The Daily Audio Bible

Nogle israelitter bosætter sig øst for Jordanfloden

32 Rubens og Gads stammer havde masser af kvæg, og da de opdagede, hvor velegnet Jazers og Gileads land var til kvægavl, ² henvendte deres ledere sig til Moses og præsten Eleazar og de øvrige stammeledere og sagde: ^3-4 „Herren har hjulpet sit folk med at erobre hele området omkring byerne Atarot, Dibon, Jazer, Nimra, Heshbon, Elale, Sebam, Nebo og Beon. Dette område er særdeles velegnet til kvægavl. ⁵ Derfor vi vil gerne bede om at få tildelt det område som vores ejendom, så vi kan slå os ned her frem for at tage over på den anden side af Jordanfloden.”

⁶ „Skal de andre stammer så gå i krig alene?” spurgte Moses. ⁷ „Det vil tage modet fra resten af folket, så vi risikerer, at de går glip af det land, Herren har lovet dem. ⁸ Var det ikke netop det, der skete for jeres fædre, dengang jeg sendte spioner fra Kadesh-Barnea ind i landet? ⁹ Kom spionerne ikke tilbage fra Eshkoldalen og tog modet fra folket, så de ikke nåede ind i det land, Herren havde lovet dem? ^10-11 Ved den lejlighed blev Herren så vred over deres vantro, at han svor på, at ikke en eneste over 20 år af alle dem, der havde været med fra begyndelsen, da de forlod Egypten, skulle få det land at se, han havde lovet Abraham, Isak og Jakob. ¹² Kun Kaleb og Josva var undtaget, for de havde fuld tillid til Herren, og de opfordrede folket til at gå ind og tage landet i besiddelse.

¹³ Efter den episode lod Herren os strejfe omkring i ørkenen i 40 år, indtil den oprørske generation var uddød i ørkenen som følge af deres synd. ¹⁴ Og nu kommer I og vil gøre det samme igen. Hvis I nu også nægter at adlyde Herren, vil han i sin vrede straffe Israels folk endnu værre. ¹⁵ Hvis I svigter, vil folket få forlænget opholdet i ørkenen, og på den måde bringer I ulykke over hele folket.”

¹⁶ „Nej, nej,” svarede de, „vi har kun tænkt os at lave indhegninger og bygge byer, så vi kan efterlade vores kvæg og vores familier her, ¹⁷ mens vi selv ruster os til krig og går i spidsen for Israels folk ind i landet, så vi kan sikre os, at de når deres bestemmelsessted, hvor de kan slå sig ned i fred og ro. Men forinden må vi bygge befæstede byer til vores familier for at sikre os, at de ikke bliver udplyndret af de øvrige indbyggere i området. ¹⁸ Når det er gjort, vil vi følge med folket og ikke vende tilbage, før alle Israels stammer har taget deres land i besiddelse. ¹⁹ Det eneste, vi siger, er, at vi vil foretrække at bo på den østlige side af Jordanfloden i stedet for på den vestlige side.”

²⁰ „Godt,” svarede Moses, „hvis I vil holde jeres ord og ruste jer til krig, ^21-22 kan I overtage området øst for Jordanfloden på den betingelse, at I ikke vender tilbage, før Herren har jaget fjenderne bort, og folket har indtaget landet. Først da har I opfyldt jeres forpligtelser over for Herren og folket, så Herren kan give jer det område, I er interesseret i. ²³ Men hvis I løber fra jeres ord, har I syndet imod Herren selv—og da skal I få konsekvensen af jeres synd at mærke. ²⁴ Gå bare i gang med at lave indhegninger til jeres kvæg og bygge byer til jeres familier, sådan som I foreslår.”

²⁵ „Vi vil gøre nøjagtig, som du siger,” svarede Gads og Rubens stammeledere. ²⁶ „Vi vil efterlade vores børn, koner, kvæg og øvrige husdyr i byerne her i Gilead, ²⁷ men alle våbenføre mænd iblandt os følger med over på den anden side af Jordanfloden for at kæmpe i krigen for Herren, sådan som du har befalet.”

²⁸ Moses bekendtgjorde denne afgørelse for Eleazar, Josva og stammelederne. ²⁹ „Hvis alle våbenføre mænd fra Gads og Rubens stammer hjælper med til at erobre landet på den anden side af Jordanfloden,” sagde han, „skal Gileads land bagefter tilfalde dem. ³⁰ Men hvis de kryber udenom, skal de have jord side om side med de øvrige stammer i Kana’an.”

³¹ Gads og Rubens stammeledere bekræftede Moses’ ord. „Vi vil gøre, som Herren har befalet,” erklærede de. ³² „Alle våbenføre mænd følger med til Kana’an og deltager i krigen for Herren, og vi overtager så ejendomsretten til området øst for Jordanfloden.”

³³ Derpå overdrog Moses officielt amoritterkongen Sihons område og kong Og af Bashans område med de tilhørende byer til Gads, Rubens og det halve af Manasses stammer.

³⁴ Gads stamme genopbyggede følgende byer: Dibon, Atarot, Aroer, ³⁵ Atarot-Shofan, Jazer, Jogbeha, ³⁶ Bet-Nimra og Bet-Haran. De var alle befæstede byer med indhegnede græsgange udenom.

³⁷ Rubens stamme genopbyggede følgende byer: Heshbon, Elale, Kirjatajim, ³⁸ Nebo, Ba’al-Meon og Sibma. De gav mange af byerne nye navne.

³⁹ Makirs slægt af Manasses stamme tog op til Gilead, erobrede landet og jog amoritterne bort. ⁴⁰ Derfor gav Moses Gilead til makiritterne, som bosatte sig der. ⁴¹ Jair-slægten fra Manasses stamme erobrede en lang række byer i Gilead, hvorefter de gav området navneforandring til Jairs landsbyer. ⁴² En mand ved navn Noba erobrede med sin hærstyrke byen Kenat og de omkringliggende landsbyer og opkaldte området efter sig selv.

Ruten fra Egypten til Jordanfloden

33 Her følger en beskrivelse af israelitternes rejserute fra det tidspunkt, Moses og Aron førte dem ud af Egypten. ² På Herrens befaling havde Moses nedskrevet navnene på alle de steder, hvor de slog lejr på vejen til Kana’an.

^3-4 Efter den første påske i Egypten brød de i sejrsrus op fra Ramses for øjnene af de forfærdede egyptere, der var i færd med at begrave deres førstefødte, som Herren havde slået ihjel natten forinden, da han havde fuldendt dommen over de egyptiske guder.

^5-7 Første gang, israelitterne slog lejr, var i Sukkot, dernæst i Etam på grænsen til ørkenen og i Pi-ha-Hirot ved Migdols bjerg nær Ba’al-Zefon. ⁸ Derfra gik de gennem Det Røde Hav og tre dagsrejser ind i Etams ørken, hvor de slog lejr ved Mara. ⁹ Fra Mara kom de til Elim med de 12 kilder og 70 palmetræer. Dér blev de et stykke tid.

¹⁰ Efter Elim slog de lejr ved Det Røde Hav ¹¹ og fortsatte ind i Sins ørken, ¹² hvor de slog lejr ved Dofka ¹³ og senere ved Alush. ¹⁴ Fra Alush tog de til Refidim, hvor der intet vand var.

^15-37 Fra Refidim rejste de ind i Sinai ørken og videre gennem „De Grådiges Grav”, Hatzerot, Ritma, Rimmon-Peretz, Libna, Rissa, Kehelata, Har-Shefer, Harada, Mahelot, Tahat, Tara, Mitka, Hashmona, Moserot, Bene-Ja’akan, Hor-ha-Gidgad, Jotbata, Abrona, Etzjon-Geber, Kadesh i Zins ørken og endte ved Hors bjerg nær grænsen til Edom.

^38-39 Mens de lå i lejr ved foden af Hors bjerg, gik præsten Aron på Herrens befaling op på bjerget, hvor han døde 123 år gammel. Hans dødsdag var den første dag i den femte måned, 40 år efter at israelitterne havde forladt Egypten.

Jesu autoritet—hans magt over de onde ånder^(A)

³¹ Jesus slog sig derefter ned i Kapernaum. Den følgende sabbat underviste han i synagogen, ³² og hans ord gjorde dybt indtryk på folk, for han talte til dem med en autoritet, de ikke var vant til.

³³ Nu var der i forsamlingen en mand, der var besat af en ond ånd. Han begyndte at råbe af fuld hals: ³⁴ „Lad os være i fred, Jesus Nazaræer! Er du kommet for at ødelægge os? Jeg ved, hvem du er! Du er Guds hellige Søn!”

³⁵ „Ti stille, og kom ud af ham!” befalede Jesus. Den onde ånd kastede manden til jorden og fór så skrigende ud af ham uden at gøre ham yderligere fortræd. ³⁶ De tilstedeværende blev forfærdede og begyndte at diskutere, hvad der var sket: „Hvilken utrolig magt! Han taler jo med en sådan autoritet, at selv de onde ånder adlyder ham og farer ud.” ³⁷ Og rygtet om ham gik som en løbeild over hele egnen.

Jesus viser sin magt til at helbrede alle mulige sygdomme^(B)

³⁸ Fra synagogen gik Jesus hen til Simons hus, hvor Simons svigermor lå med høj feber. Man bad Jesus om at helbrede hende, ³⁹ og han gik hen til hende og befalede feberen at forlade hende. Feberen forsvandt, og hun stod op med det samme og sørgede for mad til dem.

⁴⁰ Da solen var gået ned, og sabbatten dermed var forbi, kom folk med alle dem, der led af forskellige slags sygdomme. Jesus lagde hænderne på hver enkelt og helbredte dem. ⁴¹ Mange blev befriet fra onde ånder, og når ånderne på hans befaling kom ud, råbte de: „Du er Guds Søn!” Men Jesus ønskede ikke, de skulle røbe, at han var Messias. Derfor befalede han dem at tie stille.

Jesus fortsætter med at fortælle om Gud og helbrede i hele Galilæa^(C)

⁴² Tidligt næste morgen gik Jesus ud til et øde sted. Folk ledte efter ham alle vegne, og da de fandt ham, bad de ham om ikke at forlade dem. Men han sagde: ⁴³ „Jeg må også bringe budskabet om Guds rige til de andre byer. Det er det, jeg er blevet sendt for at gøre.” ⁴⁴ Og han vandrede omkring og forkyndte i landets synagoger.^[a]

Simon Peters mirakuløse fiskefangst

5 En dag, da Jesus stod nede ved Genesaret Sø, trængte folk sig ind på ham for at kunne høre Guds ord. ² Så fik han øje på to både, der lå i vandkanten. Fiskerne var gået fra borde og var ved at rense deres net. ³ Jesus gik om bord i den båd, der tilhørte Simon, og bad ham lægge lidt fra land, hvorefter han satte sig ned i båden og underviste menneskemængden derfra.

⁴ Da han var færdig, vendte han sig mod Simon og hans partner og sagde: „Sejl ud på dybt vand og læg jeres garn^[b] ud til fangst!”

⁵ „Jamen, mester, vi har slidt hele natten uden at fange noget,” indvendte Simon. „Men når du siger det, så prøver vi igen.” ⁶ Det varede ikke længe, før nettene var så sprængfyldte med fisk, at de var lige ved at gå i stykker. ⁷ Simon gjorde tegn til deres kammerater i den anden båd, at de skulle komme og hjælpe dem, og snart var begge både så fyldte med fisk, at de var lige ved at synke. ⁸ Da Simon Peter så det, faldt han på knæ for Jesus og sagde: „Gå bort fra mig, Herre! Jeg er alt for stor en synder til at være i din nærhed.” ⁹ Både han selv og hans medhjælpere var lamslåede og forskrækkede over den mirakuløse fiskefangst. ¹⁰ Det samme var Peters makkere i den anden båd, Jakob og Johannes, Zebedæus’ sønner. Men Jesus sagde til Simon: „Vær ikke bange. Fra nu af skal du være menneskefisker.”

¹¹ Efter at de havde trukket bådene på land, sagde de farvel til fiskeriet og fulgte nu Jesus på fuldtid som hans disciple.^[c]

Gud straffer ondskab

64 Til korlederen: En sang af David.