige har fået kalve, og som aldrig har været spændt i åg. Dem skal I spænde for vognen, og deres kalve skal I tage fra dem og lukke inde i stalden. ⁸ Sæt så arken op på vognen, og sæt et skrin med guldmusene og guldbylderne ved siden af den. Send så køerne af sted med arken. ⁹ Hvis de går over grænsen og ind til Bet-Shemesh, kan vi være sikre på, at det er Israels Gud, som har sendt denne ulykke over os. Gør de ikke det, så ved vi, at det ikke er ham, der har sendt plagen, men at det bare er et sammentræf af uheldige omstændigheder.”

¹⁰ Dette råd fulgte de. To køer, som for nylig havde kælvet, blev spændt for vognen, og kalvene blev lukket inde i stalden. ¹¹ Så blev Herrens Ark og skrinet med guldmusene og guldbylderne sat op på vognen. ¹² Køerne satte straks kursen direkte mod Bet-Shemesh, og de brølede hele vejen. Filisterkongerne fulgte efter dem til Bet-Shemesh’ grænse.

¹³ Bet-Shemesh’ indbyggere var i færd med at høste hvede i dalen, da arken ankom. Da de fik øje på den, blev de ude af sig selv af begejstring. ^14-15 Vognen standsede ved siden af en stor sten ved kanten af en mark, der tilhørte en mand ved navn Jehoshua. En gruppe mænd af Levis stamme løftede arken og skrinet med guldmusene og guldbylderne ned fra vognen og satte dem på stenen. Høstfolkene slog straks vognen i stykker og brugte træet fra den til et offerbål. Så slagtede de køerne og ofrede dem som et brændoffer til Herren. Den dag ofrede Bet-Shemesh’ indbyggere adskillige brændofre og slagtofre til Herren. ¹⁶ Imens stod de fem filisterkonger på afstand og iagttog, hvad der foregik. Derefter vendte de samme dag tilbage til Ekron. ¹⁷ De fem guldbylder, som filistrene havde sendt med som forsoningsoffer, var en gave fra kongerne i byerne Ashdod, Gaza, Ashkalon, Gat og Ekron. ¹⁸ De fem guldmus var en gave fra de befæstede byer og mindre landsbyer, der hørte ind under de fem hovedbyer. Den sten, vognen standsede ved, ligger den dag i dag på marken uden for Bet-Shemesh som et vidnesbyrd om denne begivenhed. ¹⁹ Men fordi 70 af Bet-Shemesh’ indbyggere kiggede ned i arken, slog Herren dem ihjel. Og indbyggerne sørgede over den tragedie, der havde ramt dem.

²⁰ „Hvem kan leve i denne hellige Guds nærhed?” klagede de. „Hvor skal vi nu sende arken hen?”

²¹ Så sendte de bud til indbyggerne i Kirjat-Jearim. „Filistrene har sendt Herrens Ark tilbage til os,” sagde de. „Kom og hent den op til jer.”

7 Så kom der nogle folk fra Kirjat-Jearim og førte arken til Abinadabs hus, der lå på en bakke, og de satte hans søn Eleazar til at passe på den. ² Arken stod opbevaret dér i 20 år, og i al den tid sørgede hele Israels folk, for det så ud, som om Herren havde forladt dem.

Samuel som Israels leder

³ Da sagde Samuel til Israels folk: „Hvis I virkelig alvorligt ønsker at komme tilbage til Herren, så hold op med at dyrke fremmede guder. Ødelæg alt, hvad der repræsenterer gudinden Astarte og beslut jer for at adlyde Herren alene, så vil han frelse jer fra filistrene.”

⁴ Så ødelagde israelitterne deres afgudsbilleder af Ba’al og Astarte og tilbad Herren alene. ⁵ Derefter sagde Samuel: „Kom til Mitzpa, så vil jeg gå i forbøn for jer hos Herren.”

⁶ Folket samledes så i Mitzpa. Den dag fastede de som udtryk for, at de angrede deres synder; og som en symbolsk offerhandling øste de vand fra brønden og hældte det ud på jorden for Herren. Det var dér ved Mitzpa, at Samuel først blev anerkendt som leder i Israel.

⁷ Filisterkongerne fik imidlertid nys om, at alle israelitterne havde samlet sig i Mitzpa. Derfor mobiliserede de deres hære og rykkede ud imod Israel. Da israelitterne hørte det, blev de skrækslagne.

⁸ „Bed Gud Herren om at frelse os!” råbte de til Samuel. ⁹ Samuel tog da et lam og ofrede hele dyret som et brændoffer til Herren, alt imens han gik i forbøn for Israel. Og Herren greb ind. ¹⁰ Mens Samuel var i færd med at ofre lammet, stormede filistrene dem, men Herren sendte et voldsomt tordenvejr imod dem, og filistrene blev så bange og forvirrede, at israelitterne nemt kunne slå dem. ¹¹ Israelitternes hær forfulgte dem fra Mitzpa helt til Bet-Kar og huggede mange af dem ned undervejs. ¹² Da tog Samuel en stor sten og anbragte den mellem Mitzpa og Jeshana, og han kaldte stenen Eben-Ezer,^[b] for han sagde: „Hidtil har Herren hjulpet os!”

¹³ Filistrenes nederlag holdt dem i lang tid fra at angribe israelitterne, og Herren var med Israel, så længe Samuel levede. ¹⁴ De israelitiske byer mellem Ekron og Gat samt de øvrige områder, som filistrene havde erobret, fik Israel nu tilbage. I den periode var der også fred mellem israelitterne og amoritterne.

¹⁵ Samuel var Israels leder så længe han levede. ¹⁶ En gang om året foretog han en rundrejse mellem Betel, Gilgal og Mitzpa for at tage sig af folkets retssager. ¹⁷ Men han vendte altid tilbage til sit hjem i Rama, hvor han også afgjorde retssager. Og i Rama byggede han et alter for Herren.

Bespisningen af de 5000^(A)

6 Nogen tid efter sejlede Jesus og disciplene over til den østlige side af Galilæasøen, som også kaldes Tiberiassøen. ² En stor skare mennesker fulgte efter ham inde på bredden, fordi de havde set, hvordan han mirakuløst havde helbredt de syge. ³ Da de var gået i land, gik de op på en skråning, og der satte Jesus sig ned og begyndte at undervise disciplene. ⁴ (Der var kun få dage til den jødiske påskehøjtid.) ⁵ Da han kiggede op, så han, at en stor skare mennesker var på vej hen imod ham.

Senere på dagen sagde han til Filip: „Hvor kan vi købe brød, så alle de her mennesker kan få noget at spise?” ⁶ Det sagde han for at udfordre Filips tro, for han vidste godt selv, hvad han ville gøre. ⁷ Filip svarede: „Selv om vi købte brød for 200 denarer, ville der kun blive en lille smule til hver.”

⁸ En anden discipel, Andreas, Simon Peters bror, sagde: ⁹ „Her er en dreng med fem bygbrød og to fisk. Men hvad er det til så mange mennesker?”

¹⁰ „Sig til folk, at de skal sætte sig ned,” sagde Jesus. Alle satte sig ned på den græsklædte skråning. Der var mere end 5000 mænd, foruden kvinder og børn. ¹¹ Så tog Jesus brødene, takkede Gud og delte ud af dem. Det samme gjorde han med fiskene, ¹² og alle spiste sig mætte. Så sagde han til disciplene: „Saml nu de stykker sammen, som er tilovers, så der ikke går noget til spilde.” ¹³ Det gjorde de, og det viste sig, at der var så meget brød tilovers fra de oprindelige fem bygbrød, at 12 kurve blev fyldt op.

¹⁴ Da det gik op for folk, hvilket under der var sket, udbrød de: „Han må være den Profet, som Gud har lovet at sende til os!” ¹⁵ Jesus var klar over, at de var opsat på at føre ham bort med magt og gøre ham til konge. Derfor trak han sig tilbage og gik længere op ad bjerget for at være alene.

Jesus kommer gående på vandet^(B)

¹⁶ Hen imod aften gik disciplene ned til søen. ¹⁷ Da Jesus endnu ikke var kommet ved mørkets frembrud, gik de om bord i båden og satte kurs mod Kapernaum. ¹⁸ Inden længe begyndte det at blæse op, så de måtte kæmpe mod vinden og bølgerne. ¹⁹ Da de havde roet ca. fem kilometer, fik de pludselig øje på Jesus, der kom gående på vandet hen mod båden, og de blev skrækslagne. ²⁰ „Det er mig,” råbte Jesus. „I skal ikke være bange!” ²¹ Så tog de ham op i båden, og straks efter gik de i land ved deres bestemmelsessted.