Print Page Options Listen to Reading
Previous Prev Day Next DayNext

The Daily Audio Bible

This reading plan is provided by Brian Hardin from Daily Audio Bible.
Duration: 731 days

Today's audio is from the GW. Switch to the GW to read along with the audio.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
5 Mosebog 18-20

Præsternes og levitternes underhold

18 Husk, at præsterne og de øvrige levitter ikke får nogen jord tildelt som resten af Israels folk. Præsterne og levitterne skal leve af de offergaver, som folket bringer til helligdommen. De må ikke eje jord som deres landsmænd. De skal sætte deres lid til Herren, og han har lovet at sørge for dem.

Når I ofrer hornkvæg eller småkvæg til Herren, skal I overlade boven, kæberne og maven til præsterne. Derudover har de krav på førstegrøden af jeres korn-, vin- og olivenhøst, samt den første uld fra fåreklipningen. Herren jeres Gud har blandt Israels folk udtaget Levis stamme til altid at gøre tjeneste ved helligdommen.

6-7 Enhver levit har, uanset hvor han bor i landet, ret til når som helst at komme til helligdommen og gøre tjeneste der på lige fod med alle andre levitter, som regelmæssigt arbejder der. Han har krav på sin retmæssige del af ofrene, også selv om han har indtægter ved salg af nogle af sine ejendele.

Advarsel imod at følge hedenske skikke

Når I kommer ind i det land, som Herren vil give jer, så pas på, at I ikke lader jer friste til at deltage i lokalbefolkningens afgudsdyrkelse. 10 Ingen iblandt jer må brænde sine børn som offer til afguderne, udøve spådomskunst eller trolddomskunst, 11 bruge sort magi eller have noget som helst med spiritisme at gøre. 12-14 Herren ser med væmmelse på enhver, der beskæftiger sig med den slags ting, ja, det var netop derfor Herren, jeres Gud, besluttede at jage de indfødte ud af landet og give det til jer. I må ikke følge deres eksempel, men I skal trofast adlyde Herren i alle ting.

En profet som Moses

15 Herren, jeres Gud, vil engang sende jer en profet som mig. Han skal udgå fra jeres eget folk, og I skal lytte til ham og adlyde ham. 16 Jeres forældre bad selv om at få en profet som mellemmand, dengang de stod ved foden af Horebs bjerg og tiggede om at blive fri for selv at skulle høre Guds frygtindgydende stemme og se den fortærende ild, fordi de var bange for at dø.

17 ‚Godt,’ sagde Herren til mig, ‚jeg vil give dem, hvad de beder om. 18 Jeg vil sende dem en profet som dig. Han skal udgå fra deres eget folk, og jeg vil fortælle ham, hvad han skal sige. Han skal være mit talerør overfor folket, 19 og jeg vil personligt tage mig af enhver, der nægter at anerkende de ord, profeten taler på mine vegne. 20 Men hvis en profet påberåber sig autoritet fra mig, på trods af at jeg ikke har talt til ham, skal han dø. Det samme gælder enhver profet, der taler på andre guders vegne.’

21 Hvordan kan man så afgøre, om en profeti kommer fra Herren eller ej? 22 Hvis profetien ikke går i opfyldelse, kommer den ikke fra Herren. Budskabet er da noget, profeten selv har fundet på, og I skal ikke være bange for den dom, han forkynder.

Tilflugtsbyerne

19 Når Herren, jeres Gud, har udryddet landets befolkning, og I slår jer ned i deres byer og huse, 2-3 skal I udvælge tre tilflugtsbyer, hvor drabsmænd kan søge tilflugt. Opdel landet i tre distrikter med en tilflugtsby i hvert distrikt, og sørg for, at vejene dertil er farbare.

Hvis nogen ved et uheld kommer til at slå et andet menneske ihjel, og der altså ikke er tale om en fjendtlig handling, kan vedkommende bringe sig i sikkerhed i en tilflugtsby. Hvis to mænd f.eks. er ved at fælde et træ i skoven, og den enes øksehoved ryger af og slår den anden ihjel, kan drabsmanden flygte til nærmeste tilflugtsby, 6-7 og den dødes slægtning, som ønsker hævn, må ikke røre drabsmanden, så længe han befinder sig i tilflugtsbyen. Byerne skal ligge centralt i de tre distrikter, så man let og uhindret kan nå dem, ellers kan drabsmanden undervejs risikere at blive indhentet og dræbt af den dødes slægtning, på trods af at han ikke er skyldig i mord.

8-9 Hvis I fremover vil adlyde de befalinger, jeg pålægger jer i dag, så I elsker Herren, jeres Gud og holder jer til ham, vil han udvide jeres grænser, som han har lovet jeres forfædre, og da bliver der behov for endnu tre tilflugtsbyer, 10 hvor drabsmænd kan søge i sikkerhed. Derved undgår I, at uskyldige mennesker bliver dræbt ved et hævnmord.

11 Men hvis nogen af had til sin næste lægger sig på lur og slår ham ihjel med vilje, og morderen så bagefter søger sikkerhed i tilflugtsbyen, 12 skal byrådet i hans hjemby hente ham og udlevere ham til den myrdedes slægtninge, så de kan hævne mordet og slå morderen ihjel. 13 I så fald skal I ikke vise barmhjertighed, men I skal sørge for at rense landet for mordere, hvis I vil sikre dets fremtid.

Om retssikkerheden

14 Når I har slået jer ned i det land, Herren giver jer, må I ikke stjæle jord fra hinanden ved at flytte de oprindelige markskel.

15 Fæld aldrig dom over nogen på et enkelt vidneudsagn. Der skal to eller tre samstemmende vidnesbyrd til, før en sag kan afgøres. 16 Hvis nogen aflægger falsk vidnesbyrd og anklager en anden for en forbrydelse, han ikke har begået, 17 skal både anklageren og den anklagede krydsforhøres af de dommere og præster, der på det tidspunkt gør tjeneste ved helligdommen. 18 Hvis det så viser sig, at anklageren lyver, 19 skal han idømmes den straf, den anklagede skulle have haft for den påståede forbrydelse. På den måde skal I udrydde det onde fra jeres midte 20 og derved forebygge, at andre vidner falsk. 21 I må ikke vise medlidenhed med den skyldige. Princippet er liv for liv, øje for øje, tand for tand, hånd for hånd og fod for fod.

Bestemmelser vedrørende krig

20 Når I går i krig og står ansigt til ansigt med fjendens mange heste og stridsvogne og en hær, der er langt stærkere end jeres, skal I ikke lade jer slå ud. Herren, jeres Gud, er med jer. Han er den samme Gud, som førte jer ud af Egypten. Men før I rykker frem, skal præsten tale til krigerne og sige:

‚Hør her, israelitiske mænd! I skal ikke være bange for at kaste jer ud i kampen i dag. Herren, jeres Gud, er med jer, og han vil kæmpe på jeres side imod fjenderne og give jer sejr.’

Derefter skal hærførerne tage ordet og sige: ‚Er der nogen, som netop har bygget sig et hus, men ikke har indviet det endnu? I så fald skal han vende hjem, for hvis han dør i kampen, bliver det en anden, der kommer til at indvi det. Er der nogen, som endnu ikke har fået vinhøsten i hus? I så fald skal han vende hjem, for hvis han dør i kampen, kommer en anden til at nyde frugten af hans arbejde. Er der nogen som er forlovet? Så tag hjem og gift jer, for hvis I dør i kampen, bliver det en anden, som gifter sig med jeres tilkommende. Er der nogen, som er bange for at kæmpe? I så fald skal I vende hjem, så I ikke ved jeres frygt nedbryder hærens moral.’ Efter at hærførerne har sorteret den slags mænd fra, skal de udvælge de forskellige befalingsmænd.

10 Når I påtænker at storme en by, skal I først give indbyggerne mulighed for at overgive sig. 11 Hvis de vælger at overgive sig og åbner portene for jer, kan I gå ind og gøre dem til jeres slaver. 12 Men hvis de ikke vil slutte fred, skal I belejre byen, 13 og når Herren udleverer byen til jer, skal I slå samtlige mænd i byen ihjel, 14 men I kan selv beholde kvinderne, børnene, husdyrene og det øvrige krigsbytte. 15 De her retningslinier gælder kun for byer, der ligger langt væk, ikke for byer i det land, som I skal over og tage i besiddelse.

16 Inden for landets grænser skal I udrydde alt og alle, I må ikke skåne nogen overhovedet, 17 men udslette befolkningen totalt, hittitterne, amoritterne, kana’anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, sådan som Herren har befalet. 18 På den måde undgår I at synde imod Herren ved at lade jer friste til at deltage i deres væmmelige afgudsdyrkelse.

19 Når I belejrer en by, må I ikke ødelægge frugttræerne på stedet. I må spise af frugten, men ikke fælde træerne. Det er jo ikke dem, I kæmper imod. 20 De træer, som ikke bærer spiselige frugter, kan I hugge om og bruge til angrebsramper og lignende.

Lukas 9:28-50

Tre disciple ser et glimt af Jesus i hans herlighed(A)

28 En uges tid senere tog Jesus Peter, Johannes og Jakob med op på et bjerg for at bede. 29 Mens han bad, begyndte hans ansigt at stråle, og hans lange kjortel blev blændende hvid. 30 Pludselig var der to mænd, som stod og talte med ham. Det var Moses og Elias. 31 De strålede af himmelsk herlighed, og de talte med ham om hans snarlige bortgang, der skulle finde sted i Jerusalem. 32 Peter og de andre var frygtelig døsige og kæmpede mod søvnen. Det lykkedes dem at holde sig vågne,[a] og de så, hvordan både Jesus og de to mænd udstrålede Guds herlighed. 33 Da Moses og Elias skulle til at forlade Jesus, udbrød Peter: „Mester, hvor er det skønt at være her. Lad os bygge tre hytter: en til dig, en til Moses og en til Elias.” Han vidste ikke, hvad han skulle sige. 34 I det samme kom der en sky ned over dem, og de blev bange, da de pludselig befandt sig midt inde i den. 35 Så lød der en stemme inde fra skyen: „Det er min elskede Søn.[b] Lyt til ham!” 36 Da stemmen lød, var der ingen andre at se end Jesus.

Den oplevelse holdt disciplene foreløbig for sig selv. Det var først lang tid senere, de fortalte andre om, hvad de havde set.

Manglende tro(B)

37 Den næste dag, da de var nået hele vejen ned fra bjerget, kom en stor skare mennesker dem i møde. 38 En mand råbte: „Mester, vil du ikke nok komme og se til min søn? Han er mit eneste barn, 39 og der er en ond ånd, som bliver ved med at tage magten over ham. Den får ham til at udstøde de frygteligste skrig. Derpå kaster den ham til jorden, og han får krampe, og fråden står ham om munden. Altid er den ude efter ham, og den er lige ved at tage livet af ham. 40 Jeg bad dine disciple om at drive den onde ånd ud, men de kunne ikke.”

41 „Åh, I forvildede og vantro mennesker!” udbrød Jesus. „Hvor længe skal jeg blive hos jer? Hvor længe skal jeg bære over med jer? Kom herhen med din søn!”

42 Mens drengen var på vej derhen, hev og sled den onde ånd i ham, og han vred sig i krampeanfald. Jesus befalede den onde ånd at forlade drengen. Straks var han helbredt, og Jesus gav ham tilbage til faderen. 43 Folk var slået af forundring over et sådant Guds under.

Jesus taler igen om sin død(C)

Mens alle stadig undrede sig over det, Jesus havde gjort, sagde han til disciplene: 44 „Hør godt efter og glem ikke, hvad jeg nu siger til jer: Det varer ikke længe, før Menneskesønnen bliver forrådt og overgivet i menneskers vold.” 45 Men disciplene forstod ikke, hvad han mente. Det var simpelt hen en gåde for dem, så de ikke kunne fatte det, men ingen af dem turde spørge ham.

Den største er den, som vil tjene(D)

46 Disciplene begyndte nu at diskutere, hvem der var den mest betydningsfulde af dem. 47 Men da Jesus kendte deres tanker, fik han fat i et barn og stillede det ved siden af sig. 48 Så sagde han: „Enhver, der accepterer sådan et barn, fordi det hører mig til, har i virkeligheden accepteret mig; og den, der har accepteret mig, har accepteret min Far, som sendte mig. Den af jer, som er parat til at være den mindste, er i virkeligheden den største.”

Den, der ikke er imod, er for(E)

49 Johannes sagde nu til Jesus: „Mester, vi så en mand drive onde ånder ud i dit navn, og vi sagde til ham, at det skulle han holde op med. Han var jo ikke en af dine disciple.”

50 Men Jesus svarede: „Lad være med at hindre ham. Den, som ikke er imod jer, er for jer.”

Salme 73

Gud er retfærdig og god

73 En sang af Asaf.

Gud er god mod sit folk,
    mod dem, hvis hjerte er rent.
Men jeg var på nippet til at miste min tro,
    jeg var kommet snublende nær til afgrunden.
For jeg blev misundelig på de stolte og gudløse,
    de har jo fremgang på trods af deres ondskab.
Alt går så glat og sorgløst for dem,
    de er raske og strutter af sundhed.
De bekymrer sig ikke om noget som helst,
    eller plages af problemer som os andre.
Derfor knejser de med hovedet i deres hovmod,
    de omgiver sig med vold, som var det en kappe.
Ondskaben vælter ud af deres indre,
    deres tanker er fyldt med nedrige planer.
Deres tale er ondskabsfuld og hånlig,
    de er fyldt med foragt og trusler mod andre.
De gør oprør mod Gud i Himlen
    og opfører sig, som om de ejede hele jorden.
10 Derfor bøjer folket sig for dem
    og giver dem alt, hvad de forlanger.[a]
11 „Der findes ingen Gud, som kan se os,” påstår de.
    „Den Højeste Gud aner ingenting.”
12         Sikken et grusomt hovmod.
Deres velstand øges,
    uden at de anstrenger sig for det.
13 Jeg var fristet til at tænke: „Det hele er håbløst.
    Hvad er fordelen ved at leve et retskaffent liv.
14 Det giver mig kun problemer dagen lang,
    og jeg pines fra morgen til aften.”
15 Men hvis jeg virkelig havde sagt sådan,
    ville jeg være en forræder mod dit folk.
16 Jeg har prøvet at forstå det,
    men det er bestemt ikke let.
17 Så gik jeg ind i dit tempel, Gud,
    og du forklarede mig de ondes endeligt.
18 Jeg indså, at de er ude på et skråplan,
    du vil straffe dem med døden engang.
19 På et øjeblik er det forbi med dem,
    de vil opleve en frygtelig afslutning på livet.
20 Deres liv er som en drøm,
    der forsvinder, når man vågner.
Når du griber ind, Herre,
    bliver det enden på deres drømmeliv.
21 Da indså jeg, hvor bitter jeg var blevet,
    hvor misundelig jeg var på de gudløses succes.
22 Dengang var jeg dum og uvidende,
    som et dyr, der intet forstår.
23 Men alligevel har du ikke forkastet mig, Gud.
    Du holder fast ved min højre hånd.
24 Du rådgiver mig på livets vej,
    og til sidst går jeg ind til herligheden.
25 Det er dig, jeg vil tjene og tilbede, Gud,
    ingen andre i verden kan jeg stole på.
26 Kroppen kan svigte og livsmodet synke,
    men du er min tilflugt og tryghed for evigt.

27 Alle, der vender dig ryggen, går til grunde,
    du udrydder dem, der gør oprør imod dig.
28 At leve i Guds nærhed er min lykke!
    Jeg har valgt at stole på Herren, min Gud,
        og vidne om alle hans velgerninger.

Ordsprogene 12:10

10 Den retskafne har omsorg endog for sine dyr,
    den onde er selv i bedste fald grusom.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.