The Daily Audio Bible

Benjamins stamme reddes fra udslettelse

21 De israelitiske ledere havde under mødet i Mitzpa svoret på, at de aldrig ville lade deres døtre gifte sig med mænd fra Benjamins stamme. ² Men efter slaget holdt de endnu et møde—denne gang i Betel—hvor de sørgede og græd for Herrens ansigt indtil aften. ³ „Herre, Israels Gud,” klagede de, „hvorfor skulle denne ulykke ramme os? Nu må vi savne en stamme i Israel!”

⁴ Næste morgen stod de tidligt op, byggede et alter og ofrede brænd- og takofre på alteret. ⁵ Da spurgte de hinanden: „Var nogen af Israels folk ikke repræsenteret under mødet i Mitzpa?” De havde nemlig svoret på, at hvis nogen nægtede at møde op, skulle de straffes med døden. ⁶ Men samtidig følte Israel medlidenhed med benjaminitterne og sagde: „Ak, en hel stamme er næsten totalt udryddet af Israel! ⁷ Hvordan skal vi skaffe koner til de få mænd, der er tilbage, når vi for Herrens ansigt har svoret på, at vi ikke vil lade vores døtre gifte sig med dem?”

^8-9 Da de nu undersøgte, om nogen var udeblevet fra det omtalte møde i Mitzpa, opdagede man, at ingen fra Jabesh i Gilead havde været til stede. ^10-11 Så sendte de en hær på 12.000 af de bedste soldater af sted med følgende besked: „Udryd alle indbyggerne i Jabesh med undtagelse af unge piger, som er jomfruer.” ¹² Det gjorde de så, og de fandt 400 unge jomfruer. Disse piger blev ført til den israelitiske lejr i Shilo i Kana’ans land.

¹³ Derefter sendte man en delegation af sted for at fortælle de 600 overlevende benjaminitter ved Rimmons klippe i ørkenen, at de nu kunne tage hjem i fred. ¹⁴ Det gjorde de så, og de fik overdraget de 400 piger fra Jabesh, men der var ikke koner nok til dem alle. ^15-16 Israelitterne var meget kede af, at Gud således næsten havde udryddet en af deres stammer. De følte medlidenhed med de sidste benjaminitter og lederne spurgte hinanden: „Hvordan skal vi skaffe koner til de sidste 200 mænd? Alle kvinder i Benjamins stamme er jo udryddet. ¹⁷ Der må findes en udvej, så de overlevende kan få efterkommere og stammen kan komme på fode igen, ¹⁸ selv om vi ved vores ed har udelukket muligheden af at bortgifte vores egne døtre til dem.” ¹⁹ Pludselig var der en, som fik en lys idé! „Hør,” sagde han, „måske kan vi løse problemet under den kommende religiøse byfest i Shilo.” (Shilo ligger øst for vejen mellem Betel og Sikem, syd for Lebona og nord for Betel.)

^20-21 Så blev de enige om at sige til de benjaminitter, som stadig manglede koner: „Hold jer skjult i vinmarkerne uden for Shilo og se godt på de piger, der tager derhen for at danse. Under dansen kommer I frem fra jeres skjulested, og finder jer hver især en pige, som I tager med hjem til Benjamins land. ²² Når deres fædre og brødre så kommer og nedlægger protest over for os, skal vi nok berolige dem og overtale dem til at lade jer beholde deres døtre, for der var ikke koner nok til jer i Jabesh. Vi skal også nok forklare dem, at de ikke har brudt deres ed, for de har ikke bortgiftet deres døtre frivilligt. I har jo selv taget dem!”

²³ Så gjorde benjaminitterne, som de fik besked på. De fik hver fat i en pige under festen, hvorefter de hjemførte dem som deres koner til deres eget land. Her genopbyggede de byerne og bosatte sig igen i deres eget stammeområde.

²⁴ Derpå opløstes den israelitiske hær, og de forskellige stammer vendte hver for sig tilbage til deres land og deres familier. ²⁵ Men der var stadig ingen konge i Israel, så alle gjorde, som de havde lyst til.

Ruths troskab imod No’omi

1 ^1-2 Engang under dommertiden i Israel blev landet ramt af en voldsom hungersnød. En mand ved navn Elimelek af Efrat-slægten flyttede derfor fra Betlehem i Juda til Moabs land for at bo der som fremmed sammen med sin kone, No’omi, og deres to sønner, Malon og Kiljon. ³ Mens de boede i Moab, døde Elimelek, så No’omi sad alene tilbage med sine to sønner. ^4-5 De to unge mænd fandt sig hver en kone blandt moabitterne. Malon giftede sig med en pige, der hed Ruth, og Kiljon giftede sig med Orpa. Da de havde boet i Moab i hen ved ti år, døde både Malon og Kiljon, og No’omi var nu helt alene—uden mand og børn.

^6-7 På den tid fik hun at vide, at Herren havde forbarmet sig over sit folk, så der igen var mad at få i Juda. Derfor besluttede hun at forlade Moab og vende tilbage til sit hjem i Betlehem. Sammen med sine to svigerdøtre begav hun sig af sted ad vejen til Juda.

⁸ Da de havde gået et stykke tid, sagde No’omi til sine svigerdøtre: „Det er bedst, I går hjem til jeres forældre. Må Herren vise jer sin godhed på grund af den godhed, I har vist mod mine to sønner og mig, ⁹ og må han hjælpe jer begge til at blive gift igen og få et godt og trygt hjem.” Så kyssede hun dem farvel, og de brast i højlydt gråd.

¹⁰ „Men vi vil gerne følge med dig hjem til dit folk!” sagde de to unge kvinder.

¹¹ „Nej, I må hellere vende tilbage til jeres eget folk,” svarede No’omi. „Jeg har jo ikke andre sønner, I kan blive gift med. ¹² Derfor er det bedst, at I vender tilbage til jeres familier. Jeg er for gammel til at gifte mig igen—og selv om jeg gjorde, og jeg blev gravid og fødte sønner med det samme, ¹³ ville I så vente til de blev voksne? Nej, mine piger! For mig er det mere bittert end for jer, for det er Herrens hånd, som har ramt mig med denne tragedie!”

¹⁴ Så græd de igen. Orpa kyssede nu sin svigermor farvel og vendte om for at gå tilbage til sit barndomshjem, men Ruth ville ikke forlade No’omi.

¹⁵ „Se, din svigerinde er allerede på vej tilbage til sit folk og sin gud,” sagde No’omi. „Du må hellere følge med.”

¹⁶ Men Ruth svarede: „Tving mig ikke til at forlade dig! Hvor du går hen, vil jeg gå med. Dit hjem skal være mit hjem, dit folk skal være mit folk, og din Gud skal være min Gud. ¹⁷ Og når jeg engang dør, vil jeg begraves ved din side. Må Herren straffe mig, hvis jeg tillader noget andet end døden at skille os!”

¹⁸ Da No’omi så, at Ruth var fast besluttet på at gå med, holdt hun op med at forsøge at overtale hende. ¹⁹ De to fortsatte så rejsen og ankom til Betlehem.

Der blev røre i hele byen ved deres ankomst.

„Jamen, er det ikke No’omi?” udbrød byens kvinder.

²⁰ Men No’omi sagde: „Kald mig ikke længere No’omi^[a]—kald mig hellere Mara!^[b] Den almægtige Gud har gjort mit liv bittert. ²¹ Da jeg rejste herfra, havde jeg hele min familie, men nu vender jeg alene tilbage. Kald mig ikke No’omi, for Herren har dømt mig og ladet denne tragedie ramme mig!”

²² Således vendte No’omi tilbage til Betlehem, og hun havde sin svigerdatter med fra Moabs land. Byghøsten var netop begyndt, da de ankom.

⁴ Han vidste, at det var Guds plan, at han skulle rejse gennem Samaria. ^5-6 Da han nærmede sig byen Sykar i Samaria, standsede han op ved den berømte Jakobs brønd. Den ligger på et stykke jord, som patriarken Jakob købte og senere gav i arv til sin søn Josef. Jesus var træt efter den lange vandring og satte sig udmattet ved brønden. Klokken var cirka seks om aftenen.^[a]

⁷ Kort tid efter kom en samaritansk kvinde for at hente vand, og Jesus sagde til hende: „Vær venlig at give mig noget at drikke.” ⁸ Han var alene, for hans disciple var gået ind til byen for at købe mad. ⁹ Kvinden blev overrasket over, at en jøde henvendte sig til hende, for jøderne plejer ikke at ville have noget med samaritanere at gøre. „Hvordan kan det være, at du, som er jøde, beder mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?” spurgte hun.

¹⁰ Jesus svarede: „Hvis du vidste, hvad Gud kan give dig, og hvis du forstod, hvem jeg er, så var det dig, der ville bede mig om noget at drikke—og så ville jeg give dig levende^[b] vand.”

¹¹ „Du har jo ingen spand,” sagde hun, „og brønden her er meget dyb. Hvordan vil du så skaffe det levende vand? ¹² Du er vel ikke større end vores stamfar Jakob, som gav os denne brønd? Kan du give mig vand, der er bedre end det, både Jakob selv, hans familie og hans kvæg har drukket af?”

¹³ Jesus svarede: „Drikker man af det her almindelige vand, bliver man tørstig igen. ¹⁴ Men drikker man af det vand, jeg giver, vil man aldrig mere tørste. Det vand, jeg giver, bliver som en kilde, der vælder frem med evigt liv.”

¹⁵ „Åh, giv mig noget af det vand!” udbrød kvinden. „Tænk, hvis man aldrig mere skulle tørste og være nødt til at gå helt herud efter vand!”

¹⁶ „Gå hjem og hent din mand,” sagde Jesus.

^17-18 „Jeg har ikke nogen mand,” svarede kvinden.

„Det har du ret i, for du har haft fem mænd; og ham, du nu bor sammen med, er du ikke gift med. Dér sagde du noget sandt.”

¹⁹ „Herre,” udbrød kvinden, „du må være en profet! ²⁰ Kan du så forklare mig, hvorfor I jøder påstår, at det kun er i templet i Jerusalem, man kan tilbede Gud? Vi har jo fra gammel tid tilbedt Gud på det her bjerg.”

²¹ Jesus svarede: „Tro mig: Den tid kommer, hvor det ikke længere er væsentligt, hvor man tilbeder Gud—her eller i Jerusalem. ²² I samaritanere tilbeder det, som I ikke kender, men vi tilbeder det, vi kender, for frelsen udgår fra jøderne. ²³ Men der kommer en tid, ja, den er allerede kommet, hvor de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. Det er den slags tilbedere, Faderen søger. ²⁴ Gud er ånd, og de, der tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.”

²⁵ Kvinden sagde: „Jeg ved, at Messias skal komme engang, og når han kommer, vil han forklare os alt.” ²⁶ Da sagde Jesus til hende: „Han står her og taler med dig!”

²⁷ I det samme kom disciplene tilbage. De blev overraskede over, at han talte med en kvinde, men ingen af dem spurgte ham, hvorfor han gjorde det, eller hvad han ville hende.

²⁸ Kvinden lod nu sin vandkrukke stå ved brønden og løb tilbage til byen. ²⁹ „Kom og se en mand, som har fortalt mig alt, hvad jeg har gjort!” råbte hun. „Mon ikke han er Messias?” ³⁰ Straks løb en masse mennesker ud for at se, hvem det var, hun snakkede om.

Den åndelige, samaritanske „mark” er klar til at blive høstet

³¹ Da kvinden var gået, sagde disciplene til Jesus: „Mester, kom og få noget at spise.” ³² Men Jesus svarede: „Jeg har mad at spise, som I ikke kender til.” ³³ Disciplene spurgte hinanden: „Hvem kan være kommet med mad til ham?”

³⁴ Jesus svarede: „Min mad er at gøre hans vilje, som sendte mig, og at fuldføre den opgave, han gav mig. ³⁵ I siger nok: ‚Der er stadig fire måneder, til høsten begynder.’ Men jeg siger jer: Luk øjnene op! ‚Markerne’ er hvide og parate til at blive høstet! ³⁶ Høstfolkene er allerede begyndt at arbejde og få deres løn. De samler afgrøde ind til evigt liv. Den, som sår, skal glæde sig sammen med den, som høster, ³⁷ for her gælder det ordsprog: ‚Én sår, og en anden høster.’ ³⁸ Jeg har sendt jer ud for at høste det, som I ikke har arbejdet med. Andre har slidt i det før jer, men I skal fuldføre det, som de begyndte.”

Mange samaritanere kommer til tro på Jesus

³⁹ Kvinden gik rundt og fortalte alle og enhver om, hvordan Jesus havde vidst ting om hende, som en fremmed ikke kunne vide. Som resultat heraf var der mange samaritanere fra den by, som kom til tro på ham.

⁴⁰ Da samaritanerne kom ud til brønden, indbød de straks Jesus til at komme ind og overnatte i byen, og han blev hos dem i to dage. ⁴¹ I løbet af den tid kom mange til tro ved at lytte til hans ord, ⁴² og de sagde til kvinden: „Nu tror vi, fordi vi selv har hørt ham, og ikke kun på grund af det, du fortalte. Han er virkelig verdens Frelser, den Messias, vi har ventet på.^[c]”

Guds undere gennem Israels historie^(A)