The Daily Audio Bible

2 På Herrens befaling vendte vi så tilbage til ørkenen og gik sydpå i retning af Det Røde Hav. I mange år vandrede vi rundt i ørkenområdet vest for Seirs bjerge. ² Til sidst sagde Herren:

³ ‚Nu er det tid at vende om og gå nordpå! ⁴ Forbered folket på at gå gennem Seirs bjerge, det land, der tilhører edomitterne, som er Esaus efterkommere. Edomitterne vil blive urolige, når I drager gennem deres land, og derfor skal I passe ekstra meget på ⁵ ikke at provokere dem til kamp. Jeg har givet dem hele bjerglandet omkring Seir i eje, og jeg har ikke i sinde at give jer så meget som en fodsbred af det. ⁶ Betal dem for den mad og det vand, I har brug for undervejs. ⁷ I de 40 år, I vandrede omkring i denne store ørken, har jeg jo været med jer og velsignet jer, så I ikke har manglet noget som helst.’

⁸ Så gik vi nordpå og satte kursen mod Moabs ubeboede sletter, men vi fulgte ikke vejen, der går fra Eilat og Etzjon-Geber gennem Arabadalen.^[a]

⁹ Herren advarede os også imod at provokere moabitterne. ‚Kæmp ikke imod dem,’ sagde han. ‚Jeg har givet dem byen Ar, og jeg har ikke i sinde at give jer noget af det land, jeg allerede har givet Lots efterkommere.’

¹⁰ (Før i tiden boede emitterne i Moabs område. De var et stort og stærkt folk, der var i slægt med de anakitiske kæmper. ¹¹ Både emitterne og anakitterne gik under fællesnavnet refaitter, men moabitterne nøjedes med at kalde dem emitter. ¹² Før i tiden boede horitterne i Seirs bjerge, men de blev drevet bort af edomitterne, Esaus efterkommere, der overtog deres land på samme måde, som israelitterne overtog Kana’ans land, fordi Herren havde bestemt det.)

¹³ ‚Gå nu over Zered-wadien,’^[b] sagde Herren. Det gjorde vi så. ^14-16 Der var altså gået 38 år, fra vi begyndte ørkenvandringen ud fra Kadesh, til vi nåede Zered-wadien. Herren havde sørget for, at alle de mænd, der 38 år tidligere var gamle nok til at bære våben, nu var døde. Herren forhindrede således folket i at komme ind i landet, indtil hele den generation, der gjorde oprør imod ham, var uddød.

¹⁷ Derpå sagde Herren til mig: ¹⁸ ‚Gå nu videre nordpå gennem moabitternes land forbi Ar. ¹⁹ Men når I kommer i nærheden af ammonitterne, skal I lade være med at forstyrre eller provokere dem, for jeg har ikke i sinde at give jer noget af det landområde, jeg har givet til Lots efterkommere.’

²⁰ (Det område tilhørte engang refaitterne, der af ammonitterne blev kaldt zamzummitter. ²¹ De var et stort og stærkt folk, men Herren havde givet ammonitterne held til at fordrive dem og overtage deres land. ²² På lignende måde havde Herren hjulpet Esaus efterkommere til at overtage området omkring Seirs bjerge ved at udrydde horitterne, der boede i landet før dem. ²³ En tilsvarende situation opstod, da kaftoritterne, som kom fra Kreta, angreb og udryddede avvitterne, der indtil da havde boet i området langs Middelhavet helt ned til Gaza.)

Sejren over Kong Sihon af Heshbon

²⁴ Herren sagde derefter: ‚Gå nu over Arnonfloden og ind i amoritterkongen Sihon af Heshbons land. I skal føre krig imod ham og tage hans land. ²⁵ Fra i dag vil jeg gøre samtlige folkeslag i verden bange for jer, så de ryster af skræk, bare de hører om jer!’

²⁶ Derefter sendte jeg fra Kedemots ørken bud til kong Sihon af Heshbon med tilbud om en fredsaftale. ²⁷ ‚Giv os tilladelse til at rejse igennem dit land,’ bad jeg. ‚Vi lover, at vi ikke vil nedtræde afgrøderne, men holde os til vejen. ²⁸ Vi lover også, at vi ikke vil stjæle mad undervejs, men betale for alt, hvad vi spiser og drikker, så længe vi er på gennemrejse. ²⁹ Edomitterne ved Seir gav os tilladelse til at gå gennem deres land. Det samme gjorde moabitterne fra Ar. Vi er på vej mod Jordanfloden for at gå ind i det land, Herren, vores Gud, har givet os.’

³⁰ Men kong Sihon gav os ikke lov til at rejse gennem landet. Herren havde nemlig gjort ham stædig, og det udløste den krig, der blev årsag til, at landet nu er på vores hænder.

³¹ Da sagde Herren til mig: ‚Jeg har taget de første skridt til at give jer kong Sihons land. Nu kan I gå ind og erobre landet og tage det i besiddelse.’

³² Kong Sihon erklærede os krig og mønstrede sin hær ved Jahatz. ^33-34 Men Herren, vores Gud, hjalp os med at besejre ham, og vi erobrede alle hans byer og udryddede samtlige indbyggere, også kvinder og børn. Intet fik lov at overleve, ^35-36 undtagen kvæget, som vi beholdt sammen med krigsbyttet fra de byer, vi havde erobret. Vi indtog samtlige byer fra Aroer på toppen af Arnonkløften og byen, som ligger nede i dalen, helt til Gilead. Ikke en eneste by kunne holde stand imod os, for Herren, vores Gud, gav dem i vores magt. ³⁷ Men som Herren havde befalet, holdt vi os fra ammonitterne, som boede øst for Jabbokfloden og i byerne i bjerglandet.

Sejren over kong Og af Bashan

3 Vi satte derefter kursen nordpå mod Bashan, hvor kong Og straks mobiliserede sin hær og rykkede ud mod os ved byen Edrei. ² Men Herren sagde til mig: ‚Du skal ikke være bange. Jeg vil udlevere kongen og hans hær og hele hans land til jer. Du skal gøre med ham, som du gjorde med amoritternes kong Sihon af Heshbon.’ ³ Herren, vores Gud, hjalp os i kampen mod kong Og, så vi slog ham og huggede hele hans hær ned. Der var ingen, der overlevede. ⁴ Bagefter indtog vi samtlige 60 byer i Argob-området, hvor kong Og var konge. ⁵ Alle byerne var stærkt befæstede med høje mure og jernbeslåede porte. Desuden indtog vi alle de mindre, ubefæstede byer i området. ⁶ Vi udslettede totalt kong Og af Bashans rige på samme måde, som vi havde udslettet kong Sihon af Heshbons rige. Vi udryddede hele befolkningen, både mænd, kvinder og børn, ⁷ men kvæget og krigsbyttet beholdt vi.

⁸ Hele området øst for Jordanfloden, som før havde tilhørt de to amoritterkonger, var nu på vores hænder. Det var området mellem Arnonfloden mod syd og Hermonbjerget mod nord. ⁹ (Hermonbjerget blev af sidonierne kaldt Sirjon, af amoritterne blev det kaldt Senir.) ¹⁰ Vi havde dermed kontrol over alle byerne på højsletten samt over områderne Gilead og Bashan helt til byerne Salka og Edrei.

¹¹ (Kong Og af Bashan var den sidste, der var tilbage af den refaitiske kæmpeslægt. Hans jernseng^[c] måler fire meter i længden og næsten to meter i bredden, og står den dag i dag i ammonitterbyen Rabba.)

Fordelingen af landet øst for Jordanfloden

^12-13 Efter sejren over de to konger fordelte jeg det erobrede land øst for Jordanfloden mellem Rubens og Gads stammer og halvdelen af Manasses stamme. Rubens og Gads stammer fik området nord for byen Aroer ved Arnonfloden samt den sydlige halvdel af Gileads bjergland med tilhørende byer. Det halve af Manasses stamme fik den nordlige del af Gilead-området samt hele Argob-området, som vi havde taget fra kong Og. (Sidstnævnte område kaldes også Bashan eller refaitternes land.) ¹⁴ Jair-slægten af Manasses stamme overtog Argob-området helt til Geshurs og Ma’akas grænse. De gav landets byer nye navne, og landet selv kaldte de ‚Jairs landsbyer’, hvad det hedder den dag i dag. ¹⁵ Makir-slægten af Manasses stamme fik det nordlige Gilead. ¹⁶ Rubens og Gads område går fra Gilead i nord ned til Arnonfloden i syd, hvor grænsen går midt gennem Arnondalen. Mod øst danner Jabbokfloden grænse til ammonitternes område. ¹⁷ Vestgrænsen følger Jordanfloden fra Galilæasøen i nord til Det Døde Hav i syd, og videre øst om søen til lavlandet neden for Pisgas bjerg.

¹⁸ Jeg mindede Rubens og Gads stammer samt Manasses halve stamme om, at selv om Herren nu havde tildelt dem dette område, måtte de vente med at etablere sig der, indtil deres våbenføre mænd havde gjort deres pligt ved at hjælpe de øvrige stammer med at indtage Kana’ans land vest for Jordanfloden, det land, som Herren ville give dem. ¹⁹ ‚Men jeres kvinder og børn,’ sagde jeg, ‚de kan blive tilbage i de byer, som Herren har givet jer her, og tage sig af jeres store kvægflokke, ²⁰ indtil Herren har givet de øvrige stammer sejr, og I kan vende tilbage. I må ikke vende tilbage, før de øvrige stammer har indtaget landet på den anden side af Jordanfloden, for Herren har udset dette land til dem.’

²¹ Da sagde jeg til Josva: ‚Du har selv oplevet, hvordan Herren har givet os sejr over kong Sihon og kong Og. Når I nu går over på den anden side af Jordanfloden, vil Herren også give jer sejr over kongerne dér. ²² Vær ikke bange for dem, for Herren, jeres Gud, vil gå med jer og kæmpe på jeres side.’

Moses fik ikke lov at komme ind i landet

²³ I samme forbindelse bad jeg til Herren: ²⁴ ‚Herre, min Gud! Du har vist mig din storhed og magt. Findes der nogen gud i himlen eller på jorden, der handler så underfuldt som dig? ²⁵ Vil du ikke give mig lov til at drage over Jordanfloden og se det herlige bjergland og Libanon?’ ²⁶ Men Herren var vred på mig på grund af folket og ville ikke give mig lov til at følge med. ‚Ikke tale om!’ sagde han. ²⁷ ‚Du må nøjes med at gå op på toppen af Pisgas bjerg, hvor der er god udsigt til alle sider, og se ind i landet. Men Jordanfloden kommer du ikke over. ²⁸ Du skal indsætte Josva som din efterfølger og opmuntre ham til at føre folket over floden og indtage det land, du ser på den anden side.’

²⁹ Så blev vi i dalen over for Bet-Peor.”

Jesus udvælger de 12 apostle^(A)

¹² En dag gik Jesus op på en bakketop for at bede. Han tilbragte natten i bøn til Gud, ¹³ og ved daggry kaldte han sine disciple til sig og udvalgte 12 af dem, som han også kaldte apostle. ¹⁴ Her er navnene på dem: Simon, som han også kaldte Peter, og dennes bror Andreas; Jakob og Johannes; Filip; Bartolomæus; ¹⁵ Mattæus; Thomas; Jakob, søn af Alfæus; Simon Frihedskæmper; ¹⁶ Judas, søn af Jakob, og Judas Iskariot, som blev forræder.

Jesu helbredende kraft

^17-18 Da de var kommet ned fra bjerget, gik de ud på en slette, hvor mange af Jesu disciple samledes omkring dem. Der var også en stor skare mennesker, som var kommet for at høre ham og for at blive helbredt for deres sygdomme. Der var jøder fra hele Judæa og Jerusalem og folk så langt nordfra som kystområdet ved Tyrus og Sidon. Jesus uddrev mange onde ånder, ¹⁹ og alle i menneskemængden søgte at røre ved ham, for en sådan kraft strømmede fra ham, at alle, der rørte ved ham, blev helbredt.

Afmagtens velsignelse—selvtilstrækkelighedens forbandelse^(B)

²⁰ Jesus så ud over sine disciple og sagde:

²² I er velsignede, selv når mennesker hader jer, fryser jer ud, håner jer og sværter jer til, fordi I hører mig til. ²³ Glæd jer, når det sker! Ja, dans af glæde, for der venter jer en stor løn i Himlen. Sådan er Guds profeter altid blevet behandlet.

Om at elske sine fjender i stedet for at gøre gengæld^(C)

²⁷ Jesus fortsatte: „Til jer, som ønsker at adlyde mig, siger jeg: Elsk jeres fjender! Gør godt mod dem, som hader jer. ²⁸ Velsign dem, som forbander jer. Bed for dem, som mishandler jer.

²⁹ Hvis nogen slår dig på den ene kind, så vend den anden til. Hvis nogen vil tage din yderkjortel fra dig, så lad ham også få din inderkjortel. ³⁰ Giv enhver, som beder dig, og hvis nogen tager dine ejendele, så lad være med at kræve dem tilbage.

³¹ Gør mod andre, som I ønsker, at de skal gøre mod jer. ³² Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad særligt godt skulle der være ved det? Det kan enhver synder jo gøre. ³³ Hvis I kun gør godt mod dem, der gør godt mod jer, hvad prisværdigt skulle der være ved det? Det gør syndere jo også. ³⁴ Hvad særligt er der ved at låne penge ud, når I ved, I får dem igen? Selv syndere låner ud til andre syndere, når blot de får deres penge igen.

³⁵ Nej, elsk jeres fjender og gør godt imod dem. Lån jeres penge ud uden at spekulere på, om I får dem tilbage. Så bliver I rigeligt belønnet og handler som børn af den højeste Gud. Gud er nemlig god, også mod de utaknemmelige og onde. ³⁶ Vær barmhjertige, ligesom jeres Far er barmhjertig.

Om ikke at dømme andre^(D)

³⁷ Lad være med at dømme andre, ellers bliver I selv dømt. Fordøm ikke, så I ikke selv skal blive fordømt. Tilgiv, så vil I selv få tilgivelse.

³⁸ Giv, så skal der gives jer. Den målestok, I anvender over for andre, vil blive anvendt over for jer. Er I gavmilde, vil I modtage et godt, rystet, presset mål med top på.”

Under Guds velsignelse

67 Til korlederen: Brug strengeinstrumenterne. En lovsang.