Print Page Options Listen to Reading
Previous Prev Day Next DayNext

The Daily Audio Bible

This reading plan is provided by Brian Hardin from Daily Audio Bible.
Duration: 731 days

Today's audio is from the CSB. Switch to the CSB to read along with the audio.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Første Krønikebog 19-21

David besejrer ammonitterne og aramæerne(A)

19 Nogen tid efter døde ammonitternes konge, Nahash, og han blev efterfulgt af sønnen Hanun.

„Ham vil jeg vise venlighed,” tænkte David, „for hans far viste venlighed mod mig.” Så sendte David nogle sendebud af sted for at kondolere i anledning af faderens død.

Men de ammonitiske officerer sagde til Hanun: „De mænd er ikke kommet for at ære din fars minde! Nej, det er blot et påskud for at udspionere os, for i virkeligheden har David i sinde at angribe os.”

Derfor lod Hanun Davids mænd pågribe, hvorefter man vanærede dem ved at barbere deres skæg af. Samtidig blev deres tøj skåret af over bagdelen, og sådan blev de sendt hjem. Da David fik at vide, at hans sendebud var blevet så groft ydmyget, sendte han nogle af sine embedsmænd ud for at møde dem og give dem besked på at blive i Jeriko, indtil deres skæg var vokset ud igen.

6-7 Ammonitterne blev klar over, at David var rasende på dem på grund af det, de havde gjort. Derfor hvervede Hanun for 1000 sække sølv aramæiske stridsvogne, ryttere og soldater fra områderne Aram-Naharajim, Aram-Ma’aka og Zoba foruden kongen af Ma’akas hær. Den aramæiske hærstyrke marcherede frem og gjorde holdt ved Medeba samtidig med, at ammonitterhæren blev mobiliseret. Da David fik det at vide, sendte han straks Joab og Israels bedste styrker af sted imod dem. Ammonitterne tog opstilling foran byporten, mens de allierede aramæiske konger tog opstilling på den åbne slette. 10-11 Derved blev Joab tvunget til at kæmpe på to fronter, så han delte styrkerne imellem sig og sin bror Abishaj. Selv tog han elitesoldaterne og rykkede ud mod aramæerne på sletten, mens han overlod resten af hæren til Abishaj, der skulle kæmpe imod ammonitterne foran byporten.

12 „Hvis jeg får brug for hjælp mod aramæerne, må du komme med det samme!” beordrede Joab. „Og hvis det viser sig, at du får besvær med ammonitterne, kommer jeg dig til hjælp. 13 Vær nu ved godt mod! Vi må være tapre, hvis vi skal gøre os håb om at redde vores folk og vores Guds byer. Herrens vilje ske!”

14 Så gik Joab og hans krigere til angreb, og aramæerne flygtede. 15 Da ammonitterne så det, flygtede de også og søgte tilflugt inden for bymuren. Derefter vendte Joab tilbage til Jerusalem med sin hær.

16 Da aramæerne indså, at de ikke kunne stå sig imod israelitterne, sendte de bud efter forstærkning fra de aramæiske tropper på den anden side af Eufratfloden. Hjælpetropperne var under kommando af Shofak, kong Hadadezers hærfører.

17 Da David hørte det, samlede han hele Israels hær og gik i spidsen for den over Jordanfloden, hvor de tog kampen op mod aramæerne. 18 Aramæerne led store tab og måtte igen tage flugten. David og hans hær dræbte 7000 aramæiske vognkæmpere og 40.000 fodfolk, deriblandt hærchefen Shofak. 19 Da Hadadezers vasalkonger så, at aramæerne var blevet slået, sluttede de fred med David og blev underlagt hans herredømme. Fra da af turde aramæerne ikke længere hjælpe ammonitterne.

Yderligere kamp mod ammonitterne(B)

20 Næste forår omkring den tid, hvor kongerne sædvanligvis drager i krig, rykkede Joab ud med den israelitiske hær. De besejrede den ammonitiske hær og belejrede Rabba.[a] Men David selv blev hjemme i Jerusalem. Joab angreb Rabba og ødelagde den.

Da David kort efter ankom til Rabba, fjernede han kronen fra ammonitterkongens[b] hoved og satte den på sit eget. Den vejede over 30 kg og var lavet af guld, og der var en stor ædelsten på den. Desuden tog han et stort krigsbytte. Byens befolkning tog han som krigsfanger og satte dem til at arbejde med save, hakker og økser. På samme måde gik det indbyggerne fra de øvrige byer i ammonitternes land.

Derefter vendte David og hæren tilbage til Jerusalem.

Flere kæmper blandt filistrene bliver dræbt(C)

Senere, da israelitterne kæmpede mod filistrene ved Gezer, dræbte Sibbekaj fra Husha en filister af den frygtede Rafa-slægt, en mand ved navn Sippaj, hvorefter filistrene overgav sig. Under en anden kamp mod filistrene lykkedes det Elhanan, Jairs søn, at dræbe en filister ved navn Lahmi, en bror til Goliat, hvis spydskaft var på størrelse med en vævebom. Og en anden gang, da israelitterne kæmpede mod filistrene ved Gat, var der en kæmpe af Rafa-slægten med seks fingre på hver hånd og seks tæer på hver fod. Han hånede Israel, men Jonatan,[c] en søn af Davids bror Shima, dræbte ham. Disse filistre, der tilhørte kæmpeslægten Rafa fra Gat, blev hugget ned af Davids mænd.

Davids mønstring af hæren(D)

21 Satan ønskede at bringe Israels folk i ulykke, så han gav David den tanke at foretage en optælling af Israels samlede hærstyrke.

David sagde derfor til Joab og de øvrige officerer: „Rejs rundt blandt alle Israels stammer fra Dan i nord til Be’ersheba i syd og optæl alle de våbenføre mænd. Kom så tilbage og fortæl mig, hvor mange jeg råder over.”

Men Joab svarede: „Gud give, at din hær må vokse til 100 gange af, hvad den er nu. Min herre og konge, er de ikke alle loyale over for dig? Hvorfor vil du begå denne synd? Hvorfor bringe ulykke over Israels folk?”

Imidlertid sejrede kongens ord over Joabs protester, så Joab rejste landet rundt for at foretage optællingen. Da han vendte tilbage til Jerusalem, meddelte han David det samlede tal på landets våbenføre mænd: I hele Israel var der 1.100.000 mand, heraf 470.000 i Juda. Joab havde dog undladt at foretage optælling i Levis og Benjamins stammeområde, for han var meget ilde til mode over kongens befaling. Gud var også vred over optællingen. Derfor ville han straffe Israel.

Da sagde David til Gud: „Jeg har begået en stor synd! Det var tåbeligt af mig at gøre sådan noget. Tilgiv mig!”

Så sagde Herren til profeten Gad, som var i Davids tjeneste: 10 „Gå hen og sig til David: Jeg, Herren, giver dig tre muligheder for straf, og du må selv vælge, hvilken en af dem det skal være.” 11 Gad gik derefter hen til David og forelagde ham de tre muligheder: 12 „Vælger du tre år med hungersnød? Eller tre måneder på flugt for dine fjender? Eller tre dage, hvor Herrens engel sender pest over hele Israels land? Sig mig, hvad jeg skal svare Herren, som har sendt mig!”

13 „Det er et frygteligt valg,” sukkede David. „Men det er bedre at være prisgivet Herren, for hans nåde er stor. Lad mig ikke være prisgivet mennesker.”

14 Da sendte Herren pest over hele Israel, og 70.000 mænd døde. 15 Da dødsenglen skulle til at ramme Jerusalem, blev Herren bedrøvet over den store ulykke, der var ved at ske. „Stop!” sagde han til englen. „Nu kan det være nok!” Englen stod da ved jebusitten Ornans tærskeplads. 16 Da David så Herrens engel stå stille i luften med sit sværd rettet mod Jerusalem, kastede han og hans ledere sig på knæ med ansigtet mod jorden. De var alle klædt i sæk og aske.

17 „Det er mig, der har syndet ved at mønstre min hær,” sagde han. „Alle disse mennesker er som uskyldige får. Herre, min Gud, lad dog straffen ramme mig og min familie. Du må ikke tilintetgøre dit folk.”

18 Derpå sagde Herrens engel til Gad: „Sig til David, at han skal bygge et alter for Herren på jebusitten Ornans tærskeplads.” 19-20 David var lydig mod Herrens befaling og opsøgte Ornan, der var i færd med at tærske hvede. Da Ornan vendte sig om, fik han øje på englen, og hans fire sønner løb i skjul, mens han selv fortsatte med at tærske. 21 Kort efter opdagede Ornan kongen, der nærmede sig. Straks forlod han tærskepladsen, løb kong David i møde og kastede sig på knæ med ansigtet mod jorden foran ham.

22 David sagde til Ornan: „Lad mig købe tærskepladsen af dig til dens fulde pris, så jeg kan bygge Herren et alter og få pesten til at standse.”

23 „Tag den bare, min herre og konge, og gør med den, hvad du vil,” svarede Ornan. „Her, jeg giver dig mine okser til brændofferet, tærskeslæderne til offerbrænde og brug min hvede til afgrødeofferet. Jeg giver dig det hele!”

24 „Nej,” svarede kong David, „jeg vil betale dig den fulde pris. Jeg kan ikke tage, hvad der tilhører en anden, og ofre det til Herren. Jeg vil ikke bringe ofre, der ikke har kostet mig noget!”

25 Så betalte David Ornan 600 guldstykker for hele området, 26 hvorefter han byggede et alter for Herren og ofrede brændofre og takofre. Han bad Herren om nåde, og Herren svarede ved at sende ild fra himlen, som fortærede ofrene på alteret. 27 Herren befalede derefter englen at stikke sværdet i skeden.

28 David fortsatte nu med at ofre til Herren på jebusitten Ornans tærskeplads, fordi Herren dér havde svaret på hans bøn. 29 Herrens telt og brændofferalteret, som Moses havde lavet i ørkenen, stod stadig på højen ved Gibeon. 30 Men David turde ikke tage derhen for at søge Herren, for han var bange for Herrens engels sværd.

Romerne 2:25-3:8

25 At du er jøde og tilhører Guds folk, giver dig ingen fortrin over for Gud, hvis du ikke overholder hans lov. I så fald er du ikke bedre stillet end alle andre mennesker. 26 Tværtimod! Hvis de andre gør det, som loven foreskriver, så burde de regnes for bedre jøder end dig. 27 De, som ikke er jøder, men helt naturligt overholder lovens forskrifter, vil derfor have ret til at dømme dig, der overtræder loven, selvom du er jøde og véd alt om loven. 28 Du har det ydre tegn på at være jøde, nemlig omskærelsen, men det er ikke nok til at gøre dig til en sand jøde. 29 At være sand jøde er en hjertesag, ikke en formssag. Den virkelige omskærelse foregår i hjertet. Det er en åndelig indvielse til Gud. Sande jøder søger anerkendelse hos Gud, ikke hos mennesker.

Gud er retfærdig og vil dømme al ondskab

„Jamen, er omskærelsen da til ingen nytte? Har vi jøder da slet ingen fortrin?” er der måske nogle af jer, der vil spørge. Jo, vi har mange fortrin. Først og fremmest var det os, der fik Guds ord betroet. Ganske vist var mange jøder ikke lydige mod det, Gud sagde til dem, men deres manglende trofasthed betyder ikke, at Gud holder op med at være trofast. Gud står ved sit ord, om så alle andre svigter. Som David sagde til Gud: „Du anklager mig med rette, din dom er retfærdig.”[a]

„Jamen, hvis nu vores synder får folk til at kunne se Guds godhed, er det så ikke uretfærdigt af ham at straffe os?” Sikke noget sludder! Selvfølgelig ikke! Hvordan skulle Gud kunne være en retfærdig dommer, hvis han ikke straffer alt det onde? „Jamen, hvis nu mine små løgne sætter Guds sandhed i relief og dermed ophøjer ham, så burde han vel ikke se på mig som en synder?” Hvis det var rigtigt, kunne man lige så godt sige: „Lad os gøre det onde, for så kan folk lettere se det gode.” Der er ligefrem nogle, der ondskabsfuldt påstår, at vi siger sådan. De vil få deres velfortjente straf.

Salme 11

Tilflugt hos Herren

11 Til korlederen: En sang af David.

Jeg stoler på Herren og søger hans hjælp.
    Hvorfor siger I: „Flygt op i bjergene som en fugl,
for de gudløse har spændt deres bue og lagt pilen til rette.
    De gemmer sig i mørket for at ramme de retskafne.
Hvad kan en gudfrygtig gøre, når al lov og ret er borte?”

Herren sidder i sit hellige tempel.
    Han regerer fra sin trone i Himlen.
        Han overvåger hvert menneske på jorden.
Han gennemskuer både de gode og de gudløse.
    Han hader dem, som elsker vold.
Han lader gloende kul regne ned over de onde,
    straffer dem med rygende svovl og en brændende vind.
Herren er god og elsker dem, der adlyder ham,
    de, som gør det gode, skal se hans ansigt.

Ordsprogene 19:10-12

10 Det er upassende for en tåbe at leve i luksus
    og for en slave at bestemme over en adelsmand.
11 Der skal meget til, før de vise bliver vrede,
    at bære over med en fornærmelse vinder dem respekt.
12 En konges vrede er frygtelig som løvens brøl,
    hans anerkendelse forfriskende som morgenduggen.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.