The Daily Audio Bible

30 Moses overbragte israelitterne alle disse forskrifter, som Herren havde givet ham.

Regler vedrørende løfter

² Moses gav stammelederne følgende instrukser: „Herren har befalet: ³ Hvis en mand aflægger Herren et højtideligt løfte eller ved en ed forpligter sig til afholdenhed på et bestemt område, så må han ikke bryde sit løfte. Hans løfte eller ed står fast.

⁴ Hvis en ugift kvinde, der endnu bor hjemme i sin fars hus, aflægger et løfte og forpligter sig til afholdenhed på et bestemt område, ⁵ og hvis hendes far efter at være gjort bekendt med løftet, ikke gør indsigelse, står løftet ved magt. ⁶ Men hvis hendes far, samme dag han hører om det, nægter at godkende hendes løfte, træder løftet ud af kraft. Da vil Herren tilgive hende, for hendes far har modsat sig løftet.

⁷ Hvis en kvinde gifter sig, mens hun stadig er forpligtet af et løfte, hun har aflagt uden at tænke så meget over konsekvenserne, ⁸ og hendes mand ikke gør indsigelse den dag, han bliver gjort bekendt med løftet, står løftet ved magt. ⁹ Men hvis hendes mand samme dag nægter at godkende løftet, træder det ud af kraft, og Herren vil tilgive hende.

¹⁰ Hvis kvinden er enke eller fraskilt, vil et løfte hun har aflagt, stå ved magt.

¹¹ Hvis kvinden allerede er gift og bor sammen med sin mand, når hun aflægger sit løfte, ¹² og manden bliver gjort bekendt med løftet uden at gøre indsigelse, står løftet ved magt. ¹³ Men hvis han modsætter sig løftet, samme dag han hører om det, træder løftet ud af kraft, og Herren vil tilgive hende. ¹⁴ Hendes mand kan altså enten bekræfte eller afkræfte et løfte eller en forpligtelse til afholdenhed, som hans kone ved en ed har fremsagt, ¹⁵ men hvis han ikke gør indsigelse den samme dag, han hører om det, har han dermed godkendt løftet som gyldigt. ¹⁶ Hvis han overskrider denne frist og senere får hende til at bryde sit løftet, bliver det hans ansvar, og straffen for løftebruddet rammer ham selv.”

¹⁷ Det var de regler, Herren gav Moses om forholdet mellem en mand og hans kone og mellem en far og hans ugifte datter.

Guds straf over midjanitterne

31 Herren sagde nu til Moses: ² „Jeg vil, at du skal straffe midjanitterne, fordi de lokkede Israels folk til at dyrke afguder. Dette bliver din sidste opgave, inden du skal dø.”

³ Da sagde Moses til folket: „Nogle af jer skal ruste sig til kamp imod midjanitterne, så Herren kan straffe dem. ^4-6 Hver stamme skal stille med 1000 mand.”

Denne hær, som i alt talte 12.000 mand, sendte Moses nu af sted imod midjanitterne, anført af Pinehas, præsten Eleazars søn. De havde pagtens ark og alarmtrompeterne med. ⁷ Det var på Herrens befaling, de angreb midjanitterne og dræbte samtlige mænd iblandt dem. ⁸ Blandt de dræbte var der fem midjanitiske konger, Evi, Rekem, Zur, Hur og Reba. Også Bileam, Beors søn, blev dræbt.

⁹ Den israelitiske hær tog alle kvinder og børn til fange, beslaglagde midjanitternes husdyr og rigdomme ¹⁰ og brændte alle deres byer og landsbyer af.

^11-13 Så førte de fangerne og krigsbyttet i triumftog hjem til lejren på Moabs sletter ved Jordanfloden over for Jeriko. Moses, præsten Eleazar og folkets ledere kom dem i møde uden for lejren. ¹⁴ Moses blev vred på officererne, da han så, hvad de bragte med sig hjem. ¹⁵ „Hvorfor har I ladet kvinderne leve?” spurgte han. ¹⁶ „Det var jo netop dem, der fulgte Bileams råd og lokkede Israels folk til at dyrke afguder på Peors bjerg, så Herrens folk blev ramt af en frygtelig plage. ¹⁷ Derfor skal I dræbe alle drenge og alle kvinder, der har haft samleje med en mand. ¹⁸ Kun småpigerne og de kvinder, der er jomfruer, må I skåne og bruge som slaver. ¹⁹ Alle de af jer, som har dræbt nogen eller rørt ved en død, skal blive uden for lejren i syv dage, og på den tredje og den syvende dag skal I og jeres fanger gennemgå renselsesritualet, så I renses for synd. ²⁰ Husk også at vaske jeres tøj og alt, hvad der er lavet af læder, gedehår og træ.”

²¹ Præsten Eleazar sagde derefter til de mænd, der havde deltaget i krigen: „Herren har befalet Moses, ^22-23 at I skal rense alt det, der ikke er brændbart, såsom guld, sølv, bronze, jern, tin og bly, ved at lægge det i ilden. Men alt det, der er brændbart, skal I rense ved at lægge det i vand. ²⁴ Når det er gjort, skal I vente i syv dage, før I gennemgår renselsesritualet og vasker jeres tøj. Først da kan I vende tilbage til lejren.”

²⁵ Herren sagde nu til Moses: ²⁶ „Sammen med præsten Eleazar og stammelederne skal du lave en liste over alt krigsbyttet, deriblandt også krigsfangerne og husdyrene, ²⁷ hvorefter du skal dele byttet i to dele. Den ene halvdel skal deles ud til dem, der tog del i krigen, og den anden halvdel skal deles ud til resten af folket, ²⁸ efter at Herren har fået sin del af fangerne, kvæget, æslerne, fårene og gederne. Herrens andel af krigernes udbytte er én ud af hver 500. ²⁹ Denne andel skal overdrages præsten Eleazar som en ydelse til præstetjenesten for Herren. ³⁰ Herrens andel af folkets udbytte skal være én ud af hver 50. Denne andel skal overdrages levitterne, som arbejder ved Herrens bolig.”

³¹ Moses og præsten Eleazar gjorde, som Herren havde befalet. ^32-35 Krigsbyttet udgjorde 675.000 får og geder, 72.000 stykker kvæg, 61.000 æsler og 32.000 småpiger og unge jomfruer.

^36-40 Den halvdel, som tilfaldt dem, der havde været i kamp, udgjorde således 337.500 får og geder, hvoraf 675 blev givet til præsterne, 36.000 stykker kvæg, hvoraf 72 blev givet til præsterne, 30.500 æsler, hvoraf 61 blev givet til præsterne, 16.000 småpiger og unge jomfruer, hvoraf 32 blev overdraget til præsterne som slaver. ⁴¹ Præsternes andel blev overdraget til Eleazar, sådan som Herren havde sagt.

^42-46 Den anden halvdel, som tilfaldt folket, beløb sig til 337.500 får og geder, 36.000 stykker kvæg, 30.500 æsler og 16.000 småpiger og unge jomfruer. ⁴⁷ Af disse dyr og mennesker blev én ud af hver 50 overdraget til levitterne, sådan som Herren havde sagt.

⁴⁸ Da kom lederne for de forskellige hærafdelinger til Moses ⁴⁹ og sagde: „Efter at vi har optalt de hjemvendte krigere, kan vi melde, at vi ikke har mistet en eneste mand i krigen. ⁵⁰ Derfor har vi besluttet at give Herren alle de guldsmykker vi tog fra fjenden, dvs. samtlige ankelringe,^[a] armbånd, fingerringe, øreringe og halssmykker. Dette offer skal skaffe os soning hos Herren.”

^51-53 Moses og præsten Eleazar tog imod denne særlige gave. Den samlede vægt af alle disse kunstfærdigt udførte guldsmykker, som krigerne havde taget i krigsbytte, beløb sig til næsten 200 kilo. ⁵⁴ Hærførernes gave blev bragt til åbenbaringsteltet, hvor det blev opbevaret som et minde for Herrens ansigt.

Fristelsen i ørkenen^(A)

4 Jesus gik videre fra Jordanfloden, efter at han var blevet fyldt med Helligåndens kraft, og han blev ført rundt i Judæas ødemark under Åndens ledelse, ² mens han i 40 dage blev fristet af Djævelen. I den tid spiste han intet, og henimod slutningen var han meget sulten. ³ Da sagde Djævelen til ham: „Hvis du virkelig er Guds Søn, hvorfor siger du så ikke til den sten dér, at den skal blive til brød?”

⁴ Jesus svarede: „Der står skrevet: ‚Et menneske lever ikke af brød alene!’^[a]”

⁵ Derefter tog Djævelen ham med et andet sted hen, og i et glimt viste han Jesus alle verdens lande. ⁶ Så sagde han: „Jeg vil give dig magt over al den herlighed, du ser, for den magt er blevet overdraget til mig, og jeg giver den til hvem, jeg vil. ⁷ Hvis bare du vil falde på knæ og tilbede mig, vil jeg overgive det alt sammen til dig.”

⁸ Jesus svarede: „Der står skrevet: ‚Det er Herren, din Gud, du skal tilbede, og ham alene du skal tjene.’^[b]”

⁹ Så tog Djævelen ham med ind til Jerusalem og op på det højeste hjørne af tempelmuren. „Hvis du virkelig er Guds Søn,” sagde han, „så kast dig ud herfra! ¹⁰ Der står jo skrevet: ‚Han befaler sine engle at passe på dig. ¹¹ De skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten.’^[c]”

¹² Jesus svarede: „Der er sagt: ‚Du må ikke provokere Herren, din Gud.’^[d]”

¹³ Da Djævelen var nået til ende med sine fristelser, lod han Jesus være i fred, indtil han kunne øjne en ny chance.

Jesus begynder at fortælle om Guds rige rundt om i Galilæa^(B)

¹⁴ Jesus vendte nu tilbage til Galilæa, hvor han vandrede rundt og udførte mange mirakuløse helbredelser ved Helligåndens kraft. Inden længe blev han kendt langt uden for Galilæas grænser. ¹⁵ Han underviste også i synagogerne, og folk talte med beundring om ham.

Jesus forkastes som Messias af sine bysbørn

¹⁶ Da Jesus kom til Nazaret, hvor han var vokset op, gik han den følgende sabbat hen til synagogen, som han plejede. Under mødet blev han bedt om at læse op fra Skrifterne, så han rejste sig, ¹⁷ og man rakte ham profeten Esajas’ bogrulle. Han rullede den ud og læste op fra det sted, hvor der står:

²⁰ Derpå rullede Jesus bogrullen sammen igen, gav den tilbage til synagogetjeneren og satte sig ned for at kommentere det, han havde læst.^[g] Alle i synagogen stirrede spændt på ham. ²¹ „I dag er de skriftord, I lige har hørt, gået i opfyldelse!” begyndte han.

²² Alle fik et godt indtryk af ham, og de var betaget af de vidunderlige ord, der kom fra hans mund. Men at Jesus skulle være Messias,^[h] det kunne de ikke acceptere. „Jamen, det er jo Josefs søn,” blev de ved med at sige.

²³ Jesus svarede: „I vil sikkert bruge ordsproget: ‚Læge, læg dig selv’ på mig,—og I vil sige: ‚Hvorfor gør du ikke de samme undere her i din hjemby, som du gjorde i Kapernaum?’ ²⁴ Men det siger jeg jer: Ingen profet bliver accepteret som profet i sin hjemby. ^25-26 Tænk på det mirakel, som profeten Elias gjorde for at hjælpe en enke i Zarepta i Sidons land. Der var ellers enker nok i Israel, som trængte til hjælp, for det regnede ikke i tre et halvt år, og der var stor hungersnød i landet, men Elias blev ikke sendt til nogen af dem. ²⁷ Eller tænk på profeten Elisa, som helbredte syreren Na’aman, skønt der var mange spedalske i Israel, der trængte til hjælp.”

²⁸ Da folk i synagogen hørte den udtalelse, blev de rasende. ²⁹ De sprang op og førte Jesus ud af byen, hen mod randen af det bjerg, Nazaret er bygget på. De ville styrte ham ned, ³⁰ men han gik roligt sin vej midt igennem menneskemængden.

Længsel efter Herren

63 En sang af David, da han opholdt sig i Judæas ødemark.