The Daily Audio Bible

¹⁷ Herren sagde også dette til Moses: ¹⁸ „Sig til Israels folk: Når I kommer ind i det land, jeg vil give jer, ^19-21 skal I ofre en smagsprøve af landets første høst til mig ved at tage noget korn fra tærskepladsen og bage et grovbrød af det. Loven om et offer fra den første høst skal gælde fremover fra slægt til slægt.

^22-24 Hvis I eller jeres efterkommere som folk betragtet uforvarende kommer til at overtræde de love, som jeg har givet jer gennem Moses indtil nu, skal hele folket, så snart fejltagelsen er opdaget, ofre en ung tyr som brændoffer. Da vil jeg anerkende duften af brændofferet som et lifligt offer, når det ofres sammen med det sædvanlige afgrødeoffer og drikoffer samt et syndoffer bestående af en gedebuk. ²⁵ Præsten skal på den måde skaffe soning for hele folket, og da skal de blive tilgivet, fordi der var tale om en fejltagelse, som er rettet, efter at der er ofret et brændoffer og et syndoffer. ²⁶ Da skal hele folket få tilgivelse, også de fremmede, der bor iblandt jer, fordi der var tale om uforvarende, kollektiv synd.

²⁷ Hvis en enkeltperson uforvarende kommer til at overtræde lovene, skal han ofre en etårs hun-ged som syndoffer; ²⁸ og præsten skal skaffe ham soning, hvorefter han er tilgivet. ²⁹ Denne lov gælder også de fremmede, der bor iblandt jer.

^30-31 Men enhver der synder forsætligt—hvad enten han er indfødt israelit eller fremmed—skal udryddes, fordi han har vist ringeagt for mig og mine bud og med vilje overtrådt min lov. Derfor skal han bære sin straf.”

Straffen for at bryde sabbatsloven

³² En sabbatsdag, da Israels folk opholdt sig i ørkenen, blev en mand taget på fersk gerning i at gå og samle brænde. ³³ Manden blev ført til Moses og Aron og de øvrige ledere, ³⁴ som fængslede ham, indtil de kunne få en afgørelse fra Herren angående mandens forseelse.

³⁵ Da sagde Herren til Moses: „Manden skal føres uden for lejren og stenes til døde af hele folket.” ³⁶ Så førte man ham uden for lejren og henrettede ham, som Herren havde befalet.

Om kvaster på kappen

³⁷ Herren sagde til Moses: ³⁸ „Sig til Israels folk, at de fremover fra slægt til slægt skal gøre det til en vane at sætte kvaster i hjørnerne af deres kapper; kvasterne skal sys i med purpurtråd. ³⁹ Hensigten med denne ordning er at minde jer selv om at følge mine befalinger. Hver gang I får øje på kvasten, skal I tænke på at adlyde mig i stedet for at adlyde jeres egne lyster og indskydelser, som I har så let ved at gøre. ⁴⁰ Når I ser kvasten, skal I rette jeres indre blik på mig, så I kommer til at ligne mig i hellighed; ⁴¹ for jeg er Herren, jeres Gud, der førte jer ud af Egyptens land—ja, jeg er Herren, jeres Gud.”

Tre mænd gør oprør

16 Blandt israelitterne var der en mand, der hed Kora, søn af Jitzhar, der igen var søn af Kehat, som var en af Levis sønner. Kora gjorde oprør imod Moses, og han blev bakket op af Datan og Abiram, der var sønner af den Eliab, som var søn af Pallu.^[a] De var fra Rubens stamme. ² 250 andre mænd gik med i oprøret mod Moses, og de var alle sammen ansete og folkevalgte ledere.

³ Alle disse mænd gik nu til Moses og Aron og sagde: „Nu må det være nok med det præstestyre. Vi kan vel alle træde frem for Herren og ofre til ham. Hvorfor ophøjer I jer selv over Herrens folk?”

⁴ Da Moses hørte det, kastede han sig fortvivlet ned med ansigtet mod jorden, ⁵ og han sagde til Kora og hans tilhængere: „Vent til i morgen, så vil Herren vise, hvem der hører ham til, og hvem der er indviet til at træde frem for ham. ^6-7 Kora, du og dine tilhængere skal komme tilbage i morgen med hver jeres røgelseskar, tænd op i dem og brænd røgelse for Herren. Så får vi at se, hvem Herren har udvalgt som præster. I levitter er gået for vidt!”

^8-9 Moses sagde videre til Kora: „Er I levitter nu ikke længere tilfredse med den særstilling, Israels Gud har givet jer? Har han ikke udvalgt jer til på folkets vegne at hjælpe med arbejdet ved Herrens bolig? ¹⁰ Han har givet jer denne særlige tjeneste for ham. Vil I nu også være præster? ¹¹ Det er Herren selv, ikke Aron og hans sønner, du og dine tilhængere gør oprør imod.”

¹² Derefter sendte Moses bud efter Datan og Abiram, men de sendte følgende besked tilbage: „Vi kommer ikke. ¹³ Det er jo dig, der har lokket os bort fra det frugtbare Egypten, for at vi skulle dø her i ørkenen. Vil du stadig påstå, at du er Guds udvalgte leder? ¹⁴ Hvad med det vidunderlige land med frugtbare marker og vingårde, du lovede os? Hvor er det blevet af? Tror du ikke, folk har øjne i hovedet? Vi vil ikke have noget med dig at gøre mere.”

¹⁵ Da blev Moses meget vred, og han sagde til Herren: „Lad være med at anerkende deres røgelsesofre. Jeg har aldrig forurettet nogen af dem eller stjålet så meget som et æsel fra dem.”

¹⁶ Derpå sagde han til Kora: „Husk nu at komme tilbage i morgen sammen med dine tilhængere, så I kan træde frem for Herren sammen med Aron. ¹⁷ Sørg for, at alle de 250 mænd kommer med hver deres røgelseskar. Du selv og Aron skal også komme med hver jeres røgelsesoffer.”

¹⁸ Næste dags morgen kom de med deres røgelseskar med ild i. Efter at de havde lagt røgelse på, stillede de sig op sammen med Moses og Aron ved åbenbaringsteltets indgang. ¹⁹ I mellemtiden havde Kora fået en stor del af folket over på sin side, og nu stod de og ventede på, hvad der ville ske. Da viste Herrens herlighed sig for folket, ²⁰ og Herren sagde til Moses og Aron: ²¹ „Træk jer væk fra dette folk, så jeg kan komme til at udrydde dem.”

²² Men Moses og Aron kastede sig ned for Herren med ansigtet mod jorden. „Åh Gud, du som er livets ophav,” bad de, „er det nødvendigt at slå hele folket ihjel på grund af en enkelt mands synd?”

²³ Da svarede Herren: ²⁴ „Så sig til folket, at de, der befinder sig i nærheden af Koras, Datans og Abirams telte, skal fjerne sig langt væk.”

²⁵ Så skyndte Moses sig hen til Datans og Abirams telte, og folkets ledere fulgte i hælene på ham. ²⁶ „Skynd jer at komme væk fra disse onde mænds telte,” advarede han de omkringstående. „I må ikke røre nogen af deres ejendele, for så mister I livet på grund af deres synd.”

²⁷ Folket trak sig skyndsomt væk fra Koras, Datans og Abirams telte. Datan og Abiram kom ud og stillede sig foran døren til deres telte sammen med deres koner og børn.

²⁸ Da sagde Moses til folket: „Nu skal I få at se, at jeg ikke er en selvbestaltet leder iblandt jer, men at det er Herren, som har sendt mig, for at jeg skal udføre den opgave, han har givet mig. ²⁹ Hvis disse mennesker dør en naturlig død som alle andre, så har Herren ikke udvalgt mig, ³⁰ men hvis Herren griber ind og lader jorden åbne sig, så den opsluger dem sammen med deres ejendele, og de ryger direkte ned i dødsriget, så er det bevis på, at disse mænd har forhånet Herren.”

³¹ Næppe var Moses færdig med at tale, før jorden revnede under dem ³² og åbnede sig som et vældigt gab, og gabet opslugte de oprørske mænd, deres familier og deres ejendele, ³³ så de røg lige lukt ned i dødsriget. Jordens gab lukkede sig over dem, og dermed var de udryddet af folket. ³⁴ Men israelitterne flygtede skrækslagne ved lyden af deres skrig. De var bange for at lide samme skæbne.

³⁵ I det samme fór der ild ud fra Herren og opbrændte de 250 mænd, der stod med deres røgelsesofre.

Dommen afsiges, og Jesus føres til Pilatus^(A)

15 Så snart det blev lyst, afsagde det jødiske råd den officielle dom. Rådet bestod af ypperstepræsterne, de skriftlærde og en række andre ledere. Det blev besluttet, at Jesus skulle bindes og føres til den romerske guvernør, der hed Pilatus.

² Da de ankom til den romerske garnisons hovedkvarter, spurgte Pilatus: „Er du jødernes konge?”

„Det kan man godt sige,” svarede Jesus.

³ Nu kom ypperstepræsterne frem med deres anklager. ⁴ Pilatus vendte sig mod Jesus: „Hvorfor siger du ingenting? Du hører jo alt det, de anklager dig for.” ⁵ Men Jesus svarede stadig ikke et ord, og det undrede Pilatus sig meget over.

Pilatus bliver presset til at lade Jesus korsfæste^(B)

⁶ Der var tradition for, at Pilatus hvert år i anledning af påsken løslod en jødisk fange. Folket måtte selv vælge, hvem det skulle være. ⁷ På det tidspunkt var der en mand ved navn Barabbas, som sad fængslet sammen med andre oprørere. De havde under opstanden begået mord.

⁸ Mængden begyndte nu at trænge ind på Pilatus. De ville have en fange frigivet, som de plejede. ⁹ „Vil I have, at jeg skal frigive jødernes konge?” spurgte Pilatus. ¹⁰ Han var nemlig godt klar over, at det var af ren og skær misundelse, at ypperstepræsterne havde slæbt Jesus for retten.

¹¹ Men ypperstepræsterne fik folkemængden overtalt til at bede om at få Barabbas sat fri.

¹² „Hvad vil I så have, jeg skal gøre med den mand, som I kalder jødernes konge?” spurgte Pilatus. ¹³ „Korsfæst ham!” råbte de tilbage.

¹⁴ „Hvorfor det?” sagde Pilatus. „Hvad ondt har han gjort?”

Men de råbte blot endnu højere: „Korsfæst ham!”

¹⁵ Pilatus besluttede, at det var bedst at bøje sig for mængden, så han løslod Barabbas og gav ordre til, at Jesus skulle piskes og derefter korsfæstes.

De romerske soldater gør nar af jødernes konge^(C)

¹⁶ Soldaterne førte Jesus ind i kasernen og kaldte hele garnisonen sammen. ¹⁷ De klædte ham ud som konge med en purpurrød kappe og en krone flettet af tornede grene på hovedet. ¹⁸ Så begyndte de at råbe: „Længe leve jødernes konge!” ¹⁹ Derefter slog de ham i hovedet med en kæp, spyttede på ham og kastede sig på knæ foran ham. ²⁰ Da de til sidst blev trætte af at gøre nar af ham, trak de den røde kappe af ham og gav ham hans eget tøj på. Derefter førte de ham af sted for at korsfæste ham.

Jesus bliver korsfæstet og derefter hånet af de jødiske ledere^(D)

²¹ En forbipasserende, Simon fra Kyrene, som var far til Alexander og Rufus, var netop på vej ind i byen. Ham tvang soldaterne til at bære Jesu kors.

²² De førte Jesus ud til det sted, som kaldes Golgata (det betyder „Hovedskalsstedet”). ²³ Her ville soldaterne give ham vin med et bedøvelsesmiddel i, men han ville ikke have det. ²⁴ Så naglede de ham til korset, og derefter gav de sig til at rafle om hans tøj.^[a]

²⁵ Klokken var omkring ni om formiddagen, da korsfæstelsen fandt sted. ²⁶ På korset over Jesu hoved blev anbragt et skilt, der viste anklagen mod ham. Der stod: „Jødernes konge”.

²⁷ Samme morgen blev også to forbrydere korsfæstet, og deres kors blev rejst på hver sin side af Jesus.^[b]

²⁹ Folk, der kom forbi, rystede på hovedet og hånede ham: „Nå, så det var dig, der ville rive templet ned og bygge det op igen inden tre dage! ³⁰ Kom dog ned fra det kors og red dig selv!”

³¹ Også ypperstepræsterne og de skriftlærde hånede Jesus. „Den er god med ham,” sagde de til hinanden. „Andre har han reddet, men sig selv kan han ikke redde. ³² Og han skulle være ‚Messias, Israels konge’? Lad ham nu stige ned fra korset, så skal vi nok tro på ham!”

Også de to korsfæstede forbrydere hånede ham.

Jesus dør^(E)

³³ Ved tolvtiden blev der mørkt over hele landet, og mørket varede til klokken tre. ³⁴ Klokken tre råbte Jesus højt: „Eloi, Eloi! Lema sabaktani?” Det betyder: „Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”^[c]

³⁵ Soldaterne, som stod vagt, forstod ikke, hvad han sagde, men nogle mente, han kaldte på Elias. ³⁶ En af dem løb hen og hældte billig, sur vin på en svamp. Derefter anbragte han den på en stang og rakte den op til Jesus, for at han kunne drikke. „Lad os vente og se,” sagde han. „Måske kommer Elias og tager ham ned.”

³⁷ Da udstødte Jesus et højt råb og udåndede.

³⁸ I samme øjeblik blev forhænget foran indgangen til det allerhelligste rum i templet flænget i to dele fra øverst til nederst.

³⁹ Da den romerske officer, der stod ved siden af korset, så alt det, der skete i forbindelse med Jesu død, udbrød han: „Den mand var virkelig en gudesøn!”^[d]

⁴⁰ Nogle kvinder stod på afstand og iagttog det hele. Blandt dem var Maria Magdalene, Salome, og den Maria, som var mor til Jakob den Lille og Joses. ⁴¹ De havde fulgt Jesus og sørget for mad til ham, da han gik rundt i Galilæa. Desuden var der en del andre kvinder fra Galilæa, som var fulgt med til Jerusalem.

Jesus lægges i graven^(F)

^42-43 Alt det her skete om fredagen, dagen før sabbatten. Sent om eftermiddagen tog Josef fra Arimatæa mod til sig, opsøgte Pilatus og bad om at få Jesu lig udleveret. Josef var et anset medlem af det jødiske råd og en mand, som ventede, at Guds rige skulle komme. ⁴⁴ Pilatus undrede sig over, at Jesus allerede skulle være død. Han tilkaldte den officer, som havde haft ansvar for korsfæstelsen, og spurgte ham, om det var rigtigt. ⁴⁵ Da officeren bekræftede det, fik Josef lov til at få Jesu lig udleveret. ⁴⁶ Først gik han hen og købte et hvidt lagen, hvorefter han fik taget Jesus ned fra korset og svøbt ind i lagenet. Derpå blev liget lagt i en gravhule, som var hugget ud i en klippe, og der blev rullet en stor sten for indgangen. ⁴⁷ Maria Magdalene og Maria, Joses’ mor, stod og så, hvor Jesus blev lagt.

Bøn om hjælp mod fjenden

54 ^1-2 Til korlederen: En visdomssang af David, dengang folkene fra Zif kom og fortalte Saul, at David skjulte sig hos dem. Synges til akkompagnement af strengeinstrumenter.