The Daily Audio Bible
Today's audio is from the CSB. Switch to the CSB to read along with the audio.
De to sølvtrompeter
10 Herren sagde nu til Moses: 2 „Lav to trompeter af hamret sølv. De skal bruges som signalhorn, så folket ved, hvornår det er tid at samles, og hvornår det er tid at bryde op. 3 Når der blæses i begge trompeter på en gang, er det signal til, at folket skal samles ved åbenbaringsteltets indgang, 4 men når der kun blæses i den ene, er det signal til at kun stammelederne skal mødes.
5 Når I blæser signalet til opbrud, skal de stammer, der ligger i lejr ved østsiden af boligen, bryde op først. 6 Når opbrudssignalet lyder en gang til, skal stammerne ved sydsiden følge efter. Ved det tredje trompetsignal skal stammerne mod vest bryde op, og ved det fjerde signal skal stammerne mod nord bryde op.[a] 7 Men skal folket blot kaldes sammen, skal I blæse et andet signal. 8 Præsterne er de eneste, som må blæse i trompeterne. Denne ordning skal gælde fremover fra slægt til slægt.
9 Når I kommer ind i det land, jeg har lovet jer, og I går i krig mod en fjende, der undertrykker jer, skal I blæse opbrudssignalet i trompeterne, så vil jeg gribe ind og redde jer fra jeres fjender. 10 Når det er tid til at fejre de årlige og månedlige højtider, skal I blæse i trompeterne. Det er signalet til, at der skal bringes brændofre og takofre. De skal minde jer om, at jeg er iblandt jer. Jeg er Herren, jeres Gud.”
Rejsen bort fra Sinaibjerget begynder
11 På den 20. dag i den anden måned, et år efter, at Israels folk havde forladt Egypten, løftede skyen sig fra boligen med pagtens ark, 12 og skyen viste israelitterne vej fra Sinaiørkenen hele vejen op til Parans ørken.
13 Vandringen skete i overensstemmelse med de instrukser, Herren havde givet Moses. 14 Først skulle Judas stamme bryde op med banneret for den første hærafdeling. De blev anført af Nahshon. 15 Issakars stamme, anført af Netanel, 16 og Zebulons stamme, anført af Eliab, fulgte med i den første afdeling. 17 Derefter blev åbenbaringsteltet pakket sammen, og det var Gershons og Meraris slægter af Levis stamme, der drog af sted med det på skuldrene.
18 Så skulle Rubens stamme bryde op med banneret for den anden hærafdeling. De blev anført af Elitzur. 19 Simeons stamme, anført af Shelumiel, 20 og Gads stamme, anført af Eljasaf, fulgte med i den anden hærafdeling. 21 Derpå skulle Kehats slægt bryde op. Det var dem, der bar de hellige ting fra boligen, og åbenbaringsteltet ville så allerede være stillet op, når de nåede frem til den nye lejrplads.
22 Derefter skulle Efraims stamme bryde op med banneret for den tredje hærafdeling. De blev anført af Elishama. 23 Manasses stamme, anført af Gamliel, 24 og Benjamins stamme, anført af Abidan, fulgte med i den tredje hærafdeling.
25 Til sidst skulle Dans stamme bryde op med banneret for den fjerde hærafdeling. De blev anført af Ahiezer. 26 Ashers stamme, anført af Pagiel, 27 og Naftalis stamme, anført af Ahira, fulgte med i den sidste hærafdeling. 28 Således skulle stammerne bryde op i rækkefølge og vandre af sted i de foreskrevne hærafdelinger.
29 Da de skulle til at begynde vandringen, sagde Moses til sin svoger,[b] midjanitten Hobab: „Endelig er vi på vej mod det land, Herren har lovet os. Hvis du vil følge med os, vil vi belønne dig rigeligt, for Herren har givet Israels folk gode løfter.”
30 Men Hobab svarede: „Nej tak, jeg må tilbage til mit land og min slægt.”
31 „Jo, bliv nu hos os,” bad Moses. „Vi har brug for dig, for du kender ørkenen og ved, hvor det er bedst at slå lejr. 32 Hvis du går med os, skal du nok få del i alt det gode, Herren vil give os.” Det gjorde han så.
33-34 De vandrede derefter væk fra Herrens bjerg, mens skyen svævede over pagtens ark, som blev båret forrest for at vise dem vej. Efter tre dagsrejser kom de til et sted, hvor de kunne slå lejr og hvile ud.
35 Hver gang de løftede arken for at gå videre, råbte Moses: „Rejs dig, Herre. Slå dine fjender på flugt, så de spredes for alle vinde.” 36 Og hver gang de holdt hvil, sagde han: „Vend tilbage, Herre. Bliv hos disse tusindvis af israelitter.”
Israelitterne begynder at beklage sig
11 Folket begyndte ret hurtigt at beklage sig højlydt over de dårlige forhold, de måtte leve under; og da Herren hørte det, blev han så vred, at han sendte ild ned over dem, og det begyndte at brænde i lejrens udkant. 2 Folket skreg til Moses om hjælp, og da han gik i forbøn for dem, døde ilden ud. 3 Stedet kaldte man Tabera,[c] for på det sted begyndte Herrens ild at brænde.
4 Kort efter begyndte nogle af de fremmede, som fulgte med, at længes efter Egyptens kødgryder, og de fik hele Israels folk til at græde af selvmedlidenhed. „Bare vi dog kunne få lidt kød,” klagede de alle sammen. 5 „Åh, hvor vi længes efter de fisk, der var nok af i Egypten—og agurker, vandmeloner, porrer, løg og hvidløg. 6 Man mister appetitten, når det eneste, man får at spise, er manna.”
7 Den manna, folket spiste, var hvidgule flager, der lignede korianderfrø, 8-9 og som lå på jorden hver morgen, når duggen var forsvundet. De samlede det op og malede det til mel med en håndkværn eller i en morter. Derefter kogte de det i en gryde og lavede en slags pandekager, der smagte som var de bagt med olivenolie.
10 Da Moses hørte folket beklage sig fra deres teltåbninger, blev han meget nedslået, og Herren blev vred. 11 Moses sagde da til Herren: „Hvad har jeg gjort, siden jeg skal belemres med det her genstridige folk? 12 De opfører sig som børn. Men det er ikke mig, der har sat dem i verden. Skal jeg virkelig bære dem i favnen, som en far bærer sit spædbarn, hele vejen til det land, du lovede deres forfædre? 13 Hvor skal jeg få kød fra til alle de mennesker? De græder og plager mig om at få kød at spise. 14 Jeg kan ikke klare at bære ansvaret for dette folk—det er for tung en byrde for mig. 15 Hvis det skal være på den måde, foretrækker jeg, at du tager mit liv, så jeg kan slippe for denne elendighed.”
Gud lader sin Ånd komme over 70 ledere
16 Da sagde Herren til Moses: „Tilkald 70 af folkets ledere og før dem hen til åbenbaringsteltets indgang. 17 Så vil jeg komme ned og tale med dig, og jeg vil tage noget af den Ånd, der er over dig, og lade den komme over disse ledere, så de kan tage medansvar og løfte byrden sammen med dig. 18 Samtidig skal du befale folket at hellige sig og være parate til i morgen, så skal de få kød at spise. Sig til dem: Herren har hørt jer klage over, at I ikke har kød at spise. Han har også hørt jer sige, at I havde det bedre i Egypten. Derfor vil han nu give jer kød at spise— 19 ikke bare i morgen og i overmorgen, eller i de næste 5 eller 10 eller 20 dage— 20 nej, I skal få kød i en hel måned, så det hænger jer langt ud af halsen, og I får kvalme bare ved tanken. For I har forkastet Herren, som er midt iblandt jer, og I har anklaget ham, fordi han førte jer ud af Egypten.”
21 Men Moses indvendte: „Der er mere end 600.000 voksne mænd foruden kvinder og børn. Hvordan kan du love dem kød i en hel måned? 22 Selv om vi slagter samtlige husdyr i lejren, er det ikke nok. Hvis det, du siger, skulle kunne gå i opfyldelse, måtte vi fange hver eneste fisk i havet.”
23 Herren svarede: „Er noget umuligt for mig? Vent bare—så skal du få at se, om jeg står ved mit ord eller ej.”
De jødiske ledere søger en anledning til at få Jesus ryddet af vejen(A)
14 Der var nu kun to dage til påskehøjtiden og den efterfølgende „usyrnede brøds fest”.[a] Ypperstepræsterne og de skriftlærde lurede stadig på en anledning til i al hemmelighed at få Jesus arresteret og dræbt. 2 „Men ikke under højtiden,” sagde de til hinanden, „for så bliver der uroligheder.”
En kvinde salver Jesu hoved som forberedelse til hans død(B)
3 Jesus og disciplene var inviteret til spisning i Simon den Spedalskes hus i Betania.[b] Mens de lå omkring bordet og spiste, kom en kvinde ind med en alabastkrukke fyldt med kostbar, aromatisk nardusolie. Hun knækkede krukkens hals og hældte olien ud over Jesu hoved. 4 Nogle af gæsterne blev vrede og sagde til hinanden: „Sikken et spild af kostbar olie. 5 Den kunne være solgt for en formue, og pengene kunne være givet til de fattige!” De skældte hende huden fuld, 6 men Jesus afbrød dem: „Lad hende være i fred! Hvorfor gør I livet surt for hende? Hun fortjener ros for det, hun har gjort for mig. 7 De fattige har I jo altid iblandt jer, og dem kan I gøre godt imod, så tit I vil, men mig har I ikke altid. 8 Hun har gjort sit til at forberede mig til begravelsen. 9 Det siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden budskabet om mig bliver forkyndt, vil denne fine handling også blive omtalt. Hun vil aldrig blive glemt.”
Judas beslutter at forråde Jesus(C)
10 Derpå gik Judas Iskariot, en af de Tolv, hen til ypperstepræsterne for at forråde Jesus til dem. 11 De blev glade, da de hørte det, og de lovede ham en belønning. Judas søgte derefter en passende lejlighed til at forråde ham.
Forberedelsen til påskemåltidet(D)
12 På den første af påskefestens[c] dage—den dag, hvor man slagtede lammene til påskemåltidet—spurgte disciplene Jesus: „Hvor ønsker du, at vi skal forberede påskemåltidet for dig?”
13 Jesus sagde da til to af sine disciple. „Gå ind i byen. Der vil I møde en mand, som bærer på en vandkrukke. Følg efter ham, 14 og sig til ejeren af det hus, hvor han går ind: ‚Mesteren spørger: Hvor er det rum, hvor jeg kan spise påskemåltidet sammen med mine disciple?’ 15 Han vil så føre jer ovenpå, og der vil I finde et stort rum, hvor der er gjort klar med borde og hynder på gulvet. Der skal I gøre måltidet parat.”
16 De to disciple gik ind til byen og fandt det hele, som Jesus havde sagt, og de gjorde alt klar til påskemåltidet.
Jesus forudsiger Judas’ forræderi(E)
17 Efter mørkets frembrud gik Jesus derhen sammen med de Tolv. 18 Mens de lå ved bordet og spiste, udbrød han: „Det siger jeg jer: En af jer vil forråde mig—en af jer, der spiser sammen med mig!” 19 Disciplene blev meget bedrøvede, og den ene efter den anden spurgte ham: „Det er vel ikke mig?”
20 „Det er en af jer Tolv,” svarede Jesus. „Han dypper et stykke brød i skålen sammen med mig. 21 Selv om Menneskesønnen nødvendigvis må dø, som Skrifterne har sagt, så må jeg sige: Ve det menneske, som forråder mig! Det havde været bedre for ham, om han aldrig havde levet.”
Bøn om tilgivelse
51 1-2 Til korlederen: En sang af David, efter at profeten Natan havde konfronteret ham med hans affære med Batsheba.
3 Vær mig nådig, oh, Gud, og tilgiv mig,
for du er barmhjertig og trofast.
4 Forbarm dig over mig og tilgiv min synd,
så jeg kan begynde på en frisk.
5 Jeg ved, at jeg har handlet forkert,
min synd plager mig dag og nat.
6 Det er først og fremmest dig, jeg har syndet imod,
det er dine bud, jeg har overtrådt.
Du anklager mig med rette,
din dom er retfærdig.
7 Jeg har været en synder fra fødslen af,
været skyldig, siden jeg blev undfanget.
8 Du ønsker at se et oprigtigt hjerte,
du længes efter at lære mig visdom.
9 Stænk vand på mig og rens mig fra min skyld,
så jeg bliver ren som nyfalden sne.
10 Jeg føler mig knust på grund af din straf,
men jeg ser frem til at blive glad igen.
11 Bliv ikke ved at stirre på min synd,
men tilgiv mig og udslet min skyld.
12 Giv mig et rent hjerte, oh, Gud,
og skab en ny ånd i mit indre.
13 Skub mig ikke væk fra din nærhed,
tag ikke din Helligånd[a] fra mig.
14 Lad mig igen glædes over din frelse,
og giv mig et lydigt hjerte.
15 Så vil jeg lære syndere dine bud,
så de omvender sig til dig.
16 Lad mig ikke dø, selv om jeg er skyldig i drab,
men frels mig, så jeg kan synge om din tilgivelse.
17 Giv mig noget godt at fortælle om,
så jeg kan lovprise dig og give dig ære.
18 Du er ikke interesseret i slagtofre,
mine brændofre formilder dig ikke.
19 Det offer, du ønsker, er en ydmyg ånd,
du længes efter at se et angrende hjerte.
20 Se også i nåde til Zion.
Genopbyg Jerusalems mure.
21 Derefter kan du glæde dig over vore ofre,
både brændofre og helofre.
Vi vil ofre vore tyre på dit alter.
31 Den retsindiges tale er fuld af visdom,
løgnerens ordstrøm bør standses.
32 Den retsindiges ord er gode,
den onde taler kun falske ord.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.