The Daily Audio Bible

⁴⁰ På det tidspunkt hørte Arads konge i det sydlige Kana’an, at israelitterne var på vej, ^41-48 og efter at han var besejret, fortsatte de fra Hors bjerg til Zalmona, Punon, Obot, Ijje-ha-Abarim nær grænsen til Moabs land, Dibon-Gad, Almon-Diblatajim og Abarimbjergene nær Nebos bjerg, indtil de endelig nåede frem til Moabs sletter ved Jordanfloden over for Jeriko. ⁴⁹ På Moabs sletter slog de lejr flere steder på strækningen mellem Bet-ha-Jeshimot og Abel-Shittim.

^50-51 Det var, mens de lå i lejr øst for Jordanfloden, at Herren gav folket denne besked gennem Moses: „Efter at I er kommet over Jordanfloden og ind i Kana’ans land, ⁵² skal I jage folkene på flugt foran jer og ødelægge deres udskårne og støbte afgudsbilleder og offerhøjene, hvor de dyrker deres afguder. ⁵³ For jeg har givet jer landet, og derfor skal I tage det i besiddelse og bosætte jer i det. ⁵⁴ Landet skal I dele imellem jer ved lodkastning og i forhold til de enkelte stammers størrelse, så de største stammer får et større område end de mindre stammer. ⁵⁵ Men hvis I undlader at jage folkene bort, vil de af dem, som bliver tilbage, blive som en torn i øjet og et spyd i siden på jer, for de vil ikke lade jer være i fred. ⁵⁶ Så ender det med, at jeg jager jer bort fra landet i stedet for dem.”

Landets grænser

34 ^1-2 Gennem Moses gav Herren israelitterne følgende besked: „I står nu på tærskelen til Kana’ans land. Jeg giver jer hele dette land, og det skal være jeres hjemland. ³ Mod syd grænser landet op til Edom og Zins ørken. Grænsen løber fra sydspidsen af Det Døde Hav ⁴ sydpå til Akrabbimpasset og videre mod Zins ørken. Det sydligste punkt er Kadesh-Barnea. Derfra løber grænsen mod nordvest til Hatzar-Addar og videre til Atzmon. ⁵ Fra Atzmon følger grænsen Egyptens Bæk helt ud til Middelhavet.

⁶ Mod vest danner Middelhavet grænse.

^7-9 Nordgrænsen løber i lige linie fra Middelhavet og østpå til Hors bjerg og videre til Lebo-Hamat, Zedad og Zifron og ender ved Hatzar-Enan.

¹⁰ Den østlige grænse går fra Hatzar-Enan sydpå til Shefam ¹¹ og videre til Ribla øst for Ajin. Derfra slår den en bue, først sydpå og derefter vestpå til den rammer Galilæasøens sydligste punkt. ¹² Derfra følger den Jordanfloden sydpå til Det Døde Hav.”

Fordelingen af landet

¹³ Moses sagde nu til israelitterne: „Hele dette område skal fordeles ved lodkastning mellem de ni stammer og den halve Manasse-stamme. ^14-15 Rubens og Gads stammer samt den anden halvdel af Manasses stamme skal ikke være med i lodtrækningen, for de har allerede fået tildelt området øst for Jordanfloden.”

¹⁶ Derefter sagde Herren til Moses: ¹⁷ „Jeg har udvalgt præsten Eleazar og Josva til at overvåge fordelingen af landet. ¹⁸ De skal have hjælp af en leder fra hver stamme.”

^19-29 Herren udpegede følgende mænd til opgaven: Kaleb, Jefunnes søn, fra Judas stamme; Shemuel, Ammihuds søn, fra Simeons stamme; Elidad, Kislons søn, fra Benjamins stamme; Bukki, Joglis søn, fra Dans stamme; Hanniel, Efods søn, fra Manasses stamme; Kemuel, Shiftans søn, fra Efraims stamme; Elitzafan, Parnaks søn, fra Zebulons stamme; Paltiel, Azzans søn, fra Issakars stamme; Ahihud, Shelomis søn, fra Ashers stamme; og Pedael, Ammihuds søn, fra Naftalis stamme.

Levitbyerne

35 Mens israelitterne stadig lå i lejr på Moabs sletter langs Jordanfloden over for Jeriko, sagde Herren til Moses:

² „Sig til folket, at de skal overdrage nogle af deres byer med omliggende græsmarker til levitterne. ³ Der skal levitterne bo og deres husdyr græsse. ⁴ I skal afmåle et område rundt om byerne, som skal være levitternes græsmarker. Afmål 450 m fra bymuren udad, ⁵ og 900 m langs hver af de fire sider af byen, mod øst, mod syd, mod vest og mod nord.

^6-7 Levitterne skal i alt tildeles 48 byer med omliggende græsmarker. Heraf skal de seks være tilflugtsbyer, hvor personer, der uforsætligt er kommet til at slå et andet menneske ihjel, kan søge asyl. ⁸ Levitbyerne skal ligge jævnt fordelt ud over hele landet, således at de store stammer skal afstå mange byer til levitterne, og de mindre stammer færre.”

Tilflugtsbyerne

⁹ Herren sagde videre til Moses: ^10-11 „Sig til folket: Når I kommer ind i landet, skal I udpege nogle byer til at være tilflugtsbyer. En person, som er skyldig i uagtsomt manddrab, kan flygte til sådan en by, ¹² så vedkommende undgår at blive dræbt af blodhævnere, endnu inden der er afsagt dom i sagen. ^13-14 Der skal ligge tre tilflugtsbyer i Kana’ans land og tre i området øst for Jordanfloden. ¹⁵ Både israelitterne, de fremmede iblandt jer og folk på gennemrejse skal kunne søge tilflugt i disse byer.

^16-18 Hvis en person slår et andet menneske ihjel ved at gøre brug af våben af jern, sten eller træ, er der ikke tale om uagtsomt manddrab; det må formodes at være mord, og derfor skal den skyldige lide døden: ¹⁹ Den myrdedes nærmeste slægtning har ansvaret for at hævne mordet, og han skal slå morderen ihjel. ^20-21 Det samme gælder, hvis en person af had til en anden forsætligt skubber til ham, kaster noget imod ham eller slår ham, så han dør.

^22-23 Men hvis der er tale om et uheld, hvor en person uforvarende kommer til at skubbe til en anden eller ramme ham med en sten eller noget andet, så han dør, ²⁴ skal domstolen afgøre, hvorvidt der er tale om uagtsomt manddrab eller mord, og om den skyldige skal udleveres til blodhævneren eller ej. ²⁵ Hvis domstolen så har afsagt kendelse om uagtsomt manddrab, skal drabsmanden beskyttes mod blodhævneren og bringes tilbage til den tilflugtsby, han var flygtet til. Der skal han blive boende, indtil den fungerende ypperstepræst er død.

²⁶ Hvis drabsmanden forlader tilflugtsbyen, ²⁷ har blodhævneren ret til at slå ham ihjel uden at gøre sig skyldig i mord, ²⁸ for manden burde være blevet i tilflugtsbyen indtil ypperstepræstens død. Først efter ypperstepræstens død kan han vende tilbage til sit hjem. ²⁹ Denne lov skal gælde fra slægt til slægt i det land, hvor I kommer til at bo.

³⁰ Enhver morder skal henrettes, medmindre der er mangel på vidneudsagn. Der skal mindst to vidneudsagn til for at dømme en person til døden. ³¹ Men hvis han dømmes skyldig i mord, skal han henrettes. Han kan ikke frigives mod, at der betales løsepenge for ham. ³² En flygtning, der bor i en tilflugtsby, kan heller ikke løskøbes, så han kan forlade tilflugtsbyen og vende tilbage til sit hjem før ypperstepræstens død. ^33-34 I må ikke gøre det land, som I skal ind og bo i, urent, for jeg, Herren, bor i jeres midte. Hvis et menneske udgyder et andet menneskes blod, bliver landet urent, og der kan kun skaffes soning ved at den skyldige dør.”

Jesus helbreder en spedalsk mand^(A)

¹² I en af de byer, Jesus besøgte, var der en mand, som var hårdt angrebet af spedalskhed. Da han fik øje på Jesus, kastede han sig med ansigtet mod jorden. „Herre, hvis du vil, kan du gøre mig rask!” bad han.

¹³ Jesus rakte hånden ud og rørte ved manden. „Det vil jeg!” sagde han. „Bliv rask!” I samme øjeblik forsvandt spedalskheden.

¹⁴ Jesus forbød ham at sige det til nogen og fortsatte: „Gå hen og lad dig undersøge af en præst, så du kan blive erklæret rask. Og husk at tage den offergave med, som Toraen foreskriver for spedalske, der er blevet helbredt.”

¹⁵ Alligevel spredtes rygtet hurtigt, og store folkemængder kom for at høre Jesus og for at blive helbredt for deres sygdomme. ¹⁶ Jesus trak sig derfor tilbage til øde områder, hvor han havde chance for at være alene og få tid til at bede.

Jesus viser sin magt til at tilgive synder^(B)

¹⁷ En dag, da Jesus var i færd med at undervise, sad der mange farisæere og skriftlærde blandt tilhørerne. De var kommet både fra landsbyerne i Galilæa og Judæa og helt fra Jerusalem, og Guds kraft var til stede, så Jesus kunne helbrede. ¹⁸ Så kom der nogle mænd gående med en lam mand på en båre. De forsøgte at komme ind i huset for at lægge den syge foran Jesus, ¹⁹ men det kunne de ikke på grund af de mange mennesker, der var forsamlede. I stedet gik de op på det flade tag, fjernede nogle teglsten og sænkede båren med den syge mand ned lige foran Jesus. ²⁰ Da Jesus så mændenes tro, sagde han til den lamme mand: „Min ven, dine synder er dig tilgivet.” ²¹ Men farisæerne og de skriftlærde tænkte: „Hvad bilder han sig ind? Det er da en hån imod Gud! Kun Gud kan tilgive synder.”

²² Jesus kendte deres tanker og sagde: „Hvorfor tænker I sådan? ²³ Hvad er lettest at sige: ‚Dine synder er tilgivet,’ eller: ‚Rejs dig op og gå’? ²⁴ Lad mig nu vise jer, at Menneskesønnen^[a] har magt på jorden til at tilgive synder.” Med de ord vendte han sig til den lamme mand og sagde: „Rejs dig op, tag din båre og gå hjem!” ²⁵ Straks rejste manden sig for øjnene af dem, tog sin båre og gik hjem, alt imens han lovpriste Gud.

²⁶ Alle de tilstedeværende var ude af sig selv af begejstring og ærefrygt. De priste Gud og sagde: „Vi har set de utroligste ting i dag.”

Jesus elsker dem, det religiøse samfund forkaster^(C)

²⁷ Da Jesus senere var på vej ud af byen,^[b] fik han øje på en mand ved navn Levi, der sad ved toldstedet og opkrævede skat til romerne. „Kom med mig!” sagde Jesus til ham. ²⁸ Straks rejste Levi sig, forlod alt og fulgte med ham som en af hans disciple.

En takkesang ved høstfesten

65 Til korlederen: En lovsang af David.