The Daily Audio Bible

Mikas afgudsbilleder

17 I Efraims højland boede der en mand ved navn Mika. ² En dag sagde han til sin mor: „Jeg hørte, hvordan du forbandede den tyv, der stjal 1100 sølvstykker fra dig. Her er de. Det var mig, der tog dem!” „Må Herren velsigne dig, fordi du sagde det, min søn,” svarede moderen. ³ Så gav Mika pengene tilbage til hende.

Da sagde moderen: „De her sølvstykker vil jeg indvi til Herren. Jeg vil få lavet et afgudsbillede af dem og en støbt statuette, som du skal have, min søn.”

⁴ Så tog hun 200 sølvstykker og gav dem til sølvsmeden, som lavede et gudebillede og en gudestatuette. Da de var færdige, blev de overdraget til Mika. ⁵ Han fik lavet et gudehus til sine afgudsbilleder. Han lavede også nogle små husguder af træ og en efod, hvorefter han indviede en af sine sønner til at være præst. ⁶ På den tid var der ingen konge i Israel, og folk gjorde, hvad de fandt for godt.

^7-8 En dag kom en ung levit til Mikas hus i Efraims højland. Han havde boet som fremmed i Betlehem i Judastammens område og var nu på udkig efter et nyt sted at slå sig ned.

⁹ „Hvor kommer du fra?” spurgte Mika. „Jeg er levit og kommer fra Betlehem i Juda,” svarede den unge mand. „Jeg er ved at se mig om efter et nyt sted at bo.” ¹⁰ „Hvis du vil blive her, kan du blive vejleder og præst hos mig,” foreslog Mika. „Jeg vil give dig ti sølvstykker om året plus tøj og kost og logi.”

¹¹ Den unge mand tog imod tilbuddet og boede derefter hos Mika, der behandlede ham som sin egen søn. ¹² Desuden indsatte Mika ham til at være sin personlige præst. ¹³ „Nu er jeg sikker på, at Herren vil velsigne mig!” udbrød Mika. „For jeg har jo en rigtig levit som præst ved mit gudehus!”

Dans stamme stjæler Mikas afgudsbilleder

18 På den tid var der som sagt ingen konge i Israel. Dans stamme søgte efter et sted, hvor de kunne slå sig ned, eftersom det endnu ikke var lykkedes dem at indtage det område, de havde fået tildelt. ² De udvalgte fem tapre krigere som repræsentanter for deres forskellige klaner fra byerne Zora og Eshtaol. De blev sendt af sted for at udspionere hele landet. I Efraims højland overnattede de i Mikas hus. ³ Da de hørte den unge levits dialekt, gik de hen til ham og spurgte: „Hvordan er du kommet herhen? Hvad laver du her?” ⁴ Så fortalte han dem, hvordan Mika havde taget imod ham og ansat ham som sin personlige præst.

⁵ „Bed så Gud om at vise os, om vores ærinde vil lykkes!” sagde de. ⁶ Præsten svarede: „Vær ved godt mod! Herren vil være med jer på rejsen!”

⁷ Derefter fortsatte de fem mænd til byen Lajish. De så, at byens folk levede ubekymret i fred og sikkerhed ligesom sidonierne, at de var velstående og ikke manglede noget, og at de boede langt fra Sidon og ingen kontakt havde med de omkringboende aramæere.

⁸ Da spionerne kom tilbage til Zora og Eshtaol, spurgte deres stammefæller dem: „Hvordan gik det? Hvad fandt I ud af?” ^9-10 Mændene svarede: „Lad os tage af sted og erobre Lajish! Vi har set, at landet er virkelig godt. Der er ikke noget at betænke sig på. Folket dér lever fredeligt og bekymrer sig ikke om noget, for de mangler intet. Gud har givet os et frugtbart og rummeligt land.”

¹¹ Så rykkede danitterne op fra Zora og Eshtaol med en hær på 600 bevæbnede krigere, ¹² og de slog lejr ved det sted vest for Kirjat-Jearim i Juda, som den dag i dag kaldes Dans Lejr. ¹³ Derfra gik de ind i Efraims højland.

Da de kom til Mikas hus, ¹⁴ sagde spionerne til krigerne: „I gudehuset derhenne er der en efod, nogle husguder, et gudebillede og en støbt gudestatuette. Mon ikke vi er enige om, hvad vi skal gøre?”

^15-16 Så gik de fem mænd hen til gudehuset, mens de 600 krigere blev stående uden for porten. Da den unge præst kom ud til porten, hilste mændene hjerteligt på ham. ¹⁷ Mens præsten stod udenfor sammen med krigerne, kom de fem mænd ud fra Mikas gudehus med gudebilledet, efoden, husguderne og den støbte gudestatuette. ¹⁸ „Hvad er det, I gør?” udbrød præsten forbavset. ¹⁹ „Ti stille og følg med!” svarede de. „Fra nu af skal du være vejleder og præst for os! Er det ikke bedre at være præst for en hel stamme end bare for en enkelt mand?” ²⁰ Det forslag syntes præsten godt om, og uden yderligere indvendinger tog han efoden, husguderne og gudebilledet og fulgte med dem.

²¹ Hele gruppen fortsatte nu rejsen mod Lajish med deres børn, kvæg og ejendele forrest. ²² Da de var kommet lidt på afstand, tilkaldte Mika sine naboer og satte efter dem, der havde stjålet hans guder. Da de havde indhentet dem, ²³ råbte de til dem, at de skulle standse.

„Hvad er der i vejen?” spurgte danitterne. „Hvorfor kommer du med alle de folk?” ²⁴ „Hvad tror I?” råbte Mika tilbage. „I har stjålet mine guder og min præst, så nu har jeg ingenting tilbage. Og så spørger I, hvad der er i vejen!” ²⁵ „Du gør bedst i at passe dig selv!” svarede danitterne. „Ellers kunne det være, at nogle af os blev sure og huggede jer alle sammen ned!”

²⁶ Da Mika blev klar over, at der ikke var noget at stille op, vendte han om og gik hjem, og danitterne fortsatte deres rejse ^27-28 med hans afgudsbilleder og hans præst.

Da de nåede frem til Lajish, der lå fredeligt og trygt i dalen ved Bet-Rehob, huggede de indbyggerne ned og brændte byen af. Der var ingen, der kom til undsætning, afstanden til Sidon var for stor, og de havde ingen kontakt med de omkringboende aramæere. Efter sejren genopbyggede danitterne byen og blev boende der. ²⁹ De gav byen et nyt navn og opkaldte den efter deres forfar Dan, en af Jakobs sønner.

³⁰ Derefter opstillede de afgudsbillederne i byen og udnævnte Jonatan fra Gershoms slægt^[a] til præst. Jonatans efterkommere vedblev at være præster for danitterne, indtil byens befolkning blev ført bort som fanger til et fjendtligt land. ³¹ Danitterne brugte Mikas afgudsbilleder, imens Herrens helligdom var i Shilo.

De, der bliver genfødt ved Guds Ånd, får evigt liv

3 En aften efter mørkets frembrud kom en af de jødiske ledere, en farisæer ved navn Nikodemus, for at tale med Jesus. ² „Mester,” sagde han, „vi er klar over, at Gud har sendt dig, for ingen kunne gøre de mirakler, du gør, hvis ikke Gud var med ham.”

³ Da sagde Jesus: „Det siger jeg dig: Det er kun, hvis et menneske bliver født igen,^[a] at det kan komme ind i Guds rige.”

⁴ „Hvad mener du?” udbrød Nikodemus. „Et voksent menneske kan da umuligt komme ind i sin mors mave igen og blive født endnu en gang?”

⁵ Jesus svarede: „Det siger jeg dig: Det er kun, hvis et menneske bliver født af både vand^[b] og ånd, at det kan komme ind i Guds rige. ⁶ Et menneske føder et menneskebarn, men Guds Ånd føder et åndeligt barn. ⁷ Du skal ikke være så forundret over, at jeg sagde, at I skal fødes igen. ⁸ Tænk på vinden.^[c] Den blæser, hvorhen den vil. Du kan ikke se, hvor den kommer fra, eller hvor den skal hen, men du kan høre dens susen. Sådan er det også, når Guds Ånd giver et menneske åndeligt liv.”

⁹ „Jamen, hvordan kan det ske?” spurgte Nikodemus.

¹⁰ Jesus svarede: „Du er lærer for Israels folk. Forstår du det ikke? ¹¹ Det siger jeg dig: Vi taler om det, vi kender til, og vi fortæller om det, vi har set—men I tror ikke på os! ¹² Hvis I ikke tror mig, når jeg fortæller jer om de jordiske ting, hvordan skulle I så kunne tro mig, hvis jeg begyndte at fortælle jer om de himmelske? ¹³ Intet menneske har fået lov at se, hvad der er i Himlen, undtagen Menneskesønnen, som jo er kommet ned fra Himlen.

^14-15 Ligesom Moses løftede kobberslangen op og satte den fast på en stang ude i ørkenen, og de, der så hen på den, reddede livet,^[d] sådan skal Menneskesønnen løftes op, så enhver, der ser hen til ham og tror på ham, vil få det evige liv.”

¹⁶ Gud elskede nemlig verden så højt, at han gav sin eneste Søn, for at enhver, der tror på ham, ikke skal gå fortabt, men få det evige liv. ¹⁷ Gud sendte ikke sin Søn til verden for at dømme verden, men for at verden gennem ham kunne opleve frelse.

¹⁸ De, der tror på ham, bliver ikke dømt. Men de, der ikke tror på ham, er allerede dømt, for de har nægtet at tro på Guds egen Søn. ¹⁹ Dommen kommer som følge af menneskers egne valg. Da Lyset kom ind i verden, valgte de nemlig mørket frem for lyset. Det gjorde de, fordi deres handlinger var onde. ²⁰ Onde mennesker hader lyset og undgår det. De ønsker ikke, at deres handlinger skal komme frem i lyset. ²¹ Men de, der følger sandheden, kommer frem i lyset, så det kan ses, at de har handlet efter Guds vilje.

Skabningens Herre