The Daily Audio Bible

Moses laver en kobberslange

21 Da kongen af Arad i Negev hørte, at israelitterne kom op ad vejen mod Atarim, samlede han sin hær og angreb dem, og det lykkedes ham at tage en del af dem til fange. ² Da lovede Israels folk højt og helligt Herren, at hvis han ville hjælpe dem med at besejre kongen af Arad og hans hær, ville de totalt udslette alle de kana’anæiske byer i området uden at tage noget bytte til sig selv. ³ Herren hørte deres bøn og gav dem sejr over kana’anæerne, så alle byerne og deres indbyggere blev udslettet. Stedet er siden kendt under navnet Horma.^[a]

⁴ Derfra vendte israelitterne tilbage til Hors bjerg, hvorefter de fortsatte ad vejen mod Det Røde Hav i en bue uden om Edom. Men undervejs blev de utålmodige, ⁵ og de begyndte atter at kritisere både Gud og Moses. „Hvorfor førte du os ud af Egypten?” klagede de. „Var det for at lade os dø her i ørkenen? Her er jo hverken vand eller mad—og vi er trætte af den evindelige manna.”

⁶ Da sendte Herren giftslanger imod dem, og mange blev bidt og døde.

⁷ Nu kom folket til Moses og sagde: „Vi har syndet ved at gøre oprør mod dig og Herren. Bed Herren om at fjerne slangerne fra os.” Da gik Moses i forbøn for folket, ⁸ og Herren sagde Moses: „Lav en slange af kobber^[b] og hæng den op på en stang—så skal alle, som ser hen på den, leve, selvom de er blevet bidt af giftslangerne.”

⁹ Så lavede Moses en kobberslange og satte den op på en stang. Og alle, som så hen på den, når de var blevet bidt af en slange, reddede livet.

Rejsen fortsætter uden om Edom gennem Moab

¹⁰ Derefter rejste Israels folk videre og slog lejr ved Obot. ¹¹ Fra Obot tog de til Ijje-ha-Abarim i ørkenen umiddelbart øst for Moab, ¹² og videre til Zereddalen, hvor de igen slog lejr. ¹³ Fra Zereddalen rejste de videre mod nord til det øde område på den anden side af Arnonfloden ved grænsen til amoritternes land. Arnonfloden danner grænse mellem moabitterne og amoritterne. ¹⁴ „Bogen om Herrens krige” nævner byen Vaheb med dens bække i Sufaområdet i Arnonflodens kløft, ¹⁵ som strækker sig langs grænsen til Moab helt til byen Ar.

¹⁶ Derfra rejste israelitterne til Be’er.^[c] Det var ved dette vandsted, at Herren sagde til Moses: „Kald folket sammen, så vil jeg give dem vand.” ^17-18 Episoden står beskrevet i følgende sang:

Så forlod de ørkenen og fortsatte gennem Mattana, ¹⁹ Nahaliel og Bamot ²⁰ og videre gennem dalen i Moabs højland, hvorfra man kan se ørkenen og Pisgas bjergtinder længere borte.

Israelitterne besejrer kong Sihon og Kong Og

²¹ Da sendte Israel følgende budskab til amoritterkongen Sihon: ²² „Giv os tilladelse til at rejse igennem dit land. Vi lover, at vi ikke vil nedtrampe jeres marker og vingårde eller drikke jeres vand, men holde os på Kongevejen, så længe vi er i jeres land.”

²³ Men kong Sihon gav dem ikke lov. I stedet samlede han sin hær og rykkede ud mod israelitterne i ørkenen. Ved Jahatz mødtes de to hære, ²⁴ og Israel huggede amoritterne ned. Derefter besatte de området fra Arnonfloden i syd til Jabbokfloden mod nord og ud til ammonitternes område mod øst, men ikke længere, for ammonitternes grænse var stærkt befæstet.

^25-26 Israelitterne indtog således amoritternes byer, og de slog sig ned i disse byer, også i Heshbon, kong Sihons residensby, og i området op til Arnonfloden, der tidligere havde tilhørt moabitterne, men som kong Sihon havde erobret. ^27-30 Den gamle digter udtrykker det sådan:

^31-32 Mens Israels folk opholdt sig i amoritternes land, sendte Moses nogle spioner ud for at undersøge, hvordan han lettest kunne indtage byen Jazer. Derefter angreb de byen og de omkringliggende landsbyer, og amoritterne måtte flygte.

³³ Derefter satte de kursen nordpå mod Bashan, hvor kong Og straks mobiliserede sin hær og rykkede ud mod dem ved byen Edrei. ³⁴ Men Herren sagde til Moses: „Du skal ikke være bange. Jeg vil udlevere kongen og hans hær og hans land til dig. Du skal gøre med ham, som du gjorde med amoritternes kong Sihon af Heshbon.” ³⁵ Og ganske rigtigt: Israelitterne sejrede og dræbte kong Og, hans sønner og hans hær, så der ikke var en eneste overlevende tilbage. Således lykkedes det israelitterne at erobre hele området.

Moabs konge søger hjælp fra Bileam

22 Israelitterne brød op fra Bashan og tog sydpå igen. Da de nåede Moabs højslette øst for Jordanfloden over for Jeriko, slog de lejr der. ^2-4 På det tidspunkt var Balak, en søn af Zippor, konge over Moab. Da han blev klar over, hvor talrige israelitterne var, og hvordan de havde udryddet amoritterne, blev både han og hans folk skrækslagne. Balak klagede sin nød til midjanitternes ledere: „Denne enorme menneskemængde vil gøre det fuldstændig af med os, som når en stor flok køer spiser græsset på marken rub og stub.”

^5-6 Derpå sendte Balak bud til Bileam, Beors søn, der boede i Petor^[d] ved Eufratfloden, og bad ham komme og hjælpe. „Jeg er ved at blive rendt over ende af et mægtigt folk, der kommer fra Egypten,” forklarede han. „Skynd dig! Kom og forband dette folk, så jeg kan få held til at jage dem ud af landet. Jeg ved jo, at den du velsigner, er velsignet, og at den, du forbander, er forbandet.”

⁷ Kong Balaks sendebud, nogle af de mest betroede moabitiske og midjanitiske ledere, havde penge med for at betale Bileam for hans tjeneste. Da de nåede frem, satte de straks Bileam ind i situationen. ⁸ „Bliv her i nat,” sagde Bileam, „så skal jeg i morgen fortælle jer, hvad Herren til den tid har sagt til mig.” Så blev de der natten over.

⁹ Samme nat viste Gud sig for Bileam og spurgte: „Hvem er de mænd, der er hos dig?” ¹⁰ „De kommer fra kong Balak af Moab,” svarede han. ¹¹ „Kongen siger, at et mægtigt folk fra Egypten er på vej mod hans land, og han har bedt mig komme og forbande dem, så han kan få held til at besejre dem.” ¹² „Følg ikke med dem,” sagde Gud. „Du må ikke forbande dem, for jeg har velsignet dem.”

¹³ Næste morgen sagde Bileam til sendebudene: „I må hellere vende hjem, for Herren siger, at jeg ikke må følge med jer.”

¹⁴ Sendebudene vendte så tilbage til kong Balak med uforrettet sag. ¹⁵ Men Balak gav ikke op. Han sendte endnu flere af sine mest betroede ledere af sted. ^16-17 Da de nåede frem, sagde de: „Kong Balak beder dig inderligt om at komme. Han lover dig store æresbevisninger og en god betaling. Ja, han vil give dig hvad som helst, du forlanger—bare du vil komme og forbande disse mennesker.” ¹⁸ Men Bileam svarede: „Om han så giver mig et helt palads fuldt af guld og sølv, har jeg ikke magt til at handle imod Herren min Guds vilje. ¹⁹ Men bliv her i nat—så skal jeg finde ud af, om Herren har noget at tilføje til det, han allerede har sagt.” ²⁰ Samme nat sagde Gud til Bileam: „Når du er så opsat på at følge med disse mænd, så gør det bare—men du må ikke gøre andet end det, jeg siger til dig.”

Den mirakuløse undfangelse af Jesus, Guds Søn

²⁶ Et halvt år efter at Gud havde sendt Gabriel til Zakarias, sendte han ham til Nazaret i Galilæa, ²⁷ hvor der var en ung pige ved navn Maria. Hun var forlovet med en mand, der hed Josef, og han var af Kong Davids slægt. ²⁸ Da Gabriel kom til hende, sagde han: „Fred være med dig! Du er elsket af Gud, og han har store planer med dig.” ²⁹ Maria blev forbløffet over de ord og spekulerede på, hvad meningen kunne være.

³⁰ „Vær ikke bange, Maria,” sagde englen, „for du er udvalgt af Gud. ³¹ Du vil blive gravid og føde en søn, som du skal give navnet Jesus. ³² Han vil få stor betydning, for han er den Almægtiges Søn. Gud Herren vil sætte ham på Davids trone, ³³ og han skal for altid være konge over Israels folk. Hans herredømme vil aldrig få ende.”

³⁴ „Men hvordan skulle jeg kunne få et barn?” spurgte Maria. „Jeg har jo ikke nogen mand.”^[a]

³⁵ Englen svarede: „Helligånden vil komme over dig, og den almægtige Guds kraft vil gøre et under i dig. Derfor vil det barn, du skal føde, blive et helligt barn, Guds Søn. ³⁶ Og jeg kan fortælle dig, at din gamle slægtning Elisabet, som aldrig har kunnet få børn, nu venter et barn. Hun er allerede i sjette måned. ³⁷ Intet er umuligt for Gud.”

³⁸ „Så er jeg parat til at acceptere Guds vilje,” udbrød Maria. „Lad det blot ske, som du har sagt.” Så forlod englen hende.

Maria besøger Elisabet

^39-40 Maria tog nu af sted til Judæas højland, til den by, hvor Zakarias boede, for hun ville besøge Elisabet. ⁴¹ I samme øjeblik Elisabet hørte Marias fredshilsen, sparkede barnet inde i hendes mave, og hun blev fyldt med Helligåndens kraft.

⁴² „Maria!” råbte hun glædestrålende, „hvor er du en velsignet kvinde, og velsignet er det barn, du venter. ⁴³ Hvilken ære, at min Herres mor kommer og besøger mig. ⁴⁴ Netop da jeg hørte din fredshilsen, hoppede barnet inden i mig af fryd. ⁴⁵ Du er velsignet, fordi du troede på, at Gud ville opfylde det løfte, han gav dig.”

Marias lovprisning

⁴⁶ Maria brød nu ud i en lovprisning til Gud:

⁵⁶ Maria blev hos Elisabet i omtrent tre måneder og vendte så tilbage til sit hjem.

Tillidsfuld bøn om hjælp

57 Til korlederen: En sang af David, dengang han flygtede fra Saul ind i en hule.