The Daily Audio Bible
Today's audio is from the NIV. Switch to the NIV to read along with the audio.
Simeons arvelod
19 Det næste stykke land tilfaldt ved lodtrækning klanerne i Simeons stamme. Landet var en del af det område, som Judas stamme tidligere havde fået tildelt. 2 Deres arvelod omfattede følgende byer med tilhørende landsbyer: Be’ersheba, Molada, 3 Hatzar-Shual, Bala, Etzem, 4 Eltolad, Betul, Horma, 5 Ziklag, Bet-Markabot, Hatzar-Susa, 6 Bet-Lebaot og Sharuhen, i alt 13 byer med tilhørende landsbyer. 7 Desuden Ajin, Rimmon, Eter og Ashan, i alt fire byer med tilhørende landsbyer. 8 Disse byer med tilhørende landsbyer strakte sig sydpå helt til Ba’alat-Be’er, der også kaldes Ramat-Negev. 9 Simeons arvelod var altså en udstykning af Judas oprindelige territorium, der alligevel var for stort til judæerne.
Zebulons arvelod
10 Det tredje lod faldt på Zebulons stamme, som nu fik tildelt sit territorium. Grænsen løb syd for Sarid 11 i en bue mod vest forbi Marala til Dabbeshet, og videre indtil den nåede wadien øst for Jokneam. 12 I modsat retning løb grænsen østpå fra Sarid til Kislot-Tabors grænse og videre til Daberat og op til Jafia. 13 Derfra fortsatte den øst om Gat-Hefer til Et-Katzin videre til Rimmon og drejede så mod Nea. 14 Den nordlige grænse gik forbi Hannaton og endte i Jifta-El-dalen. 15-16 Foruden de nævnte byer indbefattede området også byerne Kattat, Nahalal, Shimron, Jidala og Betlehem.[a] Det var i alt 12 byer med tilhørende landsbyer.
Issakars arvelod
17 Som nummer fire fik Issakars stamme tildelt sit territorium. 18 Området omfattede: Jizre’el, Kesulot, Shunem, 19 Hafarajim, Shion, Anaharat, 20 Rabbit, Kishjon, Ebes, 21-23 Remet, En-Gannim, En-Hadda, Bet-Passes, Tabor, Shahatzuma og Bet-Shemesh, i alt 16 byer med tilhørende landsbyer. Issakars østgrænse fulgte Jordanfloden.
Ashers arvelod
24 Det femte lod faldt på Ashers stamme. 25 Deres område omfattede følgende byer: Helkat, Hali, Beten, Akshaf, 26 Alammelek, Amad og Mishal.
Den vestlige grænse gik sydpå fra Karmel til wadi Shihor-Libna, 27 drejede østpå mod Bet-Dagon og stødte op til Zebulons grænse i Jifta-El-dalen. Herfra gik grænsen nordpå, så området kom til at indeholde Bet-ha-Emek, Neiel, Kabul, 28 Abdon, Rehob, Hammon og Kana, tæt på Storsidon. 29 Derfra bøjede grænsen af nord for Rama og gik i retning af den befæstede by Tyrus for at ende ved Hosa ved Middelhavet. Området indbefattede også byerne Mehalleb, Akzib, 30-31 Umma, (Akko), Afek og Rehob, i alt 22 byer med tilhørende landsbyer.
Naftalis arvelod
32 Som nummer seks fik Naftalis stamme tildelt sit territorium. 33 Sydgrænsen løb fra Helef, fra egen ved Sa’anannim, syd om Adami-Nekeb til Jabne’el og Lakkum for at ende ved Jordanfloden. 34 Den vestlige grænse gik nordpå fra Aznot-Tabor i retning af Hukok. Naftalis område stødte op til Asher mod vest, Zebulons mod syd og Jordanfloden mod øst. 35 De befæstede byer i området omfattede Siddim, Ser, Hammat, Rakkat, Kinneret, 36 Adama, Rama, Hatzor, 37 Kedesh, Edrei, En-Hatzor, 38-39 Jiron, Migdal-El, Horem, Bet-Anat og Bet-Shemesh. I alt var der 19 byer med tilhørende landsbyer.
Dans arvelod
40 Til syvende og sidst fik Dans stamme tildelt sit territorium ved lodtrækning. 41 Byerne i dette område var Zora, Eshtaol, Ir-Shemesh, 42 Sha’alabbin, Ajjalon, Jitla, 43 Elon, Timna, Ekron, 44 Elteke, Gibbeton, Ba’alat, 45 Jehud, Bene-Berak, Gat-Rimmon, 46 Me-ha-Jarkon, Rakkon og området ved Jafo. 47-48 Danitterne kunne dog ikke fastholde deres område, og derfor tog de op til byen Leshem,[b] udryddede indbyggerne og slog sig ned der. Fra da af kaldte de byen Dan efter deres forfar.
49 Således blev hele landet fordelt mellem Israels stammer efter de grænser, som her er nævnt. Også Josva fik tildelt et stykke jord, 50 for Herren havde lovet, at han kunne tage en hvilken som helst by, han ønskede. Josva valgte Timnat-Sera i Efraims højland, genopbyggede byen og slog sig ned der.
51 Fordelingen af landet fandt sted ved lodtrækning for Herrens ansigt ved indgangen til åbenbaringsteltet i Shilo under Eleazars, Josvas og ledernes opsyn.
Tilflugtsbyerne
20 Herren sagde til Josva: 2 „Sig til Israels folk, at de skal udvælge de tilflugtsbyer, jeg talte til Moses om. 3 Hvis nogen ved et uheld kommer til at slå et andet menneske ihjel, kan han flygte til en af disse byer, så han er i sikkerhed for den dræbtes slægtninge, som vil hævne drabet. 4 Når en sådan drabsmand ankommer til en af disse byer, skal han over for byrådet, som sidder på pladsen indenfor porten, forklare, hvad der er sket, hvorefter de skal lade ham få adgang til byen og give ham husly. 5 Hvis den dødes slægtning så kommer for at hævne drabet, må drabsmanden ikke udleveres, for drabet skete ved et uheld. 6 Drabsmanden skal blive i byen, indtil han har været stillet for retten, og sagen er afgjort. Selv om han bliver kendt uskyldig, kan han ikke forlade byen, før den mand, der var ypperstepræst, da ulykken skete, er død. Derefter kan han frit vende hjem til sin by.”
7 Følgende byer vest for Jordanfloden blev udpeget som tilflugtsbyer: Kedesh i Galilæa i Naftalis højland; Sikem i Efraims højland; og Kirjat-Arba, som også kaldes Hebron, i Judas højland. 8 Øst for Jordanfloden blev følgende tre byer udpeget som tilflugtsbyer: Betzer i ørkenområdet på Rubens territorium; Ramot i Gilead på Gads territorium; og Golan i Bashan på Manasses territorium. 9 I disse tilflugtsbyer kunne både israelitterne og de fremmede iblandt dem være i sikkerhed for hævnmordere, hvis de ved et uheld var kommet til at slå et andet menneske ihjel. Her havde de frit lejde, indtil der faldt offentlig dom i sagen.
Messias’ indtog i Jerusalem(A)
28 Efter opholdet hos Zakæus fortsatte Jesus og hans følge vandringen op mod Jerusalem. 29 Da de var i nærheden af landsbyerne Betfage og Betania ved det bjerg, som hedder Olivenbjerget, kaldte han på to af sine disciple og sagde til dem: 30 „Gå hen til den landsby, I ser foran jer. Når I kommer derhen, vil I finde et æselføl, der endnu ikke har været brugt som ridedyr. Det står bundet, men I skal løse det og bringe det herhen. 31 Hvis nogen spørger jer, hvorfor I gør det, skal I bare sige: ‚Herren har brug for det.’ ”
32 De gik så derhen og fandt æselføllet, nøjagtigt som Jesus havde sagt. 33 Da de var ved at løse føllet, kom ejerne. „Hvorfor løser I føllet?” råbte de.
34 „Herren har brug for det,” svarede disciplene.
35 Så fik de lov at tage føllet, og de førte det til Jesus. De lagde deres kapper over ryggen på det og hjalp ham op.
36 Mens de gik af sted, bredte folk deres kapper ud på vejen foran Jesus, 37 og da de nærmede sig det sted, hvor vejen begynder at gå ned ad Olivenbjerget mod Jerusalem, begyndte hele følget af disciple at råbe højt af glæde og lovprise Gud for alle de undere, de havde set ham gøre. 38 De råbte:
„Velsignet er den Konge, som nu kommer i Herrens navn!
Fred fra Himlen,
og herlighed fra det Højeste!”
39 Men nogle farisæere i folkemængden sagde til Jesus: „Mester, sig dog til dine disciple, at de ikke må sige sådan noget!”
40 Jesus svarede: „Hvis de tier, vil stenene råbe!”
Jesus græder over Jerusalems vantro
41 Jesus var nu så tæt på Jerusalem, at han kunne se ud over hele byen. Da brast han i gråd og sagde: 42 „Gid du i dag kunne forstå, hvad der fører til fred. Men du kan ikke se det nu. 43 Det varer ikke så længe, før dine fjender vil samle sig mod dig. De vil bygge en vold op omkring dig, omringe dig og presse imod dig fra alle sider. 44 De vil jævne dig med jorden og knuse dine indbyggere, fordi du ikke greb chancen, da Gud kom til dig!”
Den sidste tempeludrensning(B)
45 Senere[a] gik Jesus ind på tempelpladsen og begyndte at jage de handlende ud. 46 Han råbte til dem: „Skriften siger: ‚Mit hus skal være et bønnens hus,’[b] men I har gjort det til ‚et tilholdssted for røvere.’[c]”
47 Hver dag underviste Jesus i templet, men ypperstepræsterne, de skriftlærde og de øvrige jødiske ledere spekulerede på, hvordan de kunne få ham slået ihjel. 48 Dog kunne de ikke finde nogen anledning til det, for folk stimlede sammen om ham og slugte hvert ord, han sagde.
Et nødråb i sygdom
88 Til korlederen: En sang af ezraitten Heman fra Koras slægt i mahalat-stil.[a]
2 Herre, min Gud, jeg råber til dig om dagen,
jeg kalder på dig om natten.
3 Lad min bøn nå frem til dig,
lyt til mit råb om hjælp.
4 Min sjæl er tynget af problemer,
jeg befinder mig på gravens rand.
5 Man betragter mig allerede som død,
et menneske, der har mistet sin kraft.
6 Man ser på mig som et lig,
der ligger i sin grav,
som et menneske, der snart bliver glemt
og ikke længere nyder godt af din hjælp.
7 Du har kastet mig i det dybe hul,
i den mørkeste afgrund.
8 Din straf tynger mig til jorden,
skyller over mig som brændingen.
9 Du har fået mine venner til at forlade mig,
du har gjort det, så de væmmes ved mig,
jeg er fanget og ser ingen udvej.
10 Mine øjne er matte af fortvivlelse.
Åh, Herre, dagen lang råber jeg til dig,
rækker hænderne op imod dig i bøn.
11 Mon du gør underværker for de døde?
Står de op af graven for at lovprise dig?
12 Vil de døde fortælle om din nåde?
Forkynder man din trofasthed i dødsrigets mørke?
13 Vil afgrunden opleve dine undere?
Huskes din godhed i glemslens land?
14 Herre, jeg råber til dig om hjælp,
hver morgen stiger mine bønner op til dig.
15 Hvorfor har du forkastet mig, Herre?
Hvorfor skjuler du dit ansigt for mig?
16 Jeg er hjælpeløs og døden nær,
fra min ungdom plaget af rædsel.
17 Din straf overvælder mig,
så jeg er ved at gå til af angst.
18 Som en malstrøm hvirvler den omkring mig,
slår sammen over mit hoved.
19 Mine venner og min familie har forladt mig,
mine bekendte har efterladt mig i mørket.
12 Bristede forhåbninger giver mismod,
men ønsker, der går i opfyldelse, giver livsmod.
13 Den, der ikke vil vejledes, må bøde for sin dumhed,
den, der tager imod råd, får sin belønning.
14 De vises råd er en livgivende kilde,
de, der tager ved lære, undgår mange fælder.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.