The Daily Audio Bible

Om at passe lamperne og bordet med de hellige brød

24 Herren sagde nu til Moses: ^2-4 „Giv Israels folk besked om at bringe dig ren olivenolie, så lamperne på guldlysestagen, der står uden for forhænget til det allerhelligste rum, kan blive ved at brænde. Hver morgen og aften skal Aron gøre lamperne i stand og fylde olie på, for at de kan blive ved at brænde for Herrens ansigt fra slægt til slægt.

^5-6 Sørg for, at der hver sabbat bliver placeret 12 runde fladbrød i to stabler, seks i hver, på det guldbelagte bord, som står for Herrens ansigt. Brødene skal bages af det fineste hvedemel, og der skal bruges fire liter til hvert. ⁷ Oven på hver stabel skal der anbringes en skål med ren røgelse, der skal brænde som et mindeoffer^[a] til Herren. ⁸ Israelitterne skal bringe deres gaver som en permanent pagtsforpligtelse, så nye brød kan blive lagt frem for Herrens ansigt hver sabbat. ⁹ De gamle brød skal tilfalde præsterne, som skal spise dem på et indviet sted, for de er et helligt offer og præsternes retmæssige andel fra ildofferet til alle tider.”

Straffen for at forbande Gud

¹⁰ En dag skete det, at en ung mand, hvis mor var israelit, og hvis far var egypter, kom i slagsmål med en israelit. ¹¹ I kampens hede kom den unge mand til at misbruge Herrens navn ved at komme med en forbandelse, og han blev ført til Moses for at få sin dom. Mandens mor hed Shelomit, en datter af Dibri af Dans stamme. ¹² Manden blev varetægtsfængslet, indtil Herren ville vise, hvad der videre skulle ske med ham.

¹³ Da sagde Herren til Moses: ¹⁴ „I skal føre manden uden for lejren, og de, der hørte ham udsige forbandelsen, skal lægge deres hænder på hans hoved. Derefter skal alle de forsamlede stene ham. ^15-16 Sig til Israels folk, at enhver, der forbander Gud, skal idømmes dødsstraf og stenes af folket. Denne lov gælder for de indfødte israelitter såvel som for de fremmede iblandt jer: Enhver, der udtaler Herrens navn i en forbandelse, er skyldig i blasfemi og skal idømmes dødsstraf.

¹⁷ Der skal også være dødsstraf for mord. ¹⁸ Hvis nogen slår et dyr ihjel, som tilhører en anden, skal vedkommende give ejeren et tilsvarende levende dyr. ¹⁹ Hvis man lemlæster en anden, skal man selv lemlæstes tilsvarende: ²⁰ Brud for brud, øje for øje, tand for tand. Straffen skal svare til den skade, man har forvoldt.

²¹ Altså: Den, der slår en andens husdyr ihjel, skal erstatte dyret, men den, der slår et andet menneske ihjel, må betale med sit eget liv. ²² Den samme lov skal gælde for alle indbyggere i landet, hvad enten de er fremmede eller indfødte, for jeg er Herren, jeres Gud.”

²³ Moses gav nu disse instruktioner videre til israelitterne, hvorefter de førte den unge mand udenfor lejren og stenede ham. Israelitterne gjorde, som Herren havde befalet.

Sabbatår og jubelår

25 Dengang Moses var på Sinaibjerget, sagde Herren til ham: ² „Du skal give Israels folk følgende instruktioner: Når I kommer ind i det land, som jeg vil give jer, skal landet hvert syvende år ligge uopdyrket hen som en sabbatshvile. ³ I seks år kan I tilså jeres marker, beskære jeres vinstokke og høste jeres afgrøder, ⁴ men hvert syvende år skal landet ligge brak. Det er en sabbatshvile for Herren. I det år må I ikke pløje jorden eller tilså jeres marker. I må heller ikke arbejde i jeres vingårde. ⁵ Det korn, der vokser på markerne fra resterne af det foregående års afgrøde, og de druer, der alligevel gror på vinrankerne, må I heller ikke indhøste, for i det år skal jorden hvile sig. ⁶ Men I må gerne spise de frugter og andet, der gror vildt. Den regel gælder også jeres daglejere og slaver og de fremmede, som bor iblandt jer. ⁷ Kvæget og de vilde dyr skal også leve af det, der gror vildt.

^8-10 Tæl nu syv gange syv år frem. Efter 49 år, når forsoningsdagen er inde, på den 10. dag i den syvende måned, skal der blæses i vædderhorn ud over landet. Hvert syvende sabbatår skal være et jubelår, og i hele landet skal både jorden og daglejerne frigives. Enhver skal sættes fri til at vende tilbage til sin slægt og sit tidligere jordstykke. ¹¹ I jubelåret må I ikke tilså landet eller høste jeres korn og druer på sædvanlig vis. ¹² Jubelåret skal holdes helligt, men I må gerne spise det, der gror vildt.

¹³ I det år skal enhver af jer tage sit tidligere jordstykke i besiddelse igen. ^14-16 Hvis jorden købes eller sælges i perioden mellem to jubelår, skal I enes om en rimelig pris ved at tælle frem til næste jubelår. Hvis jubelåret ligger langt ude i fremtiden, skal prisen være højere, end hvis jubelåret er nært forestående, for når I sælger jeres jord, er det i virkeligheden jeres årsafgrøder, I sælger til den nye ejer, og afgrøderne fra jorden tilhører så ham indtil næste jubelår. ¹⁷ I skal have ærefrygt for jeres Gud og ikke være urimelige, så I udnytter hinanden, for jeg er Herren.

¹⁸ Adlyd mine love, så skal I bo trygt i landet. ¹⁹ Ja, hvis I adlyder mig, skal I opleve en god høst, have rigeligt at spise og have fred i landet. ²⁰ Nu vil I spørge: ‚Jamen, hvad skal vi spise hvert syvende år, hvis vi ikke må så noget i det år og derfor ingen høst får?’ ²¹ Svaret lyder: ‚Det, I sår og høster i det sjette år, vil jeg velsigne så meget, at I har mad nok til tre^[b] år. ²² I skal tilså jeres marker i det ottende år, og det opmagasinerede korn vil vare ved til begyndelsen af det niende år. Når den nye høst kommer, kan I begynde at spise af den.’

²³ Landet tilhører jo i virkeligheden mig. Derfor må I ikke sælge noget af jeres jord for bestandig, for I er forpagtere og har kun fået det til låns. ²⁴ I enhver salgsaftale skal der indgå den klausul, at jorden kan købes tilbage. ²⁵ Hvis en mand er tvunget til at sælge noget af sin jord, skal det være muligt for de nærmeste slægtninge at købe jorden tilbage. ²⁶ Men hvis der ingen slægtninge findes, som kan gøre det, og hvis han selv efterhånden får skrabet tilstrækkeligt med penge sammen, ²⁷ skal han selv have mulighed for at købe jorden tilbage for en pris, der skal fastsættes efter antallet af årsafgrøder, der endnu er tilbage til næste jubelår. Når han har gjort det, kan han flytte tilbage til sin jord. ²⁸ Men hvis han ikke er i stand til at købe jorden tilbage, skal den være på den nye ejers hænder frem til næste jubelår. Til den tid skal den gives tilbage til den tidligere ejer.

²⁹ Hvis en mand sælger sit hus i en by med mure omkring, har han tilbagekøbsret i op til et år. ³⁰ Hvis han ikke har købt huset tilbage ved årets udgang, tilfalder det den nye ejer, og i det tilfælde forbliver det den nye ejers ejendom—også efter næste jubelår. ³¹ Men huse i bebyggelser uden mure omkring regnes som landejendomme, og for dem gælder de samme regler for tilbagekøb som for landejendomme: Tilbagekøbsretten gælder på ubegrænset tid, og i jubelåret skal en landejendom under alle omstændigheder overdrages til den tidligere ejer.

³² Med hensyn til salg af huse i byerne er der en enkelt undtagelse, der kommer levitterne til gode: Deres huse kan købes tilbage når som helst ³³ og skal under alle omstændigheder gives tilbage i jubelåret. Levitterne får nemlig ikke jord som de øvrige stammer, kun huse i byerne og tilhørende græsmarker til deres kvæg. ³⁴ De græsmarker må ikke sælges, for de tilhører levitterne for altid.

³⁵ Hvis din landsmand er kommet ud i så store problemer, at han ikke længere kan forsørge sig selv, er du ansvarlig for at hjælpe ham. Du kan støtte ham økonomisk eller lade ham bo hos dig. ³⁶ Vis ærefrygt for din Gud ved at tilbyde den pågældende mad og logi, og kræv ikke renter af de penge, du låner ham. ³⁷ Du skal give ham, hvad han har behov for, og ikke drage økonomisk fordel af ham. ³⁸ For jeg, Herren jeres Gud, førte jer ud af Egyptens land, så I kunne få Kana’ans land i eje, og jeg kunne være jeres Gud.

³⁹ Hvis din landsmand er blevet nødt til at sælge sin arbejdskraft til dig, må du ikke behandle ham som en slave, ⁴⁰ men som en daglejer eller en gæst, og han skal arbejde for dig indtil næste jubelår. ⁴¹ På det tidspunkt står det ham frit for at rejse—og tage sin familie med sig—så han kan vende tilbage til sin slægt og sin tidligere ejendom, ⁴² for jeg er den, som førte jer ud af Egypten, og I er mine tjenere! Derfor må I ikke behandle hinanden som almindelige slaver ⁴³ eller undertrykke hinanden på nogen måde. I skal vise ærefrygt for jeres Gud.

⁴⁴ Derimod må I gerne opkøbe slaver fra de fremmede folkeslag, som bor omkring jer, ⁴⁵ og I må også gerne købe efterkommere af disse fremmede, selv om de er født i landet. ⁴⁶ De skal være jeres slaver på livstid, og I kan overdrage dem til jeres børn efter jer. Men jeres israelitiske landsmænd må I ikke undertrykke på nogen måde.

Hvordan man får adgang til Guds rige^(A)

¹³ På et tidspunkt bragte nogle forældre deres børn hen til Jesus, for at han skulle velsigne dem. Men disciplene ville jage dem bort. ¹⁴ Da Jesus så det, blev han vred og sagde: „Lad børnene komme til mig. I må ikke hindre dem, for det er sådan nogle som dem, der får adgang til Guds rige. ¹⁵ Det siger jeg jer: Den, der ikke tager imod Guds rige på samme måde, som et barn tager imod, kommer slet ikke ind i det.” ¹⁶ Så tog han børnene ind til sig, lagde hænderne på dem og velsignede dem.

Hvordan man får det evige liv^(B)

¹⁷ Da Jesus ville gå videre, kom en mand løbende og faldt på knæ foran ham. „Mester, du er et godt menneske,” sagde han. „Fortæl mig, hvad jeg skal gøre for at få del i det kommende liv?”

¹⁸ „Hvorfor kalder du mig god?” spurgte Jesus. „Det ord kan jo kun bruges om Gud. ¹⁹ Og med hensyn til det, du spørger om, så kender du budene: Du må ikke begå drab, du må ikke bryde ægteskabet, du må ikke stjæle, du må ikke anklage nogen på falsk grundlag, du må ikke bedrage nogen, og du skal ære din far og din mor.”

²⁰ „Jamen, Mester,” svarede manden, „alle de bud har jeg overholdt, fra jeg var ganske ung.”

²¹ Jesus så kærligt på ham. „Du mangler én ting,” sagde han. „Gå hjem, sælg alt, hvad du har, og giv pengene til de fattige. Så skal du få del i Himlens rigdom—og kom så og følg mig.”

²² Manden blev ilde til mode over det svar og gik nedslået bort. Han var nemlig meget rig.

²³ Jesus kiggede rundt på disciplene. „Hvor er det dog svært for rige folk at komme ind i Guds rige,” sagde han. ²⁴ De stirrede forfærdet på ham. Jesus gentog: „Det er ikke let at komme ind i Guds rige, når man er bundet af sin rigdom.^{[a] 25} Ja, faktisk er det lettere for en kamel at gå gennem et nåleøje, end det er for en rig at gå ind i Guds rige.”

²⁶ Disciplene var rystede. De kunne ikke tro deres egne ører, men sagde til hinanden: „Hvem kan så få det evige liv?”

²⁷ Jesus så på dem og sagde: „Hvad intet menneske kan gøre, det kan Gud, for Gud kan gøre alt.”

Lønnen for at følge Jesus^(C)

²⁸ „Hvad så med os?” spurgte Peter. „Vi har jo forladt alt for at følge dig.”

²⁹ Jesus svarede: „Det siger jeg jer: Alle, som har forladt deres hjem, brødre, søstre, far, mor, børn eller deres job for at følge mig og forkynde mit budskab, ³⁰ skal få det 100 gange igen nu her i det jordiske liv: nye hjem, nye brødre, søstre, mødre, børn og nyt arbejde—men også forfølgelser. Desuden får de det evige liv i den kommende verden. ³¹ Men mange, der her på jorden regnes blandt de store, vil i Guds rige være de mindste. Og mange af dem, der her er blandt de mindste, vil dér være de største.”