The Daily Audio Bible

Joash og Jojada sætter templet i stand^(A)

24 Joash var syv år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i 40 år. Hans mor hed Zibja og var fra Be’ersheba. ² Han gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, så længe præsten Jojada levede og kunne rådgive ham. ³ Jojada udvalgte to koner til kongen, og de fødte ham sønner og døtre.

⁴ Nogen tid senere besluttede Joash at sætte Herrens hus i stand, ⁵ og derfor sammenkaldte han præsterne og levitterne og sagde til dem: „Tag rundt til alle Judas byer for at indsamle den årlige tempelskat fra alle israelitter, så jeres Guds hus kan blive restaureret. Skynd jer af sted!” Men levitterne skyndte sig overhovedet ikke.

⁶ Senere kaldte han ypperstepræsten Jojada til sig og spurgte: „Hvorfor sørger du ikke for, at levitterne opkræver den tempelskat i Jerusalem og Judas byer, som Herrens tjener Moses bestemte skulle indsamles hvert år til åbenbaringsteltet?”

⁷ Den onde Ataljas folk var nemlig brudt ind i Guds hus og havde stjålet de hellige redskaber for at bruge dem til deres afgudsdyrkelse. ⁸ Men nu befalede kongen, at levitterne skulle lave en stor indsamlingskiste og anbringe den uden for porten ind til Herrens hus. ⁹ Derpå sendte han en ordre ud i hele landet, om at folk skulle komme med den skat til Herren, som Guds tjener Moses i sin tid i ørkenen havde forordnet skulle betales hvert år. ¹⁰ Alle lederne og folket syntes godt om forslaget, og de kom og lagde deres guld- og sølvstykker i kisten. ¹¹ Hver aften bar levitterne kisten indenfor, og den blev bevogtet af kongens mænd. Når kisten var fuld, kom statssekretæren og ypperstepræstens repræsentant og tømte kisten for penge, hvorefter den blev bragt tilbage på sin plads. På den måde blev der indsamlet en stor sum penge.

¹² Kongen og Jojada gav pengene videre til arbejdsformændene, som udbetalte løn til stenhuggerne, tømrerne og metalarbejderne, der udførte restaureringsarbejdet. ¹³ Alle sled hårdt i det, og snart var restaureringen fuldført. ¹⁴ Efter at alle udgifter var betalt, blev de tiloversblevne guld- og sølvstykker overgivet til kongen og Jojada, som besluttede at smelte dem om til skåle og diverse redskaber af guld og sølv til brug under offerhandlingerne i Herrens hus.

Så længe Jojada levede, gennemførte man de regelmæssige ofre i templet. ¹⁵ Han blev meget gammel—130 år—før han døde. ¹⁶ På grund af sin store indsats for Israels folk, for Gud og for templet fik han en ærefuld begravelse i det kongelige gravsted i Davidsbyen.

Resten af Joash’ tid som konge i Juda^(B)

^17-18 Men efter Jojadas død kom Judas ledere til kong Joash og overtalte ham til at opgive deres forfædres Guds tempel og dyrke afgudsbilleder og Asherapæle i stedet. Derfor ramte Guds vrede Juda og Jerusalem igen. ¹⁹ Men først sendte han sine profeter for at advare folket og få dem til at adlyde ham, men ingen ville høre på dem.

²⁰ Da kom Guds Ånd over Zekarja, Jojadas søn, og han stillede sig op i forgården til templet og talte til folket: „Gud siger: Hvorfor overtræder I Herrens befalinger? Det fører kun ulykke med sig. I har vendt jer fra ham, og derfor vender han sig fra jer!”

²¹ Lederne stiftede derpå en sammensværgelse for at skaffe Zekarja af vejen, og det lykkedes dem at overtale kongen til at udtale en dødsdom over Zekarja, så han blev stenet til døde i forgården til templet. ²² Det var den måde, kong Joash gengældte Jojada for hans troskab—ved at dræbe hans søn! Zekarjas sidste ord lød: „Må Herren se det og straffe dem!”

²³ Ved årsskiftet gik den aramæiske hær til angreb på Juda og Jerusalem. Efter at have dræbt alle lederne sendte de et mægtigt krigsbytte tilbage til deres konge i Damaskus. ²⁴ Selv om aramæerne kom med en lille hær, lykkedes det dem at besejre den langt større judæiske hær, for det var Herren, der gav dem sejren. Judæerne havde jo vendt sig fra deres forfædres Gud. På den måde brugte Gud aramæerne til at straffe Joash.

²⁵ Da aramæerne trak sig tilbage, efterlod de Joash alvorligt såret. Da besluttede nogle af hans embedsmænd at slå ham ihjel som straf, fordi han havde dræbt ypperstepræsten Jojadas søn. De snigmyrdede ham i hans seng, hvorefter han blev begravet i Davidsbyen, men ikke i det kongelige gravsted. ²⁶ Attentatmændene var Zabad,^[a] søn af Shimat fra Ammon, og Jozabad, søn af Shimrit fra Moab. ²⁷ Beretningen om Joash’ sønner, de mange profetier imod ham og yderligere detaljer om templets restaurering er nedskrevet i kommentaren til Kongernes Bog.

Hans søn Amatzja efterfulgte ham på tronen.

Kong Amatzja af Juda^(C)

25 Amatzja var 25 år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i 29 år. Hans mor hed Jehoaddan og var fra Jerusalem. ² Han gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, men ikke helhjertet. ³ Så snart han havde sikret sig magten, dræbte han de embedsmænd, der havde myrdet hans far. ⁴ Men han skånede deres børn, for Herrens lov siger: „Forældre må ikke straffes for deres børns synder, og børn må ikke straffes for deres forældres synder. Dødsstraf kan kun idømmes den, der selv er ansvarlig for sin forbrydelse.”^[b]

⁵ Amatzja indkaldte nu alle mændene i Judas og Benjamins land til tjeneste i hæren og organiserede dem under militære ledere efter hvilke slægter, de tilhørte. Det samlede antal våbenføre mænd over 20 år, som kunne håndtere spyd og sværd, blev optalt til 300.000. ⁶ Derudover hyrede han 100.000 erfarne lejesoldater fra Efraim i Israel til en sum af 3,5 tons^[c] sølv.

⁷ Da kom en Guds mand til ham og sagde: „Herre konge, du bør ikke tage lejesoldaterne fra Israel med i krigen, for Herren er ikke med dem. ⁸ Hvis du tager dem med, vil I blive besejret, lige meget hvor tappert I kæmper, for Gud har magt til at give enten jer eller jeres fjender sejren.”^{[d] 9} „Jamen, hvad så med alle de penge, jeg har betalt for soldaterne?” indvendte Amatzja. „Herren kan give dig langt mere igen!” svarede profeten.

¹⁰ Så sendte Amatzja lejesoldaterne tilbage til Efraim. Det tog de meget ilde op og blev rigtig godt sure på judæerne. ¹¹ Derefter tog Amatzja mod til sig og rykkede frem til Saltdalen, hvor hans mænd dræbte 10.000 soldater fra Seirs bjerge. ¹² Andre 10.000 blev taget til fange og ført op på en klippetop. Her blev de smidt ud over kanten, så de knustes mod klippen nedenunder.

¹³ I mellemtiden hævnede de hjemsendte israelitter sig på de judæere, der boede i byerne i området mellem Bet-Horon og Samaria. De dræbte 3000 mennesker og røvede et stort bytte.

¹⁴ Da kong Amatzja vendte hjem efter sejren over edomitterne, medbragte han flere af deres afgudsbilleder. Dem satte han op og begyndte at dyrke dem ved at kaste sig på knæ foran dem og brænde røgelse for dem. ¹⁵ Da blev Herren vred og sendte en profet til Amatzja med følgende budskab: „Hvorfor beder du til de guder, der ikke kunne frelse deres eget folk?” ¹⁶ „Siden hvornår har jeg bedt dig om råd?” snerrede kongen. „Ti stille, eller jeg slår dig ihjel!” Da forlod profeten ham med afskedsordene: „Nu ved jeg, at Gud har planer om at tilintetgøre dig, siden du ikke vil lytte til min advarsel!”

¹⁷ Kong Amatzja af Juda rådførte sig i stedet med sine rådgivere og udstedte derefter en krigserklæring til kong Joash af Israel, der var søn af Joahaz, som var søn af Jehu.

¹⁸ Kong Joash sendte følgende besked tilbage:

„Der var engang en tidsel i Libanon, som sagde til det statelige cedertræ: ‚Lad min søn få din datter til ægte!’ Men et vildt dyr kom løbende forbi og trampede tidslen ned. ¹⁹ Du er hovmodig og stolt på grund af din sejr over Edom, men bliv du hellere hjemme og nyd sejren. Hvorfor udfordre skæbnen og styrte både dig selv og Judas land i ulykke?”

²⁰ Men Amatzja ville ikke høre efter, for Gud havde i sinde at udlevere ham til kong Joash, fordi han havde antaget Edoms afguder. ²¹ Joash mobiliserede sin hær og mødte Amatzjas hær ved byen Bet-Shemesh i Juda. ²² Dér blev judæerne besejret, og soldaterne flygtede hver til sit. ²³ Amatzja blev taget til fange, hvorefter Israels hær marcherede mod Jerusalem og ødelagde bymuren mellem Efraims port og Hjørneporten, en strækning på 200 meter. ²⁴ Joash tog det guld og sølv og de andre kostbarheder, der var tilbage i templets skatkamre under Obed-Edoms opsyn. Han tog også alle skattene i kongens palads og en del gidsler, hvorefter han vendte hjem til Samaria.

²⁵ Amatzja levede 15 år mere, efter at Joash var død, ²⁶ og hans livshistorie fra begyndelsen til enden står skrevet i Judas og Israels kongers krønikebog. ²⁷ Efter at Amatzja vendte sig bort fra Herren, havde hans embedsmænd i Jerusalem planer om at slå ham ihjel, men det lykkedes ham at flygte til Lakish. De sendte så nogle folk efter ham til Lakish, og han blev dræbt dernede. ²⁸ Hans lig blev bragt hjem til Jerusalem til hest, og han blev begravet sammen med sine forfædre i Judas hovedstad.^[e]

Den nye måde at tjene Gud og hinanden på

12 Kære venner, I har oplevet Guds nåde, og derfor beder jeg jer indtrængende om at give jer selv til ham som en levende offergave. Det glæder Gud, og det er den åndelige måde at tjene ham på. ² Jeres liv skal ikke styres af verdens tankegang. Lad i stedet Guds Ånd forvandle jeres tanker og vaner, så I kan glæde ham ved at leve efter hans vilje som gode og modne kristne.

³ På grundlag af den nåde, som Gud har givet mig til at tjene ham, siger jeg til enhver af jer: Hav ikke højere tanker om jer selv, end hvad der er rimeligt, men bedøm jer selv ud fra, hvor stor en tro Gud har givet hver enkelt af jer. ⁴ Ligesom et legeme består af mange dele, og hver del har sin særlige funktion, ⁵ således udgør alle vi, som tilhører Kristus, ét legeme. Vi hører sammen i en enhed, og vi er hver for sig dele af det samme legeme. ⁶ Gud har i sin nåde givet os forskellige gaver, så vi kan hjælpe hinanden. De, der har profetisk gave, skal bruge den i forhold til den tro, de har fået. ⁷ De, der har gaver til at yde praktisk hjælp, skal gøre det med tjenersind. De, der har gaver til at undervise, bør tage sig af undervisningen. ⁸ De, der har gaver til at opmuntre andre, skal gøre dét. De, der har en givertjeneste, bør give uden bagtanke. De, der har en ledertjeneste, bør lede med omhu. De, der har en barmhjertighedstjeneste, bør tjene med glæde.

⁹ Kærligheden skal være ægte. Tag afstand fra det onde, og gør jer til ét med det gode. ¹⁰ Elsk hinanden som kristne brødre og søstre. Kom hinanden i forkøbet med at vise respekt. ¹¹ Bliv ikke sløve. Vær brændende i ånden. Tjen Herren. ¹² Glæd jer i det håb, I har fået. Hold ud, når I møder modstand. Bliv ved med at bede. ¹³ Hjælp dem af jeres medkristne, som er i nød. Vær gæstfri over for de fremmede.

Velsign modstanderne og lev så vidt muligt i fred med alle

¹⁴ Velsign dem, der forfølger jer. Forband dem ikke, men bed for dem. ¹⁵ Glæd jer med de glade, og græd med de grædende. ¹⁶ Lad ikke menneskers sociale status bestemme, hvordan I tænker om dem.^[a] Hav ikke for høje tanker om jer selv, men vær villige til at have fællesskab selv med de mennesker, som ikke regnes for noget.^{[b] 17} Gengæld ikke ondt med ondt, men stræb efter at gøre det, som alle kan se er godt. ¹⁸ Lev i fred med alle mennesker—så vidt I kan. ¹⁹ Kære venner, tag ikke hævn, men lad Gud tage sig af at straffe. Der står jo skrevet: „Hævnen og gengældelsen er min, siger Herren.”^{[c] 20} Der står også skrevet: „Er din fjende sulten, så giv ham noget at spise. Er han tørstig, så giv ham noget at drikke. På den måde gør du ham skamfuld.”^{[d] 21} Lad dig ikke rive med af det onde, men overvind det onde med det gode.