The Daily Audio Bible

¹⁸ Derpå spurgte han Zeba og Salmunna: „Hvordan så de mænd ud, som I dræbte ved Tabor?”

„De lignede dig, og de så begge to ud som kongesønner,” svarede de.

¹⁹ „Så var det mine egne brødre!” udbrød Gideon. „Jeg sværger, at hvis I havde skånet dem, ville jeg have skånet jer.” ²⁰ Så sagde han til sin ældste søn Jeter: „Kom her hen og hug de to konger ned!” Men Jeter, der endnu kun var en stor dreng, havde ikke mod til det.

²¹ „Gør det selv, Gideon,” sagde Zeba og Salmunna. „Det er ikke noget for et barn.” Så huggede Gideon dem ned og tog de kostbare ornamenter, som deres kameler havde om halsen.

Gideon afslår at blive konge

²² Nu sagde israelitterne til Gideon: „Du og dine efterkommere skal regere over os, for du har reddet os fra midjanitterne!” ²³ Men Gideon svarede: „Hverken jeg eller min søn skal regere over jer. Herren skal være jeres Konge!” ²⁴ Så tilføjede han: „En enkelt ting vil jeg dog bede jer om: at I alle sammen giver mig en ørering fra jeres krigsbytte.” Midjanitterne gik nemlig med guldringe i ørerne, for de var dygtige handelsfolk.^[a]

²⁵ „Gerne,” svarede de og bredte et klæde ud på jorden, hvor de hver især lagde en ring fra deres krigsbytte. ²⁶ Vægten af ringene alene beløb sig til næsten 20 kilo.^[b] Dertil kom de kostbare kamelornamenter, andre smykker, kongernes purpurfarvede dragter og de kæder, som kamelerne havde haft om halsen. ²⁷ Af disse kostbarheder lavede Gideon en efod, som han anbragte i sin hjemby Ofra. Men israelitterne begyndte at tilbede efoden, som derfor blev årsag til fald for Gideon og hans familie.

²⁸ Midjanitterne var nu besejret og udgjorde ikke længere nogen trussel for Israel. De næste 40 år var der fred i landet, så længe Gideon levede.

^29-30 Efter sejren vendte Gideon tilbage til sin hjemegn, hvor han siden boede og fik 70 sønner, for han havde mange koner. ³¹ Han fik også en søn med en slavepige fra Sikem, og han kom til at hedde Abimelek. ³² Gideon døde som en meget gammel mand og blev begravet i familiegravstedet i Ofra, hvor Abiezers slægt kom fra.

³³ Kort efter Gideons død begyndte israelitterne igen at dyrke kana’anæernes afguder. De gjorde Ba’al-Berit til deres gud ³⁴ og glemte Herren, der havde frelst dem fra deres fjendtlige nabofolk. ³⁵ De viste heller ingen respekt for Gideons familie, på trods af hvad Gideon havde betydet for landet.

Slavesønnen Abimelek bliver en grusom konge

9 En dag besøgte Gideons søn, Abimelek, sine morbrødre i Sikem. Han bad dem og hele sin morfars slægt om at spørge Sikems ledende mænd: ² „Foretrækker I at blive regeret af alle Gideons 70 sønner eller af én mand?” Og så huskede han dem på, at han jo gennem sin mor var beslægtet med dem.

³ Derpå talte onklerne hans sag for alle byens ledere, og de var positive over for idéen. „Abimelek er jo vores slægtning,” sagde de. ⁴ Derpå gav de ham 70 sølvstykker af de offergaver, der var indkommet til templet for deres afgud, Berit. Pengene brugte Abimelek til at leje en bande samvittighedsløse slyngler, der var villige til at gøre hvad som helst, han sagde. ⁵ Han tog mændene med sig hjem til Ofra, og der dræbte de alle hans 70 halvbrødre over en og samme sten, bortset fra Jotam, den yngste. Han blev ikke dræbt, for han havde gemt sig.

⁶ Derefter samledes indbyggerne i selve Sikem og i den nærliggende fæstningsby^[c] ved det hellige egetræ i Sikem, hvor de udråbte Abimelek til konge.

⁷ Da Jotam hørte, hvad der var sket, gik han op på toppen af Garizims bjerg og råbte: „Lyt til mig, Sikems indbyggere, så vil Gud lytte til jer. ⁸ Der var engang nogle træer, som ville vælge en til at være konge over dem. Først sagde de til oliventræet: ‚Du skal være konge over os!’ ⁹ Men oliventræet afslog tilbuddet: ‚Skulle jeg holde op med at producere min dyrebare olivenolie, som bruges til at ære både Gud og mennesker, bare for at regere over jer?’ ¹⁰ Så sagde de til figentræet: ‚Du skal være konge over os!’ ¹¹ Men figentræet afslog tilbuddet: ‚Skulle jeg holde op med at producere min søde frugt bare for at regere over jer?’ ¹² Så sagde de til vinstokken: ‚Du skal være konge over os!’ ¹³ Men vinstokken afslog tilbuddet: ‚Skulle jeg holde op med at producere den vin, der glæder både Gud og mennesker, bare for at regere over jer?’ ¹⁴ Så sagde træerne til tornebusken: ‚Vil du være konge over os?’ ¹⁵ ‚Ja,’ svarede tornebusken, ‚hvis I er villige til at bøje jer og søge ly under min skygge. Vil I ikke det, skal flammer slå ud fra mine torne og brænde Libanons cedertræer ned til grunden!’ ”

¹⁶ Jotam fortsatte: „Var det mon på grundlag af trofasthed og oprigtighed, at I udråbte Abimelek til konge? Vil I påstå, at det var den rette måde at vise jeres taknemmelighed til Gideon og hans efterkommere på? ¹⁷ Kæmpede min far ikke selvopofrende for jer? Satte han ikke livet på spil, da han frelste jer fra midjanitterne? ¹⁸ Alligevel har I i dag gjort oprør imod ham og myrdet hans 70 sønner på en sten. Og I har tilmed udråbt hans slavepiges søn, Abimelek, til jeres konge, bare fordi han er jeres slægtning. ¹⁹ Havde I vist trofasthed over for Gideon og hans efterkommere, ville I have kunnet glæde jer med Abimelek, og Abimelek ville have kunnet glæde sig med jer. ²⁰ Men nu skal flammer slå ud fra Abimelek og ødelægge Sikems og fæstningsbyens indbyggere, og flammer skal slå ud fra befolkningen og ødelægge Abimelek!”

²¹ Derefter flygtede Jotam til Be’er og slog sig ned der af frygt for sin halvbror.

Jesus dør^(A)

^44-45 Ved tolvtiden forsvandt solens lys, og der blev mørkt over hele landet indtil klokken tre.

Pludselig blev det kraftige forhæng ved indgangen til det allerhelligste rum i templet flænget ned midt igennem. ⁴⁶ Samtidig råbte Jesus, så højt han kunne: „Far, jeg betror dig min ånd!”^[a] Med de ord udåndede han.

⁴⁷ Da den romerske officer så alt, hvad der skete, lovpriste han Gud og udbrød: „Den mand var i virkeligheden uskyldig!”

⁴⁸ De mange mennesker, som var fulgt med derud for at overvære korsfæstelsen, blev forfærdede over det, de så. De slog sig fortvivlet for brystet, og langsomt begyndte de at gå hjemad. ⁴⁹ De, der havde kendt Jesus personligt, og kvinderne, der havde fulgt med ham fra Galilæa, stod et stykke derfra og overværede det hele.

Jesus lægges i graven^(B)

^50-51 Et af medlemmerne af Det jødiske Råd var en god og retskaffen mand, der hele tiden havde været i forventning om Messias’ snarlige komme, og han var imod, at rådet havde dømt Jesus til døden. Han hed Josef og kom fra byen Arimatæa i Judæa. ⁵² Han henvendte sig nu til Pilatus og bad om at få Jesu lig udleveret. ⁵³ Det fik han lov til og tog så liget ned fra korset og svøbte det i et liglagen. Derpå anbragte han det i en klippegrav, hvor ingen endnu havde ligget. ⁵⁴ Det var sent fredag eftermiddag, lige før sabbatten begyndte.^[b]

⁵⁵ Da Jesu lig blev ført bort, fulgte kvinderne fra Galilæa efter, og de så den klippegrav, han blev lagt ind i. ⁵⁶ Efter at de var kommet hjem, tilberedte de en begravelsessalve med aromatiske olier. Men de foretog sig ikke noget på sabbatten, som den jødiske lov foreskriver.

Jesus genopstår^(C)

24 Meget tidligt søndag morgen tog kvinderne deres aromatiske salve med ud til graven. ² Her så de, at den store sten, der havde spærret for indgangen, var rullet til side. ³ De gik indenfor—men Herren Jesu lig var der ikke. ⁴ De vidste ikke, hvad de skulle tro, men pludselig stod to mænd foran dem, klædt i blændende hvide klæder. ⁵ Kvinderne blev skrækslagne og så ned i jorden. „Hvorfor søger I efter den levende blandt de døde?” spurgte mændene. ⁶ „Han er ikke her. Han er stået op fra de døde! Husk, hvad han sagde til jer, allerede mens I var i Galilæa, ⁷ nemlig at Menneskesønnen skulle forrådes og udleveres til onde mennesker, som ville korsfæste ham. Men på den tredje dag ville han genopstå!”

⁸ Nu huskede de, hvad Jesus havde sagt, ⁹ og de skyndte sig ind i byen for at fortælle det til de 11 disciple og alle de andre. ¹⁰ Det var Maria Magdalene, Johanna og Maria, Jakobs mor, der sammen med de andre kvinder fortalte det til apostlene, ¹¹ som dog havde svært ved at tage dem alvorligt. De troede i hvert fald ikke på dem.

¹² Men Peter løb alligevel ud til graven for at se nærmere efter. Da han kom derud, bøjede han sig ned og kiggede ind gennem den lave åbning. Der var ikke andet at se end de efterladte ligklæder. Så gik han hjem, mens han undrede sig over, hvad der mon var sket.

Herren er en god og retfærdig konge