The Daily Audio Bible

Forskellige oplysninger^(A)

¹¹ Efter at byggeriet var færdigt, flyttede Salomon sin kone, der var en egyptisk prinsesse, fra Davidsbyen til det palads, han havde bygget til hende. „Hun skal ikke bo i kong Davids gamle palads,” sagde han, „for Herrens Ark stod opbevaret i det palads, og derfor er det et helligt sted.”

¹² På alteret foran templet ofrede Salomon brændofre til Herren. ¹³ Antallet af offerdyr skiftede fra dag til dag i henhold til de instrukser, Moses havde givet. Særlige ofre blev bragt på sabbatten, ved nymånefesten og ved de tre årlige højtider: påskefesten, ugefesten og løvhyttefesten. ¹⁴ I henhold til den ordning, hans far havde indstiftet, blev præsterne inddelt i skiftehold. Levitterne havde ansvaret for lovsangen, og de skulle også hjælpe præsterne med det daglige arbejde. Tempelvagterne blev stationeret ved templets porte i henhold til deres arbejdsplan, som var fastlagt af David. ¹⁵ Præsterne og levitterne fulgte til punkt og prikke kongens befalinger vedrørende tempeltjenesten og bevogtningen af templets skatkamre. ¹⁶ Således havde Salomon nu sørget for, at alt vedrørende tempelbyggeriet var blevet udført nøjagtigt efter forskrifterne, lige fra byggeriet begyndte til templet stod færdigt.

¹⁷ Salomon tog derefter ned til byerne Etzjon-Geber og Eilat ved kysten ud til Det Røde Hav i Edoms land. ¹⁸ Kong Hiram havde nemlig sendt ham nogle skibe fra sin egen flåde, bemandet med erfarne søfolk. Salomons folk sejlede nu sammen med dem til Ofir, og de kom tilbage med mere end 15 tons guld, som de afleverede til Salomon.

Dronningen af Saba besøger kong Salomon^(B)

9 Da dronningen af Saba hørte om Salomons visdom, fik hun lyst til at udfordre ham med nogle svære spørgsmål. Hun ankom til Jerusalem med et stort følge og en lang karavane af kameler belæsset med aromatiske stoffer, ædelsten og store mængder guld. Under sit besøg hos kong Salomon stillede hun ham alle de spørgsmål, hun kunne komme i tanke om. ² Salomon besvarede alle hendes spørgsmål—ikke et eneste var for vanskeligt for ham. ³ Da dronningen således personligt oplevede hans visdom og med egne øjne så det prægtige palads, ⁴ den fornemme mad, de mange hoffolk, som spiste med ved bordet, tjenerne, der serverede, deres prægtige klæder, mundskænkene i deres flotte dragter, og de mange brændofre, han ofrede i Herrens hus, blev hun meget betaget og udbrød:

⁵ „Jeg er dybt imponeret! De rapporter, jeg modtog i mit eget land om din store visdom og dine bedrifter, var altså sande. ⁶ Jeg troede ellers ikke på dem, men nu har jeg med mine egne øjne set meget, meget mere, end hvad jeg dengang hørte om. Din visdom overgår langt de vildeste rygter! ⁷ Hvor er dine folk og tjenere heldige, at de kan lytte til din visdom hver eneste dag. ⁸ Lovet være Herren, din Gud, som fandt behag i dig og satte dig til at regere over sit folk. Det er på grund af din Guds kærlighed til Israel og hans ønske om at hjælpe dem for evigt, at han gjorde dig til konge over dem, for du regerer med retfærdighed.”

⁹ Derpå forærede hun kongen 4 tons guld, store mængder aromatiske stoffer og mange ædelsten. De kostbarheder, kong Salomon fik foræret, var uden sidestykke.

¹⁰ I den forbindelse skal det nævnes, at kong Hirams og kong Salomons folk foruden at bringe guld fra Ofir også bragte store mængder kostbart træ og ædelsten. ¹¹ Det kostbare træ brugte kongen til at lave rækværk i tempelkomplekset og i sit palads, samt til lyrer og harper. Aldrig har man set magen til i Judas land.

¹² Salomon gav til gengæld dronningen af Saba alt, hvad hun bad om og kunne ønske sig, langt flere gaver, end hun var kommet med. Derpå rejste hun sammen med sit følge tilbage til sit land.

Salomons rigdom^(C)

¹³ Hvert år udvandt kong Salomon ca. 23 tons^[a] guld fra sine guldminer. ¹⁴ Dertil kom indtægter fra handelsafgifter, told og skat. De arabiske vasalkonger og landets egne guvernører bragte store mængder guld og sølv til Salomon.

^15-16 Salomon fik lavet 200 store, guldbelagte skjolde, hvor der gik knap 7 kilo guld til hvert skjold, og 300 mindre skjolde, hvortil der gik 3½ kilo guld. Alle disse skjolde satte han op som udsmykning i „Libanonskovhallen”.

¹⁷ Han fik også lavet en overdådig elfenbenstrone, belagt med rent guld. ¹⁸ Seks brede trin førte op til selve tronstolen, som havde armlæn på begge sider og en fodskammel af guld. Ved hver side stod en forgyldt løve. ¹⁹ For enderne af hvert trin stod der også en forgyldt løve, så der var 12 løver i alt på tronens trappe. Intet sted i verden fandtes en trone som Salomons.

²⁰ Alle kong Salomons drikkebægre var af rent guld, og spisestellet i „Libanonskovhallen” var også af rent guld. Intet af det var af sølv, for sølv blev ikke regnet for noget på den tid.

²¹ Salomon havde selv nogle store Tarshish-skibe ligesom kong Hiram. Hvert tredje år vendte disse skibe hjem med store ladninger af guld, sølv, elfenben, aber og påfugle.

²² Kong Salomon var således visere og rigere end nogen anden konge på jorden. ²³ Konger fra alverdens lande søgte audiens hos ham for at få del i hans gudgivne visdom, ²⁴ og de bragte ham år efter år fornemme gaver i form af guld- og sølvting, kostbart klæde, våben, aromatiske stoffer, heste og muldyr.

²⁵ Endvidere havde Salomon 4000 heste^[b] til sine stridsvogne og 12.000 rideheste til sine ryttere. De var fordelt i de dertil indrettede vognbyer og i selve Jerusalem. ²⁶ Han regerede over alle kongerigerne fra Eufratfloden i nord til filistrenes land og grænsen til Egypten mod syd. ²⁷ Salomons rigdom betød, at sølv blev lige så almindeligt et syn i Jerusalem som stenene i byens gader, og det kostbare cedertræ blev lige så almindeligt som morbærfigentræ fra de vestlige bakkeskråninger. ²⁸ Hans heste blev importeret fra Egypten og mange andre lande.

Salomons død^(D)

²⁹ Hvad der ellers er at fortælle om Salomons regeringstid er nedskrevet i profeten Natans krønike, i Ahija af Shilos profeti og i profeten Jedos bog, som også omhandler Jeroboam, Nebats søn.

³⁰ Han regerede over hele Israels folk i 40 år med Jerusalem som hovedstad. ³¹ Da han døde, blev han begravet i Davidsbyen, hvor hans far også lå begravet. Hans søn Rehabeam overtog derefter tronen.

Nordriget forkaster Rehabeam som konge over dem^(E)

10 Rehabeam og hans rådgivere tog straks efter Salomons død til Sikem, hvor Nordrigets ledere samledes for at udråbe ham til konge. ² Jeroboam, Nebats søn, vendte tilbage fra Egypten (hvortil han var flygtet for kong Salomon), da han hørte, at Salomon var død. ³ Nordrigets ledere sendte nu bud efter ham, og sammen trådte de frem for Rehabeam i Sikem. ⁴ „Din far lagde en masse skatter på os og krævede hårdt arbejde,” sagde de. „Hvis du er villig til at nedsætte kravene, vil vi gerne have dig som konge.”

⁵ „Det vil jeg tænke over,” svarede Rehabeam. „Kom tilbage om to dage, så vil jeg give jer svar.”

⁶ Rehabeam drøftede nu sagen med sin fars gamle rådgivere. „Hvad foreslår I, jeg skal gøre?” spurgte han. ⁷ „Hvis du viser venlighed over for lederne og siger, at du vil behandle folket godt, så vil de være loyale over for dig,” var deres svar.

⁸ Men Rehabeam brød sig ikke om deres råd. Han spurgte så de unge mænd, han var vokset op sammen med, og som han havde ansat i sin tjeneste: ⁹ „Hvad skal vi svare de her mennesker, som gerne vil være fri for hårdt arbejde og skatter?” ¹⁰ „Vi foreslår, at du siger: ‚Sammenlignet med mig var min far ingenting! ¹¹ Hvis I synes, min far lagde tunge byrder på jer, vil jeg gøre dem endnu tungere. Hvis I synes, min far brugte en pisk af reb, så vil jeg bruge en pisk med metalstykker i!’ ”

¹² Da Jeroboam og Nordrigets ledere som aftalt to dage senere kom tilbage til den unge konge, ^13-14 gav han dem det brutale svar, som de unge mænd havde rådet ham til, i stedet for det gode svar fra sin fars rådgivere. ¹⁵ Kongen var således ikke villig til at lytte til deres ønsker, og derved kom han til at opfylde det profetiske ord fra Herren, som Ahija fra Shilo havde givet Jeroboam.

¹⁶ Da Nordrigets folk blev klar over, at kongen ikke ville lytte til dem, tog de afstand fra ham og råbte til hinanden: „Ud med David og hans slægt! Rehabeam kan få lov til herske over sin egen stamme. Vi kan klare os selv.”

¹⁷ Således gik det til, at Rehabeam måtte nøjes med at være konge over Judas stamme. ¹⁸ Men han gav ikke op med det samme, så han sendte sin slavepisker Adoniram efter Nordrigets ledere for at tvinge dem, men de smed sten efter ham og slog ham ihjel. Rehabeam sprang da op i sin vogn og skyndte sig hjem til Jerusalem for ikke selv at blive slået ihjel. ¹⁹ Således brød de ti nordlige stammer forbindelsen med Judas stamme, og de to riger blev aldrig siden forsonet.

⁹ I, derimod, er ikke styret af synden, men af Ånden, hvis ellers Guds Ånd bor i jer. Men de, som ikke har Kristi Ånd, hører ikke Kristus til.

¹⁰ Når Kristus bor i jer, skal legemet ganske vist dø engang, fordi synden bragte døden ind i verden, men Ånden giver nyt liv, fordi Kristus tog straffen for al synd på sig selv. ¹¹ Og da Guds Ånd bor i jer, vil han, som oprejste Jesus fra de døde, også oprejse jeres dødelige legemer til sin tid og give jer det evige liv.

¹² Altså, kære venner, da synden ikke længere har magt over jer, skal I ikke leve et syndigt liv. ¹³ Det syndige liv straffes med døden. Men hvis I ved Åndens kraft sætter en stopper for de syndige handlinger, skal I få det evige liv.

Vi er Guds elskede børn

¹⁴ Alle, som bliver ledt af Guds Ånd, er Guds børn. ¹⁵ Den Ånd, I har fået, gør jer ikke til slaver, for så kom I blot igen til at leve et liv i frygt. Nej, Guds Ånd gør det klart for jer, at I er Guds børn. Det er Guds Ånd i os, der gør, at vi kan kalde ham vores far. ¹⁶ Det er Guds Ånd, der bekræfter over for vores egen ånd, at vi virkelig er Guds børn.

Guds herlighed bliver os til del

¹⁷ Da vi nu er blevet børn af Gud, som Kristus er det, kan vi regne med at få del i alt det, som Gud vil give sine børn. Er vi parate til at lide, som Kristus led, kan vi også regne med at få del i den samme herlighed, som han fik del i. ¹⁸ De lidelser, vi skal igennem her og nu, regner jeg ikke for noget i sammenligning med den herlighed, som vi skal opleve engang. ¹⁹ Alt, hvad Gud har skabt, længes efter at få del i den herlighed, som hans børn engang skal få. ²⁰ Hele skaberværket lever under håbløshedens åg, ikke fordi det ønskede det, men fordi Gud måtte straffe de første menneskers ulydighed. Dog er der håb. ²¹ Alt det skabte vil engang blive sat fri fra den nuværende forgængelighed og død og få del i den herlige frihed, som Guds børn skal opleve. ²² Vi ved, at alt det skabte til stadighed stønner og vrider sig som i veer. ²³ Selv vi, der har fået Guds Ånd som en forsmag på den kommende herlighed, stønner og sukker, mens vi med længsel venter på at få en ny og udødelig krop og på at modtage alt, hvad Gud har til os som sine elskede børn. ²⁴ Vi fik et fantastisk håb, da vi kom til tro. Man behøver jo ikke at håbe på det, man ser foran sig. ²⁵ Men når vi håber på det, vi endnu ikke har set, så gør vi det med udholdenhed og stor forventning.