The Daily Audio Bible

17 Da sagde Herren til Moses: ² „Sig til præsten Eleazar, Arons søn, at han skal rage røgelseskarrene ud af ilden og smide den brændende røgelse væk. Disse røgelseskar er hellige, ³ også selv om de tilhørte oprørske mænd, der måtte dø for deres synd. Tag disse røgelseskar og sørg for, at de bliver hamret flade og brugt som beklædning på alteret. De er hellige, fordi de blev brugt i tjenesten for Herren. På alteret skal de tjene som en advarsel overfor israelitterne.”

⁴ Så tog præsten Eleazar de 250 røgelseskar af bronze, hamrede dem ud til plader og beklædte alteret med dem. ⁵ Det blev en advarsel til Israels folk om, at ingen uindviede personer, der ikke var af Arons slægt, måtte brænde røgelse for Herren, for så ville det gå dem som Kora og hans tilhængere. Således blev den befaling, Herren havde givet Eleazar gennem Moses, ført ud i livet.

⁶ Men allerede næste dag begyndte folket igen at beklage sig overfor Moses og Aron: „Det er jer, vi kan takke for, at nogle af Herrens folk er blevet dræbt.”

^7-8 Mens folket gav luft for deres utilfredshed overfor Moses og Aron, kom Herrens herligheds sky pludselig til syne over åbenbaringsteltet, og Moses og Aron vendte sig og gik hen til indgangen.

^9-10 „Træk jer væk fra folket,” beordrede Herren dem, „så jeg kan komme til at udrydde dem.” Men Moses og Aron kastede sig ned med ansigtet mod jorden foran Herren. ¹¹ Derefter sagde Moses til Aron: „Skynd dig hen til alteret med dit røgelseskar. Læg gløder fra alteret i det, kom røgelse ovenpå og bær det rundt blandt folket, så der kan skaffes soning for dem, for Herren har i sin vrede sendt en plage over folket.”

¹² Aron adlød Moses og skyndte sig rundt blandt folket for at skaffe dem soning, så den plage, der allerede var begyndt, kunne blive stoppet, ¹³ og da Aron stillede sig mellem de døde og de levende, standsede plagen. ¹⁴ Den dag døde 14.700 mennesker af plagen, ud over alle dem, der den foregående dag var døde sammen med Kora. ¹⁵ Da plagen var standset, vendte Aron tilbage til Moses ved åbenbaringsteltets indgang.

Arons blomstrende stav

¹⁶ Da sagde Herren til Moses: ¹⁷ „Sig til Israels folk, at hver af de 12 stammeledere skal bringe dig en stav. Skriv så lederens navn på den stav, han kommer med. ¹⁸ Arons navn skal skrives på den stav, der repræsenterer Levis stamme. ¹⁹ Tag nu disse stave og læg dem foran pagtens ark i åbenbaringsteltet, hvorfra jeg kommunikerer med jer. ²⁰ En af stavene vil sætte skud, og det vil vise jer, hvem jeg har udvalgt til at tjene mig. Sådan vil jeg lukke munden på israelitterne, så jeg kan blive fri for deres evindelige klager.”

²¹ Derefter fortalte Moses folket, hvad Herren havde sagt, og hver af de 12 stammeledere kom med deres stav. Også Arons stav var med i bunken. ²² Moses tog nu stavene og lagde dem for Herrens ansigt i det allerhelligste rum, ²³ og næste dag, da han kom tilbage, så han, at Arons stav ikke blot havde sat skud, men havde sat blomster og nu bar modne mandler.

²⁴ Moses tog stavene med sig ud til de ventende israelitter. De kiggede på dem, og lederne tog hver deres stav, ^25-26 men Arons stav lagde Moses på Herrens befaling tilbage foran pagtens ark, for at den skulle være en påmindelse om folkets oprør og en advarsel om den dødsstraf, der ventede dem, hvis de igen satte sig op mod Moses og præsterne.

^27-28 Men folkets beklagelser var stadig ikke forbi. „Hvordan kan vi undgå at dø,” sagde de, „hvis der er dødsstraf for at komme i nærheden af Herrens bolig? Det er ude med os.”

Præsternes og levitternes tjeneste

18 Da sagde Herren til Aron: „Jeg har overdraget tjenesten ved helligdommen til levitterne. Det er deres ansvar, hvis der sker et lovbrud under tjenesten. Men præstetjenesten er overdraget til dig og dine efterkommere, og sker der noget galt der, er det jer, der bliver krævet til ansvar. ² Levitterne skal hjælpe jer under præstetjenesten foran teltet med pagtens ark. ³ Men når de udfører deres arbejde, må de under ingen omstændigheder røre direkte ved nogen af de hellige ting eller ved alteret. Gør de det, skal de dø—og det skal I også. ⁴ Levitterne skal tage sig af åbenbaringsteltet og transportere det omkring, men ingen af de andre israelitter må hjælpe til med det arbejde.

⁵ Det er jer præster, som skal udføre tjenesten i selve helligdommen og ved alteret, så Israels folk ikke igen skal rammes af min vrede ved ikke at respektere præstetjenesten. ⁶ Jeg har udvalgt levitterne til at hjælpe jer under jeres præstetjeneste i åbenbaringsteltet. De er en gave til jer fra Herren. ⁷ Men du og dine efterkommere, som er mine præster, skal alene varetage altertjenesten. Det er kun jer, som har tilladelse til at gå ind bag forhænget til helligdommen, for I er mine præster. Enhver anden, der trænger ind i helligdommen, skal dø.”

Præsternes og levitternes underhold

⁸ Herren sagde videre til Aron: „Jeg giver jer præster jeres del af de offergaver, som folket bringer til mig. Denne ordning skal gælde for altid. ⁹ I må få de dele af de hellige ofre, som ikke skal brændes på alteret, hvad enten det er afgrødeofre, syndofre eller skyldofre. ¹⁰ I skal spise dem på et helligt sted, men kun mændene må spise dem. ¹¹ De offergaver, som svinges foran alteret, skal for altid tilhøre jer og jeres familier. Både mænd, kvinder og børn må spise af disse ofre—med undtagelse af dem, der er urene på det tidspunkt.

¹² Det samme gælder for de høstofre, som folket bringer til mig—det første og bedste af deres olivenolie, nylavede vin, korn ¹³ og frugter. De ofre må alle jeres familiemedlemmer få del i—med undtagelse af dem, der er urene på det tidspunkt. ¹⁴ Alt hvad der tilhører mig, tilhører også jer. ¹⁵ Alt det førstefødte blandt mennesker og dyr tilhører mig, og skal derfor tilhøre jer. Dog skal israelitterne løskøbe de førstefødte sønner og det førstefødte blandt alle urene dyr. ¹⁶ I stedet for at bringe disse førstefødte sønner og urene dyr som offergaver, skal de en måned efter fødslen løskøbe dem med fem sølvstykker for hver.

¹⁷ Hvad de førstefødte blandt hornkvæget og småkvæget angår, kan de ikke løskøbes, men de skal ofres til mig. Deres blod skal stænkes på alteret, og deres fedt skal brændes som et lifligt offer til mig. ¹⁸ Men kødet skal tilhøre jer—ligesom brystet og det højre lårstykke, der svinges foran alteret, tilhører jer. ¹⁹ Alle de ofre, som folket bringer til mig ved at svinge dem foran alteret, skal tilhøre jer, og I og jeres familier må spise af dem. Dette er en permanent lov, en troskabspagt^[a] mellem mig på den ene side og jer og jeres efterkommere på den anden side.”

²⁰ Herren sagde videre til Aron: „I præster må ikke eje jord eller anden ejendom i landet. Hvad der tilhører mig, tilhører også jer. ²¹ Men hvad levitterne angår, skal de modtage betaling for deres arbejde ved åbenbaringsteltet i form af den tiende, Israels folk bringer. De får nemlig heller ikke jord eller ejendom i landet.

²² Fra nu af skal israelitterne, med undtagelse af præsterne og levitterne, holde sig på afstand af åbenbaringsteltet. Gør de ikke det, skal de dø. ²³ Levitterne skal gøre tjeneste ved åbenbaringsteltet og hjælpe præsterne, men de må ikke få del i landets jord. Det skal være en fast ordning som varer fra slægt til slægt. ²⁴ I stedet for jord får de den tiende, som israelitterne bringer til mig.”

²⁵ Herren sagde videre til Moses: ²⁶ „Sig til levitterne, at en tiendedel af den tiende, de modtager fra israelitterne, skal de give videre til mig. ^27-30 Det bliver deres ‚høstoffer’ og skal i mine øjne regnes på lige fod med de øvrige israelitters høstofre, der betales af det første korn fra tærskepladsen og den første vin, de producerer. Den skal bestå af den bedste del af de tiendegaver, som de modtager fra folket og denne tiende skal de overdrage til Aron som repræsentant for præsterne. ^31-32 Så længe levitterne sørger for at bringe den bedste del af den tiende, de selv modtager, videre til præsterne, må de spise resten, hvor de vil, sammen med deres familier, uden derved at pådrage sig skyld. Det er deres løn for det arbejde, de udfører ved åbenbaringsteltet. Men hvis de overtræder denne lov, skal de dø.”

Jesus genopstår^(A)

16 Næste dags aften, da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Salome og Maria, Jakobs mor, vellugtende salver til at salve den døde med. ² Tidligt søndag morgen, mens solen var ved at stå op, gik de ud til gravhulen. ^3-4 „Hvem mon vi kan få til at rulle den store sten væk fra indgangen?” sagde de til hinanden,^[a] for stenen var meget tung. Men da de nåede frem, så de, at stenen allerede var rullet væk. Graven var åben. ⁵ De gik indenfor og så en engel i skikkelse af en ung mand sidde i højre side af gravhulen. Han var iført en lang, hvid klædning. Da kvinderne så englen, blev de forskrækkede, ⁶ men han sagde til dem: „Vær ikke bange! Er det ikke Jesus af Nazaret, den korsfæstede, I leder efter? Han er ikke her! Han er genopstået. Se selv: Det var her, han blev lagt. ⁷ Men gå nu hen og sig til Peter og de andre disciple: ‚Jesus tager til Galilæa for at mødes med jer dér, sådan som han har sagt jer.’ ”

⁸ Så snart kvinderne var kommet ud fra gravhulen, gav de sig til at løbe alt, hvad de kunne. De var ude af sig selv og rystede af sindsbevægelse. De turde ikke fortælle nogen, hvad de havde oplevet.

Jesus viser sig for Maria Magdalene^[b](B)

⁹ Det var tidligt søndag morgen, Jesus opstod fra de døde, og den første, der fik ham at se, var Maria Magdalene, som han havde befriet for syv onde ånder. ^10-11 Hun gik straks hen til de grædende og sørgende disciple og sagde: „Jesus lever! Jeg har selv set ham!” Men de troede ikke på det.

Jesus viser sig for to disciple^(C)

¹² Senere samme dag viste Jesus sig i sin nye skikkelse for to mænd, der var på vej ud på landet—bort fra Jerusalem. ¹³ De skyndte sig så tilbage til byen for at fortælle de øvrige disciple, at de havde været sammen med Jesus. Men heller ikke deres beretning troede disciplene på.

Jesus viser sig for de 11 disciple^(D)

¹⁴ Derefter viste Jesus sig for de elleve disciple, mens de var ved at spise. Han bebrejdede dem, at de så stædigt havde nægtet at tro på dem, der havde set ham i live.

Jesu sidste ord til disciplene^(E)

¹⁵ Senere gav Jesus sine disciple følgende befaling: „Gå ud i hele verden og forkynd det gode budskab for alle mennesker. ¹⁶ Den, der tror og bliver døbt, vil blive frelst. Men den, som ikke tror, vil blive dømt. ¹⁷ Og disse tegn skal følge dem, der tror: med fuldmagt fra mig skal de drive dæmoner ud, de skal tale med nye tunger, ¹⁸ og hvis de kommer til at tage på slanger, vil der ikke ske dem noget. Skulle de drikke gift, vil det heller ikke skade dem. Og de skal lægge hænderne på de syge, så de bliver helbredt.”

Jesus tages op til Himlen^(F)

¹⁹ Efter at Herren Jesus havde sagt alt, hvad han ville sige til sine disciple, blev han taget op til Himlen, hvor han satte sig ved Guds højre side.

Disciplene begynder at forkynde budskabet om Jesus

²⁰ Og disciplene gik ud alle vegne og forkyndte budskabet om Jesus, og Gud gav dem magt til at udføre tegn og undere, som bekræftede, at budskabet var sandt.

Om at blive forrådt af sine venner

55 Til korlederen: En visdomssang af David. Synges til akkompagnement af strengeinstrumenter.