The Daily Audio Bible

²⁴ Så gik Moses ud og fortalte folket, hvad Herren havde sagt. Derpå udvalgte han 70 af folkets ledere og lod dem tage opstilling rundt om teltet. ²⁵ Da kom Herren ned i skyen for at tale med Moses, og han tog noget af den Ånd, der var over Moses, og lod den komme over de 70 ledere, som straks begyndte at profetere—noget som de dog kun gjorde denne ene gang.

²⁶ To mænd ved navn Eldad og Medad var ikke gået hen til teltet, selv om de hørte med blandt de udvalgte ledere. Alligevel kom Guds Ånd over dem, og de begyndte at profetere dér, hvor de befandt sig i lejren. ²⁷ En ung mand kom nu løbende hen til Moses og fortalte ham, hvad der var på færde. ²⁸ Josva, Nuns søn, der havde været Moses’ medhjælper fra sin ungdom, udbrød: „Mester, stands dem dog.” ²⁹ Men Moses svarede: „Hvorfor er du så nidkær på mine vegne? Jeg ville ønske, at hele folket var profeter, og at Herren ville lade sin Ånd komme over dem alle.” ³⁰ Så vendte Moses og Israels ledere tilbage til deres telte.

Gud udfører endnu et bespisningsunder

³¹ Herren sendte nu en storm fra havet, og den drev en umådelig flok vagtler ind over lejren. Vagtlerne baskede rundt^[a] i to alens højde udenom lejren i en radius af en dagsrejse. ³² Hele den dag og natten med og den næste dag havde folk travlt med at samle vagtler, som de lagde ud til tørring på jorden over hele lejren efter at have slagtet dem. Det mindste, der blev fanget af en enkelt person, var ca. 2200 liter. ³³ Men endnu mens de spiste kødet, slog Herrens vrede ud mod folket, så mange af dem omkom. ³⁴ Derfor kaldte man stedet „De Grådiges Grav”, fordi man her begravede dem, der havde været så grådige efter kød.

³⁵ Derfra rejste folket videre til Hatzerot, hvor de slog lejr.

Mirjam gør oprør mod Moses

12 En dag gjorde Mirjam og Aron oprør imod Moses, fordi han havde taget sig en kone fra det land, der hed Kush,^[b] syd for Egypten. ² „Kan Herren kun tale til Moses?” sagde de. „Hvad med os? Herren kan vel lige så godt tale til os.” Herren hørte det, ³ men Moses prøvede ikke at forsvare sig, for han var jordens mest ydmyge menneske. ⁴ Herren talte nu til både Moses, Aron og Mirjam og sagde: „Gå alle tre hen til åbenbaringsteltet!” Da stillede de sig foran teltet.

⁵ Derpå steg Herren ned, skjult i en sky, og stillede sig ved indgangen til teltet. „Aron og Mirjam, træd frem,” beordrede han. Det gjorde de så. ⁶ Herren fortsatte: „Når jeg taler til en profet, gør jeg det normalt gennem syner og drømme, ⁷ men det er ikke på den måde, jeg kommunikerer med min tjener Moses. Han er en trofast leder for mit folk.^{[c] 8} Med ham taler jeg ansigt til ansigt og ikke i gåder. Han har set mig, som jeg er. Hvor vover I så at gøre oprør imod ham?”

⁹ Så forlod Herren dem i vrede, ¹⁰ og da skyen løftede sig fra teltet, var Mirjam fyldt med hvide pletter over hele kroppen. Aron var rystet over synet af det ¹¹ og udbrød: „Åh Moses, gå i forbøn for os, så vi ikke mister livet på grund af denne tåbelige synd. ¹² Mirjam ligner jo et dødfødt barn, der allerede er begyndt at gå i forrådnelse.”

¹³ Da råbte Moses til Herren: „Herre, jeg beder dig: Gør hende rask.”

¹⁴ Herren svarede: „Hvis hendes egen far havde spyttet hende i ansigtet, var hun blevet uren og måtte bære sin skam i syv dage. Send hende derfor uden for lejren. Efter syv dage kan hun vende tilbage igen.”

¹⁵ Så blev Mirjam udstødt af lejren i syv dage, og folket måtte vente på hende, før de kunne rejse videre. ¹⁶ Derefter forlod de Hatzerot og nåede frem til Parans ørken, hvor de slog lejr og blev et stykke tid.

Moses sender spioner til Kana’an

13 Herren sagde nu til Moses: ² „Udtag en leder fra hver stamme og send dem af sted for at udspionere det land, jeg vil give jer.”

^3-15 På det tidspunkt lå folket i lejr i Parans ørken. Moses gjorde, som Herren havde befalet. Følgende stammeledere blev udtaget som spioner: Shammua, søn af Zakkur, fra Rubens stamme; Shafat, søn af Hori, fra Simeons stamme; Kaleb, søn af Jefunne, fra Judas stamme; Jigal, søn af Josef, fra Issakars stamme; Hosea, søn af Nun, fra Efraims stamme; Palti, søn af Rafu, fra Benjamins stamme; Gaddiel, søn af Sodi, fra Zebulons stamme; Gaddi, søn af Susi, fra Manasses stamme; Ammiel, søn af Gemalli, fra Dans stamme; Setur, søn af Mikael, fra Ashers stamme; Nahbi, søn af Vafsi, fra Naftalis stamme; og Geuel, søn af Maki, fra Gads stamme. ¹⁶ Det var ved den lejlighed, at Moses ændrede Hoseas navn til Josva.

¹⁷ Inden Moses sendte dem af sted, sagde han: „Gå nordpå gennem Negev^[d] op i bjergene ¹⁸ hvor I har overblik og kan danne jer et indtryk af landet og dets indbyggere. Læg mærke til, hvor mange de er, og hvor stærke de er. ^19-20 Læg mærke til, om jorden er frugtbar, om der er mange træer, og om folket bor i åbne landsbyer eller i byer med mure omkring. Drag modigt af sted og kom tilbage med nogle af landets frugter.” Det var nemlig den tid på året, hvor druerne var ved at være modne.

²¹ Så tog de af sted og udspionerede landet lige fra Zins ørken til Rehob nær Lebo-Hamat. ²² På rejsen kom de først gennem Negev og nåede derefter til Hebron—en by så gammel, at den var blevet grundlagt syv år før Zoan i Egypten. I Hebron så de akimanitterne, sheshajitterne og talmajitterne—tre slægter, der nedstammede fra de anakitiske kæmper. ²³ Derefter kom de til et sted, som de kaldte Eshkoldalen. Der tog de en drueklase så stor, at der måtte to mand til at bære den på en stang imellem sig. De plukkede også nogle af landets granatæbler og figner. ²⁴ Den enorme drueklase, de fandt der, var årsag til, at de kaldte stedet Eshkoldalen.^[e]

²⁵ Efter at have udspioneret landet i 40 dage vendte de tilbage ²⁶ og aflagde rapport til Moses, Aron og Israels folk, der nu var nået til Kadesh i Parans ørken, og de viste dem de frugter, de havde taget med sig fra landet.

²⁷ „Da vi kom et stykke ind i det land, du sendte os til, så vi, hvor rigt landet var,” sagde de til Moses. „Det er virkelig et land, der ‚flyder med mælk og honning’. De frugter, vi har med tilbage, er bevis nok. ²⁸ Men med hensyn til indbyggerne har vi dårlige nyheder: Det er et uhyre stærkt folk, som bor i store, befæstede byer. Ja, vi så tilmed nogle af de berygtede anakitiske kæmper iblandt dem. ²⁹ I Negev-området bor amalekitterne; i bjerglandet bor hittitterne, jebusitterne og amoritterne; og langs Middelhavet og Jordanfloden bor kana’anæerne.”

³⁰ Efter den rapport begyndt folket straks at beklage sig over for Moses. Men Kaleb kaldte forsamlingen til ro og orden. „Lad os komme af sted! Vi kan helt afgjort indtage landet,” sagde han.

^31-33 „Det er lettere sagt end gjort,” indvendte de andre spioner. „Glem ikke, at vi her står over for nogle uhyre stærke krigere—selveste Anaks efterkommere. De er kæmper, og vi har ikke en chance imod dem. Da vi så dem, følte vi os på størrelse med græshopper—og sådan ser de nok også på os.” På den måde tog de modet fra folket.

Jesus indstifter den nye pagt^(A)

²² Under måltidet tog Jesus et brød, takkede Gud, brækkede det i stykker og delte det ud til dem, idet han sagde: „Tag imod dette brød. Det er mit legeme.” ²³ Så tog han et bæger med vin, takkede Gud og sendte det rundt, og de drak alle deraf. ²⁴ Han sagde: „Det er mit blod, som udgydes for mange, og som besegler den nye^[a] pagt. ²⁵ Det siger jeg jer: Jeg skal ikke drikke vin mere før den dag, da jeg drikker den ny vin i Guds rige.”

Jesus forudser, at disciplene vil tage afstand fra ham^(B)

²⁶ Da Jesus og hans disciple havde sunget lovsangen,^[b] gik de ud mod Olivenbjerget.

²⁷ Mens de gik op ad stien, sagde Jesus til dem: „I vil alle tage afstand fra mig, men så bliver det skriftord opfyldt, som siger: ‚Jeg vil slå hyrden ned, og fårene vil blive spredt.’^{[c] 28} Men efter at jeg er genopstået fra de døde, vil jeg gå i forvejen til Galilæa, så vi kan mødes dér.”

²⁹ „Selv om alle de andre tager afstand fra dig, så gør jeg det ikke!” forsikrede Peter. ³⁰ Jesus svarede ham: „Det siger jeg dig: Inden natten er forbi, og hanen galer for anden gang, har du tre gange nægtet at kendes ved mig.”

³¹ „Aldrig i livet!” forsikrede Peter. „Så vil jeg hellere dø sammen med dig!” Nøjagtig det samme sagde alle de andre.

Jesus kæmper i bøn i Getsemane^(C)

³² De kom nu til et sted, der hedder Getsemane. „Sæt jer her, mens jeg går hen og beder,” sagde Jesus. ³³ Dog tog han Peter, Jakob og Johannes med sig lidt længere frem. Hans ansigt afspejlede smerte og uro. ³⁴ „Jeg er dybt bedrøvet her op til min død,” udbrød han. „Bliv her og hold jer vågne, mens jeg beder.”

³⁵ Han gik lidt længere frem, faldt på knæ med ansigtet mod jorden og bad om—hvis det var muligt—at blive fri for det frygtelige, der ventede ham. ³⁶ „Far,” bad han, „alt er muligt for dig. Kan du ikke tage det her lidelsens bæger fra mig? Dog ikke som jeg vil, men som du vil.”

³⁷ Så gik han tilbage til de tre disciple og så, at de var faldet i søvn. „Simon, sover du?” sagde han. „Kunne du ikke holde dig vågen bare én time for min skyld? ³⁸ Viljen er god nok, men i egen kraft kan I ikke. Hvis I ikke skal bukke under for fristelsen, må I være vågne og bede.”

³⁹ Jesus gik igen lidt væk fra dem og bad på samme måde som før. ⁴⁰ Noget efter vendte han tilbage og så, at de tre disciple var faldet i søvn igen. Deres øjenlåg føltes tunge som bly, og de havde intet at sige til deres forsvar.

⁴¹ Da Jesus for tredje gang gik hen for at bede og derefter kom tilbage, udbrød han: „Nå, I sover stadig og hviler jer! Men nok om det. Tiden er kommet, hvor Menneskesønnen skal overgives i onde menneskers vold. ⁴² Rejs jer og lad os gå! Forræderen er på vej.”

Jesus pågribes og afslår at forsvare sig^(D)

⁴³ Ordene hang endnu i luften, da Judas pludselig dukkede frem af mørket—han, som var en af de Tolv. Han kom med en flok mænd, der var bevæbnet med sværd og knipler. De var udsendt af ypperstepræsterne, de skriftlærde og de øvrige ledere. ⁴⁴ Forræderen havde i forvejen sagt til dem: „Den mand, jeg hilser med et kys på kinden, ham er det. Grib ham, og hold ham godt bevogtet, når I fører ham bort.”

⁴⁵ Da de var nået frem, gik Judas straks hen til Jesus. „Mester,” sagde han, idet han gav ham et kys på kinden. ⁴⁶ I samme øjeblik greb mændene Jesus og holdt ham fast. ⁴⁷ En af de nærmeste disciple trak sit sværd, slog efter ypperstepræstens tjener og huggede hans ene øre af. ⁴⁸ „Man skulle tro, det var en farlig forbryder, I var ude efter, sådan som I er bevæbnede,” sagde Jesus. ⁴⁹ „Hvorfor arresterede I mig ikke i templet? Dag efter dag underviste jeg i templet, uden at I pågreb mig. Men det, der sker her, er blot en opfyldelse af Skriftens ord.”

⁵⁰ Derefter flygtede alle disciplene. ⁵¹ Dog var der en ung mand, der fulgte efter Jesus, da han blev ført bort.^[d] Den unge mand havde kun et klæde over sig, og da mændene prøvede at gribe fat i ham, ⁵² viklede han sig ud af det og flygtede nøgen.

Guds straf over en ond „helt”

52 ^1-2 Til korlederen: En visdomssang af David, dengang Edomitten Doeg fortalte Saul, at David havde søgt hjælp hos Ahimelek.^[a]