The Daily Audio Bible
Today's audio is from the NRSVUE. Switch to the NRSVUE to read along with the audio.
21 Næste morgen sadlede Bileam sit æsel og fulgte med sendebudene tilbage. 22 Men Gud var vred over, at Bileam var så forhippet på at tage af sted—og derfor sendte han en engel i forvejen for at blokere vejen. Da Bileam og hans to tjenere nu kom ridende, 23 fik Bileams æsel pludselig øje på Herrens engel, der stod på vejen med draget sværd. Æslet drejede straks fra vejen og gik ind over marken, men Bileam slog æslet og tvang det tilbage på vejen. 24 Så stillede Herrens engel sig længere fremme på et sted, hvor vejen løb mellem to vingårdsmure. 25 Da æslet så englen, der blokerede vejen, prøvede det at klemme sig forbi langs muren, og Bileams ene fod kom i klemme. Endnu en gang slog han på æslet. 26 Herrens engel stillede sig nu længere fremme på vejen på et sted, der var så snævert, at æslet umuligt kunne komme uden om englen. 27 Så lagde æslet sig ned på vejen.
Nu blev Bileam rasende. Han slog æslet værre end før, 28 men i det samme gav Herren æslet mund og mæle. „Hvad har jeg gjort, siden du nu har slået mig tre gange?” sagde æslet. 29 „Du har gjort mig til grin,” hvæsede Bileam. „Hvis jeg havde haft mit sværd med mig, havde jeg slået dig ihjel på stedet.” 30 „Du kender min trofasthed,” fortsatte æslet. „Har jeg før været ulydig imod dig?” „Nej,” indrømmede Bileam.
31 I det samme åbnede Herren Bileams øjne, så han fik øje på englen, der stod med draget sværd på vejen. Da kastede Bileam sig til jorden. 32 „Hvorfor slog du dit eget æsel så voldsomt?” spurgte englen. „Det var jo mig, der stod i vejen for at standse dig, fordi du var mere opsat på at gøre din egen vilje end Guds vilje. 33 Tre gange så æslet mig og veg tilbage. Det blev din redning, for var det ikke sket, havde jeg for længst slået dig ihjel og ladet æslet leve.”
34 Da indrømmede Bileam: „Jeg har syndet. Jeg vidste ikke, at det var dig, der forsøgte at standse mig. Jeg vil straks vende om, hvis jeg har handlet forkert.” 35 Herrens engel svarede: „Følg bare med mændene, men du må kun sige det, jeg giver dig lov til at sige.” Så fortsatte Bileam rejsen.
36 Da kong Balak fik at vide, at Bileam var på vej, forlod han byen og gik ham i møde ved landegrænsen langs Arnonfloden. 37 „Hvorfor kom du ikke med det samme, da jeg sendte bud efter dig?” spurgte han Bileam. „Tror du ikke, jeg har råd til at belønne dig rigeligt?” 38 „Nu er jeg her,” svarede Bileam. „Men jeg kan ikke sige andet end det, Gud giver mig lov at sige.” 39 Så fulgte Bileam med kongen til Kirjat-Hutzot, 40 hvor kong Balak ofrede køer og får og gav noget af kødet til Bileam og hans ledsagere. 41 Næste morgen førte Balak så Bileam op på toppen af Bamot-Ba’al, hvorfra de kunne se ud over hele[a] det israelitiske folk.
Bileam velsigner israelitterne
23 Da sagde Bileam til kongen: „Byg syv altre her og bring mig syv tyre og syv væddere.” 2 Balak adlød, hvorefter de i fællesskab ofrede en tyr og en vædder på hvert af de syv altre.
3 Bileam sagde nu til kongen: „Bliv stående her ved dine brændofre, så vil jeg gå hen og prøve at få Herren i tale. Bagefter skal jeg fortælle dig, hvad Herren siger.” Så gik han op på en nøgen klippetop, 4 og Herren mødte ham dér. Bileam sagde til Herren: „Jeg har bygget syv altre og ofret en tyr og en vædder på hvert alter.” 5 Da gav Herren Bileam et budskab til kong Balak.
6 Så vendte Bileam tilbage til kongen, der stod ved sine brændofre sammen med de moabitiske ledere. 7 Det budskab, Herren havde givet ham, lød som følger:
„Fra Aram lod Balak mig hente,
han sendte bud fra østlandets bjerge:
‚Kom og forband Jakob,
nedkald Guds vrede over Israel.’
8 Kan jeg mon forbande, når Gud ikke vil,
nedkalde vrede, uden at Herren er vred?
9 Jeg ser dem fra min udkigspost,
fra bjergene skuer mit øje dem:
De er et udvalgt folk,
udskilt fra andre nationer.
10 Jakobs slægt kan ikke tælles,
Israels folk er som sand på stranden.
Det er et gudfrygtigt folk,
gid jeg må leve og dø som dem.”
11 „Hvad i alverden er det, du siger?” udbrød kong Balak. „Bad jeg dig ikke om at forbande mine fjender? Hvorfor velsigner du dem så i stedet for?”
12 Bileam svarede: „Kan jeg gøre andet end at gentage, hvad Herren har sagt til mig?”
13 „Nuvel,” sagde Balak, „følg med hen til et andet sted, hvor vi kun kan se en mindre del af folket. Dem kan du i det mindste forbande for mig.” 14 Så førte Balak ham op til udkigsstedet på toppen af Pisgas bjerg. Her byggede han igen syv altre og ofrede en tyr og en vædder på hvert alter.
15 Derefter sagde Bileam til kongen: „Bliv stående her ved dit brændoffer, mens jeg går hen og prøver at få Herren i tale.” 16 Da talte Herren til Bileam og gav ham et budskab til Balak, 17 hvorpå Bileam vendte tilbage til kongen og de moabitiske ledere, der stod rundt om altrene.
„Nå, hvad sagde Herren så?” spurgte kongen ivrigt. 18 Bileam svarede:
„Hør godt efter, kong Balak,
spids dine ører, Zippors søn.
19 Gud er ikke som mennesker, der lyver,
han skifter ikke mening, som vi gør.
Når han siger noget, så gør han det.
Han holder, hvad han lover.
20 Når han har befalet at velsigne,
kan jeg ikke andet end velsigne.
21 I Jakobs lejr lider man ingen nød,
ingen ulykke rammer Israels folk.
For Herren, deres Gud, er med dem,
de hylder ham som deres konge.
22 Gud førte dem ud af Egypten,
han gav dem styrke som en vildokse.
23 Forbandelser preller af på Jakob,
trolddom har ingen magt over Israel.
Nu siger folkeslagene om Israel:
‚Se, hvad Gud har gjort for sit folk.’
24 Det er et folk, der rejser sig som en løve,
som en hanløve, der jager sit bytte.
De hviler sig først, efter at de har spist,
og når de har drukket de dræbtes blod.”
25 Da udbrød kong Balak: „Hvis du ikke vil forbande dem, så kunne du i det mindste lade være med at velsigne dem.” 26 „Kan jeg gøre andet end at gentage, hvad Herren har sagt til mig?” svarede Bileam. 27 „Nuvel,” sagde Balak, „følg med hen til et tredje sted. Måske Gud går med til, at du forbander dem fra det sted.”
28 Så førte kong Balak ham op på toppen af Peors bjerg, hvorfra de kunne se ud over ørkenen, 29 og Bileam opfordrede igen kongen til at bygge syv altre og tilberede syv tyre og syv væddere som brændofre. 30 Kongen adlød Bileam og ofrede en tyr og en vædder på hvert alter.
Johannes Døbers fødsel
57 Dagen kom, hvor Elisabet skulle føde, og hun fik en dreng. 58 Familie og naboer fik hurtigt den gode nyhed at vide, og alle glædede sig over Guds godhed mod hende.
59 Ugedagen[a] efter kom slægt og venner for at deltage i omskærelsesceremonien. Alle regnede med, at drengen skulle hedde Zakarias som sin far, 60 men Elisabet sagde: „Nej, han skal hedde Johannes!”[b]
61 „Hvorfor?” udbrød de. „Der er ikke én i hele familien, der hedder sådan.” 62 Så spurgte de med tegn og fagter barnets far, hvad han ønskede, drengen skulle hedde. 63 Han bad om en tavle, og til alles store overraskelse skrev han: „Drengens navn er Johannes.”
64 I samme øjeblik kunne Zakarias tale igen, og han begyndte at lovprise Gud. 65 Naboerne blev slået af forundring, og beretningen herom gik fra mund til mund over hele Judæas højland. 66 Alle, der hørte om det, undrede sig og sagde: „Hvad mon Gud har for med den dreng?” De mirakler, der var sket, gjorde det klart, at Gud havde særlige planer med ham.
67 Johannes’ far, Zakarias, blev fyldt med Helligåndens kraft og profeterede:
68 „Lovet være Herren, Israels Gud,
for han har besluttet at befri sit folk.
69 Han har ladet fremstå en forunderlig Frelser
af sin tjener Davids slægt.
70 Det forudsagde han gennem sine hellige profeter
i fordums tid:
71 En Frelser, der skal befri os fra vore fjender,
fra alle, der hader os.
72-75 Han husker sin pagt med Abraham,
det løfte, han selv har givet,
om at vi altid kunne tjene ham i hellighed og retfærdighed
uden frygt for vore fjender.
76 Og du, mit barn,
du skal kaldes den Højestes profet,
for du skal bane vej for Herren.
77 Du skal fortælle hans folk om frelsen,
ved at de får deres synd tilgivet
78 som følge af Guds inderlige barmhjertighed.
Solen fra det Høje er på vej for at hjælpe os.
79 Hans lys vil skinne for dem,
som lever i mørke og i dødens skygge,
og han vil lede vore fødder ind på fredens vej.”
80 Johannes voksede op og var meget modtagelig for åndelig åbenbarelse. Han opholdt sig i ødemarken, mens han forberedte sig til den dag, da han skulle træde offentligt frem for Israels folk.
Dom over onde magthavere
58 Til korlederen: En sang af David.
2 Mon I fyrster ved, hvad der er ret og rigtigt?
Mon I behandler folk retfærdigt?
3 Nej, I har kun ondskab i tanke,
I giver volden frit løb i landet.
4 I har været onde fra fødslen af,
fra barnsben har I været fulde af løgn.
5 I udspyr slangegift og vil ikke lytte til Gud.
I ligner en døv kobra,
6 der ikke kan høre slangetæmmeren,
lige meget hvor højt han spiller.
7 Knus kæberne på de grusomme løver, Herre.
Bræk alle deres skarpe tænder, Gud.
8 Lad dem forsvinde som vand i ørkenen,
lad dem visne som græs i tørtiden.
9 Lad dem blive til slim som sneglen,
lad dem ende som dødfødte fostre,
der aldrig får lyset at se.
10 Gud vil feje de onde af vejen,
hurtigere end brændet kan få gryden i kog.[a]
11 De gudfrygtige glæder sig, når retten sejrer.
De får lov at vade i de gudløses blod.
12 Da skal folk udbryde:
„Ja, de gudfrygtige bliver belønnet til sidst.
Der er en Gud, som sørger for retfærdighed på jorden.”
12 Den, der håner sin næste, er uden forstand,
den kloge har lært at holde mund.
13 Den, der løber med sladder, snakker over sig,
den trofaste kan holde på en hemmelighed.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.