The Daily Audio Bible

²¹ Rubens, Gads og Manasses halve stamme svarede: ^22-23 „Herren er almægtig, Gud over alle guder, og han ved, at hensigten med dette alter ikke var at gøre oprør imod ham. Vi ønsker også, at hele Israel skal vide, at vi ikke har i sinde at ofre brændofre, afgrødeofre og takofre på det alter. Må Herrens forbandelse ramme os, hvis det havde været vores hensigt. ^24-25 Nej, vi har bygget det, fordi vi frygter, at jeres efterkommere i fremtiden kan finde på at sige til vores efterkommere: ‚Hvad ret har I til at tilbede Herren, Israels Gud? Herren har sat Jordanfloden som en grænse mellem vores folk og jeres folk; det viser, at I ikke er rigtige israelitter.’ Resultatet bliver så, at I får vores efterkommere til at opgive at tilbede Herren. ^26-27 Denne frygt er baggrunden for, at vi har bygget alteret som en påmindelse. Det skal være et tegn for vores og jeres efterkommere, at vi har samme ret som jer til at tilbede Herren med brændofre, takofre og andre ofre. Jeres efterkommere skal ikke komme og påstå, at vi ikke hører Herren til! ²⁸ Gør de det, kan vores efterkommere frimodigt svare: ‚Se det alter, som vores forfædre byggede. Det ligner Herrens sande alter, men det er ikke beregnet til at ofre på. Det er et tegn på, at vi har samme ret som jer til at tilbede Herren, Israels Gud.’ ²⁹ Det er bestemt ikke vores hensigt at gøre oprør imod Herren og bygge et alter, der skal konkurrere med Herrens sande alter, der står foran hans bolig, for kun på det alter kan der ofres til ham.”

³⁰ Da præsten Pinehas og stammelederne hørte den forklaring, var de lettede. ³¹ „I dag står det klart,” sagde Pinehas, „at Herren stadig er med os, for I har ikke syndet imod ham, sådan som vi troede. Tværtimod har I reddet os fra at begå en stor fejl og blive straffet af Herren.”

³² Så vendte Pinehas og hans delegation tilbage til Israels folk og fortalte, hvordan det var gået, ³³ og hele Israel frydede sig og lovpriste Gud. Fra da af var der ikke længere tale om at gå i krig mod stammerne øst for Jordanfloden. ³⁴ Rubens og Gads stamme kaldte alteret for „Mindealter”, fordi det skulle minde begge parter om, at de alle regnede Herren som deres Gud.

Josvas afskedstale til lederne

23 Der var nu gået lang tid, efter at Herren havde givet israelitterne fred for deres fjender. Josva var blevet en gammel mand, ² og en dag kaldte han Israels ledere, dommere og administratorer til sig.

„Jeg er nu en gammel mand,” begyndte han, ³ „og I har selv været vidne til alt det, Herren har gjort for jer i min levetid, for det var Herren, som kæmpede for jer, ⁴ og jeg har fordelt både de erobrede og uerobrede områder imellem jer. Hele landet mellem Jordanfloden og Middelhavet tilhører jer. ⁵ Herren jeres Gud vil selv drive alle de folk, som bor der nu, på flugt foran jer, så I kan tage hele landet i besiddelse, sådan som han har lovet.

⁶ Stå nu fast og overhold omhyggeligt alle de forskrifter og love, der står skrevet i Moses’ lovbog. Gå aldrig på kompromis med Guds bud! ⁷ Pas på, at I ikke blander jer med de hedenske folk, der endnu bor i landet. I må ikke dyrke deres guder eller sværge ved dem. Lad ikke engang navnene på deres guder komme over jeres læber. ⁸ Vær tro mod Herren, jeres Gud, sådan som I har været indtil i dag. ⁹ Han har drevet store og mægtige folkeslag på flugt, og ingen har kunnet holde stand imod jer. ¹⁰ Hver eneste af jer kan slå 1000 af dem på flugt, for Herren kæmper for jer, sådan som han har lovet. ¹¹ Derfor skal I fortsat elske og adlyde ham ubetinget.

¹² Hvis I vender jer fra ham og gifter jer med de fremmede folk omkring jer, ¹³ kan I være sikre på, at Herren, jeres Gud, ikke længere vil drive dem ud af jeres land. Da vil de blive en fælde for jer, en pisk over nakken og en torn i øjet, og I vil gå til grunde i det gode land, Herren har givet jer.

¹⁴ Nu er tiden kommet, hvor jeg skal dø. I har selv oplevet, hvordan alle Guds løfter til jer er gået i opfyldelse. Det var ikke tomme løfter, han gav. ^15-16 Men lige så sikkert, som Herren har opfyldt sine løfter om velsignelse, vil han opfylde truslen om straf, hvis I er ulydige og bryder hans pagt ved at dyrke andre guder. Da vil han blive vred på jer—og I vil hurtigt blive udryddet og miste det gode land, han gav jer.”

Saddukæernes spørgsmål om genopstandelsen fra de døde^(A)

²⁷ Derefter kom der nogle saddukæere, som jo påstår, at ingen kan genopstå fra de døde. ²⁸ De stillede Jesus følgende spørgsmål: „Mester! Moses gav os jo den forordning, at hvis en mand dør barnløs, skal hans bror gifte sig med enken, så hun kan få en søn, der kan føre den dødes slægt videre. ²⁹ Nu var der syv brødre, og den ældste giftede sig, men døde barnløs. ³⁰ Den næstældste bror giftede sig så med enken, men også han døde barnløs. Derefter giftede den tredje sig med hende. ³¹ Sådan gik det videre, indtil alle syv havde været gift med hende uden at efterlade sig børn. ³² Til sidst døde også konen. ³³ Hvem af brødrene skal så være hendes mand, når de genopstår fra de døde? De har jo alle syv været gift med hende.”

³⁴ Jesus svarede: „Ægteskab i jordisk forstand hører denne verden til, ^35-36 men i den kommende verden får menneskene et liv, der ligner englenes. De gifter sig ikke, og der er ingen, der dør. De, som er værdige til at få del i genopstandelsen fra de døde, vil få et helt nyt liv som Guds børn.

³⁷ Men at de døde genopstår, det kan man se fra det afsnit i Skriften, hvor der står om Moses og den brændende tornebusk. Her omtales Gud som Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud. ³⁸ Men Gud er ikke de dødes Gud. Han er Gud for dem, der lever. Derfor lever disse forfædre for Guds ansigt.”

³⁹ „Godt svaret, mester!” udbrød nogle af de skriftlærde, ⁴⁰ og ingen vovede sig frem med flere spørgsmål.

Messias som Davids søn^(B)

^41-43 Jesus stillede nu forsamlingen et spørgsmål: „Hvordan kan Messias være en søn^[a] af Kong David, når David selv kalder ham for herre? Han siger jo sådan i Salmernes Bog:

⁴⁴ Når David her kalder ham sin herre, kan han så samtidig være hans egen søn?”

Jesus advarer imod de skriftlærdes hykleri^(C)

⁴⁵ Derefter sagde Jesus til sine disciple i mængdens påhør: ⁴⁶ „Tag jer i agt for de skriftlærde! De elsker at gå klædt som fornemme og lærde mænd, og de nyder, at man hilser ærbødigt på dem, når de går gennem byens gader. De kappes om de bedste pladser i synagogen, og de elsker at være æresgæster ved festerne. ⁴⁷ Men samtidig svindler de sig til enkers ejendom, og de fremsiger lange bønner for at se fromme ud. De vil få en hård dom!”