The Daily Audio Bible

Joshafat som konge over Juda

17 Asas søn, Joshafat, blev nu konge i Juda, og han begyndte at ruste sig til krig mod Israel. ² Han udstationerede garnisoner i alle Judas befæstede byer og på andre strategiske steder i landet samt i de efraimitiske byer, hans far havde erobret.

³ Herren var med Joshafat, fordi han adlød Gud, ligesom hans forfar David^[a] havde gjort før ham. Han dyrkede ikke afguderne, ⁴ men søgte hjælp hos sin fars Gud og adlød Guds befalinger—i modsætning til de israelitiske konger. ⁵ Derfor styrkede Herren hans position som konge i Juda. Alle indbyggerne bragte ham gaver, og han blev både rig og højt anset. ⁶ Han var helhjertet i at tjene Herren, og han fjernede de sidste rester af afgudsofferstederne og Asherapælene.

^7-9 I sit tredje regeringsår begyndte Joshafat et landsdækkende uddannelsesprogram: Han sendte nogle ledende mænd på rundrejse til alle de judæiske byer for at undervise folket. Det drejede sig om embedsmændene Ben-Hajil, Obadja, Zekarja, Netanel og Mika, levitterne Shemaja, Netanja, Zebadja, Asael, Shemiramot, Jonatan, Adonija, Tobija og Tob-Adonija, samt præsterne Elishama og Joram. Disse mænd havde Herrens lovbog med sig, og de underviste i den overalt, hvor de kom frem.

¹⁰ Da faldt Herrens frygt på de omliggende riger, så ingen vovede at gå i krig mod Joshafat.

¹¹ Selv nogle af filistrene bragte Joshafat gaver og betalte skat til ham, og araberne forærede ham 7700 væddere og 7700 gedebukke. ^12-13 Joshafats magt voksede, og han styrkede sit forsvar yderligere ved at bygge flere borge og forsyningscentre rundt omkring i Juda. Han havde til stadighed en stor hær i beredskab i hovedstaden Jerusalem. ¹⁴ Soldaterne blev mønstret i henhold til deres stamme og slægt. Fra Judas stamme var der tre hærførere: For det første Adna, der havde 300.000 mand under sig, inddelt i afdelinger på 1000 mand. ¹⁵ For det andet Johanan med 280.000 mand under sig. ¹⁶ For det tredje Amasha, søn af Zikri, der frivilligt var trådt i kongens tjeneste og havde ansvar for 200.000 mand. ¹⁷ Fra Benjamins stamme var der to hærførere: For det første den meget erfarne Eljada med 200.000 mand under sig, alle udrustede med buer og skjolde, ¹⁸ for det andet Jozabad med 180.000 fuldt rustede mænd under sig. ¹⁹ Disse fem var under kongens direkte kommando i Jerusalem, og desuden var der de officerer, som var udstationeret i de befæstede byer rundt omkring i landet.

Profeten Mika advarer kong Ahab^(A)

18 Som sagt var Joshafat både rig og højt agtet. Han besluttede nu at indgå en alliance med kong Ahab af Israel ved at lade sin søn gifte sig med Ahabs datter.

² Nogle år senere rejste han til Samaria for at besøge Ahab. Til ære for Joshafat og hans ledsagere arrangerede Israels konge en fest og slagtede i den anledning et stort antal småkvæg og hornkvæg. Under festen søgte han at overtale Joshafat til at hjælpe sig med at erobre byen Ramot-Gilead. ³ „Vil du hjælpe mig med at befri Ramot-Gilead?” spurgte han Joshafat. „Selvfølgelig!” svarede Joshafat. „Vi er jo forbundsfæller, du og jeg. Mine folk vil kæmpe sammen med dine.” ⁴ Men så tilføjede han: „Vi bør dog først spørge Herren til råds.”

⁵ Derpå tilkaldte kong Ahab sine 400 profeter og spurgte dem: „Skal jeg gå til angreb på Ramot-Gilead eller ej?” „Du skal gå til angreb,” svarede de. „Gud vil give dig sejr!”

⁶ Men kong Joshafat var ikke tilfreds. „Er der ikke en af Herrens profeter, vi kan spørge til råds?” spurgte han. ⁷ „Jo, en enkelt,” svarede Ahab, „men jeg bryder mig ikke om ham, for han profeterer altid ulykke for mig, aldrig noget godt. Manden hedder Mika, søn af Jimla.” „Sådan bør du ikke tale!” indvendte Joshafat. ⁸ Kong Ahab gav derefter ordre til, at Mika straks skulle hentes.

⁹ I mellemtiden fortsatte Ahabs profeter med at profetere for de to konger, der sad klædt i deres kongekåber på hver sin trone på tærskepladsen nær ved byporten. ¹⁰ En af profeterne ved navn Zidkija, søn af Kena’ana, lavede nogle horn af jern og erklærede: „Herren siger: Du skal stange den aramæiske hær sønder og sammen med disse horn og udrydde den totalt!” ¹¹ De andre profeter sagde det samme. „Gå kun til angreb på Ramot-Gilead. Herren vil give dig sejr!”

¹² Kongens tjener, som var blevet sendt for at hente Mika, fortalte ham, hvad de andre profeter havde sagt, og opfordrede ham til at sige det samme. ¹³ Men Mika svarede: „Så sandt Herren lever: Jeg kan ikke sige andet, end det min Gud fortæller mig!”

¹⁴ Da Mika ankom, spurgte kong Ahab: „Mika, skal vi angribe Ramot-Gilead eller ej?” „Ja, tag endelig af sted!” svarede Mika. „Lykken er med dig. Herren vil give dig sejr!” ¹⁵ „Hør nu her,” sagde Ahab. „Hvor mange gange skal jeg få dig til at sværge på, at du kun siger sandheden, når du taler i Herrens navn?”

¹⁶ Så sagde Mika: „Jeg så Israels folk spredt ud over bjergene som får, der ingen hyrde har! Og Herren sagde: Kongen er død! Send folket hjem!” ¹⁷ Kongen vendte sig beklagende til Joshafat. „Sagde jeg det ikke nok! Aldrig profeterer han noget godt. Evigt og altid kun dårlige budskaber.”

¹⁸ „Så hør da Herrens ord!” afbrød Mika. „Jeg så Herren sidde på sin trone, og en hær af engle var samlet omkring ham. ¹⁹ Så sagde Herren: ‚Hvem vil lokke Ahab i fælden, så han dør i Ramot-Gilead?’ Og efter at adskillige planer var blevet foreslået, ²⁰ trådte en af ånderne frem og sagde: ‚Det vil jeg gøre!’ ‚Men hvordan?’ spurgte Herren. ²¹ Ånden svarede: ‚Jeg vil være en løgneånd i alle hans profeters mund!’ ‚Du kan klare opgaven,’ sagde Herren. ‚Gå bare i gang!’ ”

²² Mika fortsatte: „Kong Ahab, kan du ikke gennemskue dine profeter? Herren har jo fyldt dem alle med en løgnens ånd, og i virkeligheden har han planer om at få ram på dig.”

²³ Ved de ord gik profeten Zidkija hen til Mika og gav ham en lussing. „Vil du måske påstå, at Herrens Ånd kun taler gennem dig og ikke gennem mig?” snerrede han. ²⁴ Mika svarede: „Svaret på det spørgsmål får du, den dag du rædselsslagen prøver at gemme dig i et baglokale i et hus.”

²⁵ Efter det ordskifte gav kong Ahab ordre til at arrestere Mika. „Før ham til Amon, byens borgmester, og til min søn Joash,” sagde han. ²⁶ „Giv dem besked om at kaste ham i fængsel og sætte ham på vand og brød, til jeg kommer uskadt tilbage fra slaget.” ²⁷ „Hvis du kommer tilbage, har Herren ikke talt gennem mig!” sagde Mika. „Har I hørt det alle sammen?”

Kong Ahabs død^(B)

²⁸ Derefter førte kong Ahab af Israel og kong Joshafat af Juda deres hære mod Ramot-Gilead, ²⁹ men Ahab sagde til Joshafat: „Før jeg kaster mig ud i kampen, vil jeg forklæde mig som en menig soldat. Men behold du bare din kongelige rustning på.” Så forklædte kong Ahab sig og slaget begyndte.

³⁰ Den aramæiske konge havde imidlertid givet sine vognstyrere ordre til at være på udkig efter kong Ahab og koncentrere sig om at fælde ham. ^31-32 Da de fik øje på kong Joshafat, tænkte de: „Dér er han!” og vendte om for at få fat i ham. Men Joshafat råbte til Herren om hjælp, og Herren hjalp ham. Gud sørgede for, at de lod ham være, for da de forstod, at han ikke var Israels konge, trak de sig tilbage. ³³ Men en af bueskytterne skød en tilfældig pil af sted, og pilen borede sig ind mellem remmene i kong Ahabs brynje.

„Lad os komme væk fra fronten!” stønnede Ahab til sin vognstyrer. „Jeg er alvorligt såret.”

³⁴ Kampen trak i langdrag og blev mere og mere intens. Kong Ahab holdt øje med kampen på afstand, men kunne dårligt holde sig oprejst i vognen. Ved solnedgang døde han.

²⁵ Det nye Guds folk står omtalt hos Hoseas, hvor han siger:

²⁶ Hoseas siger også: „På det sted, hvor der blev sagt til dem: ‚I er ikke mit folk’, vil de blive kaldt ‚den levende Guds børn’.”^{[b] 27} Og Esajas råbte med smerte om det jødiske folk: „Selvom Israels folk er talrigt som sandet ved stranden, vil kun nogle få af dem blive reddet, ²⁸ for Herren vil gøre kort proces og føre straffen over landet til ende.”^{[c] 29} Det er, som Esajas også har forudsagt: „Hvis ikke den almægtige Gud havde reddet en rest, var vi blevet udslettet som Sodoma, gjort til intet som Gomorra.”^[d]

Hvorfor tog det jødiske folk ikke imod Messias?

³⁰ Hvad kan vi uddrage af alt det her? At folk, som ikke er jøder, og som ikke stræbte efter at blive accepteret af Gud, blev accepteret, vel at mærke på grund af deres tro. ³¹ Men jøderne, som hele tiden stræbte efter det ved at prøve at overholde loven, opnåede det aldrig. ³² Hvorfor ikke? Fordi de mente, at han ville godtage dem på grund af deres gode gerninger, ikke på grund af deres tro. De snublede over „anstødsstenen”, ³³ og dermed opfyldte de Skriftens ord:

10 I skal vide, kære venner, at jeg ønsker af hele mit hjerte og beder om, at mine jødiske landsmænd må få det evige liv. ² Jeg kan bevidne, at de brænder for Guds sag, men at de mangler forståelse for, hvad hans vilje er. ³ De forstår nemlig ikke, at det at blive godtaget af Gud er en gave. I stedet prøver de at blive accepteret af ham ved at gøre, hvad de kan, for at opfylde den jødiske lov. De har ikke forstået Guds måde at gøre det på, ⁴ for den jødiske lovs tidsalder ophørte, da Kristus kom.^[g] Alle mennesker bliver nu accepteret af Gud ved tro på Kristus.

⁵ Angående dem, der er underlagt den jødiske lov, skriver Moses: „Den, der overholder alle disse love, vil få livet derved.”^{[h] 6} Når det derimod drejer sig om dem, der er accepteret af Gud på grund af tro, siger Skriften: „Du skal ikke spørge, hvem der kan stige op til Himlen (nemlig for at hente Kristus ned), ⁷ eller hvem, der kan stige ned i afgrunden (nemlig for at hente Kristus op fra de døde.)” ⁸ Skriften siger nemlig også: „Du kender allerede budskabet. Det er i dit hjerte og på dine læber.”^[i] Og det er netop det budskab om tro, vi forkynder. ⁹ Hvis du ærligt kan sige: „Jesus er herre i mit liv”, og hvis du i dit hjerte tror på, at Gud oprejste Jesus fra de døde, så får du det evige liv. ¹⁰ Gud accepterer og giver evigt liv til alle, som i deres hjerte tror på Jesus, og som med munden bekræfter deres tro.

¹¹ Skriften siger også: „De, der tror på ham, vil ikke blive skuffede.”^{[j] 12} I det stykke er der ingen forskel på jøder og andre folkeslag, for de har alle den samme Jesus som deres Herre, og han giver sin rige velsignelse til alle, der råber til ham om hjælp. ¹³ Der står nemlig skrevet: „Enhver, der råber til Herren om hjælp, vil blive reddet.”^[k]

Folket beder for kongen før kampen

20 Til korlederen: En sang af^[a] David.

Kongen giver udtryk for sin tillid til Herren